GALATERBREVET

Et inspireret brev, skrevet på græsk af apostelen Paulus, „til menighederne i Galatien“. — Ga 1:1, 2.

Skribent. Paulus nævnes som skribenten i brevets første sætning. (Ga 1:1) Hans navn forekommer også senere i brevet, og han omtaler sig selv i første person. (5:2) En del af brevet er en selvbiografi hvori hans omvendelse og nogle af hans andre oplevelser omtales. Hvad der siges om hans sygdom i kødet (4:13, 15), stemmer med udtalelser andre steder i Bibelen der synes at tale om den samme lidelse. (2Kor 12:7; Apg 23:1-5) Mens Paulus normalt skrev sine breve ved hjælp af en sekretær, skrev han dette brev, som han selv siger, „med egen hånd“. (Ga 6:11) Almindeligvis slutter han sine breve med hilsener fra sig selv og dem der er sammen med ham, men det gør han ikke i dette brev. Hvis den der skrev dette brev, var en bedrager, ville han sandsynligvis have nævnt en sekretær og sendt nogle hilsener, sådan som Paulus plejede at gøre. Skribentens måde at henvende sig til sine læsere på og hans åbne, direkte stil taler for at brevet er ægte og ikke et falskneri.

Der rejses i almindelighed ingen tvivl om at Paulus har skrevet dette brev, undtagen af dem der forsøger at afvise Paulus’ forfatterskab i det hele taget. Et ikkebibelsk vidnesbyrd om at Paulus er skribenten, er at Irenæus (ca. år 180) citerer fra brevet og tilskriver Paulus det.

Hvem det var stilet til. Der har længe stået strid om hvilke menigheder brevet var stilet til med ordene „til menighederne i Galatien“. (Ga 1:2) Til støtte for påstanden om at det var til ikkenavngivne menigheder i provinsen Galatiens nordlige del, anføres at befolkningen her i etnisk henseende var ægte galatere, hvilket ikke var tilfældet med befolkningen i provinsens sydlige del. Paulus plejer imidlertid at bruge de officielle romerske provinsnavne i sine skrifter, og datidens provins Galatien omfattede også de lykaoniske byer Ikonium, Lystra og Derbe og den pisidiske by Antiochia, der alle lå i provinsens sydlige del. I alle disse byer havde Paulus oprettet kristne menigheder på sin første missionsrejse, da han havde følgeskab af Barnabas. At brevet skulle være stilet til menighederne i byerne Ikonium, Lystra, Derbe og Antiochia, ville stemme med at Barnabas omtales som en der er brevmodtagerne bekendt. (Ga 2:1, 9, 13) Der er ingen steder i Bibelen hvoraf det fremgår at kristne i den nordlige del af Galatien kendte Barnabas, eller at Paulus overhovedet havde rejst i den del af Galatien.

Paulus’ udbrud: „Åh uforstandige galatere!“ betyder ikke at han kun havde et bestemt folkeslag som boede i den nordlige del af Galatien og udelukkende var af gallisk afstamning, i tanke. (Ga 3:1) Paulus irettesatte derimod nogle i de galatiske menigheder for at have ladet sig påvirke af judaister iblandt dem, jøder der søgte retfærdighed ved den mosaiske ordning i stedet for at blive erklæret retfærdige „som følge af tro“ under den nye pagt. (2:15–3:14; 4:9, 10) I racemæssig henseende var „menighederne i Galatien“ (1:2), som Paulus skrev til, en blanding af jøder og ikkejøder, og de sidstnævnte bestod af såvel omskårne proselytter som uomskårne hedninger, hvoraf nogle uden tvivl var af keltisk afstamning. (Apg 13:14, 43; 16:1; Ga 5:2) Paulus tiltalte dem alle under ét som „galatere“, eftersom de boede i provinsen Galatien. Som det fremgår af brevet, skrev Paulus til mennesker han kendte godt, og disse boede i den sydlige del af den romerske provins. Han skrev ikke til helt fremmede i den nordlige del, hvor han så vidt vides aldrig havde været.

Hvornår det er skrevet. Brevets indhold omspænder ikke noget bestemt tidsrum, men affattelsestidspunktet henlægges til tiden mellem ca. år 50 og 52. Af kapitel 4, vers 13, fremgår det indirekte at Paulus havde besøgt galaterne mindst to gange før han skrev brevet. Apostelgerninger beretter i kapitlerne 13 og 14 om en rejse som Paulus og Barnabas foretog til byerne i det sydlige Galatien, hvilket skete omkring år 47 og 48. Efter apostelmødet i Jerusalem omkring år 49 vendte Paulus derpå, sammen med Silas, tilbage til Derbe og Lystra i Galatien og til andre byer hvor Paulus og Barnabas ’havde forkyndt Jehovas ord’ på den første rejse. (Apg 15:36–16:1) Det var åbenbart herefter, mens Paulus befandt sig et andet sted på sin anden missionsrejse, eller da han igen var hjemme i Antiochia i Syrien, at han fik det budskab der gav anledning til at han skrev til „menighederne i Galatien“.

