Tertius — Paulus’ trofaste sekretær

TERTIUS stod over for en vanskelig opgave. Apostelen Paulus ønskede at bruge ham som sin sekretær da han skulle skrive et langt brev til sine medkristne i Rom. Det ville blive et krævende arbejde.

Hvorfor var det så møjsommeligt et arbejde at være sekretær i det første århundrede efter vor tidsregning? Hvordan blev arbejdet udført? Hvilke skrivematerialer brugte man dengang?

Sekretærarbejde i fortiden

I oldtidens græsk-romerske samfund fandtes der forskellige slags sekretærer. Nogle gjorde tjeneste som sekretærer for myndighederne og arbejdede som funktionærer i sekretariaterne. Andre tilbød deres tjenester på torvet som offentlige sekretærer. De velhavende havde deres egne private sekretærer som ofte var slaver. Ud over disse var der også dem som blot gerne ville skrive breve for deres venner. Ifølge forskeren E. Randolph Richards „kunne disse uofficielle sekretærers evner variere meget. Nogles sproglige evner og skrivefærdigheder var minimale, mens andre var ferme til hurtigt at fremstille et nøjagtigt, passende og tiltalende brev.“

Hvem gjorde brug af sekretærer? Det gjorde først og fremmest de der ikke selv kunne læse og skrive. Mange forretningsbreve og kontrakter var i fortiden forsynet med en tilføjelse fra sekretæren hvor han attesterede at han havde skrevet dokumentet fordi den der havde betroet ham opgaven, ikke selv var i stand til det. En anden grund til at ansætte en sekretær er anført i et gammelt brev fra Theben i Ægypten. Brevets afsender var en vis Asklepiades, og afslutningen lyder: „Eumelus, Hermas søn, har skrevet på hans vegne . . . for han skriver noget langsomt.“

Men manglende læse- og skrivefærdigheder synes ikke at have været den overvejende grund til at folk brugte en sekretær. Det der bekymrede folk mest og fik dem til at henvende sig til en sekretær, var ifølge bibelkommentatoren John L. McKenzie „sikkert ikke om dokumentet var læseligt, men snarere om det tog sig smukt ud eller i det mindste efterlod et godt indtryk hos modtageren“. At skrive var, især når det drejede sig om lange og udførlige tekster, et trættende arbejde selv for de lærde. Forskeren J. A. Eschlimann siger at enhver som havde mulighed for det, „med glæde undgik denne vanskelige opgave ved i stedet at betro den til slaver som var professionelle sekretærer“. Når man derforuden tager datidens skrivematerialer og arbejdsforhold i betragtning, er det let at forstå hvorfor folk ikke kunne lide at skrive.

I det første århundrede var papyrus det mest almindelige skrivemateriale. Man fremstillede det ved at tage stængelen fra papyrusplanten og skære marven ud i lange tynde strimler som man derefter lagde ved siden af hinanden. Endnu et lag strimler blev lagt på tværs oven på det første lag. Derpå klæbede man lagene sammen ved at lægge dem i pres, og resultatet blev et ark „papir“.

At skrive på en papyrusside var svært, for overfladen var ujævn. Ifølge forskeren Angelo Penna „var de porøse papyrusfibre medvirkende til at blækket var tilbøjeligt til at løbe ned i de riller som opstod der hvor strimlerne var limet sammen.“ Når skriveren arbejdede, sad han ofte på gulvet med krydsede ben og holdt arket fast på et bræt med den ene hånd. Hvis han var uøvet eller brugte materialer af dårlig kvalitet, kunne hans calamus, eller rørpen, lave rifter i papyrussen, rive arket i stykker, eller gøre skriften ulæselig.

Blækket var en blanding af sod og gummi. Det blev solgt i stænger der blev fugtet inden brug. En sekretær som Tertius brugte sandsynligvis også andre redskaber, som for eksempel en kniv til at hvæsse sin rørpen med og en fugtig svamp til at slette sine skrivefejl med. Hvert eneste bogstav skulle skrives med stor omhu, og eftersom arbejdet var forbundet med visse vanskeligheder, skred det kun langsomt frem.

’Jeg, Tertius, hilser jer’

En af de hilsener som er taget med i Romerbrevet, er en hilsen fra Paulus’ sekretær. Han skrev: „Jeg, Tertius, som har skrevet dette brev, hilser jer i Herren.“ (Romerne 16:22) Dette er det eneste sted i Paulus’ breve at en af hans sekretærer er nævnt ved navn.

Vi ved meget lidt om Tertius. Ud fra hans hilsen „i Herren“ må vi konkludere at han var en trofast kristen. Han var sandsynligvis medlem af menigheden i Korinth og kendte måske en del kristne i Rom. Bibelforskeren Giuseppe Barbaglio mener at Tertius var en slave eller en frigiven. Hvorfor? For det første „tilhørte sekretærer almindeligvis denne samfundsgruppe; for det andet havde han et latinsk navn . . . der var meget almindeligt blandt slaver og frigivne.“ Barbaglio siger videre: „Han var derfor ikke en ’neutral’ professionel sekretær, men en medarbejder der hjalp Paulus med at udarbejde hans længste og mest velformulerede skrift. Tertius’ betydningsfulde tjeneste sparede Paulus for meget tid og besvær.“

Det arbejde Tertius udførte, var ganske givet værdifuldt. Baruk udførte en lignende tjeneste for Jeremias, og det samme gjorde Silvanus for Peter. (Jeremias 36:4; 1 Peter 5:12) Det har været et stort privilegium for disse medarbejdere.

Brevet til romerne

Romerbrevet blev skrevet mens Paulus var gæst hos Gajus, sandsynligvis i Korinth. Dette var omkring år 56 e.v.t. på den tredje missionsrejse. (Romerne 16:23) Vi ved at Paulus brugte Tertius som sin sekretær til at skrive dette brev, men vi ved ikke præcis hvordan han brugte ham. Uanset hvilken metode de benyttede, var arbejdet forbundet med en del besvær. Men ét kan vi være forvissede om: Paulus’ brev til romerne var, ligesom resten af Bibelen, „inspireret af Gud“. — 2 Timoteus 3:16, 17.

Da Tertius og Paulus var færdige med brevet, havde de skrevet tusinder af ord og brugt adskillige ark papyrus. Arkene blev derefter limet sammen langs sidemargenen til en 3-4 meter lang rulle som forsigtigt blev rullet sammen og forseglet. Det lader til at Paulus betroede brevet til Føbe, en søster fra Kenkreæ, som skulle rejse til Rom. — Romerne 16:1, 2.

Skønt metoderne til fremstilling af skriftligt materiale har ændret sig meget siden det første århundrede, har Gud sørget for at brevet til de kristne romere blev bevaret op gennem århundrederne. Vi er meget taknemmelige for denne del af Jehovas ord som er nedskrevet med hjælp fra Paulus’ trofaste og flittige sekretær Tertius!