UPARTISKHED

Dét ikke at være forudindtaget eller at favorisere nogen; at være uvildig. Hvis man er upartisk, tager man ikke imod bestikkelse, og man lader ikke sin dom eller sine handlinger påvirke af en persons stilling, rigdom eller evne til at formulere sig; man lader sig på den anden side heller ikke påvirke af medfølelse med en der er fattig eller på anden måde er uheldigt stillet, så man begunstiger den pågældende. Den upartiske vil sørge for at alle behandles retfærdigt og rimeligt, i overensstemmelse med hvad hver enkelt fortjener og har behov for. — Ord 3:27.

Det hebraiske udtryk nasa’ʹ panīmʹ, der gengives med ’behandle med partiskhed’, betyder ordret „at løfte ansigtet“. (3Mo 19:15) En orientalsk hilsen bestod i at man bøjede sig ydmygt og vendte ansigtet mod jorden. Modparten viste at han anerkendte og tog imod vedkommende ved at løfte ansigtet på den der bøjede sig. (Jf. 1Mo 32:20, hvor „tage venligt imod mig“ er en oversættelse af et hebraisk udtryk der ordret betyder „løfte mit ansigt“.) Udtrykket blev med tiden brugt i nedsættende betydning om en korrupt forskelsbehandling. Det hebraiske udtryk nakharʹ panīmʹ (der gengives med ’være partisk’, men ordret betyder „anerkende ansigtet“) blev brugt på samme måde. (5Mo 1:17; 16:19) Det græske udtryk lambaʹnō proʹsōpon (’at vise partiskhed’; ordr.: „at tage imod eller anerkende ansigtet“) er dannet efter det hebraiske. (Lu 20:21; jf. Int.) Sammensatte former af disse to ord gengives med „partiskhed“ (Ro 2:11; Jak 2:1), ’at vise partiskhed’ (Jak 2:9) og „partisk“ (Apg 10:34). — Jf. Int.

Jehova er upartisk. Jehova siger at han „ikke behandler nogen med partiskhed eller tager imod bestikkelse“. (5Mo 10:17; 2Kr 19:7) Da apostelen Peter blev sendt ud for at forkynde den gode nyhed for den uomskårne hedning Kornelius, sagde han: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ — Apg 10:34, 35; Ro 2:10, 11.

Eftersom Jehova er Skaberen og den Allerhøjeste, kan hans afgørelser og handlinger ikke anfægtes. Han kan gøre som han vil med det han har skabt, og han skal ikke stå nogen til regnskab. (Ro 9:20-24; 11:33-36; Job 40:2) Han griber ind over for enkeltpersoner eller grupper, ja endog nationer, efter sin hensigt og til sin egen fastsatte tid. (Apg 17:26, 31) Ikke desto mindre er Gud upartisk. Han belønner den enkelte efter hvad vedkommende er og gør, ikke efter vedkommendes ydre eller ejendom. (1Sa 16:7; Sl 62:12; Ord 24:12) Hans søn Jesus Kristus følger den samme upartiske handlemåde. — Mt 16:27.

Ikke partisk i forholdet til Israel. Nogle har hævdet at Jehova var partisk da han benyttede og begunstigede Israel som sit folk i fortiden. En oprigtig undersøgelse af hans forhold til Israel viser imidlertid at der ikke er baggrund for en sådan påstand. Det var ikke fordi Israel var et stort og talrigt folk at Jehova udvalgte det og tog sig af det, men fordi han elskede sin ven Abraham, israelitternes forfader, og værdsatte hans tro og loyalitet. (Jak 2:23) Han viste dem desuden langmodighed fordi hans navn var nævnt over dem. (5Mo 7:7-11; Ez 36:22; 5Mo 29:13; Sl 105:8-10) Så længe israelitterne var lydige, blev de velsignet mere end de nationer der ikke havde Loven. Når de var ulydige, var Gud tålmodig og barmhjertig, men de undgik ikke straf. Og skønt de nød en begunstiget stilling, havde de et større ansvar over for Gud fordi de bar hans navn og var underlagt Loven, for Loven indeholdt forbandelser over dem der overtrådte den. Det hed i den: „Forbandet er den som ikke holder denne lovs ord i hævd ved at følge dem.“ (5Mo 27:26) Ved at overtræde Loven kom jøderne under denne forbandelse i tilgift til den fordømmelse de allerede var underlagt som efterkommere af den syndige Adam. (Ro 5:12) For at jøderne kunne blive løskøbt fra denne særligt ugunstige tilstand, var det ikke blot nødvendigt at Kristus skulle dø, men at han skulle dø på en marterpæl, sådan som apostelen Paulus viser i Galaterne 3:10-13.

