Religion

Definition: En form for gudsdyrkelse. Den omfatter et system af religiøse holdninger, anskuelser og handlinger; den udøves enten af en enkeltperson eller af et helt samfund. Som regel indbefatter religion troen på én eller flere guder, men den kan også bestå i at mennesker, genstande, drifter eller kræfter dyrkes som guder. Mange religioner er baseret på menneskers iagttagelse af naturen, men der findes også åbenbaret religion. Der er både sand og falsk religion.

Hvorfor er der så mange religioner?

I en oversigt for nylig opgjordes antallet til 10 hovedreligioner og cirka 10.000 mindre religiøse samfund. Af disse findes 6000 i Afrika, 1200 i USA og resten i andre lande.

Årsagerne til at nye religioner opstår, er forskellige. Nogle mener at de forskellige religioner blot er forskellige måder at udtrykke den religiøse sandhed på. Men sammenligner man de religiøse lærepunkter og skikke med Bibelen, tyder mangfoldigheden snarere på at man har fulgt menneskers opfattelse i stedet for at lytte til Gud. Det er værd at bemærke at lærepunkter som er fælles for religionerne men som afviger fra Bibelens lære, for en stor del kan spores tilbage til det gamle Babylon. (Se siderne 40, 41, under emnet „Babylon den Store“.)

Hvem er ophav til en sådan religiøs forvirring? Bibelen kalder Satan Djævelen for „denne tingenes ordnings gud“. (2 Kor. 4:4) Den siger advarende at „det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner og ikke til Gud“. (1 Kor. 10:20) Det er derfor overordentlig vigtigt at forvisse sig om at man virkelig tilbeder den sande Gud, himmelens og jordens Skaber, og at man tilbeder ham på den måde han ønsker det.

Er alle religioner antagelige for Gud?

Dom. 10:6, 7: „Israels sønner gjorde atter hvad der var ondt i Jehovas øjne, og de gav sig til at dyrke ba’alerne og astarterne og Arams guder, Zidons guder, Moabs guder, Ammons sønners guder og filistrenes guder. De forlod altså Jehova og tjente ham ikke. Da blussede Jehovas vrede op mod Israel.“ (Det fremgår heraf at hvis man tilbeder noget andet eller nogen anden end den sande Gud, himmelens og jordens Skaber, er ens gudsdyrkelse ikke antagelig for Jehova.)

Mark. 7:6, 7: „Han [Jesus] sagde til dem [de jødiske farisæere og skriftlærde]: ’Træffende har Esajas profeteret om jer hyklere, som der står skrevet: „Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.“’“ (Hvis et religiøst samfund lærer menneskebud i stedet for at holde sig til Guds inspirerede ord, er dets gudsdyrkelse forgæves, uanset hvad det selv måtte mene.)

Rom. 10:2, 3: „Jeg giver dem det vidnesbyrd at de har nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab; for da de ikke kender retfærdigheden fra Gud men søger at opstille deres egen, har de ikke underordnet sig retfærdigheden fra Gud.“ (Nogle vil måske sige at de har Bibelen, men de mangler nøjagtig kundskab om hvad den indeholder fordi de ikke er blevet undervist på rette måde i dens lære. De mener måske om sig selv at de er nidkære for Gud, men undlader at gøre det han kræver. Vil deres gudsdyrkelse da have Guds velbehag?)

Er der noget godt i alle religioner?

De fleste religioner lærer at man ikke bør lyve eller stjæle, og så videre. Men er dette tilstrækkeligt? Ville du drikke et glas forgiftet vand, selv om man forsikrede dig om at det meste af det var rent vand?

2 Kor. 11:14, 15: „Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere.“ (Her advares vi om at det ikke er alt hvad der kommer fra Satan der tager sig dårligt ud. En af hans mest anvendte metoder til at føre mennesker bag lyset har været falsk religion af enhver art, og han sørger for at en del tager sig retfærdigt ud.)

