KRAFT, KRAFTIGE GERNINGER

„Kraft“ er evnen til at sætte noget i bevægelse, at udføre et arbejde, at udvirke noget i fysisk eller åndelig henseende; desuden myndighed eller indflydelse som følge af evner eller position. Det hebraiske ord koiʹach oversættes med „kraft“ eller „magt“, gevurahʹ med „vælde“ eller „styrke“, og ‛oz med „styrke“. Det græske dyʹnamis oversættes med både „kraft“, „magt“ og „kraftige gerninger“, alt efter sammenhængen.

Da den sjette skabelsesdag var til ende, begyndte Gud ’at hvile fra hele sit værk som han havde skabt i den hensigt at frembringe det’. (1Mo 2:2, 3) Han hvilede med hensyn til disse skabergerninger, men hans kraft har ikke hvilet eller været uvirksom siden da. Over 4000 år efter at det jordiske skaberværk var fuldført, sagde hans søn: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ (Joh 5:17) Jehova har ikke kun været aktiv i det åndelige domæne; Bibelen er fyldt med eksempler på hans kraft og beretninger om hans kraftige gerninger over for menneskene. Han har undertiden „tiet“ og ’behersket sig’, men når hans tid var inde til at gribe ind, er han altid skredet til handling med nidkærhed og stor kraft. — Es 42:13, 14; jf. Sl 80:2; Es 63:15.

Jehova er den største kraftkilde i universet. Universet og alt levende i det er frembragt og opretholdes ved hans kraft. (Sl 136:25; 148:2-6; Mt 5:45) Jehova er ikke en upersonlig kraft; hans handlinger viser at han er en personlig Gud der arbejder med en bestemt hensigt i tanke. Hans handlinger er ikke isolerede, vilkårlige eller tilfældige udladninger af energi, men er koordinerede, hensigtsmæssige og målrettede. Han har også indvirket på historiens gang ved mærkbart at gribe ind i menneskenes forhold til bestemte tider og på bestemte steder og over for navngivne personer eller folkeslag. Som „en levende og sand Gud“ (1Ts 1:9; Jos 3:10; Jer 10:10) har han vist at han ved besked med hvad der finder sted i universet, idet han tager stilling til alt hvad der foregår, og tager skridt til at gennemføre sin hensigt.

I hvert enkelt tilfælde har hans kraftige gerninger været i overensstemmelse med hans retfærdighed. (Sl 98:1, 2; 111:2, 3, 7; Es 5:16) De giver hans skabninger indsigt. De viser på den ene side at frygt ’tilkommer ham’, for han er en Gud der „kræver udelt hengivenhed“ og er „en fortærende ild“ over for dem der øver ondt, hvilket betyder at „det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder“. (Jer 10:6, 7; 2Mo 20:5; He 10:26-31; 12:28, 29) Ham kan man ikke føre bag lyset. — 2Mo 8:29.

På den anden side viser han sin magt på en endnu mere underfuld måde ved at belønne de retsindige der oprigtigt søger ham, og styrke dem til at udføre deres tildelte opgaver og det nødvendige arbejde. (Sl 84:5-7; Es 40:29-31) Han hjælper dem til at holde ud under pres (Sl 46:1; Es 25:4), han sørger for dem og holder dem oppe (Sl 145:14-16), og han beskytter, frelser og udfrier dem i farefulde tider og under fjendtlige angreb. (Sl 20:6, 7) „Hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ (2Kr 16:9) De der lærer ham at kende, erfarer at hans navn er „et stærkt tårn“ som de kan søge tilflugt i. (Ord 18:10; Sl 91:1-8) Deres kendskab til hans vældige gerninger giver dem den forvisning at han hører sine tillidsfulde tjeneres bøn og at han kan besvare dem, om nødvendigt „med frygtindgydende gerninger i retfærdighed“. (Sl 65:2, 5) I billedlig forstand er han „nær“ og kan derfor være hurtig til at svare. — Sl 145:18, 19; Jud 24, 25.

Guds kraft afspejles i skaberværket. Hele det fysiske skaberværk, de umådelige og utallige himmellegemer (jf. Job 38:31-33) og alt på jorden, vidner om Guds kraft. Selv agerjorden siges at besidde kraft (1Mo 4:12), da den frembringer næring der giver kræfter. (1Sa 28:22) Alt levende — planter, dyr og mennesker — afspejler Guds kraft. I nyere tid er det også blevet kendt hvilken vældig kraft der ligger bundet i selv de mindste atomer som alt stof er opbygget af. Videnskabsfolk omtaler undertiden stof som organiseret energi.

Bibelen fremhæver adskillige steder den kraft og „vældige styrke“ Jehova Gud besidder som himmelens og jordens Skaber. (Es 40:25, 26; Jer 10:12; 32:17) Selve det hebraiske ord for „Gud“ (’El) har sandsynligvis grundbetydningen „den mægtige“ eller „den stærke“. (Jf. brugen af ordet i 1Mo 31:29 i udtrykket „min hånds magt [’el]“.)

Gud viser sin magt på en særlig måde. Det første menneske kendte Jehova Gud som sin Skaber, Fader og Livgiver. Gud havde skænket mennesket en vis magt — intellektuelle og fysiske evner — og givet det et arbejde at udføre. (1Mo 1:26-28; 2:15) Mennesket skulle bruge sin magt i overensstemmelse med Skaberens vilje og således lade sig lede af andre gudgivne egenskaber, såsom visdom, retfærdighed og kærlighed.