Gud var således ikke partisk i forholdet til Israel. Han benyttede Israel i den hensigt at velsigne alle nationer. (Ga 3:14) Hans handlemåde ville blive til gavn for mennesker fra alle nationer når hans tid var inde. I harmoni hermed bemærker apostelen Paulus: „Er Gud kun Gud for jøder? Er han det ikke også for folk fra nationerne? Jo, også for folk fra nationerne, så sandt som Gud er én, han der vil erklære omskårne retfærdige som følge af tro og uomskårne retfærdige ved deres tro.“ (Ro 3:29, 30) Ydermere kunne mennesker fra andre nationer opnå Guds gunst og velsignelse i datidens jødiske samfund ved at tilbede Jehova, Israels Gud, og overholde hans lov, sådan som gibeonitterne, netinim-folkene (der betyder „de givne“) og mange fastboende udlændinge gjorde. — Jos 9:3, 27; 1Kg 8:41-43; Ezr 8:20; 4Mo 9:14.

Skønt Jehova viste Israels folk tålmodighed og barmhjertighed og gang på gang tog det tilbage når det ændrede sind, forkastede han det til sidst som det folk hans navn var nævnt over. (Lu 13:35; Ro 11:20-22) Apostelen Paulus beskriver Jehovas indstilling med følgende ord: „Han vil gengælde enhver efter hans gerninger: . . . vrede og harme, trængsel og nød, over enhver menneskesjæl som gør hvad der er ondt, over jøde først og så over græker; men herlighed og ære og fred til enhver som gør hvad der er godt, til jøde først og så til græker. For der er ikke partiskhed hos Gud.“ — Ro 2:6-11.

Mens en overfladisk, kortsigtet betragtning af Guds handlemåde kunne synes at afsløre partiskhed, viser en dyberegående betragtning på længere sigt at Gud har vist en upartiskhed og retfærdighed der overgår alt hvad et menneske kunne have udtænkt. På vidunderlig måde sørgede han for at hele menneskeheden kunne få mulighed for at vinde hans gunst og opnå liv! — Es 55:8-11; Ro 11:33.

Ikke partisk i forholdet til David. Som Jehova sagde til Moses, er han en Gud der på ingen måde vil fritage for straf for overtrædelser. (2Mo 34:6, 7; Kol 3:25) Selv med sin elskede tjener David, med hvem han havde indgået en pagt om et rige, gjorde han ingen undtagelse. Han straffede David hårdt for hans synder. Efter at David havde syndet mod Gud i forbindelse med Batseba og Urias, sagde Jehova til ham: „Se, jeg lader ulykken rejse sig mod dig fra dit eget hus, og jeg vil tage dine hustruer for øjnene af dig og give dem til din næste, og han skal ligge hos dine hustruer for øjnene af solen dér. Du handlede nemlig i det skjulte; jeg, derimod, vil gøre dette foran hele Israel og foran solen.“ — 2Sa 12:11, 12.

Bibelens beretning viser at David fik mange vanskeligheder i sin egen familie at kæmpe med. (2Sa 13-18; 1Kg 1) Af respekt for sin rigspagt med David straffede Gud ham ikke med døden (2Sa 7:11-16), men David kom ud for meget store sorger. Som Elihu, en Guds tjener der levede før David, havde sagt: „Der er én som ikke er partisk over for fyrster.“ (Job 34:19) På grundlag af det offer Jesus Kristus senere ville bringe, kunne Gud imidlertid tilgive den angrende David og alligevel holde fast ved ret og retfærdighed. (Ro 3:25, 26) I kraft af sin søns offer har Gud et retfærdigt og upartisk grundlag hvorpå han kan gøre Urias’ og andres død til intet, så at ingen i sidste ende vil have lidt uoprettelig skade. — Apg 17:31.

