Man kan finde trøst i trængselstider
HVORDAN bør man se på det hvis man som kristen pludselig bliver nedtrykt og deprimeret? Bør det forurolige én i betragtning af at man har viet sig til Jehova og har et vidunderligt håb samt mange åndelige skatte? Gør mismod én åndeligt uegnet til at tjene Gud?
„Elias var et menneske med de samme svagheder som vi,“ skrev disciplen Jakob. (Jakob 5:17) Selv om Gud brugte Elias på en særlig måde, kunne denne trofaste profet også blive nedtrykt. „Det er nok,“ udbrød Elias ved en lejlighed. „Nu, Jehova, tag min sjæl bort, for jeg er ikke bedre end mine forfædre.“ (1 Kongebog 19:4) Den uangribelige Job, den trofaste Hanna og andre loyale tjenere for Jehova var i perioder nedtrykte. Selv den gudfrygtige salmist David bad: „Mit hjertes kvaler er taget til; bring mig ud af mine trængsler.“ — Salme 25:17.
At Jehova bruger mennesker i sin tjeneste er ingen garanti for at de ikke rammes af sorger og bekymringer. På grund af vore menneskelige svagheder og følelser kan vi stadig blive modløse under trængsel. (Apostelgerninger 14:15) Imidlertid kan Guds tjenere opnå en bedre hjælp end andre til at overvinde følelsesmæssigt pres. Lad os betragte nogle få bibelske eksempler på hvordan nogle er blevet hjulpet til at overvinde deres depression og nedtrykthed.
En trængt apostel finder trøst
Apostelen Paulus kendte til at være deprimeret. „Da vi kom til Makedonien fik vort kød ingen lindring,“ skrev han. „Der var stridigheder udadtil, frygt indadtil. Men Gud, som trøster dem der er nedslåede, gav os trøst ved Titus’ nærværelse.“ (2 Korinther 7:5, 6) Paulus’ nedtrykthed skyldtes at han var udsat for flere prøvende omstændigheder på en og samme tid. Der var „stridigheder udadtil“ — svær forfølgelse som bragte hans liv i fare. (Jævnfør Andet Korintherbrev 1:8.) Desuden var der „frygt indadtil“ i form af bekymring for menighederne, blandt andet den i Korinth.
Få måneder forinden havde Paulus skrevet sit første brev til de kristne i Korinth. Heri havde han påtalt adskillige kritisable forhold i menigheden og var tilsyneladende bekymret for om de havde taget vel imod hans brev. Men Paulus blev trøstet da Titus kom fra Korinth med en gunstig melding om deres reaktion. På samme måde kan Jehova i dag gøre brug af en af sine tjenere til at bringe os gode nyheder der opmuntrer os når vi er nedslåede.
Hvordan man skal betragte opgaver fra Gud
Nogle kristne føler deres tjeneste tyngende. Ja, nogle af Jehovas tjenere har ment at de opgaver de fik af Gud var for krævende til at de kunne klare dem. For eksempel følte Moses sig uegnet til at tjene som Guds repræsentant for israelitterne i Ægypten, blandt andet fordi han ikke var en veltalende mand. (2 Mosebog 3:11; 4:10) Men Moses udførte sin opgave i tillid til Gud og med Aron som talerør.
Efterhånden var Moses ikke længere afhængig af Aron. Også i dag finder nogle i begyndelsen den kristne tjeneste vanskelig, men modtager så oplæring og bliver dygtige forkyndere. Mange unge Jehovas vidner er for eksempel vokset op og blevet heltidsforkyndere, enten pionerer eller missionærer. Det er opmuntrende at vide at man altid kan have tillid til at Jehova vil sørge for kvalificerede kristne tjenere og give dem styrke til at opfylde deres gudgivne opgaver. — Zakarias 4:6; 2 Korinther 2:14-17; Filipperne 4:13.
