Efterlign Jehovas barmhjertighed

„Vær fortsat barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.“ — Lukas 6:36.

 1. Hvordan viste farisæerne at de var ubarmhjertige?

SKØNT vi er skabt i Guds billede, forsømmer mange af os at efterligne hans barmhjertighed. (1 Mosebog 1:27) Tænk for eksempel på farisæerne. Som gruppe betragtet kunne de ikke få sig selv til at glæde sig da Jesus barmhjertigt havde helbredt en mands visne hånd på en sabbat. Tværtimod lagde de råd op imod Jesus „for at de kunne få ham ryddet af vejen“. (Mattæus 12:9-14) Ved en anden lejlighed helbredte Jesus en blindfødt mand, og igen var det „nogle af farisæerne“ der ikke brød sig om at Jesus viste medfølelse. I stedet klagede de: „Dette er ikke et menneske fra Gud, for han holder ikke sabbatten.“ — Johannes 9:1-7, 16.

 2, 3. Hvad mente Jesus med ordene: „Vær på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej“?

² Farisæernes følelseskolde indstilling var en synd imod både Gud og mennesker. (Johannes 9:39-41) Med god grund advarede Jesus sine disciple mod den „surdej“ som kom fra farisæernes religiøse elite og fra andre grupper, som for eksempel saddukæerne. (Mattæus 16:6) I Bibelen skildrer surdej synd og fordærv. Med andre ord sagde Jesus at de skriftlærdes og farisæernes lære kunne fordærve den rene tilbedelse. Hvordan? Ved at den lærte folk at Guds lov udelukkende skulle betragtes i lyset af deres vilkårlige regler og ritualer, mens de tilsidesatte ’det der var vigtigere i loven’, for eksempel barmhjertighed. (Mattæus 23:23) Dette formvæsen gjorde dyrkelsen af Gud til en uudholdelig byrde.

³ I anden del af billedtalen om den fortabte søn afslørede Jesus de jødiske religiøse lederes fordærvede tankegang. Faderen, som er et billede på Jehova, tilgav beredvilligt sin angrende søn. Men den unge mands storebroder, der skildrede „farisæerne og de skriftlærde“, havde den stik modsatte holdning. — Lukas 15:2.

En vred broder

 4, 5. Hvorfor var den fortabte søns broder også ’fortabt’?

⁴ „Nu var hans ældste søn ude på marken; og da han kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. Han kaldte da en af tjenerne til sig og forhørte sig om hvad dette betød. Han sagde til ham: ’Din broder er kommet, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham sund og rask tilbage.’ Men han blev vred og ville ikke gå ind.“ — Lukas 15:25-28.

⁵ I Jesu billedtale var det tydeligvis ikke kun den fortabte søn der handlede uret. Et opslagsværk siger: „Begge de portrætterede sønner er fortabte — den ene på grund af den uretfærdighed der fornedrer ham, den anden på grund af den selvretfærdighed der forblinder ham.“ Læg mærke til at den fortabte søns broder ikke kun undlod at glæde sig, men også „blev vred“. Det græske rodord for „vrede“ rummer ikke så meget tanken om et vredesudbrud som tanken om en vedvarende sindsstemning. Den fortabte søns broder bar åbenbart et indgroet nag til broderen og fandt det upassende at fejre hans hjemkomst når han i det hele taget ikke burde have været rejst hjemmefra.

 6. Hvem skildrer den fortabte søns broder? Begrund svaret.

⁶ Den fortabte søns broder skildrer træffende dem der tog Jesu medfølende opmærksomhed over for syndere fortrydeligt op. I deres selvretfærdighed forblev de upåvirkede af Jesu barmhjertighed og tog ikke del i den glæde der er i himmelen når en synder bliver tilgivet. Jesu barmhjertighed harmede dem så de begyndte at ’tænke ondt i deres hjerter’. (Mattæus 9:2-4) Ved en lejlighed blev nogle farisæere så vrede at de tilkaldte en mand som Jesus havde helbredt, og „stødte . . . ham ud“. Det betyder sandsynligvis at de ekskommunikerede ham. (Johannes 9:22, 34) Ligesom den fortabte søns broder, der ’ikke ville gå ind’, nægtede de jødiske religiøse ledere forstokket at ’glæde sig med dem der glæder sig’. (Romerne 12:15) Jesus blotlagde yderligere deres ondsindede tankegang i fortsættelsen af billedtalen.

En forvrænget tankegang

 7, 8. (a) Hvordan viste den fortabte søns broder at han havde misforstået hvad det vil sige at være en god søn? (b) Hvilken forskel var der på den ældste søn og hans far?

