LOVGIVER

En der udsteder love. Bibelen retter opmærksomheden mod Jehova som universets højeste Lovgiver.

Jehova som Lovgiver. Jehova er i virkeligheden universets eneste sande Lovgiver. Fra ham stammer de fysiske love der styrer det livløse skaberværk (Job 38:4-38; Sl 104:5-19) og dyrene. (Job 39:1-30) Også menneskene er underlagt Jehovas fysiske love eftersom de er skabt af ham; og da de er udstyret med moralsk sans og fornuft og har evne til at ræsonnere og kan begribe åndelige anliggender, er de tillige underlagt hans morallove. (Ro 12:1; 1Kor 2:14-16) Også for åndeskabninger, engle, er hans love bindende. — Sl 103:20; 2Pe 2:4, 11.

Jehovas fysiske love er ubrydelige. (Jer 33:20, 21) I hele det kendte synlige univers er hans love så bestandige og pålidelige at de sætter videnskaben i stand til at beregne månens, planeternes og de andre himmellegemers bevægelser inden for brøkdele af et sekund. En der overtræder disse love, erfarer straks deres virke gennem følgerne. Også Jehovas morallove er urokkelige; man kan ikke ustraffet omgå eller overtræde dem. De håndhæves lige så sikkert som hans naturlove, skønt straffen for overtrædelse måske ikke falder lige så hurtigt. „Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ — Ga 6:7; 1Ti 5:24.

Hvordan kunne menneskene vide hvad Gud krævede af dem, før han gav sin lov til Israel?

Skønt ondskaben tog til blandt de fleste af Adams efterkommere i tiden fra Adams oprør og frem til Vandfloden, var der dog nogle trofaste mænd som „blev ved med at vandre med den sande Gud“. (1Mo 5:22-24; 6:9; He 11:4-7) De eneste direkte påbud der foreligger fra Gud til disse mænd, er de anvisninger Gud gav Noa i forbindelse med bygningen af arken, og som Noa fulgte meget nøje. (1Mo 6:13-22) Ud over disse anvisninger fandtes der dog visse principper og fortilfælde som kunne hjælpe troende mennesker til at „vandre med den sande Gud“.

De vidste hvor gavmildt Gud havde sørget for menneskene i Eden, og så heri et bevis på hans uselviskhed og kærlige interesse. De vidste at ledelsens princip havde været gældende fra begyndelsen, at Gud var mandens hoved, og at manden var kvindens hoved. De vidste hvilket arbejde Gud havde tildelt menneskene, og at han ønskede at de viste omsorg for det han havde givet dem til deres gavn og glæde. De var klar over at den seksuelle forening var forbeholdt mand og kvinde i et ægteskab, at de skulle ’forlade deres fader og moder’ for at indgå et varigt forhold i stedet for et midlertidigt (som ved utugt). Af Guds bud om træerne i Edens have, og især om træet til kundskab om godt og ondt, kunne de udlede princippet om ejendomsret og lære at vise en passende respekt for det. De kendte til de dårlige resultater af den første løgn. De vidste at Gud havde godkendt Abels form for gudsdyrkelse, at han havde misbilliget Kains misundelse og hans had til sin broder, og at han havde straffet Kain for mordet på Abel. — 1Mo 1:26–4:16.

Når der opstod andre, lignende situationer, kunne de støtte sig til disse principper og fortilfælde uden at de behøvede at få nye bestemmelser, forordninger eller love fra Gud. Mange hundrede år senere betragtede Jesus og hans apostle begivenhederne før Vandfloden i dette lys. (Mt 19:3-9; Joh 8:43-47; 1Ti 2:11-14; 1Jo 3:11, 12) En lov er, foruden en retslig norm, også en norm, eller regel, for menneskers adfærd. Gennem Guds ord og handlinger kunne fortidens mænd få kendskab til hans normer. De der betragtede dem som love og forskrifter for deres egen adfærd, kunne ’blive ved med at vandre med den sande Gud’. De der ikke gjorde det, syndede (’forfejlede målet’) selv om der ikke fandtes nogen lovsamling som direkte fordømte dem.

Efter Vandfloden gav Gud Noa en lov der gjaldt for hele menneskeheden, og ifølge hvilken det var tilladt at spise kød, men forbudt at spise blod. Denne lov indeholdt også princippet om dødsstraf for mord. (1Mo 9:1-6) I den første tid efter Vandfloden viste mænd som Abraham, Isak, Jakob og Josef stor respekt for Jehovas vej, eller norm for adfærd. (1Mo 18:17-19; 39:7-9; 2Mo 3:6) Gud gav trofaste mænd visse påbud (1Mo 26:5), for eksempel budet om omskærelse, men intet tyder på at han gav dem en detaljeret lovsamling at følge. (Jf. 5Mo 5:1-3.) De havde dog ikke blot principper og fortilfælde fra tiden før Vandfloden at støtte sig til, men også de yderligere principper der kunne udledes af Guds udtalelser og hans handlemåde i forbindelse med menneskene i tiden efter Vandfloden.

