Lykkelige er de der bruger deres magt på rette måde!
„Jehova er både sen til vrede og vældig i kraft, og Jehova vil på ingen måde lade den skyldige være ustraffet.“ — Nahum 1:3.
1. Hvorfor giver det os ikke grund til at prale at vi besidder en vis kraft eller magt?
DER findes mange former for magt og kraft som fornuftbegavede skabninger kan udøve på rette måde. På grund af omstændighederne eller medfødte evner har de måske en særlig kraft eller magt på visse områder. Men giver det nogen grund til at prale? Nej. Som vi læser i Jeremias 9:23: „Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom.“ (Da. aut.) Hvorfor bør vi ikke prale af de fortrin vi måtte have? Apostelen Paulus giver os svaret i Første Korintherbrev 4:7: „Hvem gør dig til noget særligt? Ja, hvad har du som du ikke har fået? Og hvis du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig da som om du ikke havde fået det?“
2. Hvorfor må vi passe på hvordan vi bruger vor magt?
2 Hvorfor er det nødvendigt at vi hele tiden passer på ikke at misbruge den magt eller kraft vi måtte have? Fordi „menneskehjertets tilbøjelighed er ond fra ungdommen af“. (1 Mosebog 8:21) Da vi alle har denne nedarvede tilbøjelighed til at være selviske, må vi altid være opmærksomme på at bruge vor kraft eller magt på rette måde. En digter har engang udtrykt denne tanke: „Aldrig en skat vil man få, uden en skygge af sorg falder på. Aldrig man gives en magt, uden at fælder for foden er lagt.“ Ja, på grund af vor nedarvede ufuldkommenhed har vi en stadig tendens til at udnytte vor magt til egen fordel.
Jehovas magt, visdom og retfærdighed
3. Hvilken magt og kraft besidder Jehova?
3 Kun Skaberen, Jehova Gud, viser os til fuldkommenhed hvordan magt bør udøves. Han handler ikke overilet men er sen til vrede, selv når han må fælde dom over nogen. (Nahum 1:3) Ingen har større magt end Gud, og det er derfor med rette vi kalder ham den Almægtige — en titel han også anvender om sig selv. (1 Mosebog 17:1) Ikke alene er hans styrke og kraft ubegrænset; han besidder også den øverste magt og myndighed, eftersom han er universets suveræne Herre og Skaber. Der er derfor ingen som „kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’“ — Daniel 4:35.
4. Hvorfor er det klogt af os at frygte Jehova?
4 Da Jehova Gud er almægtig vil det være klogt af os at frygte for at vække hans mishag. Ja, „frygt for Jehova er visdommens begyndelse, og kundskab om den Allerhelligste er forstand“. (Ordsprogene 9:10) Paulus advarer os imod at ægge Jehova til skinsyge ved at tage del i afgudsdyrkelse, for, som han siger: „Vi er ikke stærkere end han, vel?“ Nej, naturligvis ikke! (1 Korinther 10:22) Men alle der med vilje overtræder Jehovas retfærdige bud opfører sig faktisk som om de var stærkere end han! En anden udtalelse af Paulus sætter dette i relief: „Vor Gud er en fortærende ild.“ — Hebræerne 12:29.
5. Hvorfor behøver vi ikke at nære rædsel for Jehova på grund af at han er almægtig?
5 Dette ville måske fylde os med rædsel hvis ikke Jehova Guds magt var i fuldstændig balance med hans tre andre hovedegenskaber: visdom, retfærdighed og kærlighed. Når han ved hjælp af sin magt eksekverer dom over nogen, sker det altid på en måde der stemmer med disse egenskaber. Vandfloden på Noas tid var for eksempel en storslået manifestation af Jehovas magt. Men var Guds magtudøvelse uretfærdig eller ukærlig? Nej. Menneskeheden var blevet så fordærvet at det skar Gud i hjertet. (1 Mosebog 6:5-11) De onde mennesker der levede før Vandfloden misbrugte Guds velsignelser, og det var derfor kun rimeligt at han fjernede dem fra jorden — navnlig i betragtning af at de ignorerede advarslerne fra Noa, der kaldes „en forkynder af retfærdighed“. — 2 Peter 2:5.
