Kapitel otte
En kamp imod onde åndemagter
1. Hvorfor er de onde ånders virksomhed af særlig interesse for os?
MANGE afviser hånligt tanken om at der findes onde ånder. Men hvad enten man tror på det eller ej, så findes der onde ånder, og de forsøger at lægge pres på alle mennesker. De der tilbeder Jehova, er ingen undtagelse. De er i virkeligheden det vigtigste angrebsmål. At det forholder sig sådan, gør apostelen Paulus opmærksom på med ordene: „For os er kampen nemlig ikke imod blod og kød, men imod regeringerne [de usynlige], imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske.“ (Efeserne 6:12) I vor tid er presset fra de onde åndemagter større end nogen sinde, for Satan er blevet kastet ud af himmelen og er rasende fordi han ved at hans tid er kort. — Åbenbaringen 12:12.
2. Hvordan kan man vinde kampen mod overmenneskelige ånder?
2 Er det muligt at vinde en kamp mod overmenneskelige åndemagter? Ja, men kun hvis man stoler helt på Jehova. Man må lytte til ham og adlyde hans ord. Gør man det, kan man blive forskånet for meget af den fysiske, moralske og følelsesmæssige skade som rammer dem der er i Satans magt. — Jakob 4:7.
Verdensherskerne i det himmelske
3. Hvem retter Satan en bølge af voldsom forfølgelse mod, og hvordan?
3 Jehova har givet os en levende skildring af verdenssituationen sådan som han ser den fra sin ophøjede stilling i himmelen. Han lod apostelen Johannes få et syn hvori Satan blev fremstillet som „en stor, ildrød drage“ der stod parat til at fortære Guds messianske rige så snart det blev født i himmelen i 1914. Da dette ikke lykkedes, rettede Satan en bølge af voldsom forfølgelse mod dette riges jordiske repræsentanter. (Åbenbaringen 12:3, 4, 13, 17) Hvordan har Satan ført denne krig? Ved hjælp af sine repræsentanter her på jorden.
4. Hvem er kilden til de jordiske regeringers magt og myndighed, og hvordan kan vi vide det?
4 Johannes så også et vilddyr med syv hoveder og ti horn, et vilddyr der havde „myndighed over hver stamme og hvert folk og hvert tungemål og hver nation“. Dette vilddyr symboliserer hele det verdensomspændende politiske system. Johannes fik at vide at „dragen [Satan Djævelen] gav dyret dets magt og dets trone og stor myndighed“. (Åbenbaringen 13:1, 2, 7) Ja, det er Satan der er kilden til de jordiske regeringers magt og myndighed. Som apostelen Paulus skrev, er de egentlige ’verdensherskere’ derfor „ondskabens åndemagter i det himmelske“. De jordiske regeringer er underlagt deres kontrol. Alle der ønsker at tilbede Jehova, må indse den fulde betydning af dette. — Lukas 4:5, 6.
5. Hvad samles de politiske ledere nu til?
5 Selv om mange politiske ledere siger at de er religiøse, er der ingen af nationerne der underordner sig Jehovas, eller hans udnævnte konges, Jesu Kristi, herredømme. De kæmper alle en indædt kamp for at beholde deres magt. Beretningen i Åbenbaringen viser at „udtalelser inspireret af dæmoner“ nu er ved at samle verdensherskerne til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ i Harmagedon. — Åbenbaringen 16:13, 14, 16; 19:17-19.
6. Hvorfor må vi passe godt på at vi ikke bliver forledt til at støtte Satans ordning?
6 Hver eneste dag berøres folks liv af politiske, sociale, økonomiske og religiøse konflikter som splitter menneskeheden. I disse konflikter tager folk som regel parti — verbalt eller på anden måde — for den nation, stamme, sproggruppe eller samfundsklasse de selv tilhører. Selv når de ikke direkte er involveret i konflikter, holder de ofte med den ene af parterne. Men uanset hvem eller hvad de giver deres tilslutning, hvem er det så i virkeligheden de støtter? Bibelen siger rent ud: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Hvordan kan man da undgå at blive vildledt sammen med resten af menneskeheden? Kun ved at give Guds rige sin fulde støtte og holde sig fuldstændig neutral i verdens konflikter. — Johannes 17:15, 16.
Den ondes snedige påfund
7. Hvordan kommer Satans list til udtryk i hans brug af falsk religion?
7 Satan har til enhver tid i historien benyttet sig af verbal og fysisk forfølgelse for at få folk til at tage afstand fra den sande tilbedelse. Han har også anvendt mere underfundige midler — listige handlinger og snedige påfund. Han har med stor dygtighed holdt mange mennesker i mørke ved hjælp af falsk religion, og han har fået dem til at tro at de tjener Gud. Fordi de mangler nøjagtig kundskab om Gud og kærlighed til sandheden, føler de sig måske tiltrukket af mystiske og følelsesladede måder at dyrke Gud på, eller de lader sig imponere af ’kraftige gerninger’. (2 Thessaloniker 2:9, 10) Men vi advares om at der, selv blandt dem der tager del i den sande tilbedelse, er nogle som vil „falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme“. (1 Timoteus 4:1) Hvordan kan det gå til?
