Fra seder til frelse

„Den storslåede frelses bæger vil jeg løfte, og Jehovas navn vil jeg påkalde.“ — SALME 116:13.

 1. Hvilken sang kan have indflydelse på din fremtid?

VILLE du ikke synes godt om en sang der handlede om at du kunne få et langt og lykkeligt liv? Der findes en sådan sang, og den har været kendt i mange hundrede år. Jøderne kalder den hallel (lovsang). Men du har bedre mulighed end mange andre for at forstå og nyde denne indholdsrige sang. Den består af Salme 113 til 118, og den indeholder en indtrængende opfordring: „halleluja“ eller „lovsyng Jah“.

 2. Hvornår synges denne sang, og hvilken forbindelse har den med seder?

² Jøderne synger dette hallel ved deres påskefest, en skik der uden tvivl stammer fra dengang Gud havde et tempel hvor der blev bragt dyreofre. I dag synges det i jødiske hjem under påskehøjtiden og påskemåltidet, der kaldes seder. De færreste af dem der synger dette hallel under deres seder får dog fat i den fulde betydning af ordene i Salme 116:13: „Den storslåede frelses bæger vil jeg løfte, og Jehovas navn vil jeg påkalde.“ Hvorfor forbindes påsken med frelse, og har det noget at gøre med vor personlige frelse?

Påsken — en frelseshøjtid

 3. Hvad er baggrunden for seder?

³ Lad os huske at israelitterne var trælle i Ægypten og blev undertrykt af Farao. Jehova lod Moses fremstå for at han kunne føre folket i frihed. Efter at Gud havde ladet ni plager komme over Ægypten, bekendtgjorde Moses den tiende: Jehova ville slå den førstefødte i alle ægyptiske familier ihjel. (2 Mosebog 11:1-10) Israelitterne kunne imidlertid blive skånet. Hvordan? De skulle slagte et stykke småkvæg, stryge dets blod på dørstolperne og overliggeren, og blive inde i huset og spise et måltid bestående af dyrets kød, usyret brød og bitre urter. Under denne seder ville Gud gå forbi uden at slå deres førstefødte ihjel. — 2 Mosebog 12:1-13.

 4, 5. Hvordan førte påsken til frelse for mange? (Salme 106:7-10)

⁴ Efter den tiende plage sagde Farao til Moses: „Bryd op, drag bort fra mit folk, både I selv og Israels andre sønner, og gå, dyrk Jehova.“ (2 Mosebog 12:29-32) Da hebræerne og „en talrig blandet flok“ af sympatisører var taget af sted, skiftede Farao mening og satte efter dem. Men Gud hjalp ved et mirakel sit folk over Det Røde Hav, hvor Farao og hans hær omkom. — 2 Mosebog 12:38; 14:5-28; Salme 78:51-53; 136:13-15.

⁵ Da israelitterne stod ved Det Røde Hav, sagde Moses til dem: „Vær ikke bange. Stå fast og se Jehovas frelse, som han vil udvirke for jer i dag.“ Senere sang de: „Min styrke og min kraft er Jah, for han er mig til frelse. Dette er min Gud, og jeg vil lovprise ham.“ (2 Mosebog 14:13; 15:2) Ja, Israels udfrielse, både fra den tiende plage og fra Det Røde Hav, var en frelse. Salmisten kunne med rette beskrive Jehova som en Gud „der udvirker storslået frelse midt på jorden“. — Salme 68:6, 20; 74:12-14; 78:12, 13, 22.

 6, 7. Hvorfor fejres påsken stadig, og hvorfor fejres den ikke på samme måde som den første påske?

⁶ Hebræerne skulle fejre påsken til minde om deres frelse. Gud sagde: „Denne dag skal tjene som mindedag for jer, og I skal fejre den som en højtid for Jehova i denne og kommende generationer.“ (2 Mosebog 12:14) Ved hvert påskemåltid eller seder skulle faderen minde sin familie om denne frelse. Jehova gav denne befaling: „Når jeres sønner siger til jer: ’Hvad betyder denne hellige handling for jer?’ da skal I sige: ’Det er påskeofferet til Jehova, som gik forbi Israels sønners huse i Ægypten da han slog ægypterne med plagen, men udfriede vore huse.’“ — 2 Mosebog 12:25-27.

⁷ At jøderne den dag i dag fejrer påskesederen bekræfter at denne beretning er historisk. Nogle af deres skikke adskiller sig dog fra det Gud befalede. I bogen The Origins of the Seder („Sederens oprindelse“) hedder det: „Bibelen indeholder en grundig behandling af påsken og de usyrede brøds højtid. Højtiden er dog senere blevet fejret på en måde der ikke svarer til disse beskrivelser. I det bibelske ritual lægges hovedvægten på påskeofferet, der i postbibelsk litteratur ikke længere betragtes som det centrale.“ En af hovedårsagerne til dette er at jøderne ikke har et tempel hvor de kan bringe dyreofre.

