KORINTHERBREVENE
To inspirerede kanoniske breve skrevet af apostelen Paulus til de kristne i Grækenland i det 1. århundrede. I de fleste bibler er brevene anbragt som den syvende og den ottende bog i De Kristne Græske Skrifter. Paulus nævner sig selv som skribenten i begge breve, og han stiler det første brev til „Guds menighed som er i Korinth“, og det andet til „Guds menighed som er i Korinth, sammen med alle de hellige som er i hele Achaia“. — 1Kor 1:1, 2; 2Kor 1:1.
At det virkelig var Paulus der skrev Første og Andet Korintherbrev, kan ikke seriøst betvivles. Både apostelens eget vidnesbyrd og de ydre vidnesbyrd taler for at brevene er ægte. Begge breve tilskrives Paulus af fremtrædende forfattere i det 1.-3. århundrede som citerer fra dem. I „Athanasios’ Kanon“ (367 e.v.t.) er anført „fjorten breve af apostelen Paulus“, og blandt dem „to til korintherne“. Denne liste er det første eksempel på en fortegnelse over bøgerne i De Kristne Græske Skrifter som vi har dem i dag; den er 30 år ældre end den der blev vedtaget på Kirkemødet i Karthago i 397 e.v.t.
Paulus’ virksomhed i Korinth. Paulus ankom til Korinth omkring år 50 e.v.t. Han begyndte med at holde foredrag i synagogen hver sabbat og „arbejdede på at overbevise både jøder og grækere“. (Apg 18:1-4) Men da han mødte modstand og spot i synagogen, vendte han sin opmærksomhed mod „folk fra nationerne“, det vil sige byens hedenske indbyggere. Møderne med disse blev flyttet til et hus der stødte op til synagogen, og mange „begyndte at tro og at blive døbt“. Da Herren i et syn om natten sagde til Paulus: „Jeg har et stort folk i denne by,“ blev han der i halvandet år og „underviste i Guds ord iblandt dem“. (Apg 18:5-11) Eftersom Paulus havde medvirket til at oprette den kristne menighed i Korinth, kunne han sige til de kristne dér: „Selv om I måske har ti tusind opdragere i Kristus, så har I afgjort ikke mange fædre, for i Kristus Jesus er jeg blevet jeres fader ved den gode nyhed.“ — 1Kor 4:15.
Der herskede stor umoralitet i Korinth, og med tiden vandt den endog indpas i den kristne menighed. Paulus måtte revse byens kristne i et brev fordi de tillod „en sådan utugt som end ikke findes blandt folk fra nationerne“, idet en mand havde taget sin faders hustru. (1Kor 5:1-5) Med en illustration de let kunne forstå, opfordrede han dem også til trofasthed. Da han vidste at de var kendt med sportskampene under De Isthmiske Lege der blev holdt i nærheden af Korinth, skrev han: „Ved I ikke at løberne i et løb alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb på en sådan måde at I kan opnå den. Og enhver som tager del i en idrætskamp, viser selvbeherskelse i alt. De gør det naturligvis for at få en forgængelig krone, men vi en uforgængelig.“ — 1Kor 9:24-27.
Første Korintherbrev. På sin tredje missionsrejse tilbragte Paulus nogen tid i Efesus. (Apg 19:1) Sandsynligvis i løbet af det sidste år under sit ophold dér modtog han foruroligende nyheder om forholdene i menigheden i Korinth. Af nogle „fra Kloes hus“ fik han at vide at der var stridigheder blandt korintherne. (1Kor 1:11) Stefanas, Fortunatus og Akaikus var også ankommet fra Korinth og havde uden tvivl givet oplysninger om situationen i menigheden. (1Kor 16:17, 18) Desuden havde Paulus modtaget et brev med spørgsmål fra menigheden. (1Kor 7:1) Da Paulus nærede dyb omsorg for sine korinthiske brødres åndelige velfærd, skrev han dette første brev til den kristne menighed i Korinth. Det var omkring år 55 e.v.t.; at det er skrevet i Efesus, fremgår af 1 Korinther 16:8: „Jeg bliver i Efesus indtil pinsen.“
I brevets indledning nævner Paulus en af sine medarbejdere, Sostenes, der uden tvivl har nedskrevet brevet efter Paulus’ diktat. At brevet er dikteret, fremgår af slutningshilsenen, hvor det hedder: „Her er min, Paulus’, hilsen med min egen hånd.“ — 1Kor 1:1; 16:21.