Vejledning til dommerne. Jehova gav Israels dommere en udførlig vejledning angående upartiskhed. Dommerne var underlagt dette strenge bud: „I må ikke være partiske ved en domsafsigelse.“ (5Mo 1:17; 16:19; Ord 18:5; 24:23) De måtte ikke vise partiskhed ved at begunstige en fattig mand blot fordi han var fattig, hverken på grund af sentimentalitet eller på grund af fordom mod de rige. De måtte heller ikke favorisere en rig mand på grund af hans rigdom, enten for at opnå personlige fordele, for eksempel i form af en gave (bestikkelse), eller af frygt for hans magt eller indflydelse. (3Mo 19:15) Gud fordømte til sidst det utro levitiske præsteskab i Israel fordi præsterne havde overtrådt hans lov, og fordi de, som han udtrykkeligt påpegede, havde vist partiskhed i forbindelse med deres opgave som dommere i landet. — Mal 2:8, 9.

I den kristne menighed. I den kristne menighed er upartiskhed et krav ifølge den lov de kristne er underlagt, og det er en synd at favorisere nogen. (Jak 2:9) De der gør sig skyldige i partiskhed, bliver „dommere der afsiger onde kendelser“. (Jak 2:1-4) Sådanne mennesker har ikke visdommen ovenfra, som er fri for partiskhed. (Jak 3:17) De der har ansvarsopgaver i menigheden, er underlagt den alvorlige forpligtelse apostelen Paulus pålagde tilsynsmanden Timoteus: „Jeg pålægger dig højtideligt over for Gud og Kristus Jesus og de udvalgte engle at overholde disse ting uden forhåndsdom, idet du intet gør som følge af en ensidig holdning.“ Dette gælder især i forbindelse med behandling af overtrædelser i menigheden. — 1Ti 5:19-21.

„De beundrer personligheder for egen fordels skyld“. At overtræde princippet om upartiskhed kan medføre den strengeste fordømmelse. Jesu halvbroder Judas beskriver mennesker som „knurrer“, som „klager over deres lod i livet, idet de vandrer efter deres egne ønsker, og deres mund taler overmodige ord, mens de beundrer personligheder for egen fordels skyld“. (Jud 16) Der siges om dem at de „laver adskillelser, de er sjælelige og har ikke åndelighed“. (Jud 19) Det lykkes dem måske at påvirke andre med deres overmodige ord og deres beundring af personligheder, ligesom de mænd der ifølge Paulus’ beskrivelse ’sneg sig ind i hjemmene og indfangede svage kvinder som var belæssede med synder og som blev ledet af forskellige slags begær’. (2Ti 3:6) Men de vil til sidst gå til grunde. — Jud 12, 13.

„Værdige til dobbelt ære“ — hvordan? Hvordan kan medlemmerne af den kristne menighed, i betragtning af ovenstående, anse de ældste som præsiderer på en god måde, for „værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning“? (1Ti 5:17) Disse mænd skal ikke æres på grund af deres personlighed eller evner, men på grund af deres flid og slidsomme arbejde med de ekstra ansvarsopgaver de har fået tildelt. Guds ordning og de udnævnelser der er foretaget ifølge hans ord, skal respekteres. Man bør samarbejde med disse mænd og støtte dem i udførelsen af deres arbejde i Guds menighed. (He 13:7, 17) Jesu halvbroder Jakob påpeger at lærere i menigheden bærer et stort ansvar over for Gud og vil få en tungere dom. (Jak 3:1) De fortjener derfor at blive hørt, adlydt og æret. Af samme grund bør hustruen ære og respektere sin mand, som af Gud har fået ansvaret for husstanden overdraget og vil blive dømt af Ham i overensstemmelse hermed. (Ef 5:21-24, 33) En sådan respekt for mænd der ifølge Guds ordning har fået en ansvarsfuld opgave tildelt, er ikke et udtryk for partiskhed.

Respekt for ledere. Kristne har også fået befaling til at respektere jordiske statsoverhoveder og regeringsledere. Når de skal gøre det, er det ikke på grund af disse mænds og kvinders personlige egenskaber, eftersom nogle af dem måske er korrupte eller fordærvede, og heller ikke fordi de måske kan uddele særlige gunstbevisninger. Kristne viser lederne respekt fordi Gud har befalet det, og fordi de beklæder et embede. Apostelen Paulus skrev: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud; de eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger. Derfor, den der modstår myndigheden, står Guds ordning imod.“ (Ro 13:1, 2) Hvis disse mænd misbruger deres myndighed, vil de blive krævet til regnskab af Gud. Den kristne vil vise den der beklæder et sådant embede, den ære eller respekt embedet kræver, i overensstemmelse med regelen: „Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift; ham der kræver frygt, frygt; ham der kræver ære, ære.“ (Ro 13:7) At kristne viser ledere større ære end almindelige borgere, er ikke et udtryk for partiskhed.