Oprøret i Edens have var i realiteten en udfordring af Guds suverænitet. Selv om det i første række var et moralsk stridsspørgsmål, har det givet anledning til at Gud har udøvet sin magt på særlige måder. (Se JEHOVA [Det store stridsspørgsmål af moralsk art].) Oprøret blev anstiftet af en af Guds åndesønner, der derved blev Guds modstander (hebr.: satanʹ). Jehova greb ind og dømte oprørerne. Han viste sin magt ved at drive Adam og Eva ud af Eden og anbringe sine loyale åndeskabninger ved havens indgang. (1Mo 3:4, 5, 19, 22-24) Dette viste at Jehovas ord ikke var kraftesløst, svagt eller usikkert, men magtfuldt, og at det uvægerlig vil gå i opfyldelse. (Jf. Jer 23:29.) Som den suveræne Gud viste Jehova sig rede til og i stand til at stå bag sit ord med sin fulde myndighed.

Efter at have fastlagt sin hensigt har Jehova konsekvent arbejdet hen imod at gennemføre den. (1Mo 3:15; Ef 1:8-11) Når hans tid er inde, vil han gøre ende på alt oprør på jorden og sørge for at den første oprører fra det åndelige domæne bliver knust sammen med sine forbundsfæller, ligesom man knuser hovedet på en slange. (Jf. Ro 16:20.) Jehova har tilladt sin modstander at eksistere for en tid og at forsøge at bevise sine påstande, men han har ikke givet afkald på sin suveræne stilling. Han har udøvet sin retmæssige myndighed ved at belønne eller straffe på det tidspunkt og på den måde han har fundet passende, idet han har dømt mennesker efter deres gerninger. (2Mo 34:6, 7; Jer 32:17-19) Desuden har han ved hjælp af sin magt bevist at de mennesker han udvalgte til at repræsentere sig på jorden, virkelig var hans tjenere. Ved at vise sin magt har han sat ægthedens segl på de budskaber de overbragte.

Dette er et udtryk for Guds godhed. Jehova har derved givet mennesker bevis for at han og ingen anden er den sande Gud; han har bevist at han er værdig til at modtage sine fornuftbegavede skabningers frygt, respekt, tillid, pris og kærlighed. (Sl 31:24; 86:16, 17; Es 41:10-13) I århundredernes løb har Jehova gentagne gange forsikret sine tjenere om at hans magt er usvækket, at hans „hånd“ ikke er „blevet for kort“, og at hans „øre“ ikke er blevet „for tungt til at høre“. (4Mo 11:23; Es 40:28; 50:2; 59:1) Endnu vigtigere er det at disse vidnesbyrd om Jehovas magt har herliggjort hans navn. Hans brug af magt har ikke fornedret ham eller plettet hans gode navn; han har tværtimod ophøjet sig selv og skabt sig „et hædersnavn“. — Job 36:22, 23; 37:23, 24; Es 63:12-14.

Før og under Vandfloden. I tiden før den jordomspændende vandflod havde menneskene rigelige beviser for Guds magt. De vidste at det ikke var muligt at komme tilbage til Edens have, da indgangen var spærret af magtfulde åndeskabninger. Gud viste at han var opmærksom på hvad der foregik; han godkendte Abels offer og udtalte dommen over hans morderiske broder, Kain, men advarede mennesker mod at tage Kains liv. — 1Mo 3:24; 4:2-15.

Omkring 1400 år senere blev jorden fyldt med ondskab og vold. (1Mo 6:1-5, 11, 12) Gud gav udtryk for at situationen vakte hans mishag. Efter at have ladet en advarsel lyde gennem sin tjener Noa viste han magtfuldt ved hjælp af en jordomspændende vandflod at han ikke ville tillade onde mennesker at ødelægge jorden. Han brugte ikke sin magt til at tvinge menneskene til at tilbede ham, men gennem Noas arbejde som „en forkynder af retfærdighed“ gav han dem mulighed for at forandre sig. Samtidig viste han at han var i stand til at udfri retsindige mennesker. (2Pe 2:4, 5, 9) Ligesom hans dom kom pludseligt over de ugudelige og hans ødelæggelse af dem ikke ’slumrede’, men udslettede dem inden for en periode af 40 dage, sådan ville han også gøre i fremtiden. — 2Pe 2:3; 1Mo 7:17-23; Mt 24:37-39.

Falske guder udfordres efter Vandfloden. Både Bibelen og verdslige optegnelser fra fortiden viser at menneskene veg bort fra tilbedelsen af den sande Gud i tiden efter Vandfloden. Der er stærke vidnesbyrd om at Nimrod, der selv „optrådte som en vældig jæger i opposition til Jehova“, bærer en stor del af skylden for dette, og meget tyder på at det først og fremmest var i Babel (Babylon) at den falske tilbedelse udviklede sig. (1Mo 10:8-12; 11:1-4, 9; se BABEL; BABYLON, 1; GUDER OG GUDINDER.) Menneskene forsøgte, uafhængigt af Gud og uden hans bemyndigelse, at vise deres magt og evner ved at bygge et tårn i Babel. Formålet med det var at gøre bygherrernes og ikke Guds navn berømt. Desuden vidste Gud at dette kun ville være begyndelsen. Det kunne føre til en række ambitiøse magtprojekter der ledte menneskene længere og længere bort fra den sande Gud, idet de ville modarbejde ham og hans hensigt med jorden og menneskeslægten. Igen greb Gud ind. Han standsede projektet ved at forvirre menneskenes sprog så de spredtes ud over jorden. — 1Mo 11:5-9.