Skønt Gud ikke på det tidspunkt havde givet menneskene en detaljeret lovsamling som den han senere gav israelitterne, havde de altså et grundlag for at skelne mellem ret og uret. For eksempel fandtes der ikke et specifikt forbud mod afgudsdyrkelse. Ikke desto mindre var der, som apostelen Paulus gør opmærksom på, ingen undskyldning for dem der dyrkede afguder, eftersom Guds „usynlige egenskaber ses . . . klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed“. Det var direkte fornuftstridigt at ’dyrke skabningen og yde den hellig tjeneste frem for Skaberen’. De der var så „tomhjernede“, ville senere begå andre urette handlinger, for eksempel give sig af med homoseksuelle handlinger, hvorved de „ombyttede . . . den naturlige omgang med den unaturlige“. Skønt der ikke fandtes nogen udtrykkelig lov mod dette, var det åbenlyst i strid med Guds, Skaberens, norm, hvilket fremgår af selve den måde mandens og kvindens legeme er skabt på. Da menneskene oprindelig blev skabt i Guds billede, var de tilstrækkelig fornuftbegavede til at kunne indse dette. De skulle derfor stå Gud til regnskab hvis de gik imod Guds norm; de syndede, ’forfejlede målet’, skønt der ikke fandtes en specifik lov der kendte dem skyldige. — Ro 1:18-27; jf. Ro 5:13.

Lovpagten. Allerede før udgangen af Ægypten havde Jehova virket som Lovgiver for sit folk, Israel. (2Mo 12:1, 14-20; 13:10) Ved indstiftelsen af Lovpagten viste han sig imidlertid i en særlig forstand som Lovgiver for et helt folk. For første gang fandtes der nu en lovsamling som gjaldt alle livets områder. Denne pagt adskilte Israels folk fra alle andre folkeslag og gjorde det til Guds særlige folk. — 2Mo 31:16, 17; 5Mo 4:8; Sl 78:5; 147:19, 20.

I et profetisk budskab om frelse fra Jehova skrev profeten Esajas: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge; han er den der frelser os.“ (Es 33:22) Jehova sad inde med både den dømmende, den lovgivende og den udøvende magt i Israel; disse tre regeringsfunktioner var alle samlet i ham. Esajas’ profeti indeholdt således en forsikring om beskyttelse og en fuldkommen ledelse, for den viste at Jehova i ordets egentligste forstand var den suveræne Hersker.

Da Esajas omtalte Jehova som Israels Lovgiver, brugte han en form af det hebraiske ord chaqaqʹ, der egentlig betyder „at udhugge, indridse“ og dernæst „at optegne“. Om dette ord siger W. Gesenius’ hebraiske leksikon: „Da indridsningen af love og forordninger på offentlige tavler og monumenter påhvilede lovgiveren, indbefattede dette også myndigheden til at lovgive.“ (A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament, oversat til engelsk af E. Robinson, 1836, s. 366) Danske bibeloversættelser gengiver som regel ordet med „hersker“. (1Mo 49:10; 5Mo 33:21; Dom 5:14; Sl 60:7; 108:8; jf. Ka, Li, DA31, DA92.) Kalkars og Lindbergs oversættelser har ligesom Ny Verden-Oversættelsen „Lovgiver“ i Esajas 33:22. Som anført ovenfor er denne gengivelse i overensstemmelse med én betydning af det hebraiske ord og udfylder og fuldstændiggør på passende måde hele udtrykket i Esajas 33:22, hvor det står sammen med ordene for „Dommer“ og „Konge“.

Gud havde ikke skænket noget andet folk en så omfattende og detaljeret lov, men han havde oprindelig skabt mennesket retfærdigt og givet det en samvittighed. Trods det faldne menneskes nedarvede ufuldkommenhed og tilbøjelighed til at synde var der også stadig vidnesbyrd om at det var skabt i Guds billede og lighed, og at det havde en samvittighed. Selv de ikkeisraelitiske folkeslag udviklede således handleregler og retsbestemmelser der til en vis grad genspejlede Guds retfærdige principper.