Andet Korintherbrev. Paulus skrev sandsynligvis sit andet brev til korintherne sidst på sommeren eller først på efteråret i år 55. Han skrev det første brev i Efesus, hvor han uden tvivl blev som planlagt indtil pinsen samme år, eller længere. (1Kor 16:8) Derefter tog han til Troas, hvor han blev skuffet over ikke at møde Titus, der var blevet sendt til Korinth for at hjælpe med indsamlingen af en gave til de hellige i Judæa. Derefter rejste Paulus videre til Makedonien, hvor Titus sluttede sig til ham og kunne fortælle ham om korinthernes reaktion på det første brev. (2Kor 2:12, 13; 7:5-7) Derefter skrev Paulus det andet brev til korintherne fra Makedonien og sendte det uden tvivl af sted med Titus. Efter nogle måneders forløb opfyldtes endelig hans ønske om at besøge Korinth igen. Så Paulus har besøgt korintherne to gange. Efter sit første besøg, hvorunder han oprettede menigheden, planlagde han at besøge dem for anden gang, men det lykkedes ikke. Men „tredje gang“ han planlagde det eller var „rede“, lykkedes det, for han besøgte dem igen omkring år 56. (2Kor 1:15; 12:14; 13:1) Det var under dette andet besøg i Korinth at han skrev brevet til romerne.
Hvorfor brevet er skrevet. Titus overbragte Paulus en gunstig rapport. Det første brev til korintherne havde vakt bedrøvelse hos dem på en måde som behagede Gud og førte til sindsændring og et alvorligt ønske om at rense sig, og de blev fyldt med harme og frygt og rettede det urette. Paulus roste dem i sit andet brev for den måde de havde modtaget vejledningen på, og opfordrede dem til frit at tilgive og trøste den mand som de åbenbart havde udstødt af menigheden, men som nu havde ændret sind. (2Kor 7:8-12; 2:1-11; jf. 1Kor 5:1-5.) Paulus ville desuden opfordre dem til at gå videre med indsamlingen til deres nødstedte trosfæller i Judæa. (2Kor 8:1-15) Der var endvidere nogle i menigheden som stadig betvivlede Paulus’ stilling og myndighed som apostel, hvilket gjorde det nødvendigt for ham at forsvare sin stilling som apostel; han gjorde det ikke for sin egen skyld, men „for Gud“, det vil sige for at frelse den menighed som tilhørte Gud; det var grunden til at Paulus talte så stærkt i sit brev og ’roste sig’ af de ting der godtgjorde at han var en apostel. — 2Kor 5:12, 13; 10:7-12; 11:16-20, 30-33; 12:11-13.