„Naturguder“ i modsætning til den sande Gud. Gamle dokumenter fra Babylon og de steder hvortil menneskene udvandrede, viser at dyrkelsen af „naturguder“ (for eksempel den babyloniske solgud Shamash, den ægyptiske regn- og tordengud Thot og den kana’anæiske frugtbarhedsgud Ba’al) var udbredt på et tidligt tidspunkt. I folks bevidsthed var „naturguderne“ forbundet med periodiske eller cykliske udtryk for kraft, såsom solens opgang og nedgang, solhverv og jævndøgn (med årstidernes skiften til sommer og vinter, forår og efterår), vinden, stormen og regnen, og regnens virkning på jordens frugtbarhed i så- og høsttiden. Disse kræfter er upersonlige, og menneskene måtte derfor udfylde tomrummet ved i deres fantasi at tillægge deres guder personlighed. De personligheder de udstyrede deres guder med, var som regel lunefulde; de havde ingen bestemte mål, var moralsk fordærvede og var ikke værdige til at man tilbad og tjente dem.

De synlige himle og jorden er imidlertid et klart vidnesbyrd om at der findes en højere magt, en førsteårsag, som har frembragt alle disse kræfter, og som har forbundet og koordineret dem på en måde der uomtvisteligt vidner om fornuft og hensigt. Til denne højere magt er følgende lovprisning rettet: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ (Åb 4:11) Jehova er ikke en Gud der er styret eller begrænset af himmelske eller jordiske kredsløb. Hans magt kommer heller ikke til udtryk på en uberegnelig, tilfældig eller ustadig måde. I hvert enkelt tilfælde åbenbarer den noget om hans personlighed, normer eller hensigt. I værket Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af G. Kittel, hedder det under behandlingen af synet på Gud i De Hebraiske Skrifter at „det vigtige og altdominerende træk ikke er kraft eller magt, men den vilje som denne magt skal føre ud i livet og derfor tjene. Dette er overalt det afgørende kendetegn“. — Oversat til engelsk og redigeret af G. Bromiley, 1971, bd. II, s. 291.

Når israelitterne dyrkede sådanne „naturguder“, var det frafald, en undertrykkelse af sandheden til fordel for en løgn, en tåbelig tilbedelse af skabningen frem for Skaberen, som apostelen skriver i Romerne 1:18-25. Jehova Gud er ganske vist usynlig, men han har åbenbaret sine egenskaber for menneskene, for som Paulus siger, ses disse klart „fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning“.

Naturkræfterne underlagt Guds kraft. Man kunne forvente at Jehova, for at vise at han er den sande Gud, ville demonstrere at han til fulde behersker naturkræfterne, og at han ville gøre det på en sådan måde at hans navn tydeligt var forbundet med begivenheden. (Sl 135:5, 6) Eftersom solen, månen, planeterne og stjernerne følger deres faste baner, eftersom jordens atmosfæriske forhold (som frembringer blæst, regn og lignende) adlyder de love der gælder for dem, og eftersom landdyr, fugle og insekter følger deres lovmæssige instinkter, og dette af mange ikke betragtes som vidnesbyrd om Guds kraft, er disse og mange andre normale forhold i naturen ikke tilstrækkelige til at hellige Guds navn over for modstandere og afgudsdyrkere.

Jehova Gud kan imidlertid lade naturen og dens kræfter aflægge vidnesbyrd om hans guddomskraft ved at gøre brug af dem så de, ud over deres normale funktion og ofte på et i forvejen nærmere angivet tidspunkt, opfylder hans særlige hensigt. Også når begivenhederne i sig selv ikke er noget enestående, som for eksempel tørke eller et heftigt regnskyl eller andre vejrforhold, vil dét at de indtræffer som en opfyldelse af en guddommelig profeti, gøre dem til noget særligt. (Jf. 1Kg 17:1; 18:1, 2, 41-45.) I de fleste tilfælde har begivenhederne imidlertid været usædvanlige, enten på grund af deres omfang eller intensitet (2Mo 9:24), eller fordi de indtraf på en usædvanlig, ja uhørt, måde eller på et usædvanligt tidspunkt. — 2Mo 34:10; 1Sa 12:16-18.

Tilsvarende er et barns fødsel en almindelig foreteelse. Men hvis barnet fødes af en kvinde der har været ufrugtbar i hele sit liv og er ude over den alder hvor man får børn (som tilfældet var med Sara), ville det være usædvanligt. (1Mo 18:10, 11; 21:1, 2) Det ville være et vidnesbyrd om Guds indgriben. Døden er også en almindelig foreteelse. Men hvis døden indtræffer på et i forvejen angivet tidspunkt eller på en i forvejen angivet måde — uden anden påviselig årsag — ville dette ligeledes være noget usædvanligt og et tegn på guddommelig indgriben. (1Sa 2:34; 2Kg 7:1, 2, 20; Jer 28:16, 17) Alt dette ville vise at Jehova er den sande Gud, og at „naturguderne“ er afguder, guder som intet formår. — Sl 96:5.