Apostelen Paulus beskrev dette med følgende ord: „For eksempel vil alle som har syndet uden loven [dvs. den lov Gud gav sit folk], også gå til grunde uden loven; og alle som har syndet under loven, vil blive dømt ved loven. Det er nemlig ikke lovens hørere der er retfærdige hos Gud, men det er lovens gørere der vil blive erklæret retfærdige. For når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ (Ro 2:12-15) Disse folkeslag, der ikke ved en lov stod i noget pagtsforhold til Gud, var altså ikke syndfri, men ’forfejlede målet’, Jehovas fuldkomne normer. — Jf. Ro 3:9.

Ved at give Israel Lovpagten viste Gud at alle mennesker, ikke blot israelitterne, men også de hedenske afgudsdyrkere, var syndere. Loven gjorde det pinligt klart for israelitterne at de i mange henseender ikke formåede at leve op til Guds fuldkomne normer. Formålet hermed var ’at hver mund blev stoppet og hele verden blev strafskyldig over for Gud . . . for ved loven fås nøjagtig kundskab om synd’. (Ro 3:19, 20) Selv om en israelit tog afstand fra afgudsdyrkelse, afholdt sig fra blod og ikke begik mord, ville Lovpagten alligevel erklære ham skyldig i synd. Hvorfor? Fordi Lovpagten specifikt nævnte en lang række handlinger og endog bestemte holdninger som syndige. Derfor siger Paulus, idet han betragtede sig selv som værende i live i sine forfædres lænder før Loven blev givet: „Jeg [ville] aldrig have lært synden at kende hvis det ikke havde været for loven; jeg ville for eksempel ikke have kendt begæret hvis loven ikke havde sagt: ’Du må ikke begære.’ . . . Ja, jeg var engang levende uden lov; men da budet kom, kom synden til live igen, og jeg døde.“ — Ro 7:7-9.

Andre lovgivere. Under hele sin tilværelse på jorden anerkendte Jesus Jehova som sin Lovgiver og Gud. Som jøde var han født under Lovpagten og forpligtet til at overholde den til fuldkommenhed. (Ga 4:4, 5) Han fremsatte selv love for sine disciple, både da han personligt talte til dem, og senere da den hellige ånd virkede på dem der nedskrev De Kristne Græske Skrifter. Disse love kaldes under ét for „Kristi lov“. (Ga 6:2; Joh 15:10-15; 1Kor 9:21) Denne lov leder „Guds Israel“, hans åndelige „nation“. (Ga 6:16; 1Pe 2:9) Det var dog ikke Kristus selv der stod bag disse love. Han havde modtaget dem fra den store Lovgiver, Jehova. — Joh 14:10.

Moses. Skønt Bibelen gentagne gange omtaler „Mose lov“ (Jos 8:31, 32; 1Kg 2:3; 2Kr 23:18; 30:16), lægger den ikke skjul på at Jehova var den egentlige Lovgiver og Moses kun hans redskab og talsmand i forbindelse med overbringelsen af Loven til Israel. (2Kr 34:14) Selv engle havde andel heri, for Loven „blev formidlet gennem engle ved en mellemmands hånd“. Alligevel omtales Moses, der var Jehovas udnævnte mellemmand ved indgåelsen af pagten mellem Gud og Israel, som om han var lovgiveren. — Ga 3:19; He 2:2.

Jordiske herskere som lovgivere. Gud har ikke indsat de jordiske regeringer eller givet dem myndighed, men alt efter hvordan det har passet med hans hensigt, har han ladet dem bestå eller fjernet dem og ladet nye komme til magten. (5Mo 32:8; Da 4:35; 5:26-31; Apg 17:26; Ro 13:1) Nogle af de jordiske herskere virker som lovgivere for deres nation, stat eller samfund. Deres love og forordninger er imidlertid kun berettigede hvis de holdes inden for rammerne af de love som Jehova, den store Lovgiver, har indført, og er i overensstemmelse med dem. Den kendte engelske jurist sir William Blackstone har om Guds lov i naturen sagt: „Den er bindende overalt på kloden, i alle lande og til alle tider: ingen menneskelige love har nogen gyldighed hvis de går imod den; og de der er gyldige, har, direkte eller indirekte, deres magt og myndighed fra denne kilde.“ Endvidere siger han: „Alle menneskelige love hviler på disse to fundamenter, naturens lov og den åbenbarede lov [der udelukkende findes i De Hellige Skrifter], hvilket vil sige at man ikke bør tillade at nogen menneskelige love modsiger disse.“ — Chadman’s Cyclopedia of Law, 1912, bd. I, s. 89, 91; jf. Mt 22:21; Apg 5:29.

