Vær lykkelig — vis de nødstedte gunst

„Den som foragter sin næste synder, men lykkelig er den der viser de nødstedte sin gunst.“ — Ordsprogene 14:21.

 1, 2. Hvad kom tre filippinske familier ud for, og hvilke spørgsmål får dette os til at overveje?

MENS tre filippinske familier fra Pangasinan-provinsen overværede et kristent møde, brændte deres huse ned til grunden, så de ved hjemkomsten stod uden mad og uden noget sted at overnatte. Da deres trosfæller hørte om ulykken skyndte de sig at komme med mad og at skaffe de nødstedte husly hos andre i menigheden. Den næste morgen mødte nogle af deres trosfæller op med bambus og andre byggematerialer. Denne broderkærlighed gjorde et dybt indtryk på naboerne. De tre familier havde også gavn af hændelsen. Deres huse blev ganske vist ødelagt ved branden, men deres tro og andre kristne egenskaber styrkedes på grund af brødrenes kærlige hjælp. — Mattæus 6:33; jævnfør Første Korintherbrev 3:12-14.

² Virker det ikke opmuntrende at høre sådanne erfaringer? Jo, de styrker vor tro på næstekærligheden og på den sande kristendoms kraft. (Apostelgerninger 28:2) Men kender vi det bibelske grundlag for at „gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen“? (Galaterne 6:10) Og hvordan kan vi personligt gøre mere i denne henseende?

Et glimrende eksempel for os

 3. Hvad kan vi være sikre på i forbindelse med Jehovas omsorg for os?

³ Disciplen Jakob skrev: „Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er ovenfra.“ (Jakob 1:17) Og det er sandt, for Jehova dækker så rigeligt både vore åndelige og vore materielle behov. Hvad lægger han størst vægt på? De åndelige anliggender. Han har for eksempel skænket os Bibelen for at vi i den kan finde åndelig vejledning og håb. Grundlaget for dette håb er det offer hans søn har bragt, som har udvirket at vi kan opnå tilgivelse og få mulighed for at leve evigt. — Johannes 3:16; Mattæus 20:28.

 4. Hvad viser at Gud også er interesseret i vore materielle behov?

⁴ Jehova er også interesseret i vore materielle behov. Dette ræsonnerede apostelen Paulus over med nogle mænd i det gamle Lystra. Selv om de ikke tilbad Jehova, kunne de ikke benægte at Skaberen ’har gjort godt, har givet os regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet vore hjerter med føde og glæde’. (Apostelgerninger 14:15-17) På grund af sin kærlighed til os dækker Jehova både vore åndelige og vore materielle behov. Vil du ikke mene at dette er en af grundene til at han er ’den lykkelige Gud’? — 1 Timoteus 1:11.

 5. Hvad kan vi lære af Guds handlemåde over for fortidens israelitter?

⁵ Af Guds handlemåde over for israelitterne i fortiden fremgår det at han nøje afvejede den opmærksomhed han viste henholdsvis deres åndelige og deres materielle behov. Først og fremmest skænkede han sit folk Moseloven. Hans konger skulle lave en afskrift af Loven, og folket samledes med jævne mellemrum for at høre Loven blive læst op. (5 Mosebog 17:18; 31:9-13) Loven sagde også at der skulle være et tabernakel eller tempel, samt præster der kunne bringe ofre for at folket kunne have Guds gunst. Israelitterne samledes regelmæssigt til åndelige højtider der var højdepunkter i deres tilbedelse. (5 Mosebog 16:1-17) Som følge af alt dette kunne de enkelte israelitter være åndeligt rige i forholdet til Gud.

 6, 7. Hvordan viste Jehova gennem Moseloven at han var interesseret i israelitternes fysiske omstændigheder?

⁶ Loven viser dog også hvor opmærksom Gud er på sine tjeneres fysiske omstændigheder. Det man i første række kommer til at tænke på, er måske de love Israel fik angående hygiejne og forholdsregler som kunne begrænse smittespredning. (5 Mosebog 14:11-21; 23:10-14) Men vi bør ikke overse de særlige foranstaltninger Gud traf for at hjælpe de fattige og syge. Et dårligt helbred eller en ulykke som en brand eller en oversvømmelse kunne betyde at en israelit sank ned i fattigdom. Jehova tog i sin lov højde for at ikke alle ville stå lige i økonomisk henseende. (5 Mosebog 15:11) Men han nøjedes ikke med at vise de fattige og de syge medlidenhed. Han sørgede for at de også kunne få konkret hjælp.