Jehova viser at han er Abrahams Gud. Abraham og hans begunstigede efterkommere Isak og Jakob lærte Gud at kende som den Almægtige, den der har al magt. (2Mo 6:3) Som deres „skjold“ beskyttede han dem og deres familier mod dem der har magt på jorden. (1Mo 12:14-20; 14:13-20; 15:1; 20:1-18; 26:26-29; Sl 105:7-15) At Isak blev født af aldrende forældre, viste at intet er „for usædvanligt for Jehova“. (1Mo 18:14; 21:1-3) Gud gav sine tjenere fremgang, og han hjalp dem i perioder med hungersnød. (1Mo 12:10; 13:1, 2; 26:1-6, 12, 16; 31:4-13) Som „den der dømmer hele jorden“ eksekverede Jehova dommen over de berygtede byer Sodoma og Gomorra, men af hensyn til sin ven Abraham udfriede han den trofaste Lot og dennes døtre. (1Mo 18:25; 19:27-29; Jak 2:23) Med god grund havde disse mænd en stærk tro på at Gud ikke alene er til, men også har magt til at ’belønne dem som ivrigt søger ham’. (He 11:6) Da Abraham blev bedt om at ofre sin elskede søn, havde han et solidt grundlag for at nære tillid til at Gud var i stand til at oprejse Isak endog fra de døde. — He 11:17-19; 1Mo 17:7, 8.

Viser at han er Israels Gud. Jehova gav Israels folk i Ægypten følgende løfte: „Jeg vil . . . være jeres Gud; og I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud.“ (2Mo 6:6, 7) Farao stolede på at Ægyptens guder og gudinder havde magt til at modvirke Jehovas gerninger. Gud lod med vilje Farao fortsætte ad sin trodsige kurs for en tid for at Jehova kunne ’vise sin magt og få sit navn forkyndt på hele jorden’. (2Mo 9:13-16; 7:3-5) Det gjorde det muligt for Gud at udføre flere „tegn“ og „mirakler“ (Sl 105:27) i form af ti plager der tydeligt viste at Skaberen har herredømme over vand, sollys, insekter, pattedyr og menneskets legeme. — 2Mo kap. 7-12.

I forbindelse med de ti plager fremgik det klart at Jehova adskiller sig fra „naturguderne“. Plagerne, der omfattede mørke, uvejr, hagl, græshoppesværme og lignende naturfænomener, var forudsagt og indtraf nøjagtig som angivet. Der var ikke tale om tilfældigheder. Da folk var blevet advaret på forhånd, havde de der lyttede, mulighed for at undslippe nogle af plagerne. (2Mo 9:18-21; 12:1-13) Gud afgjorde hvor plagerne skulle ramme, og sørgede for at nogle områder gik fri, så det derved kom til at stå klart hvem der var hans godkendte tjenere. (2Mo 8:22, 23; 9:3-7, 26) Han kunne lade plagerne begynde og slutte når han ønskede det. (2Mo 8:8-11; 9:29) Skønt Faraos magere øjensynlig kunne eftergøre de to første plager (og måske endda forsøgte at give deres ægyptiske guder æren for det), svigtede deres hemmelige kunster dem snart, og de blev tvunget til at anerkende „Guds finger“ i forbindelse med den tredje plage. (2Mo 7:22; 8:6, 7, 16-19) De kunne ikke forhindre plagerne og blev selv ramt af dem. — 2Mo 9:11.

Jehova viste at han var israelitternes Gud, og at han ’var dem nær’ ved at udfri dem „med udrakt arm og med store straffedomme“. (2Mo 6:6, 7; 5Mo 4:7) Efter at Faraos hærstyrker var blevet udslettet i Det Røde Hav, begyndte Israels folk ’at frygte Jehova og at tro på Jehova og på hans tjener Moses’. — 2Mo 14:31.

Lovpagten indgås. Før Jehova indgik Lovpagten med Israel, havde han udført mirakler idet han havde sørget for vand og mad til de millioner der nu befandt sig i Sinaj Ørken, og givet dem sejr over deres fjender. (2Mo 15:22-25; 16:11-15; 17:5-16) På det på forhånd udvalgte sted, Sinaj Bjerg, viste Jehova på en ærefrygtindgydende måde sin magt over de kræfter han havde skabt. (2Mo 19:16-19; jf. He 12:18-21.) Israels folk havde al grund til at anerkende at pagten stammede fra Gud, og til med dyb respekt at gå ind på dens betingelser. (5Mo 4:32-36, 39) På grund af den bemærkelsesværdige måde Jehova brugte Moses på, kunne folket også være fast overbevist om at Pentateuken — den første del af De Hellige Skrifter, som var skrevet af Moses — var inspireret af Gud. (Jf. 5Mo 34:10-12; Jos 1:7, 8.) Da der blev rejst tvivl om det aronitiske præsteskabs bemyndigelse, gav Jehova desuden synligt til kende at det var ham der havde indsat det. — 4Mo kap. 16, 17.