 8. Hvilken særlig grund har vi til at se nærmere på påsken?

⁸ Kristne kan med stort udbytte studere alle de højtider Gud befalede det gamle Israel at holde,a men ved denne lejlighed vil vi koncentrere os om nogle sider af påsken. Jesus, der var jøde, fejrede påsken. Den sidste gang han gjorde det, omtalte han den eneste højtid Gud har befalet kristne at fejre — Herrens aftensmåltid, højtiden til minde om Jesu død. Denne kristne højtid har således forbindelse med påsken.

Mere end et påskelam

 9, 10. Hvordan adskilte påskelammet sig fra alle andre ofre?

⁹ I Hebræerbrevet 10:1 forklares det at ’loven var en skygge af kommende goder’. Et opslagsværk (M’Clintock og Strongs Cyclopædia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature) oplyser: „Påskehøjtiden overgår langt enhver anden skygge af kommende goder som fandtes i Loven.“ Navnlig påskelammet havde en langt større betydning end den der lå i ceremonien til minde om hvordan Gud frelste hebræernes førstefødte og derefter udfriede alle hebræerne fra Ægypten.

¹⁰ Påskelammet var i flere henseender noget særligt. Mange dyreofre under Moseloven blev for eksempel frembåret af den enkelte i forbindelse med personlig synd eller skyld, og dele af dyret blev brændt på alteret. (3 Mosebog 4:22-35) Noget af kødet fra fællesskabsofferet blev givet til den tjenstgørende præst eller andre præster. (3 Mosebog 7:11-38) Påskelammet blev imidlertid ikke lagt på alteret, og det blev ofret af en gruppe, som regel en familie, der selv spiste det. — 2 Mosebog 12:4, 8-11.

11. Hvordan betragtede Jehova dette lam, og hvad symboliserede det? (4 Mosebog 9:13)

¹¹ Jehova satte så stor pris på påskelammet at han kaldte det „mit slagtoffer“. (2 Mosebog 23:18; 34:25) Forskere har sagt at „påskeofferet var Jehovas offer par excellence“. Det kan ikke bestrides at påskelammet pegede frem til eller symboliserede Jesu offer. Det ved vi fordi apostelen Paulus kaldte Jesus „vort påskeoffer“. (1 Korinther 5:7) Jesus blev også kaldt „Guds lam“ og „Lammet, det slagtede“. — Johannes 1:29; Åbenbaringen 5:12; Apostelgerninger 8:32.

Livreddende blod

12. Hvilken rolle spillede lammets blod ved den første påske?

¹² Dengang i Ægypten afhang frelsen af lammets blod. Da Jehova slog de førstefødte ihjel, gik han forbi de huse hvor der var strøget blod på dørstolperne. Desuden betød dét at hebræerne ikke havde mistet deres førstefødte og derfor ikke sørgede, at de kunne gå over Det Røde Hav til friheden.

13, 14. I hvilken forstand er Jesu blod livreddende og nødvendigt for frelsen? (Efeserne 1:13)

¹³ I dag afhænger frelsen også af blod — Jesu udgydte blod. Da „påsken, jødernes højtid, var nær“ i år 32, sagde Jesus til en stor folkemængde: „Den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“ (Johannes 6:4, 54, 55) Mange af hans jødiske tilhørere kom uden tvivl til at tænke på den nært forestående påske og anvendelsen af lammets blod i Ægypten.

¹⁴ Jesus talte ikke ved den lejlighed om de symboler der anvendes ved Herrens aftensmåltid. Denne nye højtid for kristne blev først indstiftet året efter, så end ikke apostlene, der hørte Jesu ord i år 32, kendte noget til den. Men Jesus viste at hans blod var af afgørende betydning for den evige frelse. Paulus forklarede: „Ved hjælp af ham har vi udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser, efter hans ufortjente godheds rigdom.“ (Efeserne 1:7) Kun ved tilgivelse på grundlag af Jesu blod kan vi opnå evigt liv.

Hvilken frelse og hvor?