8. Hvordan kan Satan lokke os ind i falsk religion selv om vi tilbeder Jehova?
8 Djævelen udnytter snedigt vore svagheder. Lider vi stadig af menneskefrygt? I så fald kan pres fra slægtninge eller naboer måske få os til at deltage i skikke der stammer fra falsk religion. Er vi stolte? Så vil vi måske tage anstød når vi bliver vejledt, eller når andre ikke går ind for de idéer vi kommer med. (Ordsprogene 15:10; 29:25; 1 Timoteus 6:3, 4) I stedet for at rette vore synspunkter ind efter Kristi eksempel foretrækker vi måske at lytte til dem der ’kildrer vore ører’, ved at sige at det er nok at læse i Bibelen og leve et pænt liv. (2 Timoteus 4:3) Om vi slutter os til en anden religiøs gruppe eller blot har vores egen private opfattelse af troen, er Satan ligegyldigt — når bare vi ikke tilbeder Jehova på den måde Han anviser gennem sit ord og sin organisation.
9. Hvordan gør Satan snedigt brug af sex for at nå sine mål?
9 Satan bruger også list for at lokke folk til at tilfredsstille normale ønsker og drifter på en forkert måde. Det gælder for eksempel i forbindelse med kønsdriften. Mange i verden forkaster Bibelens moralnormer og finder det helt i orden at ugifte har seksuelle forhold for fornøjelsens skyld, eller at man dyrker sex som et bevis på at man er blevet voksen. Og hvordan forholder det sig med dem der er gift? Mange begår ægteskabsbrud. Og selv hvis der ikke foreligger utroskab, sker det ofte at folk søger skilsmisse eller separation blot for at flytte sammen med en anden. Formålet med Satans underfundige metoder er at få folk til at gå op i de nydelser de kan opnå her og nu, og ignorere de følger det på længere sigt vil få for dem selv og andre, og navnlig for deres forhold til Jehova og hans søn. — 1 Korinther 6:9, 10; Galaterne 6:7, 8.
10. Med hvilke midler forsøger Satan at påvirke vores indstilling til umoralitet og vold?
10 Et andet naturligt ønske er ønsket om adspredelser. Sunde adspredelser kan være afslappende, både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. Men hvordan reagerer vi når Satan på en udspekuleret måde forsøger at udnytte et tidspunkt hvor vi slapper af, til at lede vore tanker bort fra det der behager Gud? Vi ved for eksempel at Jehova hader kønslig umoralitet og vold. Når den slags skildres i film, fjernsynsprogrammer eller teaterstykker, sidder vi så bare passivt og sluger det hele råt? Vi må også gøre os klart at Satan vil sørge for at de forskellige former for underholdning bliver mere og mere fordærvede efterhånden som den tid nærmer sig hvor han vil blive kastet i afgrunden, for „onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre, idet de leder vild og ledes vild“. (2 Timoteus 3:13; Åbenbaringen 20:1-3) Vi må derfor hele tiden være på vagt over for Satans planer. — 1 Mosebog 6:13; Salme 11:5; Romerne 1:24-32.
11. Hvordan kan selv de der kender sandheden om spiritisme, blive fanget i denne snare hvis de ikke er på vagt?
11 Vi er også klar over at de der beskæftiger sig med en eller anden form for spiritisme — driver spådomskunst, øver trolddom eller forsøger at kommunikere med de døde — er en vederstyggelighed for Jehova. (5 Mosebog 18:10-12) Vi kunne derfor aldrig tænke os at bruge horoskoper eller rådspørge spiritistiske medier, og vi ville bestemt heller ikke invitere dem ind i vort hjem og lade dem udøve deres dæmoniske kunster der. Men ville vi lytte til dem hvis de optrådte i fjernsynet eller på internettet? Selv om vi aldrig kunne drømme om at lade os behandle af en „healer“, siger vi så „syv-ni-tretten“ eller banker under bordet for at undgå en ulykke hvis vi har sagt noget overmodigt? Og ville vi lade en hypnotisør få magt over vort sind når vi ved at Bibelen fordømmer dét at ’binde andre med en besværgelse’? — Galaterne 5:19-21.
12. (a) Hvordan kunne musik få os til at tænke på noget som vi ved er forkert? (b) Hvordan kan tøjstil, frisure eller ens måde at tale på afsløre at man beundrer nogle der lever på en måde som mishager Jehova? (c) Hvad må vi gøre for ikke at blive ofre for Satans snedige påfund?