Erobringen af Kana’an. Sejren over syv kana’anæiske nationer der var „talrigere og mægtigere“ end Israel (5Mo 7:1, 2), var et yderligere vidnesbyrd om Jehovas guddommelighed. (Jos 23:3, 8-11) Hans ry banede vejen (2Mo 9:16; Jer 32:20, 21), og ’rædsel og frygt’ for hans folk, Israel, svækkede modstanderne. (5Mo 11:25; 2Mo 15:14-17) De der bekæmpede Israel, handlede derfor desto mere dadelværdigt, for de havde vidnesbyrd om at israelitterne var den sande Guds folk; at kæmpe mod dem var at kæmpe mod Gud. Nogle kana’anæere erkendte (som andre tidligere havde gjort) viseligt at Jehova stod over deres afguder, og søgte hans gunst. — Jos 2:1, 9-13.

Sol og måne står stille. Gibeonitterne var kana’anæere der havde fået tro på Jehova. Da de kom under belejring, greb Jehova ind til gunst for dem. Han gjorde det muligt for israelitterne at forlænge deres angreb på belejrerne ved at lade solen og månen stå stille, set fra kamppladsen, så solen først gik ned hen ved en hel dag senere. (Jos 10:1-14) Dette kan være sket ved at jordens rotation blev standset, men den samme virkning kan være frembragt på andre måder, som for eksempel ved brydning af solens og månens lys. Uanset hvordan Jehova gjorde det, viste dette endnu en gang at „alt hvad Jehova har lyst til, det gør han, i himmelen og på jorden, i havene og alle dybene“. (Sl 135:6) Som apostelen Paulus senere skrev: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ (He 3:4) Jehova gør som han ønsker med sin egen „bygning“, og bruger den på den måde han ønsker, ligesom en mand der bygger et hus. — Jf. 2Kg 20:8-11.

I de næste fire hundrede år, i dommertiden, støttede Jehova fortsat israelitterne når de var loyale mod ham, og tog sin støtte bort når de vendte sig til andre guder. — Dom 6:11-22, 36-40; 4:14-16; 5:31; 14:3, 4, 6, 19; 15:14; 16:15-21, 23-30.

Under det israelitiske kongedømme. I de 510 år hvor Israel var et kongedømme, holdt Jehovas vældige „arm“ og beskyttende „hånd“ ofte mægtige angribere i skak og forvirrede og splittede deres styrker så de flygtede tilbage til deres eget område. Disse folkeslag dyrkede ikke blot „naturguder“, men også krigsguder og -gudinder. I nogle tilfælde blev landets overhoved selv betragtet som en gud. Når de ville føre krig mod Guds folk, viste Jehova sig som „en stridsmand“, „herlighedens Konge . . . vældig i kamp“. (2Mo 15:3; Sl 24:7-10; Es 59:17-19) Han mødte dem så at sige i ethvert terræn, brugte krigsstrategi der overlistede deres pralende feltherrer, og vandt sejr over krigere fra mange nationer og deres særlige kampudrustning. (2Sa 5:22-25; 10:18; 1Kg 20:23-30; 2Kr 14:9-12) Han kunne sørge for at deres hemmelige slagplaner blev kendt for hans folk så nøjagtigt som hvis der havde været anbragt elektronisk lytteudstyr i deres paladser. (2Kg 6:8-12) Undertiden gav han sit folk styrke til at kæmpe; andre gange vandt han sejr uden at israelitterne behøvede at kæmpe. (2Kg 7:6, 7; 2Kr 20:15, 17, 22, 24, 29) Gennem alt dette bragte Jehova skam over nationernes krigsguder og afslørede at de var tomhed, narreværk. — Es 41:21-24; Jer 10:10-15; 43:10-13.

Under og efter landflygtigheden. Skønt Jehova tillod at Israels folk kom i landflygtighed da Nordriget bukkede under for Assyrien og Juda rige blev lagt øde af Babylon, bevarede han den davidiske slægtslinje som en opfyldelse af sin pagt med David om et evigt rige. (Sl 89:3, 4, 35-37) Under landflygtigheden holdt han også sit folks tro levende, idet han på forunderlig måde brugte Daniel og andre og gjorde mirakler der fik endog verdensherskere til ydmygt at anerkende hans magt. (Da 3:19-29; 4:34-37; 6:16-23) Ved det vældige Babylons fald viste Jehova igen at han er den eneste sande Gud. Han afslørede at de hedenske guder ikke er virkelige, og gjorde dem til skamme. Hans folk var vidner til dette. (Es 41:21-29; 43:10-15; 46:1, 2, 5-7) Til gavn for sit folk sørgede Jehova for at Persiens konger gav de fangne israelitter fri og lod dem rejse tilbage til deres hjemland så de kunne genopbygge templet og senere Jerusalem. (Ezr 1:1-4; 7:6, 27, 28; Ne 1:11; 2:1-8) Ezra skammede sig med rette over at bede den persiske konge om militær beskyttelse til sit rejseselskab skønt værdien af de ting israelitterne havde med, øjensynlig oversteg 258 millioner kroner. Som svar på deres bøn beskyttede Jehova dem på rejsen til Jerusalem. — Ezr 8:21-27.