6. Hvad fortæller udslettelsen af Sodoma og Gomorra om Jehova?
6 Da Sodomas og Gomorras indbyggere misbrugte de velsignelser de som en del af menneskeheden havde modtaget fra Jehova og viste sig at være forhærdede syndere, besluttede han at de skulle udslettes. Af hensyn til sin ven Abraham fortalte Jehova denne troens mand om sin hensigt med Sodoma og Gomorra. Abraham mente tilsyneladende at dette ville være et udtryk for magtmisbrug, så han spurgte Jehova: „Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?“ Abraham kendte imidlertid ikke alle sagens kendsgerninger. Til slut måtte han indrømme at Jehovas beslutning var retfærdig, for der var end ikke ti retfærdige i de to byer. Dette viser hvor omhyggeligt Jehova Gud afvejer sin magt med sin retfærdighed. — 1 Mosebog 18:17-33; Esajas 41:8.
7. Hvorfor fortjente Farao at Jehova benyttede sin magt til at eksekvere dom over ham?
7 Da tiden senere kom til at israelitterne skulle udfries fra deres uretfærdige trældom i Ægypten, gav Jehova Farao mulighed for at samarbejde, hvorved han kunne beskytte sig selv og sit folk. Men i sit hovmod og sin stædighed nægtede Farao at efterkomme Jehovas anmodning. Gennem Ægyptens ti plager demonstrerede Gud da, den ene gang efter den anden, sin magt for Farao. (2 Mosebog 9:16) Langt om længe lod Farao israelitterne rejse, men ved at forfølge dem udfordrede han stædigt Jehova endnu en gang. Det var derfor retfærdigt af Jehova at vise sin vældige magt ved at udslette Farao og hans militærstyrke i Det røde Hav. (Salme 136:15) I hvert af disse tilfælde bør vi bemærke at Jehova også beskyttede sine trofaste tjenere ved hjælp af sin store magt: Noa og hans familie, Lot og hans to døtre, og Israels folk. — 1 Mosebog 19:16.
8. Af hvilken grund greb Jehova ind over for Sankerib?
8 Flere hundrede år senere, på kong Ezekias’ tid, lod Jehova Gud sin store magt komme til udtryk på en bemærkelsesværdig og særdeles retfærdig måde da assyrerkongen Sankerib truede Jerusalem. Jehovas tjenere og deres gudfrygtige og loyale konge, Ezekias, bad ham om hjælp. Eftersom de tjente ham trofast, greb han ind og hjalp dem. Kong Sankeribs udsending havde pralende sagt: ’Lyt ikke til Ezekias, lad ham ikke bedrage jer med sine løfter om at Jehova vil udfri jer. Har nogen af de andre folks guder kunnet udfri deres folk af Sankeribs hånd? Nej! Og når ingen af disse guder har kunnet gøre det, hvorfor tror I da at Jehova vil kunne udfri jer?’ (Esajas 36:13-20) På grund af disse pralende ord måtte Gud nødvendigvis vise sin store magt. På en enkelt nat forårsagede han at 185.000 soldater faldt, og derved beviste han at nationernes guder ikke tåler sammenligning med Jehova.
9. Hvilke andre eksempler viser at Jehova anvender sin magt på en viis og retfærdig måde?
9 Lad os betragte endnu nogle få af de mange eksempler der kunne nævnes. Da Jehova slog Mirjam med spedalskhed, var det et retfærdigt og viist udtryk for hans magt. Mirjam fortjente denne straf fordi hun havde talt så ringeagtende om sin broder Moses, Guds udnævnte tjener. (4 Mosebog 12:1-15) Noget lignende gjorde sig gældende da kong Uzzija vovede at gå ind i det hellige tempel for at ofre røgelse på guldalteret, og i sit hovmod nægtede at lytte til levitpræsterne. Jehova viste med rette sin magt ved at slå kongen med spedalskhed. (2 Krønikebog 26:16-21) De havde ikke gjort sig skyldige i den samme synd og fik heller ikke den samme straf fra Jehova: Mirjam blev helbredt for sin spedalskhed, men Uzzija var spedalsk til sin død. Vi ser således at Jehova altid er omhyggelig med at anvende sin magt på en viis og retfærdig måde, og at han kan udslette de onde og beskytte de trofaste der elsker ham. — Salme 145:20.
Jesu Kristi eksempel
10, 11. Hvilke begivenheder viste at Jesus ønskede at bruge sin magt på rette måde?
10 Guds søn efterlignede fremragende den måde hvorpå hans fader anvender sin magt. Blandt de tidligste eksempler på dette er den lejlighed hvor han havde en uoverensstemmelse med Satan vedrørende Moses’ legeme. Logos kunne med lethed have givet Satan en skarp irettesættelse, men valgte i stedet at holde sig tilbage og lade dommen komme fra Jehova Gud selv. — Judas 8, 9.