Hvis det var under Paulus’ halvandet år lange ophold i Korinth at han skrev brevet (Apg 18:1, 11), blev det sandsynligvis skrevet på et tidspunkt mellem efteråret 50 og foråret 52, den samme periode hvori han skrev sine kanoniske breve til thessalonikerne.

Hvis det derimod var under hans korte ophold i Efesus, eller efter at han var vendt tilbage til Antiochia i Syrien hvor han „opholdt sig nogen tid“ (Apg 18:22, 23), må det have været omkring år 52. Af disse muligheder forekommer Efesus dog usandsynlig, dels fordi Paulus’ ophold i byen var så kort, og dels fordi han — hvis han under opholdet i denne nærliggende by havde hørt at galaterne var afveget fra troen — sikkert ville have besøgt brødrene personligt eller i sit brev have forklaret dem hvorfor han ikke havde mulighed for at komme til dem på det tidspunkt.

Når Paulus i brevet siger at det undrer ham at galaterne ’så hurtigt lod sig føre bort fra ham som kaldte dem’ (Ga 1:6), kunne det tyde på at han skrev brevet kort efter at han havde besøgt dem. Men selv om det først var i år 52, da han var tilbage i Antiochia i Syrien, var det alligevel forholdsvis hurtigt at de var afveget fra troen.

Kanonisk. I Det Muratoriske Fragment og i Irenæus’, Clemens af Alexandrias, Tertullians og Origenes’ forfatterskaber har vi vidnesbyrd fra de tidligste tider om at brevet er kanonisk. Disse mænd nævnte det ved navn, side om side med alle De Kristne Græske Skrifters andre 26 bøger eller de fleste af dem. Det er anført ved navn i Markions afkortede kanon, og endog Celsus, der var modstander af kristendommen, henviste til det. Alle betydelige fortegnelser over den inspirerede Bibels kanoniske bøger fra tiden før det tredje kirkemøde i Karthago i år 397 indeholder Galaterbrevet. Det er bevaret til i dag i Chester Beatty Papyrus II (P⁴⁶) — et håndskrift der henføres til omkring år 200 — sammen med otte andre inspirerede breve af Paulus. Dette viser at de første kristne anerkendte Galaterbrevet som et af Paulus’ breve. Andre gamle håndskrifter, såsom Det Sinaitiske, Det Alexandrinske, Det Vatikanske nr. 1209, Codex Ephraemi Rescriptus og Codex Claromontanus samt den syriske Pesjitta, indeholder ligeledes Galaterbrevet. Desuden er det helt i overensstemmelse med Paulus’ andre breve og Bibelens øvrige bøger, hvorfra det ofte citerer.

Anledningen til brevet. Brevet afspejler mange af den galatiske befolknings karaktertræk som de kunne iagttages på Paulus’ tid. I det 3. århundrede f.v.t. var galliske keltere nordfra trængt ind i området, og den keltiske påvirkning var derfor stor. Kelterne (eller gallerne) regnedes for at være et vildt og barbarisk folk, og det hed sig at de bragte deres krigsfanger som menneskeofre. I den romerske litteratur beskrives de som et meget følelsesladet, overtroisk folk der havde mange ritualer, et træk der sandsynligvis afholdt dem fra at slutte sig til en gudsdyrkelse som kristendommen, der var så godt som blottet for ritualer.

Alligevel var der sikkert mange i de galatiske menigheder der kom fra denne befolkningsgruppe og havde haft sådanne karaktertræk, foruden at der var mange tidligere tilhængere af jødedommen som ikke havde frigjort sig fuldstændigt fra Moselovens ceremonier og andre forskrifter, men stadig omhyggeligt overholdt dem. Den vankelmodige og ustadige natur man tillagde galaterne af keltisk afstamning, forklarer måske hvorfor nogle i de galatiske menigheder der engang var nidkære for sandheden fra Gud, på kort tid kunne blive et let bytte for modstandere som holdt sig strengt til Moseloven og insisterede på at det var nødvendigt at lade sig omskære og overholde Moselovens øvrige bestemmelser for at blive frelst.

Judaisterne, som sådanne fjender af sandheden kunne kaldes, holdt åbenbart striden om omskærelse ved lige, selv efter at apostlene og andre ældste i Jerusalem havde afgjort sagen. Nogle af de galatiske kristne havde muligvis også givet efter for den almindelige lave moral i befolkningen, hvad den sidste del af brevet, fra kapitel 5, vers 13, kunne tyde på. Under alle omstændigheder bevægede budskabet om deres afvigelse fra troen Paulus til at skrive dette brev med direkte vejledning og kraftige formaninger til dem. Det er tydeligt at hans umiddelbare hensigt med brevet er at underbygge sin apostelmyndighed, at modvirke judaisternes falske lære og at styrke brødrene i de galatiske menigheder.

