3. (a) Hvilken stilling har de jordiske øvrigheder i forhold til Jehova? (b) Hvordan kan vi sige at vi ikke underkaster os Satan, denne verdens gud, når vi er lydige mod myndighederne i denne verden?

³ Tilsvarende kan det siges at staten kun udøver sin myndighed fordi Gud, der jo er den allerøverste Hersker, tillader det. (Johannes 19:11) Det er sådan det skal forstås at „de eksisterende myndigheder“ er ’anbragt af Gud i deres relative stillinger’. I forhold til Jehovas suveræne myndighed er de jordiske øvrigheders myndighed naturligvis langt underordnet. Og dog virker disse øvrigheder som „Guds tjener“, „Guds offentlige tjenere“, fordi de sørger for nødvendige tjenesteydelser, håndhæver lov og orden, og straffer lovovertrædere. (Romerne 13:1, 4, 6) Selv om Satan er denne verdens usynlige hersker, må kristne altså forstå at det ikke er ham de underlægger sig når de anerkender at de i relativ forstand er underordnede i forhold til staten. Det er Gud de adlyder. Endnu i 1996 er den politiske stat en del af „Guds ordning“, det vil sige den ordning som Gud midlertidigt tillader, og Jehovas tjenere på jorden bør anerkende at det forholder sig sådan. — Romerne 13:2.

11. Hvilken vejledning gav Paulus de kristne med hensyn til denne verdens herskere?

¹¹ Dette stemmer overens med de ord apostelen Paulus, godt 20 år efter Jesu død, skrev til de kristne i Rom: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1) Omkring ti år senere — det var kort før hans anden fængsling i Rom, der endte med hans henrettelse — skrev Paulus til Titus: „Bliv ved med at minde dem [de kristne på Kreta] om at underordne sig regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere, at være rede til enhver god gerning, ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker.“ — Titus 3:1, 2.

Fremadskridende forståelse af hvem „de højere myndigheder“ er

12. (a) Hvordan mente C. T. Russell at forholdet mellem den kristne og de jordiske myndigheder var? (b) Hvilke forskellige synspunkter angående militærtjeneste var der blandt salvede kristne under den første verdenskrig?

¹² Allerede i 1886 skrev Charles Taze Russell i bogen The Plan of the Ages (Guds Verdensplan eller Tidsaldrenes Plan): „Jesus og Apostlerne . . . modsatte . . . sig ikke de jordiske Herskere i nogen Henseende. . . . De formanede Menigheden til at adlyde Lovene, at vise Ærbødighed mod Øvrighedspersonerne for deres Embedes Skyld, . . . at betale den fastsatte Skat, og ikke gøre Modstand mod den bestaaende Lov (Rom. 13:1-7; Matt. 22:21), undtagen hvor den kom i Modstrid med Guds Lov. (Ap. G. 4:19; 5:29.) Vor Herre Jesus, Apostlerne og de første Kristne var alle lydige mod Loven, skønt de var adskilte fra og ingen Del tog i denne Verdens Regeringer.“ I denne bog påpeges det korrekt at „de højere myndigheder“ (eller „de foresatte Øvrigheder“, ifølge oversættelsen af 1907) som Paulus nævner, er verdslige, jordiske myndighedsinstanser. (Romerne 13:1) I 1904 hed det i bogen The New Creation (dansk: Den nye Skabning, 1917): „Derfor bør [de sande kristne] høre til de mest lovlydige nu i Tiden. De skal ikke agitere, strides eller finde Fejl ved det bestaaende.“ Dette blev af nogle opfattet sådan at man skulle underlægge sig helt og holdent; de gik endda med til at tjene i de væbnede styrker i den første verdenskrig. Andre forstod at militærtjeneste ville stride mod Jesu ord: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Det var tydeligt at der var brug for en mere klar forståelse af hvad det vil sige at kristne skal underlægge sig de højere myndigheder.

13. Hvilken ændret forståelse angående de højere myndigheder blev fremlagt i 1929, og hvordan kan man sige at denne forståelse havde en positiv virkning?

¹³ I 1929 var flere staters regeringer begyndt at forbyde noget af det som Gud påbyder, eller påbyde noget af det som Guds love forbyder. Vi mente da at de højere myndigheder måtte være Jehova Gud og Jesus Kristus.b Denne forståelse havde Jehovas tjenere under hele den kritiske periode før og under den anden verdenskrig og et stykke tid ind i den kolde krigs tid med dens „terrorbalance“ og militære beredskab. Når vi nu ser tilbage, må vi sige at denne opfattelse, der indebar at Jehova og Kristus blev fremhævet som de øverste, hjalp Guds tjenere til at komme igennem perioden idet de uden kompromis holdt fast ved deres neutrale standpunkt.

Relativ underkastelse

14. Hvordan kom der i 1962 yderligere lys over Romerbrevet 13:1, 2 og beslægtede skriftsteder?

¹⁴ I 1961 forelå den engelske udgave af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Udarbejdelsen af denne havde krævet et dybtgående studium af bibelteksten. Den præcise oversættelse af ordene i Romerbrevet, kapitel 13, og af passager som Titusbrevet 3:1, 2 og Første Petersbrev 2:13, 17, gjorde det klart at udtrykket „højere myndigheder“ ikke gjaldt den højeste myndighed, Jehova, og hans søn Jesus, men verdslige, jordiske myndigheder. I slutningen af 1962 bragte The Watchtower (på dansk i Vagttårnet for 1. og 15. marts og 1. april 1963) en række artikler som indeholdt en nøjagtig fortolkning af Romerbrevet, kapitel 13, og samtidig fremlagde en forståelse der var mere klar end den man havde haft på C. T. Russells tid. Artiklerne påpegede at den kristnes underkastelse under de verdslige myndigheder ikke kan være ubetinget. Den må være relativ, det vil sige betinget af at den ikke bringer Guds tjener i konflikt med Hans love. Senere artikler i Vagttårnet har understreget dette vigtige punkt.c

15, 16. (a) Hvilken afbalanceret holdning førte den nye forståelse af Romerbrevets 13. kapitel til? (b) Hvilke spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel?

¹⁵ Denne nøgle til den rette forståelse af Romerbrevets 13. kapitel har sat Jehovas folk i stand til at afveje den rette respekt for politiske myndigheder med en kompromisløs fastholden ved ufravigelige bibelske principper. (Salme 97:11; Jeremias 3:15) Forståelsen har givet dem det rette syn på både forholdet til Gud og forholdet til staten. Den har betydet at de har givet kejseren det der er kejserens, uden at forsømme at give Gud det der er Guds.

Interessant nok skriver professor F. F. Bruce i en kommentar til Romerbrevet, kapitel 13: „Det fremgår tydeligt af den umiddelbare sammenhæng, og af sammenhængen med de apostolske skrifter i øvrigt, at staten kun har ret til at forlange lydighed inden for grænserne af det som er dens gudgivne formål — der ikke blot kan men skal ydes modstand når den forlanger en troskab som kun tilkommer Gud.“