Guds pagter — og hans evige forsæt

„Jehova . . . husker sin pagt til fjerne tider, det ord han påbød, i tusind generationer.“ — SALME 105:7, 8.

 1, 2. Hvorfor kan man sige at de fleste er berørt af en pagt?

DIT liv har sandsynligvis på et eller andet tidspunkt været berørt af en pagt, eller vil måske blive det engang i fremtiden. Vi tænker her på ægteskabspagten, for de fleste af os er kommet til verden som følge af et ægteskab og er måske også selv gift eller tænker på at blive det.

² For mange hundrede år siden brugte den hebraiske profet Malakias udtrykket „din ungdoms hustru“, „din pagtshustru“. (Malakias 2:14-16) Det er korrekt at kalde ægteskabet for en pagt, for der er her tale om en formel aftale mellem to parter. Ægteskabspagten er en tosidig aftale hvor parterne enes om at blive mand og hustru, hvorved de påtager sig visse pligter over for hinanden og kan se frem til varige goder.

 3. Hvorfor vil nogle pagter måske berøre os mere end ægteskabspagten?

³ Ægteskabspagten synes måske at være den pagt der har den største direkte indflydelse på vort liv, men Bibelen omtaler faktisk nogle pagter af langt større betydning. Ifølge et opslagsværk hvor de bibelske pagter sammenlignes med ikkebibelske religioners pagter, er det kun i Bibelen at „en sådan fastlæggelse af forholdet mellem Gud og hans folk bliver til en samlet helhed af anordninger der i sidste instans får universel rækkevidde“. Ja, disse pagter omfatter vor kærlige Skabers evige forsæt. Som vi skal se, vil vi kunne nyde store velsignelser i kraft af disse pagter.

 4. Hvilken pagt henledte fra begyndelsen opmærksomheden på Guds evige forsæt?

⁴ Da Adam og Eva satte sig op imod Guds myndighed fik det tragiske følger. Det medførte at de gav ufuldkommenheden i arv til deres efterkommere, og det er grunden til at vi må lide under sygdom og til sidst dø. (1 Mosebog 3:1-6, 14-19) Vi kan imidlertid være taknemmelige for at deres synd ikke har kunnet ændre Guds forsæt — at opfylde jorden med sande tilbedere der vil komme til at leve i sundhed og lykke. Derfor oprettede Jehova den pagt der omtales i Første Mosebog 3:15: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ Denne korte profeti i symbolske vendinger rejste imidlertid mange spørgsmål. Hvordan ville Jehova opfylde dette pagtsløfte?

 5, 6. (a) Hvad ville Gud benytte til at gennemføre sit forsæt? (b) Hvorfor bør vi være interesserede i Guds pagter?

⁵ Gud valgte at indgå en række særlige pagter, der med pagten i Eden kom til at omfatte syv i alt. De der håber på at komme til at opleve evige velsignelser bør forstå hvad disse pagter indbefatter. Det er blandt andet godt at vide hvornår og hvordan de blev indgået, hvem de omfatter, hvilke hensigter og betingelser der er knyttet til dem, og hvilken forbindelse de har med hinanden og med Guds hensigt: at velsigne den lydige menneskehed med evigt liv. Det vil være passende at gennemgå disse pagter nu, for den 22. marts i år vil kristne samles i deres menigheder for at fejre Herrens aftensmåltid, som er direkte knyttet til disse pagter.

⁶ Nogle vil sikkert opfatte emnet pagter som noget tørt og tungt, og mene at det ikke har særlig stor almeninteresse. Men læg mærke til hvad Theological Dictionary of the Old Testament siger: „De udtryk der i fortiden blev brugt om ’pagt’ i Det Nære Østen samt i den græske og romerske verden . . . kan betydningsmæssigt inddeles i to grupper: for det første vedrørende ed og forpligtelse, og for det andet vedrørende kærlighed og venskab.“ Begge aspekter, nemlig ed og venskab, er noget grundlæggende i forbindelse med Jehovas pagter.

Abrahamspagten — et grundlag for evige velsignelser

 7, 8. Hvilken slags pagt indgik Jehova med Abraham? (1 Krønikebog 16:15, 16)

⁷ Patriarken Abraham, der er „fader til alle som tror“, var „Jehovas ven“. (Romerne 4:11; Jakob 2:21-23) Med en ed svor Gud over for Abraham at han ville indgå en pagt med ham, en pagt der danner grundlag for at vi kan modtage evige velsignelser. — Hebræerne 6:13-18.