Lys over De Hebraiske Skrifter. Paulus underbyggede argumenterne i sine inspirerede breve til korintherne med citater fra De Hebraiske Skrifter. Da han afslørede tåbeligheden i de falske apostles verdslige visdom, fremhævede han samtidig betydningen af at tilegne sig den højere visdom fra Gud, og han gjorde dette ved at henvise til hvad salmisten havde sagt til en slægt som levede mange hundrede år tidligere, nemlig at „menneskenes tanker . . . er som et pust“ (Sl 94:11; 1Kor 3:20), og ved at stille det spørgsmål Esajas havde stillet de opsætsige jøder: „Hvem har taget mål af Jehovas ånd, og hvem kan . . . give ham viden om noget?“ (Es 40:13; 1Kor 2:16) Paulus begrundede at en kristen ordets tjener har ret til at modtage materiel understøttelse, ved at vise at ordene i 5 Mosebog 25:4, „du må ikke binde munden til på en okse når den tærsker“, i virkeligheden var skrevet for de kristnes skyld. (1Kor 9:9, 10) Han påviste at Gud for længe siden havde givet løfte om en opstandelse ved at anføre udtalelserne i Esajas 25:8 og Hoseas 13:14 om at døden skal opsluges for stedse. (1Kor 15:54, 55) Desuden kastede han meget lys over Herrens aftensmåltid med sin detaljerede behandling af de udtalelser Jesus fremsatte da han indstiftede denne højtid. — Lu 22:19, 20; 1Kor 11:23-34.
Paulus viste hvordan Guds syn var på åndelig renhed idet han citerede eller henviste til 5 Mosebog 17:7; 3 Mosebog 26:11, 12; Esajas 43:6; 52:11; og Hoseas 1:10. (1Kor 5:13; 2Kor 6:14-18) Han påviste at Guds tjenere i fortiden ikke undlod at vise materiel gavmildhed, og at Jehova ser med velvilje på gavmilde kristne. (Sl 112:9; 2Kor 9:9) Og han lod forstå at Moselovens princip om at enhver sag står fast på to eller tre vidners udsagn, også gælder i den kristne menighed. (5Mo 19:15; 2Kor 13:1) Disse og andre henvisninger til det der var skrevet før, kaster lys over sådanne skriftsteder og forklarer deres betydning for os.
[Ramme på side 23]
HOVEDPUNKTER I FØRSTE KORINTHERBREV
Et brev som Paulus sendte til menigheden i Korinth efter at han havde hørt foruroligende meldinger om stridigheder og umoralitet i menigheden, og som svar på et spørgsmål om ægteskab
Skrevet fra Efesus omkring år 55
Formaning til enhed (1:1–4:21)
At følge mennesker fører til splittelse
Det er Guds syn på visdom og tåbelighed der betyder noget
Man skal ikke rose sig af mennesker, men af Jehova, som giver alt gennem Kristus
Kristne må være modne, åndeligsindede mennesker som erkender at det er Gud der giver åndelig vækst, og at Kristus er den grundvold en kristen personlighed opbygges på
Ingen bør blive opblæst og tro at han er bedre end sine medkristne
Menigheden må bevares moralsk ren (5:1–6:20)
Enhver som bliver utugtig, havesyg, afgudsdyrker, spotter, dranker eller udsuger, skal udstødes
Det er bedre at lade sig bedrage end at føre sag imod en medkristen for ikketroende
Moralsk urenhed besmitter Guds tempel og forhindrer én i at få adgang til Guds rige
Vejledning angående ægteskab og ugift stand (7:1-40)
Ægtefæller skal yde hinanden den ægteskabelige ret, men vise hensyn
Hvis man er optændt af lidenskab, er det bedre at gifte sig end at være ugift
En gift kristen må ikke forlade en ikketroende ægtefælle; kan måske en dag hjælpe ægtefællen til at opnå frelse
Det er ikke nødvendigt at ændre stand når man bliver kristen
Ægteskabet medfører øgede bekymringer; den ugifte stand kan være en fordel for den der ønsker at tjene Herren uden at lade sig distrahere
Hensyntagen til andres åndelige velfærd (8:1–10:33)
Korintherne må ikke bringe andre til snublen og fald ved at spise fødevarer der har været ofret til afguder