I tiden mellem fuldførelsen af Bibelens Hebraiske Skrifter og Guds søns fødsel på jorden må Guds kraft have medvirket til at bevare Israels nation, hovedstaden Jerusalem, nabobyen Betlehem, templet med dets præsteskab og andre dele af den jødiske ordning. Alt dette måtte nemlig stadig eksistere for at profetierne kunne blive opfyldt i forbindelse med Kristus Jesus og hans gerning. Historien beretter om forsøg på fuldstændig at erstatte den jødiske tingenes ordning ved en hellenisering, det vil sige ved at omvende jøderne til den græske gudsdyrkelse. Men disse forsøg slog i sidste ende fejl. — Se GRÆKENLAND, GRÆKERE (Helleniseringens indflydelse på jøderne).

„Kristus som Guds kraft“. Fra Jesu mirakuløse fødsel og fremefter kom Guds kraft til udtryk over for ham og gennem ham på en måde som aldrig før var set. I lighed med salmisten blev han „som et mirakel“ for mange. (Sl 71:7) Jesus og hans disciple var, ligesom Esajas og hans børn, „som tegn og som mirakler i Israel fra Hærstyrkers Jehova“, idet de åbenbarede Guds hensigter og forudsagde hvad der ville ske i fremtiden. (Es 8:18; He 2:13; jf. Lu 2:10-14.) I Jesus blev dét som Jehova ved sin kraft havde arbejdet hen imod gennem tusinder af år, nu opfyldt. Med rette kunne apostelen derfor kalde Jesus for „Guds kraft og Guds visdom“. — 1Kor 1:24.

Jesus viste sig at være den længe ventede Messias, Jehovas Salvede, som Jehovas „råds og styrkes ånd“ ville hvile over. (Es 11:1-5) Man kunne derfor forvente at dette ville blive bekræftet af magtfulde vidnesbyrd. (Mik 5:2-5; jf. Joh 7:31.) Allerede da det blev meddelt en jødisk jomfru at hun skulle føde Guds søn, begyndte Jehova at aflægge vidnesbyrd om sin søn. (Lu 1:35-37) Denne fødsel var ikke blot et enestående udtryk for hvad Guds kraft formåede, men tjente flere, ganske bestemte formål. For det første blev der herved tilvejebragt et fuldkomment menneske, ’den anden Adam’, der ville hellige sin Faders navn og fjerne den forsmædelse som den første menneskesøn havde bragt over dette navn, og derved ville Satan blive stemplet som en løgner. For det andet ville den fuldkomne Jesus tilvejebringe det juridiske grundlag for løskøbelsen af lydige mennesker fra syndens og dødens herredømme. (1Kor 15:45-47; He 2:14, 15; Ro 5:18-21; se LØSESUM, LØSKØBELSE.) Og for det tredje ville denne fuldkomne efterkommer af David blive arving til et evigt rige. — Lu 1:31-33.

Jesu salvelse med Guds hellige ånd var forbundet med kraft fra Gud. (Apg 10:38) Moses var „magtfuld i sine ord og gerninger“. Som ’den profet der var større end Moses’ kunne Jesus fremlægge beviser der var tilsvarende større. (5Mo 18:15; 34:10-12; Apg 7:22; Lu 24:19; Joh 6:14) Det var med rette han ’underviste med myndighed’. (Mt 7:28, 29) Ligesom Gud havde tilvejebragt et grundlag for tro på Moses, Josua og andre, tilvejebragte han nu et solidt grundlag for tro på sin søn. (Mt 11:2-6; Joh 6:29) Jesus tog ikke selv æren for det han gjorde, men anerkendte gang på gang Gud som ophav til de kraftige gerninger han udførte. (Joh 5:19, 26; 7:28, 29; 9:3, 4; 14:10) De som var ærlige, måtte anerkende at det var „Guds majestætiske magt“ der kom til udtryk gennem ham. — Lu 9:43; 19:37; Joh 3:2; 9:28-33; jf. Lu 1:68; 7:16.

Hvad var Jesu mirakler et tegn på?

Jesu gerninger var et bevis på at Gud interesserede sig for menneskene, og de var et vidnesbyrd om hvad Gud til sin tid vil gøre for alle der elsker retfærdighed. Jesu kraftige gerninger havde for størstedelens vedkommende relation til de problemer og vanskeligheder som mennesker må kæmpe med, først og fremmest dem der har deres rod i synden og alle dens skadelige virkninger. Sygdom og død er en direkte følge af synden, og Jesu evne til at helbrede al slags sygdom (Mt 8:14, 15; Lu 6:19; 17:11-14; 8:43-48) og til endog at oprejse døde (Mt 9:23-25; Lu 7:14, 15; Joh 11:39-44) var et vidnesbyrd om at han var den som Gud havde udvalgt til at udfri menneskene fra synden og dens straf, døden. (Jf. Mr 2:5-12.) I forhold til mannaen som israelitterne spiste i ørkenen, var Jesus „det sande brød fra himmelen“, „livets brød“. (Joh 6:31-35, 48-51) Han skaffede ikke bogstaveligt vand fra en klippe, men tilvejebragte „levende vand“, „livets vand“. — Joh 7:37, 38; Åb 22:17; jf. Joh 4:13, 14.