2 Tim. 3:5: „De har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft; og fra disse skal du vende dig bort.“ (Hvis medlemmerne af et religiøst samfund ikke oprigtigt retter sig efter Guds ord i deres liv, selv om de påstår og giver det udseende af at de elsker Gud, bør man altså bryde forbindelsen med dem.)

Vil det være rigtigt at forlade sine forældres tro?

Hvis det vore forældre har lært os, virkelig er fra Bibelen, skal vi holde os til det. Og selv om vi erfarer at den tro de har haft og de religiøse skikke de har fulgt, ikke stemmer med Guds ord, fortjener de stadig vor respekt. Men hvad ville man gøre hvis man blev klar over at en bestemt vane som ens forældre har haft, var skadelig for helbredet og kunne forkorte ens liv? Ville man så stadig gøre som de og opfordre sine børn til at gøre det, eller ville man respektfuldt gøre dem opmærksom på hvad man er blevet klar over? Det samme gælder sandheden fra Bibelen. Den medfører et ansvar. Hvis det er muligt vil man delagtiggøre sin familie i det man har lært. Og man må gøre op med sig selv: Elsker jeg virkelig Gud? Vil jeg adlyde Guds søn? Det kan nemlig betyde at man må forlade sine forældres religion for at slutte sig til den sande tilbedelse. Det ville ikke være rigtigt at lade hengivenheden for sine forældre overskygge kærligheden til Gud og Kristus. Jesus sagde: „Den der holder mere af fader eller moder end af mig, er mig ikke værdig; og den der holder mere af søn eller datter end af mig, er mig ikke værdig.“ — Matt. 10:37.

Jos. 24:14: „Så frygt nu Jehova og tjen ham i uangribelighed og sandhed, og fjern de guder som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Floden og i Ægypten, og tjen Jehova.“ (Det betød at de måtte give slip på deres forfædres form for gudsdyrkelse. For at dyrke Jehova på en måde han kunne godkende, måtte de fjerne alle billeder der blev brugt i denne gudsdyrkelse og rense deres hjerter for ethvert ønske om at bruge dem.)

1 Pet. 1:18, 19: „I ved at det ikke var med forgængelige ting, med sølv eller guld, I blev udfriet fra den frugtesløse form for adfærd som er overleveret jer fra forfædrene. Men det var med dyrebart blod, som med blodet af et dadelfrit og fejlfrit lam, nemlig Kristi blod.“ (De første kristne vendte sig altså bort fra deres forfædres overleveringer, som aldrig kunne give dem evigt liv. Taknemmelighed for Kristi offer gjorde dem ivrige efter at befri sig for alt hvad der gjorde deres liv frugtesløst og tomt, uden virkelig mening, fordi de ikke ærede Gud med det. Skulle vi ikke have samme indstilling?)

Støtter Bibelen fællesskab med andre trosretninger?

Hvordan så Jesus på religiøse ledere der foregav at være retfærdige men som ikke viste respekt for Gud? „Jesus sagde til dem: ’Hvis Gud var jeres Fader, ville I elske mig, for jeg er udgået og kommet fra Gud. Jeg er slet ikke kommet af mig selv, men han har udsendt mig. . . . I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader. Men mig tror I ikke, fordi jeg siger sandheden. . . . Det er derfor I ikke hører efter, fordi I ikke er fra Gud.’“ — Joh. 8:42-47.

Ville det være loyalitet mod Gud og mod hans retfærdige normer hvis hans tjenere indgik i et religiøst broderskab med nogle som gør noget Gud fordømmer eller som ser gennem fingre med at andre gør det? „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan. . . . Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige.“ (1 Kor. 5:11; 6:9, 10) „Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig . . . til fjende af Gud.“ (Jak. 4:4) „I som elsker Jehova, had det onde. Han vogter sine loyales sjæle.“ — Sl. 97:10.

