Bibelens 47. bog — Andet Korintherbrev
Skribent: Paulus
Skrevet i: Makedonien
Fuldført: ca. 55 e.v.t.
1, 2. (a) Hvad var anledningen til at Paulus skrev sit andet brev til korintherne? (b) Hvorfra skrev Paulus, og hvad var han bekymret for?
DET var sandsynligvis sidst på sommeren eller først på efteråret i år 55. Der var stadig nogle forhold i den kristne menighed i Korinth der bekymrede apostelen Paulus. Der var ikke gået mange måneder siden han skrev sit første brev til korintherne. Siden da var Titus blevet sendt til Korinth for at hjælpe til ved indsamlingen til de hellige i Judæa og muligvis også for at iagttage korinthernes reaktion på det første brev. (2 Kor. 8:1-6; 2:13) Hvordan havde de taget det? Det bragte Paulus stor trøst da han fik at vide at brevet havde bevæget dem til sorg og sindsændring. Titus var vendt tilbage til Paulus i Makedonien med denne gode melding, og nu løb apostelens hjerte over med den kærlighed han nærede til sine elskede trosfæller i Korinth. — 7:5-7; 6:11.
2 Derfor skrev Paulus igen til korintherne. Dette opmuntrende og magtfulde andet brev blev skrevet fra Makedonien og blev øjensynlig afleveret af Titus. (9:2, 4; 8:16-18, 22-24) Noget af det der bekymrede Paulus og tilskyndede ham til at skrive, var at der blandt korintherne fandtes „overmåde store apostle“ som han også omtalte som „falske apostle, svigefulde arbejdere“. (11:5, 13, 14) Den forholdsvis unge menigheds åndelige velfærd var i fare, og Paulus’ myndighed som apostel blev bestridt. Hans andet brev til korintherne opfyldte således et stort behov.
3, 4. (a) Hvilke rejser foretog Paulus til Korinth? (b) Hvordan gavner Andet Korintherbrev os i dag?
3 Vi lægger mærke til at Paulus sagde: „Dette er tredje gang jeg er rede til at komme til jer.“ (2 Kor. 12:14; 13:1) Han havde planlagt at besøge dem for anden gang da han skrev sit første brev, men skønt han var rede, blev der ikke noget af denne „anledning til glæde“. (1 Kor. 16:5; 2 Kor. 1:15) I virkeligheden havde Paulus kun været der én gang før, nemlig i atten måneder i årene 50-52 da den kristne menighed i Korinth var blevet grundlagt. (Apg. 18:1-18) Senere realiserede Paulus imidlertid sit ønske om at besøge Korinth endnu en gang. Mens han var i Grækenland i tre måneder, sandsynligvis i år 56, tilbragte han i det mindste en del af tiden i Korinth, og det var derfra han skrev sit brev til romerne. — Rom. 16:1, 23; 1 Kor. 1:14.
4 Andet Korintherbrev har altid sammen med Første Korintherbrev og de andre paulinske breve været regnet for at høre til den bibelske kanon. Vi får nu igen lejlighed til at se indenfor i menigheden i Korinth og få udbytte af Paulus’ inspirerede ord, der blev skrevet for at formane dem såvel som os.
BREVETS INDHOLD
5. (a) Hvad skriver Paulus om trøst? (b) Hvad har Kristus udvirket som giver yderligere forvisning?
5 Hjælp fra „al trøsts Gud“ (1:1–2:11). Paulus indbefatter Timoteus i den indledende hilsen. Han siger: „Velsignet være . . . den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel“ så vi kan trøste andre. Paulus og hans ledsagere har været under et meget stærkt pres og i livsfare, men Gud har befriet dem. Korintherne kan også hjælpe til med deres forbøn. Det er i tillid til sin oprigtighed og til Guds ufortjente godhed at Paulus skriver til dem. Guds løfter er blevet „ja“ ved hjælp af Jesus, og han har salvet dem der tilhører Kristus og har ’som forskud på det der skal komme, givet dem ånden i deres hjerter’. — 1:3, 4, 20, 22.
6. Hvad råder Paulus til at der skal gøres for den udstødte overtræder som nu har ændret sind?
6 Det ser ud til at den mand Paulus omtalte i det femte kapitel af sit første brev, blev udstødt af menigheden. Han har nu ændret sind og lægger sorg for dagen. Paulus tilskynder derfor korintherne til at vise ægte tilgivelse og bekræfte deres kærlighed til den angrende.