⁷ De nødstedte ville først og fremmest have behov for mad. Gud befalede derfor at Israels fattige skulle have lov til at samle det der var tilbage efter høsten på markerne, i olivenlundene og i vingårdene. (5 Mosebog 24:19-22; 3 Mosebog 19:9, 10; 23:22) Guds måde at yde hjælp på opmuntrede ikke folk til at drive eller til at leve af offentlig hjælp når de var i stand til at arbejde. Det krævede en indsats at samle det der var tilbage efter høsten; man måtte måske arbejde i mange timer i den varme sol for at samle mad nok til en enkelt dag. Vi bør imidlertid ikke overse at Gud på denne måde hensynsfuldt sørgede for de fattige. — Jævnfør Rut 2:2-7; Salme 69:33; 102:17.

 8. (a) Hvad blev de enkelte jøder tilskyndet til at gøre for deres brødre? (Jævnfør Jeremias 5:26, 28.) (b) Hvilken holdning har mange i dag, i sammenligning med den holdning Gud tilskyndede jøderne til at have?

⁸ Jehova har også vist sin interesse for de nødstedte gennem udtalelser som den vi kan læse i Esajas 58:6, 7. På et tidspunkt hvor nogle selvtilfredse israelitter foregav at faste, erklærede Guds profet: „Er dette ikke den faste jeg foretrækker: At . . . sende de undertvungne bort som frie, og at I brækker hvert åg i stykker? Er det ikke at du deler dit brød med den sultne og at du bringer de hjemløse nødstedte ind i dit hus? At du klæder den nøgne når du ser ham, og at du ikke skjuler dig for nogen af dit eget kød?“ Nogle af vor tids mennesker vogter det man kunne kalde deres ’komfortzone’. De er kun villige til at hjælpe en der lider nød hvis de ikke behøver at ofre noget af deres egen komfort for det og hvis det ikke er til besvær for dem. Men er det ikke en helt anden ånd der kommer til udtryk i Guds ord gennem Esajas? — Se også Ezekiel 18:5-9.

 9. Hvilken vejledning gav Loven med hensyn til lån, og hvilken holdning ønskede Jehova at hans folk skulle have?

⁹ Israelitterne kunne også vise deres omsorg for deres fattige brødre når de udlånte penge. En israelit kunne forvente at få beløbet tilbage med renter når han ydede et lån til en der ønskede at bruge pengene i forretningsøjemed. Men ifølge Jehovas lov måtte israelitterne ikke kræve renter når de udlånte penge til en fattig broder, hvis fortvivlede situation ellers kunne friste ham til at begå forbrydelser. (2 Mosebog 22:25; 5 Mosebog 15:7, 8, 11; 23:19, 20; Ordsprogene 6:30, 31) Guds holdning til de nødstedte skulle tjene som et eksempel for hans folk. Vi har endda fået dette løfte: „Den der viser den ringe sin gunst låner ud til Jehova, og Han vil gengælde ham efter fortjeneste.“ (Ordsprogene 19:17) Tænk bare — vi kan låne ud til Jehova, og han forsikrer os at han vil betale os rigeligt tilbage!

10. Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv, nu da vi har betragtet Guds eksempel?

¹⁰ Vi bør derfor alle spørge os selv: Hvordan berøres jeg af Guds syn på og omsorg for de nødstedte? Har jeg lært af hans fuldkomne eksempel og forsøgt at efterligne det? Kan jeg gøre noget for at ligne Gud mere på dette punkt? — 1 Mosebog 1:26.

Sønnen følger Faderens eksempel

11. Hvilken indstilling havde Jesus i sammenligning med sin Fader? (2 Korinther 8:9)

¹¹ Jesus Kristus „er [Jehovas] herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“. (Hebræerne 1:3) Vi kunne derfor forvente at han ligesom sin Fader viste omsorg for dem der var interesseret i den sande tilbedelse. Gjorde han da det? Ja. Jesus gjorde opmærksom på at det er den åndelige fattigdom der først og fremmest må afhjælpes: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.“ (Mattæus 5:3; jævnfør Lukas 6:20.) Kristus sagde også: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Johannes 18:37) Derfor var han heller ikke først og fremmest kendt som mirakelmager eller læge, men som lærer. (Markus 10:17-21; 12:28-33) Læg i denne forbindelse mærke til ordene i Markus 6:30-34. Vi læser her om en lejlighed hvor Jesus var søgt hen til et øde sted for at samle kræfter. Da „så han en stor skare mennesker . . . [der] var som får uden hyrde“. Hvordan reagerede han? „Han begyndte at lære dem mange ting.“ Ja, han anstrengte sig til det yderste for at give dem det de mest af alt trængte til: sandheden der kunne skænke dem evigt liv. — Johannes 4:14; 6:51.

