FORKLARING AF BIBELVERS
1. Korinther 10:13 – “Gud er trofast”
“I har ikke været udsat for andre fristelser end dem der er almindelige for mennesker. Og Gud er trofast – han vil ikke tillade at I bliver fristet mere end I kan klare, men når I bliver fristet, vil han skabe en udvej så I kan holde ud.” – 1. Korinther 10:13, Ny Verden-Oversættelsen.
“De fristelser, I har mødt, er ikke værre end dem, folk ellers bliver stillet overfor. Og Gud er altid parat til at hjælpe jer. Han vil ikke tillade, at I fristes over evne. Når fristelsen kommer, vil han skabe en vej ud af situationen, så I ikke bukker under.” – 1. Korinther 10:13, Bibelen på Hverdagsdansk.
Hvad betyder 1. Korinther 10:13?
Verset fremhæver en meget tiltalende side af Guds personlighed, nemlig hans trofasthed. Guds loyale tjenere kan være sikre på at han vil hjælpe dem, især når de møder prøvelser eller fristelser.
“I har ikke været udsat for andre fristelser end dem der er almindelige for mennesker.” Guds tjenere kan nogle gange være fristet til at gøre noget han ikke synes om. Selvom den slags prøver kan være meget svære at klare, er de ikke usædvanlige eller ualmindelige, men noget mange mennesker har oplevet.a Derfor kan Guds tjenere være sikre på at de også vil være i stand til at klare den slags prøvelser.
“Gud er trofast.” Jehovab Gud er helt igennem pålidelig. Han har altid holdt sit løfte om ikke at svigte dem der elsker ham og er loyale og lydige. (5. Mosebog 7:9; Salme 9:10; 37:28) Derfor kan de der tjener ham, have tillid til at han også vil holde de to følgende løfter i verset.
“Han vil ikke tillade at I bliver fristet mere end I kan klare.” Gud viser sin trofasthed ved ikke at tillade at en prøve bliver så svær at den ville være umulig at klare. Han ved hvad hver enkelt at hans tjenere kan udholde. – Salme 94:14.
“Når I bliver fristet, vil han skabe en udvej så I kan holde ud.” Gud kan enten helt fjerne en prøve eller give sine tjenere det de har brug for så de kan holde ud. Han sørger for eksempel for hjælp og vejledning gennem den hellige ånd, trøst fra Bibelen og praktisk hjælp fra trosfæller. – Johannes 14:26; 2. Korinther 1:3, 4; Kolossenserne 4:11.
Hvad er baggrunden for 1. Korinther 10:13?
Bibelverset er en del af et brev apostlen Paulus skrev til den kristne menighed i Korinth. I den her del af brevet bruger Paulus fortidens Israel som et advarende eksempel for korintherne. (1. Korinther 10:11) Paulus nævner en række prøver og fristelser som israelitterne mødte, deriblandt afgudsdyrkelse og seksuel umoral. (1. Korinther 10:6-10) Nogle af dem gav efter for de fristelser. Paulus bruger israelitternes eksempel til at minde de kristne om ikke at blive for selvsikre og tro at de aldrig kunne komme til at give efter for fristelser. (1. Korinther 10:12) Men samtidig giver han dem forsikringen i 1. Korinther 10:13. Det er muligt for Guds loyale tjenere at forblive trofaste og udholde enhver prøve.
Se den her korte video for at få et overblik over Første Korintherbrev.
a Det græske ord der er gengivet med “fristelser”, kan henvise til en test eller en prøvelse.
b Jehova er Guds navn. (Salme 83:18) Se artiklen “Hvem er Jehova?”