7. Som hvad skildrer Paulus sig selv og korintherne, og hvad erklærer han?
7 Egnede til at være den nye pagts tjenere (2:12–6:10). Paulus skildrer sig selv og de kristne i Korinth som deltagere i et triumftog sammen med Kristus. (Korintherne var fortrolige med duften af sød røgelse der bredte sig langs hele ruten for de sejrende hæres triumftog.) Der er stor forskel på den kristne „duft“ for dem der vinder livet og for dem der går til grunde. „Vi er ikke kræmmere der handler med Guds ord,“ erklærer Paulus. — 2:16, 17.
8. (a) Hvilke anbefalingsbreve havde Paulus og hans medarbejdere som ordets tjenere? (b) Hvorfor er den nye pagts tjeneste bedre?
8 Paulus og hans medarbejdere behøver ingen skrevne anbefalingsbreve til eller fra korintherne. De troende i Korinth er selv anbefalingsbreve skrevet „af os som tjenere“, og ikke indskrevet på stentavler men „på kødtavler, på hjerter“, siger Paulus. Gud har gjort dem tilstrækkelig egnede til at være den nye pagts tjenere. Den skrevne lovsamling skænkede død og var omgivet af en herlighed der svandt hen. Den var midlertidig. Den tjeneste der skænker ånden, fører derimod til liv, er varig og langt rigere på herlighed. Når „Moses oplæses“ ligger der et dække over Israels sønners hjerter, men når der er en tilbagevenden til Jehova tages dækket bort, og de „forvandles til det samme billede fra herlighed til herlighed“. — 3:3, 15, 18.
9. Hvad sammenligner Paulus tjenesten med?
9 Derefter fortsætter Paulus: ’Vi har denne tjeneste ifølge den barmhjertighed der er blevet vist os. Vi har frasagt os de skjulte ting og har ikke forfalsket Guds ord, men vi har anbefalet os ved at gøre sandheden kendt. Hvis budskabet om den gode nyhed er tildækket, så er det fordi denne verdens gud har forblindet de ikketroendes forstand. Vore hjerter er imidlertid oplyst med den herlige kundskab om Gud ved Kristi ansigt. Denne kostbarhed har vi i lerkar for at den kraft som er ud over det normale, må være Guds. Under trængsel og forfølgelse, ja, ansigt til ansigt med selve døden, tror vi og giver ikke op, for den kortvarige trængsel udvirker for os en mere og mere overvældende vægt af herlighed som er evig. Derfor holder vi vort blik rettet mod de usynlige ting.’ — 4:1-18.
10. (a) Hvad siger Paulus om dem der er i samhørighed med Kristus? (b) Hvordan anbefaler Paulus sig selv som en Guds tjener?
10 ’Vi ved,’ skriver Paulus, ’at vort jordiske hus vil blive afløst af et evigt i himlene. I mellemtiden skynder vi os videre i tro og er ved godt mod. Skønt borte fra Kristus søger vi at være ham til behag.’ (5:1, 7-9) De der er i samhørighed med Kristus er „en ny skabning“ og har en forligelsens tjeneste. De er „ambassadører på Kristi vegne“. (5:17, 20) På enhver måde anbefaler Paulus sig som en Guds tjener. Hvordan? ’Ved at udholde meget i form af trængsler, slag, slid, søvnløse nætter, ved renhed, ved kundskab, ved langmodighed, ved venlighed, ved hellig ånd, ved kærlighed uden hykleri, ved sandfærdig tale, ved Guds kraft, som en fattig, der dog gør mange rige, som en der intet har og dog ejer alt.’ — 6:4-10.
11. Hvilken vejledning og advarsel giver Paulus?
11 „Vi fuldender hellighed i gudsfrygt“ (6:11–7:16). Paulus siger til korintherne: ’Vort hjerte har udvidet sig så det kan tage imod jer.’ De skulle også udvide med hensyn til deres inderlige hengivenhed. Men nu kommer der en advarsel: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende.“ (6:11, 14) Hvad fællesskab har lys med mørke, eller Kristus med Beliar? Som en levende Guds tempel må de skille sig ud og holde op med at røre det urene. Som Paulus siger: „Lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd, idet vi fuldender hellighed i gudsfrygt.“ — 7:1.
12. Hvorfor glædede Paulus sig over meldingen fra Korinth?
12 Paulus fortsætter: „Jeg er fyldt med trøst, min glæde strømmer over i al vor trængsel.“ (7:4) Hvorfor? Ikke blot på grund af Titus’ nærværelse, men også på grund af den gode melding fra Korinth, nemlig om deres længsel, deres klagen og deres nidkærhed for Paulus. Han erkender at hans første brev bedrøvede dem for en tid, men glæder sig over at korintherne blev bedrøvede på en måde der bevirkede sindsændring til frelse. Han roser dem for deres samarbejde med Titus.