⁸ Da Abraham befandt sig i Ur, gav Jehova ham besked på at rejse til et andet land. Det viste sig at være Kana’ans land. Jehova gav Abraham dette løfte: „Jeg vil gøre dig til en stor nation og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort; . . . og ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.“a (1 Mosebog 12:1-3) Efterhånden føjede Gud flere detaljer til det vi med rette kalder Abrahamspagten: Abrahams afkom, eller arving, skulle arve det forjættede land; hans afkom ville blive talløst; Abraham og Sara ville blive ophav til konger. — 1 Mosebog 13:14-17; 15:4-6; 17:1-8, 16; Salme 105:8-10.

 9. Hvordan kan vi vide at Abrahamspagten også omfatter os?

⁹ Gud kaldte den „min pagt mellem mig og dig [Abraham]“. (1 Mosebog 17:2) Men vi har al mulig grund til at mene at den også berører os, for Gud udvidede senere pagten med ordene: „Jeg [vil] visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred; og dit afkom vil tage sine fjenders porte i besiddelse. Og ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ (1 Mosebog 22:17, 18) Vi hører med til disse nationer og har derfor mulighed for at blive velsignet.

10. Hvad lærer Abrahamspagten os?

¹⁰ Lad os her standse op og tænke over hvad vi kan udlede angående Abrahamspagten. Ligesom pagten i Eden peger den frem til et „afkom“, og antyder at afkommet vil være af menneskelig herkomst. (1 Mosebog 3:15) Denne slægtslinje ville gennem Sem føre frem til Abraham og videre frem gennem Isak. Slægtslinjen skulle komme til at omfatte et kongedømme, og den ville føre til velsignelse ikke blot for en enkelt slægt men for mennesker i alle lande. Hvordan gik disse løfter i opfyldelse?

11. Hvordan fik løfterne i forbindelse med Abrahamspagten en bogstavelig opfyldelse?

¹¹ Abrahams efterkommere gennem Jakob, eller Israel, blev med tiden en stor nation. Som Abrahams bogstavelige afkom var de viet til den rene tilbedelse af Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. (1 Mosebog 28:13; 2 Mosebog 3:6, 15; 6:3; Apostelgerninger 3:13) Israelitterne vendte sig ofte bort fra den rene tilbedelse, men „Jehova viste dem . . . sin gunst og havde barmhjertighed med dem . . . på grund af sin pagt med Abraham, Isak og Jakob, og han ønskede ikke at ødelægge dem“. (2 Kongebog 13:23; 2 Mosebog 2:24; 3 Mosebog 26:42-45) Selv efter at Gud havde antaget den kristne menighed som sit folk, fortsatte han for en tid med at begunstige israelitterne som det folk der var Abrahams kødelige afkom. — Daniel 9:27.

Abrahams åndelige afkom

12, 13. Hvordan viste Jesus sig at blive Abrahamspagtens primære afkom i den åndelige opfyldelse?

¹² Men løfterne i forbindelse med Abrahamspagten fik også en åndelig opfyldelse. Denne større opfyldelse var ikke åbenbar før Jesu tid, men vi der lever i dag kan glæde os over at vi forstår opfyldelsen, eftersom den bliver forklaret i Guds ord. Paulus skrev: „Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans afkom. Der siges ikke: ’Og til dine efterkommere,’ som når der er mange, men, som når der er én: ’Og til dit afkom,’ som er Kristus.“ — Galaterne 3:16.

¹³ Ja, ’afkommet’ skulle kun komme gennem én slægtslinje, hvilket Jesus også gjorde — eftersom han var født som jøde og var en kødelig efterkommer af Abraham. (Mattæus 1:1-16; Lukas 3:23-34) Desuden var han medlem af den større Abrahams himmelske familie. Abraham havde vist at hans tro var så stærk at han var villig til at ofre sin egen søn Isak hvis Gud havde ønsket det. (1 Mosebog 22:1-18; Hebræerne 11:17-19) På samme måde havde Jehova sendt sin enestefødte søn til jorden som et genløsningsoffer for dem som tror. (Romerne 5:8; 8:32) Det er forståeligt at Paulus i forbindelse med Abrahamspagten identificerede Jesus Kristus som Abrahams primære afkom.