12. Hvad viser Markus 6:30-34 og 35-44 om Jesu indstilling?

¹² Jesus fokuserede på de ydmyge jøders åndelige behov, men han ignorerede ikke deres materielle behov. Af Markus’ beretning fremgår det at Jesus også var opmærksom på behovet for bogstavelig mad. Apostlene foreslog først at en skare mennesker der havde lyttet til Jesus, blev sendt bort, så de kunne „købe sig noget at spise“, men Jesus forkastede deres forslag. Så talte apostlene om at købe mad for nogle af de fælles penge de havde med sig, men i stedet valgte Jesus at udføre det berømte mirakel hvorved han bespiste 5000 mænd foruden kvinder og børn med et jævnt måltid bestående af brød og fisk. I dag vil nogle måske pege på at det var en let sag for Jesus at dække skarernes behov gennem et mirakel, men vi bør ikke overse den kendsgerning at han havde ægte omsorg for andre, og viste det i gerning. — Markus 6:35-44; Mattæus 14:21.a

13. Hvordan viste Jesus desuden at han havde omsorg for andre?

¹³ Hvis du har læst evangelierne, har du sikkert bemærket at det ikke kun var de fattige Jesus havde ondt af. Han hjalp også de syge og de svage. (Lukas 6:17-19; 17:12-19; Johannes 5:2-9; 9:1-7) Han nøjedes heller ikke med at helbrede dem der tilfældigvis var i nærheden af ham. Til tider opsøgte han de syge for at yde hjælp. — Lukas 8:41-55.

14, 15. (a) Hvorfor kan vi være sikre på at Jesus ønskede at hans disciple skulle efterligne hans omsorg for andre? (b) Hvad bør vi spørge os selv om?

¹⁴ Men var det kun dem der kunne gøre mirakler som skulle vise omsorg for fattige eller syge disciple (eller sandhedssøgende mennesker)? Nej. Alle Jesu disciple skulle være interesseret i at hjælpe andre, og de skulle vise det i handling. Jesus gav for eksempel en rig mand der gerne ville leve evigt, denne opfordring: „Sælg alt hvad du har og del det ud til fattige, så vil du have værdier i himlene.“ (Lukas 18:18-22) Jesus gav også denne vejledning: „Når du holder et selskab, så indbyd fattige, krøblinge, halte, blinde, og du vil være lykkelig, da de intet har at gengælde dig med. For det vil blive gengældt dig i de retfærdiges opstandelse.“ — Lukas 14:13, 14.

¹⁵ En kristen er en der går i Kristi fodspor, og vi bør derfor alle spørge os selv: I hvor vid udstrækning efterligner jeg Jesu holdning til de fattige, de syge og de nødstedte, og viser jeg det i gerning? Kan jeg ærligt sige ligesom apostelen Paulus: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus“? — 1 Korinther 11:1.

Paulus — et godt eksempel

16. Hvad lagde apostelen Paulus mest vægt på?

¹⁶ Det vil være på sin plads at nævne Paulus i denne forbindelse, for han satte også et godt eksempel for os. Som vi kunne forvente, fokuserede han først og fremmest på andres åndelige behov. Han var ’ambassadør på Kristi vegne, og anmodede andre: „Bliv forligt med Gud.“’ (2 Korinther 5:20) Paulus havde den særlige opgave at forkynde og at oprette menigheder blandt ikke-jøderne. Han skrev: „Jeg havde fået betroet den gode nyhed til de uomskårne.“ — Galaterne 2:7.

17. Hvordan kan vi vide at Paulus også var interesseret i andres fysiske behov?

¹⁷ Paulus gav udtryk for at han efterlignede Kristus. Havde han da også (ligesom Jehova og Jesus) tanke for sine trosfællers problemer og fysiske svagheder? Lad os se hvad Paulus selv sagde. I Galaterbrevet 2:9 fortsatte han: ’Jakob og Kefas [Peter] og Johannes gav mig og Barnabas højre hånd som tegn på fællesskab, for at vi skulle gå til nationerne.’ Og i det følgende vers tilføjede han: „Blot skulle vi huske de fattige. Netop dette har jeg også bestræbt mig for at gøre.“ (Galaterne 2:10) Paulus forstod altså at skønt han var missionær og apostel og havde ansvaret for mange menigheder, måtte han ikke have for travlt til også at vise interesse for sine brødres og søstres fysiske velbefindende.