12 Ifølge Bibelen bør utugt og urenhed af enhver art end ikke nævnes (med urene motiver) iblandt os. (Efeserne 5:3-5) Men hvad nu hvis det er ledsaget af musik der har en inciterende, iørefaldende melodi eller en kraftig, pågående rytme? Kan det få os til at begynde at gentage sangtekster der opfordrer til sex uden for ægteskabet, narkotikamisbrug eller andre forkerte handlinger? Eller har vi en tendens til at identificere os med dem der giver sig af med den slags, ved at efterligne deres tøjstil, frisure eller måde at tale på, selv om vi ved at vi ikke bør leve ligesom dem? Satan bruger nogle meget udspekulerede metoder for at lokke os til at følge hans fordærvede tankegang! (2 Korinther 4:3, 4) Hvis vi ikke skal blive ofre for hans snedige påfund, må vi undgå at efterligne tendenserne i verden. Vi må hele tiden huske hvem „verdensherskerne i dette mørke“ er, og kæmpe ihærdigt for at modstå deres indflydelse. — 1 Peter 5:8.
Udrustet til at sejre
13. Hvordan er det muligt for os ufuldkomne mennesker at sejre over Satans verden?
13 Før Jesus døde, sagde han til sine apostle: „Fat mod! Jeg har besejret verden.“ (Johannes 16:33) Apostlene kunne også ’besejre verden’. Omkring 60 år senere skrev apostelen Johannes: „Hvem er det der sejrer over verden, uden den som tror at Jesus er Guds søn?“ (1 Johannes 5:5) Vi kan vise at vi har denne tro, ved at adlyde Jesu befalinger og stole på Guds ord, ligesom Jesus gjorde. Hvad mere kræves der? At vi holder os nær til den menighed som han er hoved for. Når vi begår fejl, må vi oprigtigt angre det og søge Guds tilgivelse på grundlag af Jesu offer. På den måde kan vi også sejre, trods vore ufuldkommenheder og fejl.
14. Læs Efeserbrevet 6:13-17, og brug spørgsmålene og skriftstederne i dette afsnit som grundlag for en drøftelse af hvor værdifuld hver del af den åndelige rustning er.
14 For at klare os i kampen må vi iføre os „den fulde rustning fra Gud“ og ikke glemme nogen del af den. Rustningen står beskrevet i Efeserbrevet 6:13-17 i Bibelen. Når du har læst beskrivelsen, kan du besvare nedenstående spørgsmål, idet du overvejer hvordan du kan få gavn af den beskyttelse som hver enkelt del af rustningen giver.
„Sandhed spændt som bælte om jeres lænd“
Hvordan er det en beskyttelse for os at vi, selv om vi kender sandheden, studerer regelmæssigt, grunder over Bibelens sandheder og overværer møderne? (1 Korinther 10:12, 13; 2 Korinther 13:5; Filipperne 4:8, 9)
„Retfærdighedens brystharnisk“
Hvis norm for retfærdighed er der tale om? (Åbenbaringen 15:3)
Forklar ved hjælp af eksempler hvordan man kan lide åndelig skade hvis man ikke følger Jehovas retfærdige veje. (5 Mosebog 7:3, 4; 1 Samuel 15:22, 23)
„Fredens gode nyhed som sko på jeres fødder“
Hvordan er det en beskyttelse for os at vi er travlt optaget af gå ud til folk for at fortælle dem hvordan Gud vil indføre fred? (Salme 73:2, 3; Romerne 10:15; 1 Timoteus 5:13)
„Troens store skjold“
Hvis vi har en velfunderet tro, hvordan vil vi så reagere på de forsøg der gøres for at få os til at tvivle eller blive bange? (2 Kongebog 6:15-17; 2 Timoteus 1:12)
„Frelsens hjelm“
Hvordan hjælper håbet om frelse os til ikke at blive alt for optaget af materielle ting? (1 Timoteus 6:7-10, 19)
„Åndens sværd“
Hvad bør vi altid stole på når vi afværger de angreb der rettes mod vores egen eller andres åndelige sundhed? (Salme 119:98; Ordsprogene 3:5, 6; Mattæus 4:3, 4)
Hvad er desuden vigtigt for at vi kan sejre i den åndelige krig? Hvor ofte bør vi benytte os af dette? Til gavn for hvem? (Efeserne 6:18, 19)
15. Hvordan kan vi være i offensiven i den åndelige kamp?
15 Som Kristi soldater tilhører vi en stor hær der kæmper en åndelig krig. Hvis vi er agtpågivende og gør god brug af den fulde rustning fra Gud, vil vi ikke falde i denne krig. Vi vil i stedet kunne styrke og hjælpe andre der tjener Gud. Vi vil være rede til og ivrige efter at være i offensiven ved at forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige, den himmelske regering som Satan kæmper så hårdnakket imod.
Repetition
• Hvorfor holder Jehovas tjenere sig helt neutrale i verdens konflikter?
• Hvilke snedige metoder benytter Satan for at bringe kristne til åndeligt fald?
• Hvordan beskytter den åndelige rustning fra Gud os i denne åndelige krig?
[Billeder på side 76]
Nationerne samles nu til Harmagedon