14. Hvem udgør Abrahamspagtens sekundære afkom, og hvad skal vi drøfte i den forbindelse?

¹⁴ Paulus fortsætter derefter med at sige at Gud i den åndelige opfyldelse ville ’gøre Abrahams afkom talrigt’. Han siger: „Når I hører Kristus til, er I jo Abrahams afkom, arvinger ifølge et løfte.“ (1 Mosebog 22:17; Galaterne 3:29) Der er her tale om de 144.000 åndsavlede kristne der udgør Abrahams sekundære afkom. De står ikke i et modsætningsforhold til det primære afkom, men ’hører Kristus til’. (1 Korinther 1:2; 15:23) Ganske vist er det ikke mange af dem der kan føre deres slægtslinje tilbage til Abraham, da de fleste stammer fra ikke-jødiske nationer. Hvad der er mere afgørende i den åndelige opfyldelse er dog at de ikke har noget egentligt slægtskabsforhold til den større Abraham, Jehova, eftersom de nedstammer fra den ufuldkomne Adam. Lad os derfor i lyset af senere pagter se nærmere på hvordan de har kunnet opfylde betingelserne for at blive en del af „Abrahams afkom“.

Lovpagten — en midlertidig tilføjelse

15-17. (a) Hvorfor blev Lovpagten føjet til Abrahamspagten? (b) Hvordan opfyldte Lovpagten sit formål?

¹⁵ Hvordan ville Gud, efter at have indgået Abrahamspagten som det første grundlæggende skridt hen imod gennemførelsen af sit forsæt, beskytte afkommets slægtslinje mod besmittelse og udryddelse indtil det tidspunkt hvor det skulle fremstå? Hvordan kunne de sande tilbedere kende den som var ’afkommet’ når han fremstod? Paulus besvarer disse spørgsmål ved at pege på visdommen i at Gud midlertidigt tilføjede Lovpagten. Apostelen skriver:

¹⁶ „Hvorfor da loven? Den blev føjet til for at gøre overtrædelserne kendt, indtil det afkom som løftet var givet til, kom; og den blev formidlet gennem engle ved en mellemmands hånd. . . . Loven [er] blevet en opdrager der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro.“ — Galaterne 3:19, 24.

¹⁷ Ved Sinaj Bjerg oprettede Jehova en national pagt mellem sig selv og Israel, nemlig Lovpagten med Moses som mellemmand.b (Galaterne 4:24, 25) Folket indvilligede i at være med i denne pagt, og den blev sat i kraft med blodet af tyre og bukke. (2 Mosebog 24:3-8; Hebræerne 9:19, 20) Den udstyrede Israel med teokratiske love samt grundridset til et retfærdigt styre. Pagten forbød israelitterne at indgå ægteskab med hedninger eller deltage i umoralitet og dyrkelse af falske guder. Derved beskyttede den israelitterne og tjente til at bevare afkommets slægtslinje ubesmittet. (2 Mosebog 20:4-6; 34:12-16) Men da ingen af de ufuldkomne israelitter kunne holde Loven til fuldkommenhed, gjorde den deres synder kendt. (Galaterne 3:19) Den pegede også på behovet for en fuldkommen, udødelig præst, og for et offer der ikke behøvede at blive gentaget år efter år. Loven var som en opdrager der førte et barn hen til en lærer. Denne lærer viste sig at være Messias eller Kristus. (Hebræerne 7:26-28; 9:9, 16-22; 10:1-4, 11) Når Lovpagten havde opfyldt sit formål, ville den ophøre. — Galaterne 3:24, 25; Romerne 7:6; se „Spørgsmål fra læserne“, side 31.

18. Hvilken yderligere hensigt var knyttet til Lovpagten, og hvorfor var dette vanskeligt at forstå?

¹⁸ Da Gud oprettede denne midlertidige pagt, omtalte han hvilket betagende formål den tjente: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom . . . Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ (2 Mosebog 19:5, 6) Hvilke storslåede fremtidsudsigter! En nation af kongepræster. Men hvordan kunne dette lade sig gøre? Som Loven senere forklarede, fik den herskende stamme (Juda) og præstestammen (Levi) tildelt hver sit ansvarsområde. (1 Mosebog 49:10; 2 Mosebog 28:43; 4 Mosebog 3:5-13) Ingen kunne på samme tid bestride hvervet som præst og regent. Men Guds ord i Anden Mosebog 19:5, 6 gav alligevel anledning til at tro at de der var under Lovpagten, på en eller anden måde ville få mulighed for at komme til at udgøre „et kongerige af præster og en hellig nation“.

