Karisma — til ære for mennesker eller Gud?

„EN HERSKER skal ikke kun være bedre end sine undersåtter, han skal kunne fortrylle dem,“ skrev Xenofon, en berømt græsk feltherre. I dag ville mange nok kalde en sådan ’fortryllelse’ for karisma.

Det er selvfølgelig ikke alle ledere der har „karisma“. Men de herskere der har den, ses ofte at forføre eller manipulere med en hel nation. Fra nyere tid er Adolf Hitler det mest iøjnefaldende eksempel. I en omtale af Kaj Munk kalder forfatteren Bjarne Nielsen Brovst Hitler for „denne frelsende, karismatiske fører“. I „Det tredje riges storhed og fald“ skriver William L. Shirer: „For flertallet af tyskerne stod Hitler [i 1933] — eller ville han snart komme til at stå — i en aura som en gudbenådet fører. De skulle komme til at følge ham blindt, som om han besad en guddommelig domsmagt, i de næste tolv stormfulde år.“

Religionshistorien nævner også mange karismatiske ledere som opildnede folk til at følge dem — med katastrofale følger. „Pas på at ingen vildleder jer,“ advarede Jesus, „mange vil nemlig komme på grundlag af mit navn og sige: ’Jeg er Messias,’ og de vil vildlede mange.“ (Mattæus 24:4, 5) Det var ikke kun i det første århundrede der fremstod falske messiasser med karismatiske evner. I 1970’erne udråbte Jim Jones sig selv til „messias af Folkets Tempel“. Han blev beskrevet som „en karismatisk gejstlig“ med „en utrolig magt over folk“, og i 1978 anstiftede han et af historiens største masseselvmord.a

Som vi har set, kan det være farligt at have karismatiske evner. Bibelen omtaler imidlertid en anden form for gave, eller gaver, fra Gud som er til rådighed og til gavn for alle. Det græske ord for denne gave er chaʹrisma, som forekommer 17 gange i Bibelen. En græskkyndig definerer det som ’en fri og ufortjent gave, noget som mennesket modtager for intet, noget som skyldes Guds ufortjente godhed, og som mennesket ikke i egen kraft kan opnå eller besidde’.

I bibelsk forstand er chaʹrisma altså de gaver Gud skænker menneskene som et udtryk for hans ufortjente godhed. Hvilke gaver har Gud skænket os i sin godhed? Og hvordan kan vi bruge dem til at prise ham? Lad os betragte tre af disse værdifulde gaver.

Evigt liv

At Gud har givet menneskene mulighed for at opnå evigt liv, er uden tvivl den største gave overhovedet. Paulus skrev til menigheden i Rom: „Den løn synden betaler er døden, men den gave [chaʹrisma] Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ (Romerne 6:23) Det er værd at bemærke at ’lønnen’ (døden) er noget vi har fortjent, ikke af egen fri vilje, men som følge af vor syndige natur. Det evige liv som Gud skænker os, er derimod noget vi aldrig kan gøre os fortjent til.

Vi bør derfor værdsætte og fortælle andre om det evige livs gave. Vi kan hjælpe andre til at lære Jehova at kende, til at tjene ham og derved blive begunstiget med den gave som det evige liv er. Åbenbaringen 22:17 siger: „Ånden og bruden bliver ved med at sige: ’Kom!’ Og lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“

Hvordan kan vi føre andre til dette livgivende vand? Hovedsagelig ved at være dygtige til at bruge Bibelen i forkyndelsen. Det er sandt at folk i nogle dele af verden sjældent læser om eller tænker på åndelige anliggender; ikke desto mindre er der altid mulighed for at vi kan ’vække nogles ører’. (Esajas 50:4) I den forbindelse kan vi trygt stole på Bibelens motiverende kraft, „for Guds ord er levende og virkende“. (Hebræerne 4:12) Uanset om der er tale om Bibelens praktiske visdom, den trøst og det håb den indeholder, eller dens forklaring på hvad meningen er med livet, kan Guds ord tale til hjertet og lede folk ind på livets vej. — 2 Timoteus 3:16, 17.

Derudover kan bibelske publikationer hjælpe os til at sige „kom!“. Profeten Esajas forudsagde at i denne tid med åndeligt mørke ’ville Jehova stige op’ over sit folk. (Esajas 60:2) Vagttårnsselskabets publikationer genspejler denne velsignelse fra Jehova, og hvert år leder de tusinder til Jehova, kilden til åndelig oplysning. I disse publikationer er der ingen enkeltpersoner som bliver fremhævet. På side 2 i Vagttårnet står der at „Vagttårnets formål er at ophøje Jehova Gud som universets suveræne Herre. . . . Det tilskynder til tro på Guds regerende Konge, Jesus Kristus, hvis udgydte blod åbner vejen for at menneskene kan opnå evigt liv.“

En heltidstjener som i mange år har opnået gode resultater i forkyndelsen, fortæller hvordan Vagttårnet og Vågn op! har hjulpet folk til at komme nærmere til Gud: „Når de mennesker jeg studerer med, begynder at glæde sig over at læse Vagttårnet og Vågn op!, gør de hurtigt fremskridt. Jeg betragter bladene som en uvurderlig hjælp for folk der vil lære Jehova at kende.“