Hans kraftige gerninger pegede også frem til andre velsignelser under hans herredømme. Mens Elisa havde bespist 100 mænd med 20 bygbrød og lidt korn, bespiste Jesus tusinder med langt mindre. (2Kg 4:42-44; Mt 14:19-21; 15:32-38) Moses og Elisa havde gjort bittert og dårligt vand sundt. Jesus forvandlede almindeligt vand til god vin for at bidrage til den glade stemning ved en bryllupsfest. (2Mo 15:22-25; 2Kg 2:21, 22; Joh 2:1-11) Dette gav løfte om at hans styre ville betyde frihed for sult for alle dets undersåtter, ja det ville „berede et festmåltid for alle folkeslagene“. (Es 25:6) Hans evne til at gøre menneskers arbejde produktivt, som for eksempel disciplenes fiskefangst, var en forsikring om at menneskene under hans riges velsignelser ikke ville være nødsaget til at leve på et eksistensminimum. — Lu 5:4-9; jf. Joh 21:3-7.

Endnu vigtigere er det at alt dette havde en åndelig betydning. Ligesom Jesus skænkede åndeligt blinde, stumme og syge deres syn, talegaver og sundhed i åndelig henseende, tilvejebragte han åndelig mad og drikke i overflod og gav forsikring om at hans disciples tjeneste ville bære megen frugt. (Jf. Lu 5:10, 11; Joh 6:35, 36.) Når han ved visse lejligheder mirakuløst dækkede folks fysiske behov, var det først og fremmest for at styrke deres tro. De materielle ting han tilvejebragte, var ikke målet i sig selv. (Jf. Joh 6:25-27.) Guds rige og hans retfærdighed, ikke mad og drikke, var det man først skulle søge. (Mt 6:31-33) Jesus satte selv eksemplet i denne henseende ved at nægte at gøre sten til brød for at stille sin sult. — Mt 4:1-3.

Åndelig udfrielse. Israels folk havde kendt til at have vældige krigere som deres befriere, men Guds magt, som kom til udtryk gennem hans søn, var rettet mod større fjender end blot mennesker. Jesus var den befrier (Lu 1:69-74) som skaffede udfrielse fra de største undertrykkere, nemlig Satan og hans dæmoner. (He 2:14, 15) Ikke alene befriede Jesus personligt mange som var besatte af dæmoner (Lu 4:33-36), men med sandhedens kraftfulde ord slog han dørene til friheden op på vid gab for dem der ønskede at blive befriet for den falske religions byrder og ikke længere ville være dens trælle. (Mt 23:4; Lu 4:18; Joh 8:31, 32) Ved at forblive trofast og bevare sin uangribelighed indtil døden besejrede han ikke blot en by eller et rige, men hele verden. — Joh 14:30; 16:33.

De kraftige gerningers relative betydning. Selv om Jesus lagde størst vægt på de sandheder han forkyndte, viste han også at de kraftige gerninger han gjorde, havde betydning. Gang på gang henledte han sine tilhøreres opmærksomhed på at de tjente som en bekræftelse på hans guddommelige bemyndigelse. Deres betydning lå især i at de opfyldte profetierne. (Joh 5:36-39, 46, 47; 10:24-27, 31-38; 14:11; 20:27-29) De der så disse gerninger, var på en særlig måde forpligtede. (Mt 11:20-24; Joh 15:24) Som Peter senere sagde til folkemængden på Pinsedagen, var Jesus „en mand som over for jer offentligt er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, ganske som I selv ved“. (Apg 2:22) Disse vidnesbyrd om Guds magt viste at Guds rige havde „overrasket“ dem. — Mt 12:28, 31, 32.

Ved at Gud gjorde brug af sin søn på denne særlige måde, ’blev mange hjerters overvejelser afsløret’. (Lu 2:34, 35) De så ’Jehovas arm åbenbaret’, men de fleste foretrak at se en anden betydning i det de var vidne til, eller at lade selviske interesser afholde dem fra at handle i overensstemmelse med de „tegn“ de så. (Joh 12:37-43; 11:45-48) Mange ønskede at drage personlig fordel af Guds magt, men hungrede ikke oprigtigt efter sandhed og retfærdighed. Deres hjerter rørtes ikke af den medfølelse og godhed der lå til grund for mange af Jesu kraftige gerninger (sml. Lu 1:78; Mt 9:35, 36; 15:32-37; 20:34; Mr 1:40, 41; Lu 7:11-15 med Lu 14:1-6; Mr 3:1-6), en medfølelse der genspejlede den han havde set hos sin Fader. — Mr 5:18, 19.

