KYS

At kysse, eller med læberne at berøre en anden persons læber (Ord 24:26), kind eller (i ganske særlige tilfælde) fødder (Lu 7:37, 38, 44, 45), var på Bibelens tid et tegn på hengivenhed eller ærbødighed. Det var almindelig skik at ikke alene mandlige og kvindelige slægtninge kyssede hinanden (1Mo 29:11; 31:28), men at også mandlige slægtninge kyssede hinanden. (1Mo 27:26, 27; 45:15; 2Mo 18:7; 2Sa 14:33) Det var desuden et tegn på hengivenhed mellem nære venner. — 1Sa 20:41, 42; 2Sa 19:39.

En velsignelse kunne være ledsaget af et kys. (1Mo 31:55) Den aldrende Israel (Jakob) kyssede og omfavnede Josefs sønner, Efraim og Manasse, før han velsignede deres fader og dem. (1Mo 48:8-20) Da patriarken senere var blevet færdig med at give påbud til sine 12 sønner, udåndede han, og „da faldt Josef ned over sin faders ansigt og græd over ham og kyssede ham“. (1Mo 49:33–50:1) Samuel kyssede Saul da han salvede denne til at være Israels første konge. — 1Sa 10:1.

Man kyssede hinanden til hilsen, som udtryk for glæde over at mødes, samtidig med at man måske græd og omfavnede hinanden. (1Mo 33:4) Faderen i Jesu lignelse om den fortabte søn faldt sønnen om halsen og „kyssede ham ømt“. (Lu 15:20) Man kyssede også hinanden når man tog kærlig afsked. (1Mo 31:55; Rut 1:9, 14) Da apostelen Paulus i Milet tog afsked med de ældste fra menigheden i Efesus, var disse så bevægede at de græd og „faldt Paulus om halsen og kyssede ham ømt“. — Apg 20:17, 37.

Bibelen nævner i nogle få tilfælde kys mellem mand og kvinde som udtryk for den erotiske kærlighed. (Høj 1:2; 8:1) Ordsprogenes Bog advarer mod den prostituerede kvindes forførende kys. — Ord 7:13.

Kys kunne være hykleriske. Absalom, der underfundigt søgte at tilrive sig magten, kyssede de mænd der nærmede sig ham og bøjede sig for ham. (2Sa 15:5, 6) Den forræderiske Joabs kys betød døden for den intetanende Amasa. (2Sa 20:9, 10) Det var også med et hyklerisk kys at Judas Iskariot forrådte Jesus Kristus. — Mt 26:48, 49; Mr 14:44, 45.

I falsk gudsdyrkelse. Det var israelitterne forbudt at bruge kys som en tilbedelseshandling over for falske guder. Jehova selv nævnte over for Elias at der var 7000 tilbage i Israel som ikke havde bøjet knæ for Ba’al og kysset ham. (1Kg 19:18) Efraim blev irettesat fordi det lavede sig afguder og sagde: „Lad de ofrende, som er mennesker, kysse kalve.“ (Ho 13:1-3) Grækerne og romerne havde den skik at tilkaste deres guder et kys med hånden hvis disse ikke kunne nås, og på denne måde hilste de også den opgående sol. Det er muligt at der i Job 31:27 sigtes til en lignende afguderisk skik.

Et „helligt kys“. Blandt de første kristne havde man et „helligt kys“ (Ro 16:16; 1Kor 16:20; 2Kor 13:12; 1Ts 5:26) eller et „kærligt kys“ (1Pe 5:14), der muligvis udveksledes mellem personer af samme køn. Denne hilsemåde kunne måske sidestilles med den gamle hebraiske skik at hilse en person med et kys. Bibelen forklarer ikke nærmere hvad det ’hellige kys’ eller det ’kærlige kys’ var, men det var uden tvivl et udtryk for den oprigtige kærlighed og enhed der herskede i den kristne menighed. — Joh 13:34, 35.

Brugt billedligt. At kysse som udtryk for ærbødighed og hengivenhed bruges billedligt i den inspirerede opfordring i Salme 2, hvor der siges: „Tjen Jehova med frygt og jubl med skælven. Kys sønnen, at Han ikke vredes og I går til grunde på jeres vej.“ (Sl 2:11, 12) De der tager imod den som Gud har udnævnt til konge, og underordner sig hans rige, vil erfare store velsignelser den dag det om forholdene kan siges at „retfærdighed og fred har kysset hinanden“. Forbindelsen mellem retfærdighed og fred vil da være lige så åbenbar for alle som det nære forhold mellem fortrolige venner. — Sl 85:10.