2 Kor. 6:14-17: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? Eller hvad del har en troende med en ikke-troende? Og hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder? . . . ’„Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,“ siger Jehova, „og hold op med at røre det urene“’; ’„og jeg vil tage imod jer.“’“

Åb. 18:4, 5: „Jeg hørte en anden stemme fra himmelen sige: ’Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.’“ (Se endvidere emnet „Babylon den Store“.)

Er det nødvendigt at tilhøre et organiseret religiøst samfund?

De fleste religiøse samfund har båret dårlige frugter, ikke fordi de er organiserede som samfund, men fordi mange af dem praktiserer en gudsdyrkelse der beror på falsk lære og består i overholdelse af formalistiske ritualer i stedet for at give sand åndelig vejledning; de er ofte blevet brugt som et middel til at øve indflydelse på folks liv i selvisk øjemed; de har været mere optaget af pengeindsamlinger og af at bygge prangende kirker og templer end af åndelige værdier; medlemmerne er ofte hyklere. Ingen som elsker retfærdighed nærer ønske om at tilhøre et sådant samfund. Sand religion vil være en vederkvægende modsætning hertil. Men skal den opfylde Bibelens krav må rammen om den dog være et organiseret samfund.

Hebr. 10:24, 25: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Skal man efterkomme denne bibelske befaling må der være kristne møder man kan overvære regelmæssigt. En sådan ordning vil anspore til at man viser indbyrdes kærlighed og ikke blot er optaget af sig selv.)

1 Kor. 1:10: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ (Denne enhed ville aldrig kunne opnås hvis man ikke mødtes med sine medtroende, høstede gavn af den samme åndelige næring og respekterede det redskab hvorigennem undervisningen blev givet. Se også Johannes 17:20, 21.)

1 Pet. 2:17: „Elsk hele brodersamfundet.“ (Indbefatter dette kun dem der kommer sammen til et møde i et privat hjem? Nej; der er tale om et internationalt broderskab, som det fremgår af Galaterbrevet 2:8, 9 og Første Korintherbrev 16:19.)

Matt. 24:14: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Hvis alle nationer skal have lejlighed til at høre den gode nyhed, må forkyndelsen foregå på ordnet måde, under et passende tilsyn. Kærlighed til Gud og næsten har fået mennesker rundt om på jorden til at forene deres anstrengelser om at udføre dette arbejde.)

Se også emnet „Organisation“.

Er kærlighed til næsten ikke det vigtigste?

Der er ingen tvivl om at kærlighed til næsten er vigtig. (Rom. 13:8-10) Men det at være kristen indbefatter mere end blot at være god og venlig mod næsten. Jesus sagde at hans sande disciple fremfor noget andet kunne kendes på at de havde kærlighed til hinanden, til deres medtroende. (Joh. 13:35) Betydningen heraf fremhæves atter og atter i Bibelen. (Gal. 6:10; 1 Pet. 4:8; 1 Joh. 3:14, 16, 17) Imidlertid viste Jesus at endnu vigtigere er kærligheden til Gud selv, udtrykt i lydighed mod hans bud. (Matt. 22:35-38; 1 Joh. 5:3) For at vise denne kærlighed må man studere Guds ord, efterleve det og samles med andre Guds tjenere for at tilbede Gud.

Er det vigtigste ikke at have et personligt forhold til Gud?

Det er vigtigt at have et personligt forhold til Gud. At overvære en gudstjeneste rent formelt kan ikke erstatte et sådant forhold. Men det er alligevel klogt at overveje spørgsmålet nøjere. I det første århundrede var der nogle der mente at de havde et godt forhold til Gud, men Jesus viste at de tog sørgeligt fejl. (Joh. 8:41-44) Apostelen Paulus skrev om nogle der åbenbart var nidkære i deres tro og mente at de havde et godt forhold til Gud, men som ikke forstod hvad der virkelig krævedes for at have Guds godkendelse. — Rom. 10:2-4.