Trøst når man lider af selvbebrejdelse
Man kan blive nedtrykt hvis man bebrejder sig selv at man ikke har gjort mere i tjenesten for Gud. En broder der havde været uvirksom i årevis begyndte for eksempel igen at tage del i tjenesten på arbejdsmarken. Kort efter blev han alvorligt syg og var bundet til sengen. Denne nedtrykte broder sagde: „Tidligere, da jeg kunne have været aktiv, undslog jeg mig. Nu, hvor jeg ønsker at være aktiv, kan jeg ikke.“
Vil det ikke være fornuftigt at vi gør vort yderste nu, i stedet for at bruge vore mentale kræfter på at ærgre os over det der er sket i fortiden? Jesu kødelige halvbrødre Jakob og Judas blev først troende efter hans død og opstandelse. Selv om de måske har bebrejdet sig selv dette, forhindrede det dem i hvert fald ikke i at være Guds tjenere og lade sig bruge til at nedskrive Bibelen.
Forsøm aldrig bønnen
I svære perioder bør Guds folk bede inderligt. Bibelen indeholder faktisk mange bønner som er opsendt i trængselstider. (1 Samuel 1:4-20; Salme 42:8) Nogle tænker måske: ’Jeg er så deprimeret at jeg ikke kan bede.’ Men hvorfor så ikke tænke på Jonas? Mens han lå i fiskens bug bad han: „Da min sjæl blev svag i mig, huskede jeg på Jehova. Og min bøn nåede ind til dig i dit hellige tempel. . . . Jeg vil med højlydt taksigelse bringe slagtofre til dig. Hvad jeg har lovet, vil jeg holde. Frelsen tilhører Jehova.“ (Jonas 2:4-9) Ja, Jonas bad, og Gud trøstede og frelste ham.
En søster i Sverige som havde været pioner i mange år, følte sig pludselig modløs og udbrændt trods en velsignelsesrig tjeneste. Hun fortalte i bøn Jehova om sin nedtrykthed. Få dage senere fik hun en telefonopringning fra en broder på Vagttårnets afdelingskontor. Han spurgte om hun havde lyst til at hjælpe til dér en dag om ugen i forbindelse med en udvidelse af Betel. Søsteren sagde senere: „Atmosfæren på Betel og det at følge byggeriet og tage del i arbejdet gav mig den ekstra styrke jeg havde behov for.“
Når vi er nedtrykte er det godt at huske at bøn er en måde at bekæmpe depression på. (Kolossenserne 4:2) Som svar på vore bønner vil Jehova åbne en dør der fører ind til større aktivitet i hans tjeneste, eller han vil velsigne vores tjeneste med flere resultater. (1 Korinther 16:8, 9) Under alle omstændigheder kan det siges at „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den“. (Ordsprogene 10:22) Dette vil helt sikkert gøre os bedre til mode.
Foruroliget af tvivlstanker?
Indimellem rammes en af Jehovas tjenere måske af tvivlstanker. Hvis det skulle ske for os, bør vi ikke straks slutte at vi har mistet Guds godkendelse. Jesus forkastede ikke apostelen Thomas fordi han tvivlede på en øjenvidneberetning om sin Herres opstandelse. Jesus hjalp tværtimod kærligt Thomas over sin tvivl. Og Thomas blev ovenud lykkelig da han indså at Jesus var i live! — Johannes 20:24-29.
I det første århundrede havde nogle „ugudelige“ som knurrede og fremførte falsk lære, sneget sig ind i den kristne menighed og sået tvivl, hvilket fik nogle til at miste modet. Disciplen Judas skrev derfor: „Der er nogle der tvivler, og dem må I fortsat vise barmhjertighed; frels dem ved at rive dem ud af ilden.“ (Judas 3, 4, 16, 22, 23) For at blive ved med at modtage Guds barmhjertige omsorg måtte Judas’ trosfæller — især menighedens ældste — fortsat vise barmhjertighed med dem der plagedes af tvivlstanker. (Jakob 2:13) Det gjaldt deres evige liv, for de var i fare for at ende i den evige tilintetgørelses „ild“. (Jævnfør Mattæus 18:8, 9; 25:31-33, 41-46.) Og det bragte stor glæde når der venligt blev ydet hjælp til tvivlende trosfæller, og disse blev åndeligt styrket!