Tjenesteforrettigheder

Timoteus var en kristen discipel som modtog en anden gave der fortjente særlig opmærksomhed. Apostelen Paulus sagde til ham: „Forsøm ikke den gave [chaʹrisma] som er i dig og som blev givet dig ved en forudsigelse da ældsterådet lagde hænderne på dig.“ (1 Timoteus 4:14) Hvori bestod denne gave? Det hentyder til Timoteus’ udnævnelse til rejsende tilsynsmand, en tjenesteforret som han ansvarsbevidst skulle varetage. I samme forbindelse formaner Paulus Timoteus: „Bliv ved med . . . flittigt at tage dig af oplæsning, af tilskyndelse, af undervisning. Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning. Bliv ved med disse ting, for ved at gøre dette vil du frelse både dig selv og dem der hører på dig.“ — 1 Timoteus 4:13, 16.

I dag må ældste også værdsætte deres tjenesteprivilegier. Som Paulus påpegede, kan de blandt andet gøre det ved at ’give agt på deres undervisning’. De efterligner ikke verdens karismatiske ledere, men henleder opmærksomheden på Gud i stedet for på sig selv. Jesus, deres forbillede, var en uovertruffen lærer som uden tvivl havde en vindende personlighed, men han gav ydmygt sin Fader æren. „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig,“ sagde han. — Johannes 5:41; 7:16.

Jesus herliggjorde sin himmelske Fader ved at bruge Guds ord som autoritet i sin undervisning. (Mattæus 19:4-6; 22:31, 32, 37-40) Paulus understregede også at tilsynsmænd skulle ’holde sig til det troværdige ord med hensyn til deres undervisning’. (Titus 1:9) Ved at basere deres foredrag helt og holdent på Bibelen kan ældste i realiteten sige som Jesus: „Det jeg siger til jer, siger jeg ikke ud fra mine egne ideer.“ — Johannes 14:10.

Hvordan kan ældste ’holde sig til det troværdige ord’? Ved at lade deres foredrag og opgaver ved møderne fokusere på Guds ord og ved at forklare og fremhæve de anvendte skriftsteder. Opsigtsvækkende illustrationer eller underholdende anekdoter kan, især hvis de overdrives, aflede forsamlingens opmærksomhed fra Guds ord og rette opmærksomheden mod talerens egne evner. Det er derimod skriftstederne fra Bibelen som kan nå hjertet og motivere tilhørerne. (Salme 19:7-9; 119:40; jævnfør Lukas 24:32.) Sådanne foredrag retter mindre opmærksomhed mod mennesker og er til større ære for Gud.

En anden måde hvorpå ældste kan blive dygtigere undervisere, er ved at lære af andre. Ligesom Paulus hjalp Timoteus, kan ældste hjælpe hinanden. „Jern skærpes med jern. Således skærper den ene mand den andens ansigt.“ (Ordsprogene 27:17; Filipperne 2:3) Ældste kan have gavn af at udveksle idéer og forslag. En nyudnævnt ældste har sagt: „En erfaren ældste tog sig tid til at vise mig hvordan han udarbejder et offentligt foredrag. Han benyttede retoriske spørgsmål, illustrationer, eksempler eller korte erfaringer og passager fra Bibelen som han omhyggeligt havde undersøgt. Han har lært mig hvordan jeg kan variere stoffet i mine foredrag så det ikke bliver kedeligt og monotont at høre på.“

Alle der har et tjenesteprivilegium, uanset om de er ældste, menighedstjenere eller pionerer, må værdsætte denne gave. Kort før sin død mindede Paulus Timoteus om at ’opflamme den Guds gave [chaʹrisma] som var i ham’, der i Timoteus’ tilfælde indbefattede en særlig åndens gave. (2 Timoteus 1:6) I de israelitiske hjem var der som regel kun glødende kul i ildstedet. Ved at få disse kul til at flamme op kunne man skabe mere varme. Vi opfordres på samme måde til at lægge hele vor sjæl i den opgave vi får betroet, idet vi er brændende i ånden uanset hvilken åndelig gave det drejer sig om.

Åndens gaver

Paulus’ kærlighed til sine brødre i Rom fik ham til at skrive: „Jeg længes efter at se jer, så jeg kan give jer del i en eller anden åndelig gave [chaʹrisma] for at I kan styrkes; eller rettere, for at vi hos jer sammen kan opmuntres ved hinandens tro, både jeres og min.“ (Romerne 1:11, 12) Paulus betragtede vores evne til at styrke andres tro ved at tale med dem som en åndelig gave. Udvekslingen af sådanne åndelige gaver vil resultere i at troen bliver styrket, og i gensidig opmuntring.