Judaisterne var udspekulerede og hykleriske. (Apg 15:1; Ga 2:4) Disse falske lærere hævdede at de repræsenterede menigheden i Jerusalem, men de modstod Paulus og ville ikke anerkende ham som apostel. De krævede omskærelse, ikke fordi de var optaget af galaternes vel, men fordi de derved ville kunne formilde jøderne og afholde dem fra at være så bitre modstandere. Judaisterne søgte at undgå forfølgelse for Kristi skyld. — Ga 6:12, 13.

For at nå deres mål hævdede de at Paulus ikke var blevet gjort til apostel af Kristus Jesus selv, men kun af nogle fremtrædende medlemmer af den kristne menighed. (Ga 1:11, 12, 15-20) De ville have galaterne til at følge sig (4:17) og måtte derfor neutralisere Paulus’ indflydelse ved først at berøve ham apostelværdigheden. De påstod åbenbart at når Paulus så sin fordel ved det, krævede han omskærelse. (1:10; 5:11) De prøvede at lave en blandingsreligion af kristendommen og jødedommen, idet de ikke fuldstændig fornægtede Kristus, men gjorde gældende at omskærelse ville gavne galaterne og hjælpe dem videre i kristendommen, og at de desuden derved ville blive sønner af Abraham, med hvem omskærelsespagten oprindelig var blevet indgået. — 3:7.

Paulus gendrev grundigt disse falske læreres påstande og opbyggede brødrene så de kunne stå fast i Kristus. Det er glædeligt at konstatere at menighederne i Galatien forblev trofaste mod Kristus og stod fast som en sandhedens søjle. Apostelen Paulus besøgte dem på sin tredje missionsrejse (Apg 18:23), og apostelen Peter stilede sit første brev til blandt andre galaterne. — 1Pe 1:1.

[Ramme på side 672]

HOVEDPUNKTER I GALATERBREVET

Et brev der understreger værdsættelse af den frihed som sande kristne har opnået ved Jesus Kristus

Skrevet et eller måske flere år efter at galaterne havde fået det styrende råds afgørelse om at omskærelse ikke var et krav til kristne

Paulus forsvarer sin myndighed som apostel

Paulus var ikke udnævnt til apostel af mennesker, men var udpeget af Jesus Kristus og Faderen; han rådspurgte ikke apostlene i Jerusalem før han begyndte at forkynde den gode nyhed; først tre år senere aflagde han et kort besøg hos Kefas og Jakob (1:1, 13-24)

Den gode nyhed han forkyndte, var ikke fra mennesker, men var modtaget ved en åbenbaring fra Jesus Kristus (1:10-12)

Da Paulus sammen med Barnabas og Titus tog op til Jerusalem og forelagde spørgsmålet om omskærelse, var det som følge af en åbenbaring; han lærte ikke noget nyt af Jakob, Peter og Johannes, men de anerkendte at han havde fået kraft til et apostelhverv blandt folk fra nationerne (2:1-10)

Da Peter i Antiochia skilte sig ud fra de ikkejødiske troende af frygt for nogle tilrejsende brødre fra Jerusalem, irettesatte Paulus ham (2:11-14)

Et menneske erklæres kun retfærdigt ved tro på Kristus, ikke ved lovgerninger

Hvis man kunne erklæres retfærdig ved lovgerninger, havde Kristi død været unødvendig (2:15-21)

Galaterne fik Guds ånd fordi de modtog den gode nyhed i tro, og ikke på grund af lovgerninger (3:1-5)

Abrahams sande sønner er dem der har en tro som hans (3:6-9, 26-29)

De der forsøger at opnå retfærdighed ved lovgerninger, er under forbandelse fordi de ikke magter at holde Loven til fuldkommenhed (3:10-14)

Loven ugyldiggjorde ikke det løfte der var forbundet med Abrahamspagten, men den tjente til at gøre overtrædelserne kendt og virkede som en opdrager der ledte de troende til Kristus (3:15-25)

Stå fast i den kristne frihed

Jesus Kristus udfriede ved sin død dem der var under Loven, så de kunne blive Guds sønner (4:1-7)

Hvis de vendte tilbage til at overholde dage, måneder, årstider og år, ville de atter komme i trældom og blive stillet som Ismael, tjenestepigen Hagars søn, der sammen med sin moder blev sendt bort fra Abrahams husstand (4:8-31)

Eftersom de var udfriet fra synden og ikke længere bundet af Loven, skulle de modstå enhver som søgte på ny at bringe dem under trældomsåg (1:6-9; 5:1-12; 6:12-16)

De skulle ikke misbruge deres frihed, men følge Guds ånds ledelse idet de afviste kødets gerninger og bar åndens frugt i deres livsførelse (5:13-26)

De skulle i mildhedens ånd hjælpe dem på fode der begik et fejltrin; men den enkelte måtte selv bære sin egen ansvarsbyrde (6:1-5)