For ikke at hindre nogen i at tage imod den gode nyhed undlod Paulus at gøre brug af sin ret til at modtage materiel hjælp
Kristne må give agt på de advarende eksempler fra Israels ørkenvandring — til gavn for sig selv og for ikke at blive årsag til snublen og fald
Selv om alt er tilladt, er det ikke alt der opbygger
Orden i menigheden (11:1–14:40)
Den kristne ledelses princip; kvinders brug af hovedbeklædning
Respekt for Herrens aftensmåltid
Forståelse og værdsættelse af åndens gaver, deres ophav og formål
Kærligheden er en langt bedre vej
God orden ved menighedens møder
Visheden om opstandelseshåbet (15:1–16:24)
Kristi opstandelse en garanti
Salvede kristne må dø for at kunne blive oprejst til udødelighed og uforgængelighed
Deres arbejde er ikke forgæves i forbindelse med Herren; de må stå fast i troen
[Ramme på side 24]
HOVEDPUNKTER I ANDET KORINTHERBREV
Et opfølgningsbrev der blev skrevet for at kommentere det skridt der blev taget for at holde menigheden ren, for at vække ønske om at hjælpe brødrene i Judæa og for at modvirke falske apostles indflydelse
Skrevet af Paulus i år 55, få måneder før han selv kom til Korinth på sit andet og sidste besøg
Paulus’ kærlige omsorg og hans egen og Timoteus’ stilling i forhold til brødrene (1:1–7:16)
De trængsler Paulus og Timoteus har været ude for som kristne, har bragt dem døden nær, men Gud udfriede dem, og det kan være en trøst for andre
De har færdedes med hellighed og med en oprigtighed der er af Gud; er ikke herrer over andres tro, men medarbejdere på deres glæde
Det første brev blev skrevet af kærlighed og med mange tårer; nu skal de tilgive og trøste den mand der før levede umoralsk
Paulus og hans medarbejdere er af Gud gjort egnede som den nye pagts tjenere; korintherne er deres anbefalingsbrev, skrevet på disse tjeneres hjerter
Når de udfører deres tjeneste, forfalsker de ikke Guds ord, men forkynder Kristus som Herre; den gode nyhed om dette er kun tildækket blandt dem som er blevet forblindet af denne tingenes ordnings gud
Paulus, Timoteus og korintherne lever i jordiske telte, men har håb om evige himmelske boliger; enhver skal imidlertid træde frem for Messias’ dommersæde
Enhver som er i samhørighed med Kristus, er en ny skabning; alle deltager de i forligelsens tjeneste, og alle tilskynder de som ambassadører: „Bliv forligt med Gud“
Paulus og hans medarbejdere anbefaler sig som Guds tjenere ved det de har udholdt i deres tjeneste, og ved at de lader Guds ånd virke i deres liv
Med vidt åbne hjerter tilskynder de brødrene til at udvide deres hjerter, ikke at lade sig spænde i ulige åg med ikketroende, og at rense sig for enhver besmittelse af kød og ånd
Det trøster Paulus meget at høre om deres gode reaktion på vejledningen i det første brev
En tilskyndelse til at hjælpe de nødlidende brødre i Judæa (8:1–9:15)
Skønt makedonierne var meget fattige, bad de indtrængende om at måtte være med
Kristus blev fattig for at korintherne (og andre) kunne blive rige
Korintherne roses for deres villighed til at være med
Enhver skal gøre som han har besluttet i sit hjerte; Gud elsker en glad giver
Argumenter for at modvirke de falske apostles indflydelse (10:1–13:14)
Svar til modstanderne med hensyn til at Paulus skulle være „svag“, ’virke i deres distrikt’, være ’ringere end de’, være „ulærd i talekunst“ og „ufornuftig“, og at han ikke kunne være en apostel som de når han nedlod sig til at udføre verdsligt arbejde
Paulus er af samme afstamning som de; og med hensyn til at lide forfølgelse og trængsel for Kristus, at vise kærlig omsorg for menighederne, at modtage syner og tegn på sin apostelværdighed, overgår han dem
Korintherne må blive ved med at prøve sig selv, om de er i troen