15. Hvilken frelse og hvilke privilegier fik hebræerne i Ægypten mulighed for at opnå? (1 Korinther 10:1-5)

¹⁵ I fortidens Ægypten var der tale om en frelse i begrænset forstand. Ingen af dem der blev udfriet fra Ægypten forventede på dette tidspunkt at opnå evigt liv. Gud udnævnte ganske vist levitter til præster for folket, og nogle af Juda stamme blev konger for en tid, men de døde alle. (Apostelgerninger 2:29; Hebræerne 7:11, 23, 27) De der udgjorde ’den talrige blandede flok’, der også forlod Ægypten, havde ikke disse privilegier; men ligesom hebræerne havde de håb om at komme ind i løftets land og føre et normalt liv i tilbedelse af Gud. Jehovas tjenere i den førkristne tid havde imidlertid grund til at håbe at de, på et senere tidspunkt, kunne opnå evigt liv på jorden, hvor det var Guds hensigt at menneskene skulle leve. Dette stemte med Jesu løfte i Johannes 6:54.

16. Hvilket frelseshåb havde Guds tjenere i fortiden?

¹⁶ Gud lod nogle af sine tjenere i fortiden nedskrive opmuntrende ord om at jorden er skabt til at bebos og at de retskafne skal bo for evigt på den. (Salme 37:9-11; Ordsprogene 2:21, 22; Esajas 45:18) Men hvordan kunne Guds sande tjenere opnå frelse hvis de døde? Ved at Gud oprejste dem til nyt liv på jorden. Job udtrykte for eksempel håb om at han ville blive husket og kaldt tilbage til livet. (Job 14:13-15; Daniel 12:13) Det er tydeligt at én form for frelse består i evigt liv på jorden. — Mattæus 11:11.

17. Hvilket andet frelseshåb kan nogle, ifølge Bibelen, få del i?

¹⁷ Bibelen taler også om frelse til liv i himmelen, hvor Jesus Kristus kom hen efter sin opstandelse. „Han er ved Guds højre hånd, for han tog bort til himmelen, og engle og myndigheder og magter blev underlagt ham.“ (1 Peter 3:18, 22; Efeserne 1:20-22; Hebræerne 9:24) Men Jesus vil ikke være det eneste menneske der kommer i himmelen. Gud har besluttet at han vil udtage et relativt lille antal andre mennesker fra jorden. Jesus sagde til apostlene: „I min Faders hus er der mange boliger. . . . Jeg går hen for at berede jer en plads. Og når jeg er gået hen og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er.“ — Johannes 14:2, 3.

18. Hvorfor bør vi se nærmere på frelsen til himmelsk liv?

¹⁸ Frelsen til himmelsk liv i samhørighed med Jesus er langt mere storslået end den begrænsede frelse den første påske gav mulighed for. (2 Timoteus 2:10) Den aften det sidste gyldige påskemåltid eller seder blev afholdt, indstiftede Jesus de kristnes nye højtid, der havde at gøre med frelse til liv i himmelen. Han sagde til apostlene: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Lukas 22:19) Før vi betragter hvordan kristne bør fejre denne højtid, vil vi se på hvornår vi bør gøre det.

En ’fastsat tid’

19. Hvorfor er det logisk at forbinde påsken med Herrens aftensmåltid?

¹⁹ Jesus havde sagt: „Jeg har brændende ønsket og længtes efter at spise dette påskemåltid sammen med jer før jeg skal lide.“ (Lukas 22:15) Derefter gav han nogle retningslinjer for Herrens aftensmåltid, som hans disciple skulle fejre til minde om hans død. (Lukas 22:19, 20) Påsken blev fejret én gang om året. Det er derfor logisk at Herrens aftensmåltid ligeledes skal fejres en gang årligt. Hvornår? Det må være om foråret, ved påsketid, nemlig den dag der svarer til den 14. nisan ifølge den jødiske kalender, og ikke nødvendigvis en fredag blot fordi det var en fredag Jesus døde.

20. Hvorfor er Jehovas vidner interesserede i den 14. nisan?

²⁰ Paulus må derfor have tænkt på den 14. nisan da han skrev: „Så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.“ (1 Korinther 11:26) I de følgende to hundrede år holdt mange kristne fast ved den 14. nisan. De blev kaldt quartodecimanere, efter det latinske ord for „fjortende“. M’Clintock og Strongs leksikon forklarer: „Lilleasiens kirker fejrede Herrens død på den dag der svarede til den 14. i måneden nisan, den dag hvor korsfæstelsen ifølge oldkirken fandt sted.“ I dag fejrer Jehovas vidner Herrens aftensmåltid én gang om året, på den dag der svarer til den 14. nisan. Nogle har imidlertid bemærket at den ikke nødvendigvis falder sammen med den dag hvor jøderne fejrer deres påske. Hvordan kan det være?