11 Den første fristelse som Satan udsatte Jesus for i ørkenen havde at gøre med magtmisbrug. Satan prøvede at friste Jesus til at bruge sin overnaturlige magt på en selvisk måde og forvandle sten til brød. Denne fristelse må have været vanskelig at modstå, for Jesus havde ikke spist i fyrre dage og var sulten. Satan fremlagde fristelsen på en måde der skulle lokke Jesus til at give efter for selviskhed. Hans første ord lød: „HVIS du er søn af Gud, så sig til disse sten at de skal blive til brød.“ Han håbede uden tvivl at Jesus ville svare: ’Vist er jeg da søn af Gud, og nu skal jeg bevise det ved at forvandle stenene til brød.’ Men Jesus lod sig ikke lokke til at gøre en selvisk eller tåbelig handling. Han svarede: „Der står skrevet: ’Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.’“ (Mattæus 4:1-4) Han ignorerede hentydningen til om han var søn af Gud, og nægtede at misbruge den magt Gud havde skænket ham.
12. Hvordan viste Jesus desuden at han ikke led af magtbegær?
12 Da Jesus Kristus senere havde bespist 5000 mænd foruden mange kvinder og børn, ønskede jøderne at gøre ham til konge. At tage imod deres tilbud ville have været et misbrug af den magt han havde til at øve indflydelse på folk gennem sine mirakler. Han vidste at han måtte holde sig neutral hvad verdens politiske anliggender angik, og vente på at Jehova Gud ville give ham kongedømmet. (Johannes 6:1-15) Da en folkemængde på et senere tidspunkt kom for at tage ham til fange, kunne han være undsluppet ved at bede sin Fader sende tolv legioner engle. Men det ville have været et udtryk for magtmisbrug, eftersom hans Faders vilje var at han skulle overgive sig. — Mattæus 26:39, 53.
Andre der ikke misbrugte deres magt
13, 14. (a) Hvordan viste Gideon at han ikke led af magtbegær? (b) Hvordan satte Saul et godt eksempel i begyndelsen af sin regeringstid?
13 Dommeren Gideon bør nævnes blandt de ufuldkomne mennesker der har modstået fristelsen til at misbruge deres magt. Da han havde udfriet israelitterne af Midjans hånd ønskede de at gøre ham til deres konge. Gideon undslog sig og sagde, som rigtigt var: „Jeg skal ikke herske over jer, og min søn skal ikke herske over jer; Jehova skal herske over jer.“ Ja, han ejede stadig den beskedenhed der prægede ham i begyndelsen af hans tid som dommer. Gideons svar stemte desuden med Jehovas syn på Israels ønske om en jordisk konge, hvilket vi kan udlede af Jehovas svar til israelitterne da de på profeten Samuels tid ønskede at få en konge. — Dommerne 8:23; 6:12-16; 1 Samuel 8:7.
14 Da der alligevel blev indsat en konge, nemlig Saul, viste han i begyndelsen en eksemplarisk tilbageholdenhed med hensyn til magtanvendelse. Nogle uslinge sagde: „’Hvordan vil han dér frelse os?’ Så de foragtede ham . . . Men han forholdt sig tavs.“ Som konge havde han magt til at gribe ind over for dem med det samme, men det gjorde han ikke. Da Saul havde vundet sejr over ammonitterne mente nogle af hans mænd at der nu var en god lejlighed til at straffe dem der havde ringeagtet ham. De sagde derfor til ham: „Hvem er det der siger: ’Saul, skal han være konge over os?’ Udlevér de mænd, så vi kan lade dem dø!“ Det var Saul dog ikke til sinds at gøre. Han svarede: „På denne dag skal ingen lide døden, for i dag har Jehova udvirket frelse i Israel.“ Det er tydeligt at Saul i begyndelsen var ydmyg og beskeden. (1 Samuel 9:21; 10:20-23, 27; 11:12, 13) Men desværre begyndte han senere at misbruge sin kongelige magt og fik derfor et sørgeligt endeligt. — 1 Samuel 28:6; 31:3-6.
15, 16. (a) Hvad kunne Samuel sige om den måde hvorpå han havde anvendt sin magt som dommer? (b) Hvilket lignende eksempel satte kong David?