Når alvorlige prøver får os til at tvivle på at Gud er med os, har vi behov for at være specifikke i vore bønner. Under sådanne omstændigheder må vi blive ved at bede Gud om visdom. Han giver gavmildt uden at bebrejde os at vi mangler visdom og beder om den. Vi må „fortsat bede i tro, uden overhovedet at tvivle“, for den der tvivler er som „en havets bølge der drives af vinden og blæses omkring“ i enhver retning. Sådanne mennesker modtager ikke noget fra Gud eftersom de er ubeslutsomme og ’ustadige’ på alle deres veje. (Jakob 1:5-8) Lad os tro på at Jehova vil hjælpe os til at se vore trængsler i det rette lys og til at udholde dem. Ved samvær med trosfæller eller under bibelstudium bliver vi måske gjort opmærksomme på bestemte skriftsteder. Ved Guds forudseenhed bliver begivenhederne manøvreret sådan at det hjælper os til at se hvad vi skal gøre. Englene er måske med til at lede os, eller vi modtager vejledning ved den hellige ånd. (Hebræerne 1:14) Det vigtigste er at bede om visdom i fuld tillid til vor kærlige Gud. — Ordsprogene 3:5, 6.
Husk at Jehova trøster
Paulus bad tillidsfuldt til Jehova og erfarede at han er en kilde til trøst. Apostelen skrev: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste dem som er i al slags trængsel, med den trøst hvormed vi selv trøstes af Gud.“ — 2 Korinther 1:3, 4.
Al trøsts Gud lægger mærke til når hans tjenere er nedtrykte og ønsker at skaffe dem lindring. Da Paulus var bekymret for korintherne, kom hjælpen gennem hans kristne trosfælle Titus. Samvær med medkristne er en af de måder hvorpå Gud trøster os. Vi bør derfor undgå at isolere os. (Ordsprogene 18:1) Måske tænker vi: ’Jeg er så nedbøjet at jeg ikke kan klare at være sammen med mine kristne venner.’ Men sådanne følelser bør vi bekæmpe. Vi må ikke afskære os selv fra den trøst trosfæller kan give.
Giv ikke op!
Nogle af os har måske aldrig været ude for så alvorlige trængsler at vi er blevet alvorligt deprimerede. En tærende sygdom, en ægtefælles død eller en anden prøvende situation kan gøre én mismodig. Hvis vi skulle blive nedslåede bør vi ikke nødvendigvis tro at vi er åndeligt syge. En deprimeret person kan være fuldt kvalificeret til at tjene Gud, ja, endda være i stand til at hjælpe andre åndeligt. Paulus tilskyndede brødrene til at ’trøste de modfaldne sjæle’ og ikke mistænksomt tro at de havde gjort noget forkert eller var åndeligt syge. (1 Thessaloniker 5:14) Depression kan nogle gange skyldes synd og skyldfølelse, men ikke i tilfældet med dem der tjener Gud af et rent hjerte. Deres tilbedelse, som de måske yder under store vanskeligheder, er antagelig for Jehova. Han elsker dem og kommer dem til undsætning med fornøden hjælp og trøst. — Salme 121:1-3.
De der udgør resten af det åndelige Israel var stærkt fortvivlede over trængslerne i året 1918. (Jævnfør Galaterbrevet 6:16.) Deres forkynderorganisation var næsten udslettet og nogle af dem var blevet fængslet uretfærdigt. Mange af deres tidligere trosfæller blev illoyale frafaldne der modstod dem. Hvad mere var, de trofaste salvede kristne forstod ikke hvorfor Gud havde tilladt dette at ske. I et stykke tid ’såede de med tårer’, men de gav ikke op. De fortsatte med at tjene Jehova og ransage sig selv. Hvad blev udfaldet? De ’kom hjem med glædesråb, bærende deres neg’. (Salme 126:5, 6) De salvede indser nu at Gud tillod disse prøver for at rense dem til det forestående internationale høstarbejde.
Hvis vi skulle tabe modet på grund af forskellige trængsler kan vi drage nytte af den salvede rests erfaringer. I stedet for at give op, skal vi blive ved at gøre det der er ret, selv hvis vi må gøre det under tårer. Med tiden vil der vise sig en vej ud af vore trængsler, og vi ’vil komme hjem med glædesråb’. Ja, vi vil opnå glæde — en frugt af Guds hellige ånd — hvis vi holder ud i vore trængsler. Jehova vil helt sikkert vise sig at være „al trøsts Gud“, også i vort tilfælde.