TILLÆG
Hovedbeklædning — hvornår og hvorfor?
Hvornår og hvorfor bør en kristen kvinde bære en hovedbeklædning i forbindelse med sin tilbedelse? Lad os se nærmere på apostelen Paulus’ inspirerede behandling af dette emne. Han giver os den vejledning vi behøver for at kunne træffe gode afgørelser, afgørelser som ærer Gud. I Første Korintherbrev 11:3-16 nævner Paulus tre faktorer som vi må tage i betragtning: (1) de åndelige aktiviteter som kræver at en kvinde bærer en hovedbeklædning, (2) de situationer hvor hun skal gøre det, og (3) motiverne til at følge denne formaning.
De åndelige aktiviteter. Paulus nævner to: bøn og dét at profetere. (Vers 4 og 5) At bede vil sige at man henvender sig til Jehova i en form for tilbedelse. Dét at profetere dækker i dag enhver form for undervisning i Bibelen som en kristen forkynder udfører. Antyder Paulus at en kvinde altid skal tildække hovedet når hun beder eller underviser andre i sandheden fra Bibelen? Nej. Det afhænger af situationen.
Situationen. Paulus omtaler to situationer. Den ene kan opstå i familien og den anden i menigheden. Han siger: „En kvindes hoved er manden . . . Enhver kvinde som beder eller profeterer med hovedet utildækket, bringer skam over sit hoved.“ (Vers 3 og 5) I familieordningen har Jehova tildelt manden stillingen som kvindens hoved. Hvis hun udfører ansvarsopgaver som Jehova har tildelt hendes mand, uden at vise en passende anerkendelse af mandens myndighed, vil hun bringe skam over ham. Hvis det for eksempel bliver nødvendigt at hun leder et bibelstudium mens hendes mand er til stede, vil hun anerkende hans myndighed ved at tage en hovedbeklædning på. Det vil hun gøre uanset om han er døbt eller ej, eftersom han er familiens overhoved.a Hvis hun beder eller underviser mens hendes døbte, mindreårige søn er til stede, vil hun ligeledes bære en hovedbeklædning. Han er ganske vist ikke familiens overhoved, men hun skal gøre det på grund af den myndighed der er blevet tildelt de døbte mandlige medlemmer af den kristne menighed.
Om situationer i menigheden siger Paulus: „Hvis nogen synes at argumentere for en anden skik, så har vi ingen sådan, og det har Guds menigheder heller ikke.“ (Vers 16) I den kristne menighed er det de døbte brødre der har fået til opgave at føre an. (1 Timoteus 2:11-14; Hebræerne 13:17) Det er kun mænd der bliver udnævnt som ældste og menighedstjenere, og som har fået det gudgivne ansvar at tage vare på Guds hjord. (Apostelgerninger 20:28) Men undertiden opstår der situationer hvor en kvinde må tage sig af en opgave der normalt varetages af en egnet døbt broder. For eksempel kan det ske at hun må lede en samling fordi ingen egnet døbt broder er til stede eller har mulighed for at gøre det. Det kan også være at hun må lede et aftalt bibelstudium hvor en døbt broder er til stede. Eftersom hun underviser på menighedens vegne, vil det være rigtigt at hun bærer en hovedbeklædning i erkendelse af at hun varetager en opgave der normalt tildeles en broder.
Der er dog mange aspekter af tilbedelsen som ikke kræver at en søster bærer hovedbeklædning. For eksempel behøver en søster ikke at tage hovedbeklædning på når hun kommenterer ved møderne, når hun forkynder fra hus til hus sammen med sin mand eller en anden døbt broder, eller når hun studerer eller beder med sine udøbte børn. Der kan selvfølgelig opstå andre situationer der ikke lige er nævnt her, og hvis søsteren er usikker på hvad hun skal gøre, må hun undersøge emnet yderligere.b Hvis hun stadig er i tvivl, og hvis hendes samvittighed byder hende det, vil der ikke være noget forkert ved at hun tildækker hovedet.
Motiverne. I vers 10 finder vi to grunde til at en kristen kvinde bør ønske at følge kravet om at bære en hovedbeklædning: „Kvinden bør have et myndighedstegn på sit hoved af hensyn til englene.“ Læg for det første mærke til udtrykket „et myndighedstegn“. Ved at bære hovedbeklædning viser en kvinde at hun anerkender den myndighed Jehova har givet døbte brødre i menigheden. På den måde viser hun sin kærlighed til Jehova og sin loyalitet mod ham. Den anden grund ligger i ordene „af hensyn til englene“. Hvordan kan dét at en kvinde bærer en hovedbeklædning, berøre disse mægtige åndeskabninger?
Englene er interesserede i at se at alle i Jehovas organisation, både i himmelen og på jorden, anerkender Guds myndighed. De har desuden gavn af at betragte ufuldkomne menneskers gode eksempel i denne forbindelse. Englene skal jo også underordne sig Jehovas ordning — en prøve som mange engle i fortiden ikke bestod. (Judas 6) Englene kan være vidne til tilfælde hvor en kristen kvinde er mere erfaren, har større viden og er mere intelligent end en døbt mand i menigheden; alligevel underordner hun sig hans myndighed. I nogle tilfælde er kvinden en salvet kristen der senere vil blive en af Kristi medregenter. På et tidspunkt vil denne kvinde herske sammen med Kristus i himmelen og indtage en stilling der er højere end englenes. Sådanne kvinder tjener sandelig som gode eksempler for englene! Det er en stor forret for alle søstre — i millioner af trofaste engles påsyn — at kunne vise deres ydmyghed og lydighed ved loyalt at underordne sig.
a En kristen hustru vil normalt ikke bede højt når hendes døbte mand er til stede, medmindre der er tale om helt specielle forhold, som for eksempel at han på grund af sygdom har mistet talens brug.
b Yderligere oplysninger findes i Vagttårnet for 15. februar 2015, side 30; Vagttårnet for 15. juli 2002, side 26-27 og 1. juni 1977, side 260-263.