Hvorfor være selvopofrende?
Bill er i halvtredserne, har kone og børn og underviser i bygningsteknik. Han bruger hvert år flere uger på at hjælpe til ved Jehovas Vidners rigssalsbyggerier — for egen regning. Emma på 22 år er ugift og har en god uddannelse. I stedet for udelukkende at forfølge personlige mål og gå op i fornøjelser bruger hun hver måned over 70 timer på at hjælpe andre til at forstå Bibelen. Maurice og Betty er pensionister. I stedet for at sætte tempoet ned er de flyttet til et andet land for at hjælpe folk dér til at lære om Guds hensigt med jorden.
DISSE personer betragter ikke sig selv som noget særligt. De er bare almindelige mennesker der gør hvad de anser for at være rigtigt. Hvorfor bruger de deres tid, energi, evner og ressourcer på at gøre noget til gavn for andre? Deres drivkraft er en dyb kærlighed til Gud og deres næste, en kærlighed der har gjort dem selvopofrende.
Hvad vil det sige at være selvopofrende? Man behøver ikke at leve et spartansk eller asketisk liv for at være selvopofrende. Selvopofrelse indebærer ikke ekstrem selvfornægtelse der tager al glæde og tilfredshed fra en. At være selvopofrende vil ifølge en ordbog sige „det at ofre . . . hensyn til egen fordel, eget bedste, eget velfærd i et andet (højere) formåls tjeneste“.
Jesus Kristus — det største eksempel
Guds enestefødte søn, Jesus Kristus, er det største eksempel på et menneske med en selvopofrende indstilling. Jesu førmenneskelige tilværelse må i allerhøjeste grad have været inspirerende og tilfredsstillende. Han havde et nært og fortroligt forhold til sin Fader og til andre åndeskabninger. Desuden brugte Guds søn sine evner på de krævende og spændende opgaver han havde som „værkmester“. (Ordsprogene 8:30, 31) Han levede under forhold der langt overgik det som selv verdens rigeste menneske nogen sinde kan have kendt til. Ved Jehova Guds side havde han en ophøjet og privilegeret stilling i himmelen.
Alligevel ’tømte han sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed’. (Filipperne 2:7) Han gav villigt afkald på alle sine personlige fordele ved at blive et menneske og bringe sit liv som et genløsningsoffer for at udbedre den skade Satan havde forvoldt. (1 Mosebog 3:1-7; Markus 10:45) Det betød at han måtte leve blandt syndige mennesker i en verden der lå i Satan Djævelens magt. (1 Johannes 5:19) Det betød også at han måtte klare vanskeligheder og udholde smerter på sin egen krop. Men uanset prisen var Jesus besluttet på at gøre sin Faders vilje. (Mattæus 26:39; Johannes 5:30; 6:38) Derved blev Jesu kærlighed og loyalitet prøvet til det yderste. Hvor vidt var han villig til at gå? Apostelen Paulus sagde at ’han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl’. — Filipperne 2:8.
„Bevar denne indstilling i jer“
Vi bliver opmuntret til at følge Jesu eksempel. Paulus kom med følgende tilskyndelse: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus.“ (Filipperne 2:5) Hvordan kan vi gøre det? Blandt andet ved ’hver især ikke blot at have øje for vore egne interesser, men også hver især for de andres’. (Filipperne 2:4) Ægte kærlighed „søger ikke sine egne interesser“. — 1 Korinther 13:5.
Mennesker der er omsorgsfulde, glemmer ofte helt sig selv for at stå til rådighed for andre. Men i dag er mange mest tilbøjelige til at være selvcentrerede. Verden er præget af selvoptagethed. Vi må tage os i agt for verdens ånd, for hvis vort livssyn og vor indstilling bliver formet af denne ånd, vil vi sandsynligvis lade vore egne ønsker overskygge alt andet. Så vil alt hvad vi gør — det vi bruger vores tid, energi og ressourcer på — være styret af selviske interesser. Derfor må vi kæmpe en hård kamp mod denne påvirkning.
Selv velmente råd kan til tider lægge en dæmper på vores selvopofrende indstilling. Da det gik op for apostelen Peter hvor Jesu selvopofrende livsløb ville føre ham hen, sagde han: „Vær god mod dig selv, Herre.“ (Mattæus 16:22) Han havde tydeligvis svært ved at acceptere at Jesus var villig til at gå så langt som til at dø for at hævde sin Faders suverænitet og frelse menneskeheden. Derfor prøvede han at fraråde Jesus denne kurs.
’Sig nej til dig selv’
Hvordan reagerede Jesus? Beretningen fortæller: „Han vendte sig . . . om, så på sine disciple og irettesatte Peter og sagde: ’Forsvind om bag mig, Satan, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.’“ Jesus kaldte nu folkemængden til sig sammen med sine disciple og sagde til dem: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ — Markus 8:33, 34.