Pagten med David om et rige

19. Hvordan pegede pagterne frem til et kongedømme?

¹⁹ Senere indstiftede Jehova endnu en pagt, der kastede yderligere lys over hvordan han ville gennemføre sit forsæt til evig gavn for menneskeheden. Vi har allerede set hvordan Abrahamspagten pegede frem til et kongedømme blandt Abrahams kødelige afkom. (1 Mosebog 17:6) Også Lovpagten lod forstå at der ville fremstå konger blandt Guds folk, for Moses sagde til Israel: „Når du kommer ind i [det forjættede land] og du så siger: ’Jeg vil sætte en konge over mig, ligesom alle nationerne der er rundt om mig,’ da må du kun sætte den konge over dig som Jehova din Gud udvælger . . . Du har ikke lov til at sætte en fremmed som ikke er din broder, over dig.“ (5 Mosebog 17:14, 15) Hvordan ville Gud oprette et sådant kongedømme, og hvilken indflydelse vil det få på Abrahamspagten?

20. Hvordan kom David og hans slægtslinje ind i billedet?

²⁰ Saul, der var af Benjamins stamme, blev Israels første konge, men han blev efterfulgt af den modige og loyale David af Juda stamme. (1 Samuel 8:5; 9:1, 2; 10:1; 16:1, 13) På et tidspunkt i Davids regeringstid besluttede Jehova sig til at indgå en pagt med ham: „Jeg [vil] oprejse dit afkom efter dig, det som udgår fra dit indre, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongedømmes trone for stedse.“ (2 Samuel 7:12, 13) Som antydet i denne pagt skulle David efterfølges af sin søn Salomon, der også blev brugt i forbindelse med opførelsen af Guds hus eller tempel i Jerusalem. Men dette var ikke alt.

21. Hvad skabte rigspagten med David grundlag for?

²¹ Jehova indgik desuden følgende pagt med David: „Dit hus og dit kongedømme vil stå fast for stedse foran dig; din trone vil være grundfæstet for stedse.“ (2 Samuel 7:16) Det var således tydeligt at Gud grundlagde et kongeligt dynasti for Israel i Davids slægt. Men der var ikke blot tale om en ubrudt række af davidiske konger. En af Davids efterkommere ville komme til at regere „evindelig, og hans trone [skulle være] som solen foran [Gud]“. — Salme 89:20, 29, 34-36; Esajas 55:3, 4.

22. Hvad betød pagten med David i forbindelse med afkommets slægtslinje?

²² Det er derfor tydeligt at pagten med David yderligere afgrænsede i hvilken slægtslinje afkommet skulle fremstå. Selv jøderne i det første århundrede var klar over at Messias skulle være en efterkommer af David. (Johannes 7:41, 42) Abrahamspagtens primære afkom, Jesus Kristus, opfyldte betingelserne for at blive en evig arving til Davids kongedømme, hvilket også blev bevidnet af en engel. (Lukas 1:31-33) Jesus opnåede derved retten til at herske over det forjættede land, det jordiske område som David havde hersket over. Dette bør øge vor tillid til Jesus; han har ikke uretmæssigt tilranet sig sit herredømme, men hersker som følge af en juridisk gyldig og guddommelig pagt.

23. Hvilke spørgsmål mangler stadig at blive besvaret?

²³ Vi har indtil nu udelukkende beskæftiget os med fire af de pagter som Gud har indstiftet for at gennemføre sin hensigt, der vil medføre evige velsignelser for menneskeheden. Men som du sikkert har bemærket er der stadig nogle spørgsmål som ikke er besvaret: Hvilken præst eller hvilket offer kunne nogen sinde ændre noget ved menneskers ufuldkommenhed? Hvordan kunne man opfylde betingelserne for at blive regnet med blandt Abrahams afkom? Ville retten til at herske komme til at gælde mere end blot et jordisk område? Hvordan vil „alle jordens slægter“, os selv iberegnet, kunne blive velsignet gennem Abrahams primære og sekundære afkom? Dette vil blive behandlet i den næste artikel.

[Fodnoter]

Hvad vil du svare?

◻ Hvordan skabte Abrahamspagten grundlag for at vi kan modtage evige velsignelser?

◻ Hvem udgjorde Abrahams kødelige afkom? Hvem udgjorde det åndelige?

◻ Hvorfor blev Lovpagten føjet til Abrahamspagten?

◻ Hvordan blev Guds hensigt fremmet gennem pagten med David om et rige?

[Diagram på side 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Pagten i Eden — 1 Mosebog 3:15

Abrahamspagten

Primære afkom

Sekundære afkom

Evige velsignelser

[Diagram på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Pagten i Eden — 1 Mosebog 3:15

Abrahamspagten

Lovpagten

Pagten med David om et rige

Primære afkom

Sekundære afkom

Evige velsignelser

[Illustration på side 10]

Gud indgik en pagt med den trofaste Abraham for at gennemføre sin hensigt til gavn for menneskeheden