13. (a) Hvilke eksempler på gavmildhed anfører Paulus? (b) Hvilke principper omtaler Paulus i forbindelse med at give?
13 Gavmildhed vil blive belønnet (8:1–9:15). I forbindelse med bidragene til de nødstedte hellige nævner Paulus makedoniernes eksempel; deres gavmildhed midt i deres dybe fattigdom oversteg langt deres evne; og han håber nu at korintherne vil vise den samme gavmildhed som et udtryk for deres ægte kærlighed til Herren Jesus Kristus, der blev fattig for at de kunne blive rige. Dette at de giver i overensstemmelse med hvad de har, vil medføre en udligning, så at den med meget, ikke vil have for meget, og den med lidt, ikke vil have for lidt. Titus og andre bliver sendt til dem i forbindelse med denne kærlige gave. Paulus har rost sig af korinthernes gavmildhed og villighed, og han ønsker ikke at de skal blive til skamme ved ikke at have indsamlet den rigelige gave. Ja, „den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt“. Enhver skal give af hjertet, for „Gud elsker en glad giver“. Han er også i stand til at lade sin ufortjente godhed strømme over og at berige dem med henblik på enhver form for gavmildhed. „Tak til Gud for hans uforlignelige frie gave.“ — 9:1, 6, 7, 15.
14. Hvilke punkter fremholder Paulus til støtte for sin apostelværdighed?
14 Paulus forsvarer sin stilling som apostel (10:1–13:14). Paulus erkender at hans personlige fremtræden forekommer uanselig. Men kristne fører ikke krig efter kødet, deres våben er åndelige, „mægtige ved Gud“ til at nedrive ræsonnementer der strider imod kundskaben om Gud. (10:4) Nogle der ser på tingene efter deres ydre, siger at apostelens breve er vægtige men at hans tale ikke er værd at regne med. De skal vide at Paulus’ handlinger vil være nøjagtig som hans ord i brevene. Korintherne burde indse at Paulus ikke roser sig af noget der er udrettet i en andens distrikt. Han har personligt bragt den gode nyhed til dem. Hvis der i øvrigt er nogen der vil rose sig, bør de rose sig af Jehova.
15. (a) Hvilke illustrationer benytter Paulus i sin advarsel imod de falske apostle? (b) Hvilket eksempel har Paulus selv sat?
15 Paulus føler det som sit ansvar at fremstille den korinthiske menighed som en ren jomfru for Messias. Ligesom Eva blev forført ved slangens underfundighed, således er der fare for at deres sind kan blive fordærvet. Med kraft taler Paulus derfor imod de „overmåde store apostle“ i den korinthiske menighed. (11:5) De er falske apostle. Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel, så det er intet under om hans tjenere gør det samme. Men med hensyn til at være Kristi tjenere, hvad er de da i sammenligning med Paulus og det han har erfaret? Han har udholdt meget: fængsling, slag, tre skibbrud, mange farer, ofte søvnløse nætter og sult. Men gennem alt dette tabte han aldrig menighedernes behov af syne og han blev altid optændt når nogen blev bragt til snublen og fald.
16. (a) Hvad kunne Paulus rose sig af, men hvorfor ville han hellere tale om sine svagheder? (b) Hvordan har Paulus givet bevis på sin apostelværdighed?
16 Så hvis nogen har grund til at rose sig er det Paulus. Kunne de andre, de såkaldte apostle i Korinth, fortælle at de var blevet bortrykket til Paradiset for at høre usigelige ting? Alligevel taler Paulus om sine svagheder. For at han ikke skulle føle sig alt for ophøjet blev der givet ham „en torn i kødet“. Gud tog den ikke bort da Paulus indtrængende bad ham om det, men sagde: „Min ufortjente godhed er dig nok.“ Paulus ville hellere rose sig af sine svagheder for at „Messias’ kraft“ kunne være over ham som et telt. (12:7, 9) Nej, Paulus har ikke vist sig at være ringere end de „overmåde store apostle“ og korintherne har set beviserne for hans apostelværdighed. Dem udvirkede han iblandt dem „med al udholdenhed, og med tegn og undere og kraftige gerninger“. Han søger ikke hvad de ejer, ligesom Titus og andre af de medarbejdere som Paulus sendte til dem, heller ikke udnyttede dem. — 12:11, 12.