21. Hvornår skulle påskelammet slagtes, og hvad gør jøderne i dag?

²¹ Den hebraiske dag gik fra solnedgang (cirka klokken 18) til solnedgang. Gud befalede at påskelammet skulle slagtes den 14. nisan, „mellem de to aftener“. (2 Mosebog 12:6) Hvornår var det? Nutidens jøder holder fast ved den rabbinske opfattelse, at lammet skulle slagtes nær afslutningen på den 14. nisan, mellem den tid hvor solen begyndte at gå ned (omkring klokken 15) og den egentlige solnedgang. Som følge deraf holder de seder efter solnedgang, når den 15. nisan er begyndt. — Markus 1:32.

22. Hvad er grunden til at datoen for mindehøjtiden ikke altid falder sammen med datoen for jødernes påske? (Markus 14:17; Johannes 13:30)

²² Vi har imidlertid god grund til at forstå udtrykket på en anden måde. I Femte Mosebog 16:6 får israelitterne befaling til at „slagte påskeofferet om aftenen ved solnedgang“. (Da. aut.) Dette tyder på at „mellem de to aftener“ sigter til skumringsperioden, fra den solnedgang der indleder den 14. nisan, til det er blevet helt mørkt. Sådan forstod en gren af jøderne kaldet karaiterneb det; og samaritanernec har samme opfattelse den dag i dag. Når vi ikke altid fejrer mindehøjtiden på samme dato som jøderne fejrer påske, skyldes det altså at vi forstår at påskelammet blev ofret og spist „til dets fastsatte tid“, den 14. og ikke den 15. nisan. — 4 Mosebog 9:2-5.

23. Hvorfor indskydes der somme tider en måned i den hebraiske kalender, og hvad gør nutidens jøder?

²³ Endnu en grund til at vores dato ikke altid falder sammen med jødernes, er at de bruger et forud fastlagt kalendersystem, der først blev indført i det fjerde århundrede. Ved hjælp af dette kan de fastsætte datoerne for den 1. nisan og højtiderne flere årtier eller århundreder i forvejen. I den gamle månekalender måtte man desuden nu og da indskyde en trettende måned for at få kalenderen til at passe til årstiderne. I den nuværende jødiske kalender indskydes denne måned på bestemte tidspunkter. I en 19-årig cyklus indskydes den i det 3., 6., 8., 11., 14., 17. og 19. år.

24, 25. (a) Hvordan afgjorde man på Jesu tid hvornår en ny måned begyndte og om der skulle indskydes en ekstra måned? (b) Hvordan fastlægger Jehovas vidner datoen for fejringen af Herrens aftensmåltid?

²⁴ Emil Schürer skriver imidlertid at „på Jesu tid havde [jøderne] endnu ingen fastlagt kalender, men på grundlag af iagttagelse indledte de hver ny måned når nymånen viste sig, og ligeledes på grundlag af iagttagelse“ indskød de en måned når det var nødvendigt. „Hvis . . . man ved årets slutning bemærkede at påsken ville falde før forårsjævndøgn [omkring den 21. marts], besluttedes det at indføje en måned før nisan.“ (The History of the Jewish People in the Age of Jesus Christ, bind 1) Den ekstra måned kom således naturligt ind, og blev ikke indskudt vilkårligt.

²⁵ Jehovas Vidners Styrende Råd fastlægger datoen for Herrens aftensmåltid på samme måde som man gjorde det i fortiden. Den 1. nisan bestemmes efter hvornår nymånen nærmest forårsjævndøgn sandsynligvis er synlig ved solnedgang i Jerusalem. Ved at tælle 14 dage frem fra denne dato kommer man til den 14. nisan, der som regel svarer til datoen for fuldmånen. (Se Vagttårnet for 15. august 1977, side 384.) På grundlag af denne bibelske fremgangsmåde er det blevet bestemt at Jehovas vidner jorden over i år vil fejre mindehøjtiden efter solnedgang den 10. april.

26. Hvilke andre sider af Herrens aftensmåltid fortjener vor opmærksomhed?

²⁶ Denne dato svarer til den 14. nisan, da Jesus holdt den sidste gyldige påske. Fejringen af mindehøjtiden minder os imidlertid om en frelse der langt overgår den frelse som mindes ved den jødiske seder. Det er nødvendigt for os alle at forstå hvad der foregår under Herrens aftensmåltid, hvad det betyder og hvilken forbindelse det har med vor frelse.

[Fodnoter]

Hvad vil du svare?

◻ Hvorfor forbindes påsken med frelse?

◻ Hvorfor har Jesu offer større betydning end påskelammet?

◻ Hvilken frelse giver Jesus os adgang til?

◻ Hvordan fastlægger Jehovas vidner datoen for fejringen af Herrens aftensmåltid?