⁷ „Så kom hans fader ud og bønfaldt ham. Som svar sagde han til sin fader: ’Se! i så mange år har jeg trællet for dig, og aldrig har jeg overtrådt dit bud, og dog har du aldrig givet mig et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner. Men så snart din søn her, som har opædt dine midler sammen med skøger, kom, slagtede du fedekalven til ham.’“ — Lukas 15:28-30.

⁸ Med disse ord viste den fortabte søns broder at han havde misforstået hvad det egentlig vil sige at være en god søn. Han betragtede nærmest sin far som en arbejdsgiver, hvilket fremgår af hans ord til faderen om at han ’havde trællet for ham’. Sandt nok havde denne søn aldrig forladt hjemmet eller overtrådt faderens bud. Men var det af kærlighed at han var lydig? Tjente han sin far med ægte glæde, eller var han selvretfærdigt overbevist om at han var en god søn blot fordi han gjorde sin pligt „ude på marken“? Hvis han nærede ægte hengivenhed for sin far, hvorfor genspejlede han da ikke sin fars sind? Hvorfor følte han ikke med sin broder da han fik mulighed for at vise ham barmhjertighed? — Jævnfør Salme 50:20-22.

 9. Hvori lignede de jødiske religiøse ledere den ældste søn?

⁹ De jødiske religiøse ledere havde meget tilfælles med den ældste søn. De mente at deres lydighed mod en lov var et udtryk for loyalitet mod Gud. Det er rigtigt at lydighed er påkrævet. (1 Samuel 15:22) Men de overbetonede gerningerne og forvandlede tilbedelsen af Gud til en mekanisk rutine, en from facade uden ægte åndeligt indhold. De gik op i overleveringer og var blottede for kærlighed. De regnede ikke jævne mennesker for mere værd end det snavs de trådte på. Med foragt omtalte de dem som „forbandede“. (Johannes 7:49) Hvordan skulle Gud kunne finde behag i sådanne lederes gerninger når deres hjerte var langt borte fra ham? — Mattæus 15:7, 8.

10. (a) Hvorfor citerede Jesus meget passende ordene: „Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer“? (b) Hvor alvorligt er det at være ubarmhjertig?

¹⁰ Jesus formanede engang farisæerne: „Gå . . . hen og lær hvad dette betyder: ’Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer.’“ (Mattæus 9:13; Hoseas 6:6) Farisæerne satte det forkerte på førstepladsen, for uden barmhjertighed var alle deres ofre uden værdi. Dette er en alvorlig sag, da Bibelen nævner at de ubarmhjertige hører til dem der „fortjener døden“. (Romerne 1:31, 32) Det er derfor ikke overraskende at Jesus sagde at de religiøse ledere som skare betragtet var hjemfaldne til evig tilintetgørelse. Deres ubarmhjertighed bidrog i høj grad til at gøre denne dom velfortjent. (Mattæus 23:33) Men måske kunne enkelte af dem hjælpes. I afslutningen af sin billedtale søgte Jesus at ændre sådanne jøders tankegang ved hjælp af faderens ord til sin ældste søn. Lad os se hvordan.

En barmhjertig far

11, 12. Hvordan forsøgte faderen i Jesu billedtale at ræsonnere med sin ældste søn, og hvad lå der sikkert i at faderen brugte udtrykket „din broder“?

¹¹ „Så sagde han til ham: ’Barn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit er dit; men vi kunne ikke andet end glæde os og fryde os, fordi din broder her var død og er kommet til live, og han var blevet væk og er fundet.’“ — Lukas 15:31, 32.

¹² Læg mærke til at faderen siger „din broder“. Hvorfor? Sikkert fordi den ældste søn lige har omtalt den fortabte søn som „din søn“ — ikke „min broder“. Han følte sig tilsyneladende ikke knyttet til broderen, og derfor siger faderen i virkeligheden til sin ældste søn: ’Han er ikke kun min søn. Han er også din broder, dit eget kød og blod. Du har al grund til at glæde dig over at han er vendt hjem!’ De jødiske ledere burde have opfattet Jesu budskab. De syndere som de foragtede, var i virkeligheden deres ’brødre’. Faktisk er der „intet menneske som er retfærdigt på jorden, som altid gør det gode og ikke synder“. (Prædikeren 7:20) De fremtrædende jøder havde derfor al grund til at glæde sig når syndere vendte om.

13. Hvilket ransagende spørgsmål får den bratte afslutning på Jesu billedtale os til at stille os selv?

¹³ Billedtalen slutter brat med faderens indtrængende ord til den ældste søn. Det er som om Jesus opfordrer sine tilhørere til selv at give fortællingen en slutning. Datidens tilhørere fik ikke at vide hvordan sønnen reagerede, men blev selv personligt konfronteret med spørgsmålet: ’Føler du også glæde når der i himmelen er glæde over at en synder ændrer sind?’ Også i dag har vi som kristne mulighed for i gerning at svare på det spørgsmål. Hvordan?

