Strider traditioner altid imod sandheden?
MARTIN LUTHER var overbevist om at han havde ret. Han mente også at Bibelen støttede hans antagelse. Den polske astronom Kopernikus mente derimod at datidens udbredte opfattelse var forkert.
Hvilken opfattelse? At Jorden var centrum i universet og at alle himmellegemer bevægede sig omkring den. Sandheden er, sagde Kopernikus, at Jorden kredser om Solen. Luther afviste dette, og sagde: „Folk hører nu efter en fræk astrolog, der bestræber sig på at bevise, at jorden drejer rundt, ikke himlene eller firmamentet, solen og månen.“ — Vestens filosofi af Bertrand Russell.
TRADITIONELLE opfattelser har ofte været i modstrid med kendsgerningerne eller sandheden, og de kan endda få os til at gøre noget skadeligt.
Dette betyder naturligvis ikke at traditioner eller overleveringer altid strider imod sandheden. Apostelen Paulus tilskyndede eksempelvis sin tids kristne til fortsat at følge de gode ord og skikke de havde modtaget fra ham. „Nu roser jeg jer fordi I . . . holder fast ved overleveringerne sådan som jeg overleverede jer dem.“ — 1 Korinther 11:2; se også Andet Thessalonikerbrev 2:15; 3:6.
Hvad mente Paulus med ordet ’overleveringer’? Ifølge Hjælp til forståelse af Bibelen, side 994, betegner det græske ord han brugte for „overlevering“, paraʹdosis, „noget der er overleveret mundtligt eller skriftligt“, og, i videre betydning, „en beretning, sædvane eller religiøs lære som er gået i arv fra ældre tider og som har vundet hævd“.a Eftersom de overleveringer apostelen Paulus videregav, stammede fra en god kilde, gjorde de kristne vel i at følge dem.
Gængse forestillinger kan åbenbart være sande eller falske, gode eller dårlige. Den engelske filosof Bertrand Russell roste folk der, i lighed med Kopernikus fra det 16. århundrede, var oprigtige og modige nok til at sætte spørgsmålstegn ved traditionelle anskuelser. De havde en „erkendelse af, at hvad man havde troet fra gammel tid, kunne være forkert“. Forstår vi også visdommen i ikke blindt at følge udbredte opfattelser? — Jævnfør Mattæus 15:1-9, 14.
Hvad så når det drejer sig om religiøse forestillinger og skikke? Kan man blot tage det for givet at de er antagelige og uskadelige? Hvordan kan man skaffe sig vished? Hvad bør man gøre hvis man opdager at en religiøs overlevering i virkeligheden strider imod sandheden? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.
[Fodnote]
a Udgivet af Vagttårnets Selskab.
[Kildeangivelse på side 2]
Forside: Jean-Leon Huens © National Geographic Society
[Kildeangivelse på side 3]
Universität Leipzig