Det er der bestemt behov for. I denne onde verden bliver vi alle på den ene eller den anden måde udsat for et pres. Det kan imidlertid hjælpe os til at holde ud hvis vi jævnlig opmuntrer hinanden. For at bevare den åndelige styrke er det vigtigt at vi både yder og nyder. Det er rigtigt at vi alle fra tid til anden har brug for at blive opmuntret, men vi kan også alle være med til at opbygge hinanden.

Når vi er opmærksomme på om nogen af vore medtroende er nedtrykte, kan vi „trøste dem som er i al slags trængsel, med den trøst hvormed vi selv trøstes af Gud“. (2 Korinther 1:3-5) Det græske ord for trøst (paraʹklēsis) betyder bogstaveligt „tilkaldelse, kalden til hjælp“. Hvis vi tilbyder at hjælpe når vores broder eller søster har brug for det, vil vi uden tvivl selv modtage den samme kærlige støtte når vi har brug for det. — Prædikeren 4:9, 10; jævnfør Apostelgerninger 9:36-41.

De kærlige hyrdebesøg som ældste aflægger, er også til stor gavn. Det sker af og til at de ældste besøger nogle for at give bibelsk vejledning på et område der kræver særlig opmærksomhed, men for det meste er hyrdebesøgene lejligheder til at opmuntre, til at ’trøste hjerter’. (Kolossenserne 2:2) Når tilsynsmændene aflægger sådanne trosstyrkende besøg, giver de andre del i en åndelig gave. Ligesom Paulus vil de opdage at denne specielle form for at give er lønnende, og de vil komme til at „længes“ efter deres brødre. — Romerne 1:11.

Dette oplevede en ældste fra Spanien som fortæller følgende erfaring: „Møderne og menigheden syntes ikke at interessere Ricardo på 11 år særlig meget. Jeg spurgte derfor Ricardos forældre om jeg måtte besøge deres søn, og det syntes de var en god idé. De boede oppe i bjergene, omkring en times kørsel fra mit hjem. Ricardo var tilsyneladende glad for den interesse jeg viste ham, og han reagerede straks på den. Inden længe blev han udøbt forkynder og et aktivt medlem af menigheden. Hans tilbageholdende natur blev erstattet med en gladere og mere udadvendt personlighed. Flere i menigheden spurgte: ’Hvad er der sket med Ricardo?’ Det var som om han var blevet en helt anden. Når jeg tænker tilbage på dette vigtige hyrdebesøg, føler jeg at jeg har fået meget mere ud af det end Ricardo. Når han kommer ind i rigssalen, lyser hans ansigt op, og han løber hen for at hilse på mig. Det har været en glæde at følge de åndelige fremskridt Ricardo har gjort.“

Sådanne hyrdebesøg bliver rigt belønnet, og samtidig er de i overensstemmelse med Jesu opfordring: „Vær hyrde for mine små får.“ (Johannes 21:16) Det er selvfølgelig ikke kun de ældste som kan give andre del i sådanne åndelige gaver. Alle i menigheden kan anspore til kærlighed og gode gerninger. (Hebræerne 10:23, 24) Ligesom bjergbestigere er bundet sammen med et reb, er vi knyttet sammen ved hjælp af åndelige bånd. Det vi gør og siger, vil derfor uvægerlig påvirke andre. En sårende bemærkning eller hård kritik kan svække de bånd der forener os. (Efeserne 4:29; Jakob 3:8) Velvalgte opmuntringsord og kærlig støtte kan derimod hjælpe vore brødre til at overvinde deres problemer. På den måde giver vi andre del i åndelige gaver af varig værdi. — Ordsprogene 12:25.

Afspejl Guds herlighed i endnu rigere mål

Alle kristne har et vist mål af karisma. Vi har fået et uvurderligt håb, nemlig håbet om evigt liv. Vi har også åndelige gaver som vi kan dele med andre. Og vi kan stræbe efter at motivere andre til at søge de rette mål i livet. Nogle har fået betroet yderligere gaver i form af tjenesteprivilegier. Alle disse gaver er udtryk for Guds ufortjente godhed. Og eftersom enhver gave vi måtte besidde, er noget vi har fået fra Gud, har vi ingen grund til at rose os af den. — 1 Korinther 4:7.

Som kristne bør vi spørge os selv: ’Vil jeg bruge det mål af karisma jeg har, til at herliggøre Jehova, giveren af „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“? (Jakob 1:17) Vil jeg efterligne Jesus og tjene andre, alt efter mine evner og omstændigheder?’

Apostelen Peter udtrykker vort ansvar i den forbindelse med ordene: „I samme forhold som hver enkelt har fået en gave [chaʹrisma], skal I bruge den sådan at I tjener hinanden som gode husholdere over Guds ufortjente godhed, der kommer til udtryk på forskellige måder. Når nogen taler, så lad ham tale som var det hellige udsagn fra Gud; når nogen tjener, så lad ham tjene som afhængig af den styrke Gud skænker, således at Gud i alle ting kan blive herliggjort gennem Jesus Kristus.“ — 1 Peter 4:10, 11.

[Fodnote]

[Kildeangivelser på side 23]

UPI/Corbis-Bettmann

UPI/Corbis-Bettmann