Efterlign Guds barmhjertighed i dag

14. (a) Hvordan kan vi følge Paulus’ formaning i Efeserbrevet 5:1 i spørgsmålet om barmhjertighed? (b) Hvilken misforståelse angående Guds barmhjertighed må vi tage os i agt for?

¹⁴ Paulus formanede efeserne: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn.“ (Efeserne 5:1) Som kristne bør vi værdsætte Guds barmhjertighed, lade den prente sig dybt i vore hjerter og selv praktisere den. Et advarende ord er imidlertid på sin plads. Man bør ikke fejlfortolke Guds barmhjertighed og tro at han bagatelliserer synd. Hvis man tager let på det at synde og ræsonnerer at man altid bare kan bede Gud om tilgivelse og gøre regning på hans barmhjertighed, hører man til dem der ifølge bibelskribenten Judas „forvandler vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed“. (Judas 4) Nok er Jehova barmhjertig, men han ’fritager på ingen måde’ uforbederlige overtrædere for straf. — 2 Mosebog 34:7; jævnfør Josua 24:19; Første Johannesbrev 5:16.

15. (a) Hvorfor må især de ældste bevare et ligevægtigt syn på barmhjertighed? (b) Hvad må de ældste bestræbe sig for, samtidig med at de ikke tolererer forsætlige overtrædelser, og hvad er grunden?

¹⁵ På den anden side må vi tage os lige så meget i agt for at gå til den modsatte yderlighed og blive strenge og fordømmende over for dem der virkelig ændrer sind og bedrøves over deres synder på en måde som Gud vil det. (2 Korinther 7:11) Eftersom de ældste har fået omsorgen for Jehovas hjord betroet, er det vigtigt at de bevarer et ligevægtigt syn på tingene, især når de skal dømme i en sag. Den kristne menighed skal bevares ren, og det er bibelsk set helt rigtigt at ’fjerne det onde menneske’ ved at udelukke vedkommende. (1 Korinther 5:11-13) Samtidig er det rigtigt at vise barmhjertighed når der er tydeligt grundlag for det. Uden dog at se gennem fingre med forsætlige overtrædelser, gør de ældste hvad de kan for at vise kærlighed og barmhjertighed inden for retfærdighedens grænser. De minder hele tiden sig selv om den bibelske regel: „Dommen vil være ubarmhjertig mod den der ikke har øvet barmhjertighed. Barmhjertigheden triumferer over dommen.“ — Jakob 2:13; Ordsprogene 19:17; Mattæus 5:7.

16. (a) Begrund ved hjælp af Bibelen at Jehova ønsker at de der har overtrådt hans lov, vender tilbage til ham. (b) Hvordan kan vi vise at vi også ønsker at angrende syndere skal føle sig velkomne?

¹⁶ Billedtalen om den fortabte søn viser tydeligt at Jehova ønsker at de der har overtrådt hans lov, vender tilbage til ham. Faktisk lader han indbydelsen stå åben til dem indtil de selv viser at de ikke længere står til at redde. (Ezekiel 33:11; Malakias 3:7; Romerne 2:4, 5; 2 Peter 3:9) Ligesom den fortabte søns far tager Jehova hensyn til de tilbagevendtes værdighed og antager dem igen som fuldgyldige medlemmer af familien. Efterligner du Jehova i den henseende? Hvordan reagerer du når en medtroende bliver genoptaget efter at have været udstødt? Vi har allerede set at det vækker „glæde i himmelen“. (Lukas 15:7) Men er der også glæde på jorden — i din menighed og i dit hjerte? Eller er du fortørnet ligesom den ældste søn i billedtalen, idet du mener at den der i det hele taget ikke burde have forladt Guds hjord, ikke fortjener nogen velkomst?

17. (a) Hvilken situation var opstået i Korinthermenigheden i det første århundrede, og hvordan anviste Paulus at sagen skulle behandles? (b) Hvorfor var Paulus’ vejledning nyttig, og hvordan kan vi efterleve den i dag? (Se også rammen til højre.)

¹⁷ Lad os ransage os selv i lyset af en episode der fandt sted i Korinth i år 55. En mand som havde været udelukket fra menigheden, rettede på ny sit liv ind efter de kristne normer. Hvad skulle brødrene gøre? Burde de være forbeholdne angående hans sindsændring og fortsat undgå ham? Nej, Paulus formanede korintherne til ’tværtimod frit at tilgive og trøste ham, for at han ikke på en eller anden måde skulle blive opslugt af en alt for stor bedrøvelse’. Han tilføjede: „Derfor tilskynder jeg jer til at bekræfte jeres kærlighed til ham.“ (2 Korinther 2:7, 8) Det sker ofte at angrende overtrædere føler sig uværdige og fortvivlede. De trænger derfor til at blive forsikret om at deres trosfæller og Jehova elsker dem. (Jeremias 31:3; Romerne 1:12) Det er yderst vigtigt. Hvorfor?