Cirka 30 år efter at Peter havde rådet Jesus til at ’være god mod sig selv’, viste han at han nu havde forstået hvad selvopofrelse gik ud på. Han opfordrede ikke sine medtroende til at tage den med ro og ’være gode mod sig selv’. I stedet tilskyndede Peter dem til at gøre deres sind klar til at arbejde og til at ophøre med at lade sig forme efter deres tidligere verdslige ønsker. Trods prøvelser skulle de sætte dét at gøre Guds vilje først i livet. — 1 Peter 1:6, 13, 14; 4:1, 2.
Vi vil opleve størst glæde i livet ved at sige nej til os selv, trofast efterligne Jesus Kristus og lade os lede af Gud i alt hvad vi gør. I den henseende satte Paulus et godt eksempel. Hans bevidsthed om at tiden var kort, og hans taknemmelighed over for Jehova fik ham til at ophøre med en verdslig stræben der kunne have afledt hans opmærksomhed fra at gøre Guds vilje. Han udtalte: „Jeg selv vil med største glæde bruge af mine midler og lade mig selv helt opbruge“ til gavn for andre. (2 Korinther 12:15) Paulus brugte sine evner på at fremme Guds interesser, ikke sine egne. — Apostelgerninger 20:24; Filipperne 3:8.
Hvordan kan vi ransage os selv for at se om vi har en indstilling som Paulus’? Vi kan stille os selv spørgsmål som: Hvad bruger jeg min tid, min energi, mine evner og mine ressourcer på? Bruger jeg disse og andre kostbare gaver på blot at fremme mine egne interesser, eller lader jeg dem komme andre til gavn? Har jeg tænkt på at gøre mere i det livreddende arbejde med at forkynde den gode nyhed, måske som heltidsforkynder? Kan jeg engagere mig mere i aktiviteter som byggeri og vedligeholdelse af rigssale? Griber jeg muligheden for at hjælpe dem der har særlige behov? Giver jeg Jehova det bedste jeg har? — Ordsprogene 3:9.
„Mere lykke ved at give“
Kan det betale sig at være selvopofrende? Helt afgjort. Paulus vidste af egen erfaring at en selvopofrende indstilling medfører rige velsignelser. Det gav ham stor glæde og tilfredshed. Da han i Milet mødtes med de ældre mænd fra Efesus, forklarede han det på følgende måde: „Jeg har i alle ting vist jer at I, ved således at slide i det [på en selvopofrende måde], bør hjælpe dem som er svage, og huske Herren Jesu ord, da han sagde: ’Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.’“ (Apostelgerninger 20:35) Millioner af mennesker har erfaret at det allerede nu medfører stor glæde når man viser en sådan indstilling. Det vil også føre til glæde i fremtiden når Jehova belønner dem der sætter hans og andres interesser før deres egne. — 1 Timoteus 4:8-10.
Når man spørger Bill om hvorfor han bruger sine kræfter på at hjælpe andre med at bygge rigssale, svarer han: „Det giver mig stor tilfredshed at hjælpe andre menigheder, der ofte er forholdsvis små. Jeg glæder mig over at anvende den sagkundskab og de færdigheder jeg har, til gavn for andre.“ Hvorfor har Emma valgt at bruge sine kræfter og evner på at hjælpe andre til at lære sandheden fra Bibelen at kende? „Jeg kan slet ikke forestille mig en bedre beskæftigelse. Mens jeg stadig er ung og har kræfterne til det, ønsker jeg at gøre så meget som muligt for at glæde Jehova og andre. De materielle fordele jeg giver afkald på, betyder ingenting. Jeg gør kun hvad jeg bør gøre, i betragtning af hvad Jehova har gjort for mig.“
Maurice og Betty fortryder ikke at de har undladt at give efter for trangen til at ’tage den med ro’ efter de mange års hårde slid med at opdrage og sørge for deres børn. Nu da de er pensionister, vil de gerne fortsat bruge deres liv på noget nyttigt og meningsfyldt. „Vi har ikke lyst til blot at læne os tilbage og slappe af,“ fortæller de. „At hjælpe folk i et fremmed land til at lære Jehova at kende giver os lejlighed til fortsat at gøre noget meningsfyldt.“
Er du besluttet på at være selvopofrende? Det er ikke nemt. Det er en konstant kamp mellem de længsler vi har som ufuldkomne mennesker, og vores oprigtige ønske om at glæde Gud. (Romerne 7:21-23) Men det er en kamp vi kan vinde hvis vi lader Jehova lede vor tilværelse. (Galaterne 5:16, 17) Han vil med sikkerhed huske vort selvopofrende arbejde i hans tjeneste og velsigne os rigt. Jehova Gud vil ’åbne himmelens sluser for os og tømme velsignelse i overmål ud over os’. — Malakias 3:10; Hebræerne 6:10.
[Illustration på side 23]
Jesus havde en selvopofrende indstilling. Hvad med dig?
[Illustrationer på side 24]
Paulus lagde alle sine kræfter i forkyndelsesarbejdet