18. Hvem var „de fattige“ som Paulus nævnte i Galaterbrevet 2:10 sandsynligvis, og hvorfor skulle der vises dem omsorg?

¹⁸ „De fattige“ som Paulus hentydede til i Galaterbrevet 2:10, var sandsynligvis især jødekristne i Jerusalem og Judæa. Der havde tidligere været „knurren blandt de græsktalende jøder imod de hebraisktalende, fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling“ af fødevarer. (Apostelgerninger 6:1) Ved at fremhæve at han var apostel for nationerne gjorde Paulus derfor klart at han ikke ignorerede nogen inden for det kristne broderskab. (Romerne 11:13) Han forstod at omsorg for brødrenes fysiske velbefindende er indbefattet i ordene: „Gud har sammensat legemet således at der vises mere ære til den del som er ringere stillet, så der ikke bliver splid i legemet, men så lemmerne har den samme omsorg for hinanden. Og hvis ét lem lider, lider alle de andre lemmer sammen med det.“ — 1 Korinther 12:24-26.

19. Hvilket bevis har vi på at Paulus og andre lod deres omsorg for de fattige komme til udtryk i handling?

¹⁹ Når de kristne i Jerusalem og Judæa led nød på grund af fattigdom, hungersnød eller forfølgelse, modtog de hjælp fra fjerntliggende menigheder. De kristne dér havde naturligvis i bøn bedt Gud om at hjælpe og trøste deres nødstedte brødre, men de lod det ikke blive ved det. Paulus skrev at ’de der var i Makedonien og Achaia havde besluttet i fællesskab at give et bidrag til de fattige blandt de hellige i Jerusalem’. (Romerne 15:26, 27) De der ydede økonomisk hjælp til deres nødstedte brødre blev „beriget med henblik på enhver form for gavmildhed, som gennem os fremkalder taksigelse til Gud“. (2 Korinther 9:1-13) Ville det ikke føre til lykke for dem?

20. Hvorfor kunne de brødre der var med til at hjælpe „de fattige“ være lykkelige?

²⁰ De brødre der ydede bidrag til „de fattige blandt de hellige i Jerusalem“, havde endnu en grund til at være lykkelige. Deres omsorg for de nødstedte ville bidrage til at de vandt Guds godkendelse. Vi forstår hvorfor når vi tager i betragtning at det græske ord der er gengivet med „bidrag“ i Romerbrevet 15:26 og i Andet Korintherbrev 9:13, indeholder tanken om „et tegn på fællesskab, et bevis på broderlig enhed, eller en gave“. Det anvendes også i Hebræerbrevet 13:16, hvor der står: „Glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“

Vil vi opnå lykke?

21. Hvad vil give os grund til at være lykkelige?

²¹ I denne artikel har vi drøftet de bibelske vidnesbyrd om at Jehova Gud, Jesus Kristus og apostelen Paulus viste omsorg for de nødstedte. Vi har set at de alle var opmærksomme på at de åndelige behov burde komme i første række, men vi har også konstateret at de alle i praksis viste deres omsorg for de fattige, de syge og de nødstedte. De fandt lykke ved at yde andre praktisk hjælp. Bør vi ikke også gøre det? Paulus tilskyndede os til at „huske Herren Jesu ord, da han sagde: ’Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.’“ — Apostelgerninger 20:35.

22. Hvilke spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel?

²² Nu spørger du måske: Hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg vide hvem der virkelig er i nød? Hvordan kan jeg yde hjælp på en måde der ikke opmuntrer til dovenskab, en måde der er venlig og realistisk, tager hensyn til andres følelser og er i balance med min kristne pligt til at forkynde den gode nyhed? Den følgende artikel vil tage disse spørgsmål op, og dermed give dig mulighed for at finde endnu større lykke.

[Fodnote]

Lagde du mærke til dette?

■ Hvordan viser Gud at han ønsker at dække både vore åndelige og vore fysiske behov?

■ Hvad viser at Jesus ønskede at hjælpe folk på andre måder end ved at undervise dem om sandheden?

■ Hvilket eksempel satte Paulus med hensyn til at hjælpe de fattige?

■ Hvad bør vi selv gøre, nu da vi har betragtet Jehovas, Jesu og apostelen Paulus’ handlemåde?

[Illustration på side 13]

Alle kristne, især de ældste, bør følge Jesu vejledning i Lukas 14:13, 14