18, 19. (a) Hvordan havde Korinthermenigheden tidligere været for lemfældig? (b) Hvordan kunne en ubarmhjertig holdning bevirke at de kristne i Korinth blev „overlistet af Satan“?

¹⁸ Da Paulus tilskyndede korintherne til at være tilgivende, gav han blandt andet denne begrundelse: „For at vi ikke skal blive overlistet af Satan; hans planer er vi jo ikke uvidende om.“ (2 Korinther 2:11) Hvad mente Paulus? Det forstår vi når vi tænker på at han tidligere havde måttet irettesætte menigheden i Korinth fordi den lemfældigt havde ladet førnævnte mand fremture i synd ustraffet. Derved var menigheden, især de ældste, gået Satans ærinde, for han frydede sig over at bringe menigheden i vanry. — 1 Korinther 5:1-5.

¹⁹ Hvis korintherne nu gik til den modsatte yderlighed og nægtede at tilgive den angrende, ville Satan overliste dem på en anden måde. Hvordan? Ved at udnytte deres hårdhjertethed og ubarmhjertighed. Hvis den angrende synder blev „opslugt af en alt for stor bedrøvelse“, eller, som Today’s English Version siger, ’blev så bedrøvet at han gav helt op’, ville de ældste pådrage sig et tungt ansvar over for Jehova. (Jævnfør Ezekiel 34:6; Jakob 3:1.) Med god grund advarede Jesus sine disciple mod at bringe „en af disse små“ til snublen og fald og sagde derefter: „Vær opmærksomme på jer selv. Hvis din broder begår en synd, så giv ham en irettesættelse, og hvis han ændrer sind, så tilgiv ham.“a — Lukas 17:1-4.

20. Hvordan bliver der glæde både i himmelen og på jorden når en synder ændrer sind?

²⁰ Hvert år vender tusinder tilbage til den sande tilbedelse, og de er taknemmelige for den barmhjertighed Jehova har vist dem. „Jeg mindes ikke at jeg på noget tidspunkt i mit liv har været så glad for noget,“ siger en kristen søster om sin genoptagelse. Naturligvis glæder englene sig med hende. Måtte vi da også føje vor glæde til den glæde der er i himmelen når en synder ændrer sind. (Lukas 15:7) Derved vil vi efterligne Jehovas barmhjertighed.

[Fodnote]

Til repetition

◻ Hvad havde den fortabte søns broder tilfælles med de jødiske religiøse ledere?

◻ Hvordan viste den fortabte søns broder at han havde misforstået hvad det ville sige at være en god søn?

◻ Hvilke to yderligheder må vi undgå hvis vi skal efterligne Guds barmhjertighed?

◻ Hvordan kan vi efterligne Guds barmhjertighed i dag?

[Ramme på side 17]

’BEKRÆFT JERES KÆRLIGHED TIL HAM’

Med tanke på den udstødte overtræder der havde vist at han havde ændret sind, skrev Paulus til menigheden i Korinth: „Jeg [tilskynder] jer til at bekræfte jeres kærlighed til ham.“ (2 Korinther 2:8) Det græske ord der er oversat med „bekræfte“, er et juridisk udtryk der betyder „erklære for gyldig“, „godkende“. Den der bliver genoptaget, har behov for at føle sig elsket og accepteret på ny som medlem af menigheden.

Man må imidlertid huske at de fleste i menigheden ikke kender årsagen til hverken udelukkelsen eller genoptagelsen. Dertil kommer at der kan være nogle som gennem lang tid har været, og måske fortsat vil være, berørt af overtrædelsen. Når det meddeles at en angrende overtræder er blevet genoptaget, vil det derfor være på sin plads at man venter med at give udtryk for sin glæde til man taler personligt med vedkommende.

Det er trosstyrkende for dem der bliver genoptaget, atter at føle sig velkomne som medlemmer af den kristne menighed. Vi kan opmuntre dem ved at tale med dem i rigssalen, følges med dem i forkyndelsen og glæde os over samværet med dem ved andre passende lejligheder. Ved således at bekræfte eller vise gyldigheden af vor kærlighed til dem bagatelliserer vi på ingen måde alvoren af de synder de har begået; men sammen med englene i himmelen glæder vi os over at de har aflagt det urette og er vendt tilbage til Jehova. — Lukas 15:7.

[Illustration på side 15]

Den ældste søn glædede sig ikke over at hans broder var vendt hjem