I den kristne menighed. Til nogle stolte og pralende kristne der var kritiske over for deres kristne brødre, skrev Jesu halvbroder Jakob: „Hold op med at bagtale hinanden, brødre. Den der bagtaler en broder eller dømmer sin broder, bagtaler loven og dømmer loven; og når du dømmer loven, er du ikke en lovens gører men dens dommer. Én er lovgiver [gr.: nomotheʹtēs] og dommer, han som er i stand til at frelse og ødelægge. Men du, hvem er du, at du dømmer din næste?“ Derefter omtalte Jakob nogle som pralede af hvad de ville gøre i fremtiden, som om de var uafhængige af omstændighederne. I stedet burde de sige: „Hvis Jehova vil.“ (Jak 4:11-16) Jakob havde også omtalt „den kongelige lov“: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Jak 2:8) Eftersom disse kristne ikke elskede deres næste, men i stedet bagtalte ham, satte de sig i virkeligheden til doms over Guds lov, som var de selv lovgivere.

I brevet til romerne gav apostelen Paulus en lignende vejledning i forbindelse med nogle der dømte andre på grundlag af hvad de for eksempel spiste eller drak: „Hvem er du at du dømmer en andens hustjener? For sin egen herre står eller falder han. Og han vil blive stående, for Jehova kan lade ham stå.“ — Ro 14:4.

Hvordan skal man i betragtning af dette se på de anvisninger Paulus gav i forbindelse med et alvorligt tilfælde af utugt i menigheden i Korinth? Han skrev: „Jeg for mit vedkommende, skønt fraværende i legemet men nærværende i ånden, har visselig allerede, som om jeg var nærværende, dømt den mand der har handlet på en sådan måde som denne . . . Dømmer I ikke dem indenfor, mens Gud dømmer dem udenfor? ’Fjern det onde menneske fra jer selv.’“ Derefter skrev han om at dømme i sager der hører dette liv til, og om dem der i menigheden blev indsat som dommere. — 1Kor 5:1-3, 12, 13; 6:3, 4; jf. Joh 7:24.

Med den store myndighed Paulus havde som en Jesu Kristi apostel, havde han ansvar for menighedernes renhed og velfærd (2Kor 1:1; 11:28), og han skrev derfor her til dem der ved det styrende råds udnævnelse havde myndighed i menigheden. (Apg 14:23; 16:4, 5; 1Ti 3:1-13; 5:22) De havde ansvaret for at menigheden forblev godkendt og ren i Guds øjne. Ved at dømme i den omtalte sag, der drejede sig om en åbenlys og grov overtrædelse af Guds lov, satte disse mænd sig ikke til doms over Guds lov eller indførte deres egne love. De overskred ikke den gudgivne lovs rammer. De ville handle i overensstemmelse med den lov der var givet af den store Lovgiver, og ville fordømme utugt som noget urent. Ifølge Guds lov skulle de der øvede sådanne urene handlinger, ikke arve Guds rige. (1Kor 6:9, 10) De var ikke værdige til at forblive i Kristi menighed. Når de mænd der var ansvarlige for menighedens renhed, udstødte de urene, eksekverede de dog ikke den straf — nemlig døden — som Gud, den store Lovgiver, selv ville eksekvere over dem der uden at angre fremturede i sådanne urene handlinger. — Ro 1:24-27, 32.

Paulus henleder også de kristnes opmærksomhed på at „de hellige skal dømme verden“, og at „vi skal dømme engle“. Her taler han ikke om nutiden, men om fremtiden. Til den tid vil de der hersker i Riget sammen med Kristus, sidde som dommere i himmelen; de vil håndhæve Guds lov og eksekvere dommen over de ugudelige. — 1Kor 6:1-3; Åb 20:6; jf. 1Kor 4:8.

Moses’ velsignelse af Gad. Da Moses umiddelbart før sin død velsignede Israels stammer, sagde han til Gad: „Velsignet er den der udvider Gads grænser. . . . Og han [Gad] vil udse sig den første lod, for dér lå en lovgivers tildeling gemt.“ (5Mo 33:20, 21) I denne anvendelse af udtrykket „lovgiver“ kan der ligge følgende: De fleste af stammerne fik deres arvelod tildelt ved lodkastning under ledelse af Josua og ypperstepræsten Eleazar. Men kort efter sejren over midjanitterne havde Gads og Rubens stammer anmodet om landet øst for Jordanfloden. Eftersom disse stammer havde en stor mængde kvæg, var dette område velegnet til dem. Moses, Israels lovgiver, lyttede til deres anmodning og skænkede dem denne del af landet. (4Mo 32:1-5, 20-22, 28) Deres arvelod kunne derfor kaldes „en lovgivers tildeling“.