15 Samuel, den profet der også virkede som dommer over Israel, satte et godt eksempel. Gud gjorde brug af ham lige fra hans tidligste ungdom. Samuel fældede retfærdige domme over sit folk og udvirkede udfrielse for det. Udnyttede han nogen sinde sin stilling til egen fordel? Nej, bestemt ikke. I sin afskedstale til folket sagde han: „Se, jeg har adlydt jeres røst i alt hvad I har sagt mig, idet jeg har udnævnt en konge over jer. . . . Her er jeg. Svar mig i nærværelse af Jehova og i nærværelse af hans salvede: Hvis okse har jeg taget eller hvis æsel har jeg taget, og hvem har jeg udbyttet eller hvem har jeg undertrykt, og af hvis hånd har jeg modtaget løsesum og med den dækket mine øjne til?“ Samuels folk måtte indrømme at han stod dadelfri i alt dette. Han havde ikke misbrugt den magt der fulgte med hans stilling. — 1 Samuel 12:1-5.
16 Vi bør heller ikke overse det glimrende eksempel David satte. To gange havde han kong Saul i sin magt og kunne have dræbt ham. David kunne have tænkt: ’Saul er ude efter mit liv, så det er ham eller mig.’ Eller han kunne have været selvisk og tænkt: ’Samuel har salvet mig til at være Israels næste konge, og derfor må det ske på denne måde før eller siden. Hvorfor så ikke nu?’ Men sådan ræsonnerede David ikke. Han ventede tålmodigt til Jehovas tid var inde til at give ham kongedømmet. (1 Samuel 24:1-22; 26:1-25) Men efter at David var blevet konge misbrugte han sørgeligt nok sin magt ved to lejligheder: Da han forårsagede Urias’ død og da han holdt mandtal over Israels kampstyrker. — 2 Samuel 11:15; 24:2-4, 12-14.
17. Hvordan viste Paulus at han ikke misbrugte sin myndighed eller var begærlig?
17 Blandt Jesu Kristi disciple satte apostelen Paulus et godt eksempel i denne henseende. Han kunne have modtaget økonomisk støtte fra de menigheder han betjente, men benyttede sig ikke af denne ret. Til de ældste i Efesus sagde han: „Jeg har ikke begæret nogens sølv eller guld eller klædning. I ved selv at disse hænder har sørget for hvad jeg og de der var med mig trængte til.“ (Apostelgerninger 20:33, 34) Da apostelen skrev til menigheden i Korinth, betonede han dette endnu stærkere. (1 Korinther 9:1-18) Han havde ret til at undlade verdsligt arbejde, for hvem er nogen sinde soldat på egen bekostning? Sagde Moses ikke at man ikke måtte binde munden til på en okse når den tærsker? „Men,“ forklarede Paulus, „jeg har ikke gjort brug af en eneste af disse rettigheder.“ Hvad var da hans løn? „At jeg, idet jeg forkynder den gode nyhed, kan fremholde den gode nyhed uden omkostninger for ikke at misbruge min ret i forbindelse med den gode nyhed.“
18. (a) Hvordan bør vi betragte den måde hvorpå Jehova bruger sin magt? (b) Hvorfor kan de der efterligner ham på dette punkt, siges at være lykkelige?
18 De der ikke misbruger deres magt kan i sandhed siges at være lykkelige. Hvilket ophøjet navn har Jehova Gud ikke, i kraft af at han har sat et så glimrende eksempel ved altid at afveje sin store magt med sine øvrige hovedegenskaber, visdom, retfærdighed og kærlighed. Vi kan derfor sige med salmisten David: „Velsign Jehova, min sjæl, ja, alt i mig, hans hellige navn.“ (Salme 103:1) Det fører til lykke at følge Jehovas eksempel og bruge sin magt på rette måde. De eksempler fra Bibelen som vi har betragtet, viser at selv vi der er ufuldkomne mennesker, kan bruge vor magt på rette måde. Gør vi det, vil vi ikke alene have en ren samvittighed; vi vil også vinde Guds godkendelse og vore medmenneskers respekt.
Spørgsmål til repetition
■ Hvorfor har vi brug for vejledning angående misbrug af magt?
■ Hvilke eksempler viser at Jehova Gud bruger sin magt på rette måde?
■ Hvad viser at Jesus passede på ikke at misbruge sin magt?
■ Hvilke personer der er nævnt i De hebraiske Skrifter, misbrugte ikke deres magt?
■ Hvilket eksempel satte apostelen Paulus med hensyn til brugen af magt?
[Illustration på side 9]
Jehovas hovedegenskaber er i fuldkommen balance
Kærlighed Magt Retfærdighed Visdom
[Illustrationer på side 10]
Jehova gjorde med rette brug af sin magt:
ved Vandfloden
ved Sodoma og Gomorra
ved Det røde Hav