(Læs 2 Korinther 9:11-15). I disse vers fremhæver Paulus tre hovedformål som vi opfylder ved at deltage i „denne offentlige tjeneste“, altså nødhjælpsarbejde. Lad os se på dem et ad gangen.

⁸ For det første bringer vores nødhjælpstjeneste Jehova ære. Læg mærke til hvor ofte Paulus i de fem vers ovenfor henleder sine brødres opmærksomhed på Jehova Gud. Apostlen taler om „taksigelse til Gud“ og „mange taksigelser til Gud“. (Vers 11, 12)

9. Hvordan kan nødhjælpsarbejde få folk til at ændre opfattelse? Nævn et eksempel.

⁹ Ligesom Paulus gjorde, betragter Guds folk i dag nødhjælpsarbejde som en mulighed for at ære Jehova og være en pryd for hans lære. (1 Kor. 10:31; Tit. 2:10) Faktisk er vores nødhjælp ofte med til at fjerne de negative opfattelser nogle har af Jehova og hans Vidner. For eksempel havde en kvinde der boede i et område der var blevet ramt af en orkan, et skilt på sin dør der lød: „Besøg af Jehovas Vidner frabedes.“ En dag så hun nogle nødhjælpsarbejdere genopbygge et beskadiget hus på den anden side af gaden. Efter i flere dage at have holdt øje med de smilende arbejdere gik hun over for at finde ud af hvem de var. Da hun fandt ud af at de frivillige arbejdere var Jehovas Vidner, sagde hun, tydeligt imponeret: „Jeg har fejlbedømt jer.“ Hvad blev resultatet? Hun fjernede skiltet.

10, 11. (a) Hvilke eksempler viser at vi når det andet mål med vores nødhjælpsarbejde? (b) Hvilken publikation er en håndsrækning til nødhjælpsarbejdere? (Se rammen „Et nyt redskab til nødhjælpsarbejdere“).

¹⁰ For det andet ’afhjælper vi rigeligt’ vores trosfællers nød. (2 Kor. 9:12a) Vi er ivrige efter at dække vores brødre og søstres umiddelbare behov og at være med til at lindre deres smerte. Hvorfor? Fordi den kristne menighed udgør „ét legeme“, og „hvis ét lem lider, lider alle de andre lemmer sammen med det“. (1 Kor. 12:20, 26) Derfor motiverer broderkærlighed og medfølelse i dag utallige brødre og søstre til med øjeblikkeligt varsel at smide hvad de har i hænderne, gribe deres værktøj og tage af sted til katastroferamte områder for at yde nødhjælp til deres trosfæller. (Jak. 2:15, 16) Da en tsunami for eksempel havde ramt Japan i 2011, sendte Afdelingskontoret i USA et brev til de regionale byggeudvalg i landet og spurgte om „nogle få kvalificerede brødre“ ville kunne rejse til Japan og hjælpe med at genopbygge rigssale. Hvad var reaktionen? I løbet af nogle uger ansøgte næsten 600 frivillige om at måtte hjælpe — og de var indforstået med selv at betale flybilletten! „Vi er blevet helt overvældet af den positive respons,“ skrev Afdelingskontoret i USA. Da en bror i Japan spurgte en nødhjælpsarbejder fra udlandet hvorfor han var kommet for at hjælpe, lød svaret: „Vores brødre i Japan er en del af ’vores legeme’. Vi kan mærke deres smerte.“ Motiveret af selvopofrende kærlighed har nødhjælpsarbejdere til tider endda sat deres liv på spil for at hjælpe trosfæller.c — 1 Joh. 3:16.

¹¹ Også folk der ikke er Jehovas Vidner, udtrykker værdsættelse af vores nødhjælpsarbejde. Da en katastrofe havde ramt staten Arkansas, USA, i 2013, skrev en avis for eksempel følgende om de frivillige Jehovas Vidners hurtige reaktion: „Jehovas Vidners organisationsmæssige struktur har udviklet frivillig nødhjælp efter katastrofer til en ren kunstart.“ Ja, som apostlen Paulus sagde, ’afhjælper vi rigeligt’ vores brødres nød.

12-14. (a) Hvorfor er det så vigtigt at nå det tredje mål med vores nødhjælpsarbejde? (b) Hvilke udtalelser understreger hvor vigtigt det er at fortsætte med de åndelige aktiviteter?

¹² For det tredje hjælper vi vores trosfæller til at genoptage deres åndelige rutine. Hvorfor er det vigtigt? Paulus sagde at de der modtager nødhjælp, vil „strømme over med mange taksigelser til Gud“. (2 Kor. 9:12b) Kan de nødstedte vise deres taknemmelighed på en bedre måde end ved så hurtigt som muligt at genoptage deres åndelige rutine? (Fil. 1:10) I 1946 sagde Vagttaarnet: „[Paulus] bifaldt ... Indsamlingen af Bidrag, fordi de vilde hjælpe ... trængende kristne Venner til at opnaa nogen materiel Lettelse, saa de blev sat i Stand til mere frit og energisk at kunne tage Del i Jehovas Vidnearbejde.“ Vores mål er det samme i dag. Ved at genoptage forkyndelsesarbejdet styrker vores brødre ikke kun deres nødstedte naboer men også sig selv. — Læs 2 Korinther 1:3, 4.

¹³ Tænk over følgende kommentarer fra nogle der modtog tiltrængt nødhjælp, begyndte at forkynde igen og blev styrket af det. „Det var en velsignelse for vores familie at gå i forkyndelsen,“ sagde en bror. „Det gav os et pusterum fra vores egne bekymringer når vi prøvede at trøste andre.“ En søster sagde: „At fokusere på åndelige aktiviteter hjalp mig til at tænke på noget andet end ødelæggelserne omkring mig. Det gav mig en følelse af tryghed.“ En anden søster sagde: „Der var meget vi ikke havde kontrol over, men forkyndelsen gav min familie et fast holdepunkt. At tale med andre om vores håb om den nye verden styrkede vores tillid til at alting vil blive gjort nyt.“

¹⁴ Mødedeltagelse er endnu en åndelig aktivitet som vores trosfæller må genoptage så hurtigt som muligt efter en katastrofe. Læg mærke til hvad der hændte Kiyoko, en søster sidst i halvtredserne. Hun mistede alt i en tsunami, undtagen det hun gik og stod i, og anede ikke sine levende råd. Så fortalte en ældstebror hende at deres næste møde ville blive holdt i hans bil. Kiyoko fortæller: „Ældstebroren og hans kone og en anden søster og jeg sad i bilen. Mødet var enkelt, men som ved et mirakel fortrængte det minderne om tsunamien. Jeg følte fred i sindet. Det møde viste mig hvor stor kraft der ligger i det kristne samvær.“ En anden søster siger om de møder hun overværede efter at der var indtruffet en katastrofe: „De var min livline!“ — Rom. 1:11, 12; 12:12.