Brugte sin magt ansvarsbevidst. Når Jesus gjorde brug af sin magt, gjorde han det ansvarsbevidst, aldrig for blot at stille sin magt til skue. Da han forbandede det golde figentræ, havde det uden tvivl en symbolsk betydning. (Mr 11:12-14; jf. Mt 7:19, 20; 21:42, 43; Lu 13:6-9.) Jesus nægtede at bruge sin magt når det ikke tjente et formål, som for eksempel da han tilbageviste Satans forslag. Da han gik på vandet, gjorde han det fordi der ikke var nogen båd for hånden på dette sene tidspunkt og han skulle ud til disciplene; det var noget helt andet end at kaste sig ud fra templets tinde som en der ville begå selvmord. (Mt 4:5-7; Mr 6:45-50) Herodes, hvis motiv var forkert, fik ikke sin nysgerrighed tilfredsstillet da Jesus vægrede sig ved at gøre et tegn for ham. (Lu 23:8) Ved en tidligere lejlighed, da farisæerne og saddukæerne havde anmodet om „et tegn fra himmelen“, nægtede Jesus at give dem et sådant tegn, åbenbart fordi de ikke søgte det for at det skulle styrke deres tro på opfyldelsen af Guds ord, men for at slippe for at vise en sådan tro. Deres motiv var ondt. — Mt 16:1-4; jf. 15:1-6; 22:23, 29.

Den mangel på tro Jesus mødte i Nazaret, afholdt ham også fra at gøre mange kraftige gerninger i denne by, ikke fordi kilden til hans kraft var utilstrækkelig, men fordi omstændighederne ikke berettigede til det eller tillod det. Guds kraft skulle ikke spildes på mennesker som tvivlede og var uimodtagelige. (Mr 6:1-6; jf. Mt 10:14; Lu 16:29-31.) At andres tro ikke var en absolut nødvendighed for at Jesus kunne gøre kraftige gerninger, ses af at han helbredte ypperstepræstens træl, som fik øret hugget af da skaren kom for at arrestere Jesus. — Lu 22:50, 51.

Jesu Kristi opstandelse fra de døde til liv som en ånd var det største vidnesbyrd der indtil da var afgivet om Guds kraft. Uden den ville den kristne tro være forgæves og de kristne være „de ynkværdigste af alle mennesker“. (1Kor 15:12-19) Det er den handling som omtales mest konsekvent af Jesu disciple, og den største enkelthandling som tjener til at styrke troen. Afstande havde ikke hindret Jesus i at udøve kraftige gerninger da han var på jorden (Mt 8:5-13; Joh 4:46-53), og nu salvede Jesus, fra sin plads i himmelen, sine disciple med Guds ånd på Pinsedagen og satte dem i stand til at øve kraftige gerninger i hans fravær. Han bekræftede dermed det vidnesbyrd de aflagde om hans opstandelse (Apg 4:33; He 2:3, 4) og beviste samtidig at de var Guds godkendte folk, hans menighed. — Apg 2:1-4, 14-36, 43; 3:11-18.

Jesu død som menneske havde ikke gjort Jehovas arm for kort, hvilket de mange mirakler, tegn og undere som skete ved apostlene og andre, vidnede om. (Apg 4:29, 30; 6:8; 14:3; 19:11, 12) De kraftige gerninger de udførte, var som deres Herres og Mesters. De helbredte vanføre (Apg 3:1-9; 14:8-10) og syge (Apg 5:12-16; 28:7-9), oprejste døde (Apg 9:36-41; 20:9-11) og uddrev dæmoner (Apg 8:6, 7; 16:16-18), alt sammen uden at søge nogen personlig fordel eller ære. (Apg 3:12; 8:9-24; 13:15-17) Gennem dem udtalte Gud sin dom over mennesker der handlede ondt, sådan som han tidligere havde gjort gennem profeterne, hvorved han skabte respekt for sig selv og sine tjenere. (Apg 5:1-11; 13:8-12) De fik evner som de ikke før havde haft, som for eksempel evnen til at tale fremmede sprog og tolke dem. Også dette tjente „et gavnligt formål“, for de skulle snart bringe det kristne budskab ud over Israels grænser og fortælle om Jehovas storslåede gerninger blandt nationerne. — 1Kor 12:4-11; Sl 96:3, 7.

Jehova Gud udførte også andre kraftige gerninger. Han åbnede for eksempel ’døre’ for de kristne på den måde at han gav dem mulighed for at virke i områder hvor modstandere søgte at hindre deres forkyndelse. Han beskyttede og ledede dem i deres tjeneste. Alt dette foregik på en måde der i det store og hele forblev upåagtet af offentligheden. — Apg 5:17-20; 8:26-29, 39, 40; 9:1-8; 10:19-22, 44-48; 12:6-11; 13:2; 16:6-10, 25-33; 18:9, 10; 1Kor 16:8, 9.

Det var blevet forudsagt at de mirakuløse evner som apostlene modtog ved åndens kraft, og som de gav videre til andre, kun skulle vare ved i den kristne menigheds ’barndom’ og derefter ophøre. (1Kor 13:8-11; se GAVER FRA GUD [Åndens gaver].) M’Clintock og Strongs Cyclopædia (bd. VI, s. 320) nævner at det er „en uomtvistelig kendsgerning at man i de første hundrede år efter apostlenes død kun hører lidt eller slet intet om at de første kristne udførte mirakler“. Jesus og hans apostle advarede imidlertid om at fjender af Gud — frafaldne og et symbolsk vilddyr — i fremtiden ville gøre kraftige gerninger som ville bedrage mange. — Mt 7:21-23; 24:23-25; 2Ts 2:9, 10; Åb 13:11-13; se DYR, SYMBOLSKE.

Måden hvorpå Guds magt manifesterer sig, vil nå et klimaks i forbindelse med oprettelsen af hans rige ved Kristus Jesus og de domshandlinger der vil finde sted som følge heraf.