Kan man have et godt personligt forhold til Gud hvis man tilsidesætter hans bud eller mener at de ikke har nogen særlig betydning? Et af disse bud går ud på at man regelmæssigt må samles med sine medtroende. — Hebr. 10:24, 25.

Er det ikke nok selv at læse i Bibelen?

Det er sandt at man kan lære en hel del ved selv at læse i Bibelen. Hvis motivet er at lære sandheden om Gud og hans hensigter at kende, er det i høj grad rosværdigt. (Apg. 17:11) Men skal vi være helt ærlige, vil vi da forstå alt uden hjælp fra andre? Bibelen fortæller om en mand der havde en fremtrædende stilling men som var ydmyg nok til at erkende at han havde brug for hjælp til at forstå Bibelens profetier. Denne hjælp fik han af en fra den kristne menighed. — Apg. 8:26-38; se desuden andre steder hvor Filip nævnes: Apostelgerninger 6:1-6; 8:5-17.

Hvis man læser i Bibelen men ikke retter sig efter det i det daglige liv, gavner det naturligvis kun lidt. Hvis man tror det man læser og handler i overensstemmelse med det, vil man samles regelmæssigt med Guds tjenere til menighedens møder. (Hebr. 10:24, 25) Man vil også være med til sammen med dem at dele „den gode nyhed“ med andre. — 1 Kor. 9:16; Mark. 13:10; Matt. 28:19, 20.

Hvordan kan man vide hvilken religion der er den rette?

(1) Hvad er læren grundlagt på? Er den fra Gud, eller er den hovedsagelig fra mennesker? (2 Tim. 3:16; Mark. 7:7) Stil for eksempel spørgsmålet: Hvor siger Bibelen at Gud er en treenighed? Hvor siger den at menneskesjælen er udødelig?

(2) Overvej om den gør Guds navn kendt. Jesus sagde i en bøn til Gud: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden.“ (Joh. 17:6) Han sagde også: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ (Matt. 4:10) Har din religion lært dig at ’det er Jehova du skal tilbede’? Har du lært den Person at kende som kaldes med dette navn — hans hensigter, hans handlinger, hans egenskaber — så du føler at du i tillid kan nærme dig ham og få et nært forhold til ham?

(3) Vises der sand tro på Jesus Kristus? Dette indbefatter at man forstår værdien af Jesu offer, hans fuldkomne menneskeliv, og anerkender hans nuværende stilling som konge i himmelen. (Joh. 3:36; Sl. 2:6-8) Denne forståelse giver sig udslag i at man adlyder Jesus — at man personligt og ivrigt deltager i det arbejde han overdrog sine disciple. Den sande religion indbefatter en tro der ledsages af gerninger. — Jak. 2:26.

(4) Er det en religion der hovedsagelig lægger vægt på ritualer, eller giver den sig udslag i den måde man lever på? Gud udtaler sig stærkt misbilligende om en religion der kun er formvæsen. (Es. 1:15-17) Den sande religion hævder Bibelens norm for moral og ren tale i stedet for holdningsløst at følge de almindelige tendenser i tiden. (1 Kor. 5:9-13; Ef. 5:3-5) Dens medlemmer bærer Guds ånds frugter i deres liv. (Gal. 5:22, 23) De der holder sig til den sande tilbedelse kan altså kendes på at de oprigtigt bestræber sig for at følge Bibelens normer i deres liv, ikke blot i deres mødesale, men også i familielivet, på deres verdslige arbejdsplads, i skolen og i deres fritid.

(5) Nærer dens medlemmer sand kærlighed til hinanden? Jesus sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:35) Denne kærlighed går på tværs af racemæssige, sociale og nationale grænser og knytter mennesker sammen i et sandt broderskab. Den er så stærk at den virkelig gør dem anderledes end andre. Når landene erklærer hinanden krig, hvem har da så stor en kærlighed til deres kristne brødre i andre lande at de nægter at bære våben og dræbe dem? Herved følges de første kristnes eksempel.