17. Hvilken formaning giver Paulus korintherne til slut?
17 Alt er til deres opbyggelse. Imidlertid udtrykker Paulus frygt for at han, når han kommer til Korinth, vil finde nogle der ikke har ændret sind med hensyn til kødets gerninger. Han advarer på forhånd synderne om at han vil gribe ind på passende måde og ikke skåne nogen, og han råder alle i menigheden til at blive ved med at prøve om de er i troen, i samhørighed med Jesus Kristus. Paulus og Timoteus vil bede til Gud for dem. Han byder dem være glade og at genoprette enheden så kærlighedens og fredens Gud kan være med dem, og han slutter med at sende hilsener fra de hellige og sine egne bedste ønsker om åndelige velsignelser for dem.
HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT
18. Hvordan bør kristne se på tjenesten?
18 Hvor styrkende og opmuntrende er ikke Paulus’ værdsættelse af den kristne tjeneste som den kommer til udtryk i Andet Korintherbrev! Lad os betragte tjenesten på samme måde som han. Den kristne tjener der er blevet gjort tilstrækkelig egnet af Gud, handler ikke med Guds ord på kræmmervis, men tjener i oprigtighed. Hans anbefaling er ikke et eller andet skrevet dokument men de frugter han bærer i tjenesten. Skønt tjenesten er herlig, giver den ham ingen grund til at blive opblæst. Som ufuldkomne mennesker har Guds tjenere denne tjenestens kostbarhed i skrøbelige lerkar, for at det tydeligt kan ses at kraften er Guds. Det kræver således ydmyghed at modtage den herlige forret at være Guds tjenere, og hvilken ufortjent godhed fra Gud er det ikke at tjene som „ambassadører på Kristi vegne“! Paulus’ formaning om ’ikke at forfejle hensigten med at de havde taget imod hans ufortjente godhed’, var derfor i høj grad på sin plads. — 2:14-17; 3:1-5; 4:7; 5:18-20; 6:1.
19. I hvilke forskellige henseender er Paulus et fremragende eksempel for kristne tjenere i dag, især for tilsynsmænd?
19 Paulus satte et godt eksempel til efterfølgelse for kristne tjenere. For det første værdsatte og studerede han de inspirerede hebraiske skrifter, han citerede dem, hentydede til dem og anvendte dem gang på gang. (2 Kor. 6:2, 16-18; 7:1; 8:15; 9:9; 13:1; Es. 49:8; 3 Mos. 26:12; Es. 52:11; Ez. 20:41; 2 Sam. 7:14; Hos. 1:10) Som tilsynsmand viste han desuden dyb omsorg for hjorden og sagde: „Jeg vil med største glæde bruge af mine midler og lade mig selv helt opbruge for jeres sjæle.“ Han ofrede sig selv fuldstændigt til gavn for brødrene, hvilket beretningen klart viser. (2 Kor. 12:15; 6:3-10) Han var utrættelig i sine anstrengelser når han underviste, formanede og satte tingene på plads i den korinthiske menighed. Han advarede tydeligt korintherne imod at have fællesskab med mørket og bød dem: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende.“ På grund af sin kærlige omsorg for dem ønskede han ikke at se deres sind blive fordærvet „som slangen forførte Eva med sin underfundighed“, og derfor formanede han dem indtrængende: „Bliv ved med at prøve jer selv, om I er i troen, bliv ved med at bedømme jer selv.“ Han tilskyndede dem til kristen gavmildhed og viste dem at „Gud elsker en glad giver“, og selv udtrykte han den største taknemmelighed for og påskønnelse af Guds uforlignelige frie gave. Paulus’ brødre i Korinth var virkelig indskrevet i kærlighed på hans hjertes kødtavle, og hans alt andet end karrige tjeneste til gavn for dem var i enhver henseende det der skulle kendetegne en nidkær, lysvågen tilsynsmand. Hvilket fremragende eksempel for os i dag! — 6:14; 11:3; 13:5; 9:7, 15; 3:2.
20. (a) Hvordan leder Paulus vore tanker i den rigtige retning? (b) Hvilket herligt håb peger Andet Korintherbrev på?
20 Apostelen Paulus leder vore tanker i den rigtige retning ved at udpege „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“ som den virkelige kilde til styrke i prøvelsens stund. Det er ham der „trøster os i al vor trængsel“ for at vi kan holde ud og opnå frelse i hans nye verden. Paulus peger også på det herlige håb om „en bygning fra Gud, et hus som ikke er gjort med hænder, et evigt i himlene“, og siger: „Derfor, hvis nogen er i samhørighed med Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forsvundet, se, noget nyt er blevet til.“ Ja, Andet Korintherbrev indeholder vidunderlige og styrkende ord til gavn for dem der ligesom Paulus skal arve det himmelske rige. — 1:3, 4; 5:1, 17.