(6) Holder den sig virkelig adskilt fra verden? Jesus sagde at hans sande disciple ikke ville være „en del af verden“. (Joh. 15:19) For at tilbede Gud på en måde han kan godkende, må man være „uplettet af verden“. (Jak. 1:27) Kan man sige at de religiøse samfund hvis præster og andre medlemmer engagerer sig i politik, eller hvis liv hovedsagelig er bygget op omkring materialistiske og kødelige ønsker, gør dette? — 1 Joh. 2:15-17.

(7) Forkynder dens medlemmer aktivt Guds rige? Jesus forudsagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14) Hvilket religiøst samfund forkynder Guds rige som menneskehedens håb i stedet for at opfordre folk til at se hen til at jordiske regeringer skal løse deres problemer? Har din religion lært dig og udrustet dig til at tage del i denne forkyndelse og at gøre det fra hus til hus ligesom Jesus lærte sine apostle at gøre? — Matt. 10:7, 11-13; Apg. 5:42; 20:20.

Tror Jehovas vidner at deres religion er den eneste sande?

Se siderne 182, 183, under „Jehovas Vidner“.

Hvorfor har nogle mennesker tro mens andre ikke har?

Se emnet „Tro“.

Hvis nogen siger . . .

’Jeg er ikke interesseret i religion’

Hertil kunne man svare: ’Det overrasker mig ikke. Det er der mange mennesker der ikke er. Må jeg have lov at spørge: Har du altid haft den indstilling?’ Og man kunne fortsætte: ’En af de ting der gjorde indtryk på mig var den opdagelse at næsten hver eneste af de hoveddogmer der læres i kirkerne i dag, ikke findes i Bibelen. (Brug for eksempel det der findes på siderne 182, 183, under „Jehovas Vidner“, og læg især vægten på Guds rige. Vis så i modsætning hertil hvad Jehovas Vidner tror, som skitseret på siderne 178-180.)’

Se også siderne 16, 17.

’Der er alt for meget hykleri inden for religion’

Hertil kunne man svare: ’Jeg er enig med dig. Mange prædiker ét, men deres liv siger noget andet. Men sig mig: Hvad mener du om Bibelen? (Sl. 19:7-10)’

’Jeg lever et hæderligt liv; jeg behandler mine naboer ordentligt. Det er religion nok for mig’

Hertil kunne man svare: ’Eftersom du siger at du lever et hæderligt liv, er du åbenbart glad ved livet. Er det ikke rigtigt? . . . Hvordan ville du synes om at leve under forhold som dem der beskrives her i Åbenbaringen 21:4? . . . Læg mærke til hvad der siges her i Johannes 17:3 om hvad man må gøre for at komme til at opleve dette.’

Se også side 312.

’Jeg er ikke interesseret i at være tilsluttet noget religiøst samfund. Jeg tror at det er det personlige forhold til Gud der har betydning’

Hertil kunne man svare: ’Det er et interessant synspunkt. Har du altid haft den opfattelse? . . . Har du nogen sinde været tilsluttet et religiøst samfund? . . . (Herefter kan stoffet på siderne 311-313 bruges.)’

’Jeg er ikke enig i alt hvad min kirke (kirken) lærer, men jeg ser ingen grund til at gå over til noget andet. Jeg vil hellere arbejde på at forbedre forholdene inden for min egen kirke’

Hertil kunne man svare: ’Jeg er glad for at De siger det som det er. Jeg er sikker på at De vil være enig med mig i at det der virkelig betyder noget for os alle, er at vi har Guds godkendelse. Er det ikke rigtigt?’ Og man kunne fortsætte: (1) ’Når vi læser hvad der står her i Åbenbaringen 18:4, 5, får vi alle sammen noget at tænke på. . . . Selv om vi ikke personligt gør os skyldige i disse synder, viser Bibelen alligevel at vi pådrager os skyld hvis vi støtter en sådan organisation. (Se også emnet „Babylon den Store“.)’ (2) (Brug eventuelt også stoffet på siderne 313-315.) (3) ’Gud søger mennesker der elsker sandheden, og han fører dem sammen så de kan tilbede ham i forening. (Joh. 4:23, 24)’

’Alle religioner er lige gode; I har jeres og jeg har min’

Hertil kunne man svare: ’Du er åbenbart meget frisindet. Vil du dog ikke give mig ret i at vi alle har brug for den vejledning som Guds ord giver, og at det er grunden til at vi tilslutter os en kirke?’ Og man kunne fortsætte: ’Her i Mattæus 7:13, 14 finder vi nogle meget betydningsfulde ord af Jesus. (Læses.) . . . Hvad mon han mente med det?’

Se også siderne 307, 308.

’Så længe man tror på Jesus, betyder det ikke noget hvilken kirke man tilhører’

Hertil kunne man svare: ’Der er ingen tvivl om at det er vigtigt at tro på Jesus. Og jeg går ud fra at du også mener at man må godtage alt hvad han lærte. Uden tvivl har du lagt mærke til, ligesom jeg, at der er mange som siger de er kristne men som egentlig ikke lever op til det.’ Og man kunne fortsætte: (1) ’Læg mærke til hvad Jesus siger her i Mattæus 7:21-23.’ (2) ’Der er en vidunderlig fremtid i vente for dem der gør noget for at finde ud af hvad Guds vilje er og derefter retter sig efter den. (Sl. 37:10, 11; Åb. 21:4)’

’Hvad får dig til at tro at der kun findes én sand religion?’

Hertil kunne man svare: ’Det er da rigtigt at der uden tvivl findes oprigtige mennesker i næsten alle religioner. Men det der egentlig betyder noget, er hvad Guds ord siger. Hvor mange former for sand religion taler Bibelen om? Læg mærke til hvad der siges her i Efeserbrevet 4:4, 5.’ Og man kunne fortsætte: (1) ’Det stemmer med hvad der siges i andre skriftsteder. (Matt. 7:13, 14, 21; Joh. 10:16; 17:20, 21)’ (2) ’Det vi skal finde ud af, er altså hvor den ene tro eller religion er. Hvordan gør vi det? (Brug eventuelt stoffet på siderne 313-315.)’ (3) (Se også siderne 178-180, under „Jehovas Vidner“.)

’Jeg læser selv i Bibelen og beder Gud om at vise mig hvordan den skal forstås’

Hertil kunne man svare: ’Er det så lykkedes dig at læse hele Bibelen igennem?’ Og man kunne fortsætte: ’Under læsningen vil du også komme til Jesu udtalelse i Mattæus 28:19, 20. . . . Det er jo en vigtig udtalelse fordi den viser at Kristus bruger andre mennesker til at hjælpe os til at forstå hvad det vil sige at være en sand kristen. I overensstemmelse hermed tilbyder Jehovas vidner at komme til folk i deres hjem en times tid hver uge, ganske gratis, for at drøfte bibelske emner med dem. Må jeg have lov at tage blot et par minutter af din tid til at vise hvordan vi går frem?’

Se også side 313.

’Jeg mener at religion er en privatsag’

Hertil kunne man svare: ’Ja, det er meget almindeligt at se sådan på det i dag, og hvis folk overhovedet ikke er interesseret i Bibelens budskab, går vi selvfølgelig videre til næste dør. Men når jeg er kommet til din dør, er det fordi jeg er med i et arbejde Jesus befalede sine disciple at udføre. Må jeg have lov at vise dig det i Bibelen? . . . (Matt. 24:14; 28:19, 20; 10:40)’