GAVER FRA GUD

De gaver Gud skænker menneskene, er et udtryk for hans ufortjente godhed. Ordet chaʹrisma (ordr.: nådegave), som forekommer 17 gange i De Kristne Græske Skrifter, betegner en gave der skyldes „ufortjent godhed“ (chaʹris) fra Guds side. (Ro 6:23, fdn.; 1Kor 12:4; 2Ti 1:6; 1Pe 4:10) Det vil derfor kun være rimeligt at de gaver man modtager fra Jehova, anvendes til gavn for ens medmennesker og til ære for Gud, giveren. (1Pe 4:10, 11) Hensigten med disse gaver er ikke at modtageren selvisk skal berige sig. Han har fået dem for intet og har derfor pligt til at give dem videre for intet. — Mt 10:8.

„Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er ovenfra.“ (Jak 1:17) Jehova er gavmild. Han lader både de retfærdige og de uretfærdige få gavn af solen og regnen; „han giver selv liv og ånde og alting til alle.“ Guds gaver, deriblandt mad og drikke og det at nyde frugten af sit arbejde, er til glæde for mennesket. (Mt 5:45; Apg 17:24, 25; Præ 3:12, 13; 5:19; 1Ti 6:17) Både ægteskabet og den ugifte stand er gaver fra Gud som man kan glæde sig over inden for de grænser han har sat. Da den enlige er mere fri til at hellige sig tjenesten for Jehova uden at blive distraheret, er den ugifte stand den bedste af de to gaver. — Ord 18:22; Mt 19:11, 12; 1Kor 7:7, 17, 32-38; He 13:4.

Jesu offer. Jehova har i sin ufortjente godhed skænket menneskene en uvurderlig gave ved at give sin søn som en løsesum, hvorved de der tror på Jesu Kristi offer, kan opnå det evige livs gave. (Ro 6:23; Joh 3:16) Guds „uforlignelige frie gave“ indbefatter tydeligvis al den godhed og loyale hengivenhed som han viser sit folk gennem Jesus Kristus. — 2Kor 9:15; jf. Ro 5:15-17.

Den hellige ånd. Gud skænker sine tjenere sin ånd, som sætter dem i stand til at undgå kødets nedværdigende gerninger og i stedet opdyrke åndens frugt, som er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. (Apg 2:38; Ro 8:2-10; Ga 5:16-25) Jehovas ånd er en sikker vejleder, og den skænker en kraft som er ud over det normale, hvorved den hjælper den kristne til at fuldføre sine gudgivne opgaver uanset hvilket pres han måtte blive udsat for. (Joh 16:13; 2Kor 4:7-10) Jesus forsikrede sine disciple om at Guds ånd ville lære dem alt, minde dem om det han havde lært dem, og hjælpe dem med at føre forsvar for deres tro, selv over for øvrighedspersoner. — Joh 14:26; Mr 13:9-11.

Visdom og kundskab. Sand visdom og kundskab er gaver fra Gud. Jehova opfordrer sine tjenere til at bede om visdom og kundskab, ligesom Salomon gjorde. (Jak 1:5; 2Kr 1:8-12) Man må imidlertid gøre en indsats for at opnå kundskaben, idet man må studere Guds ord, der er skænket menneskene som en gave. (Ord 2:1-6; 2Ti 2:15; 3:15) Et studium af Guds ord bevirker dog ikke i sig selv at man får visdommens og kundskabens gaver. Sand kundskab og visdom opnås kun gennem Jesus Kristus og ved hjælp af Guds ånd. — 1Kor 2:10-16; Kol 2:3.

Visdommen fra Gud beskytter og leder én på livets vej. (Præ 7:12; Ord 4:5-7) Den adskiller sig tydeligt fra verdens visdom, som er tåbelighed i Guds øjne og tilmed skadelig da den lader Gud ude af betragtning. (1Kor 1:18-21) „Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk.“ — Jak 3:17.

Nøjagtig kundskab om Jehovas vilje hjælper én til at ’forvisse sig om de mere vigtige ting’, til ikke at bringe andre til snublen og fald og til at „vandre Jehova værdigt for fuldt ud at behage ham“. (Flp 1:9-11; Kol 1:9, 10) Desuden er kundskab noget af det der hjælper den kristne til at være aktiv og at bære frugt i tjenesten for Gud. (2Pe 1:5-8) Denne gave fra Gud indbefatter mere end blot og bar viden om kendsgerninger. Den indbefatter også forståelse af disse kendsgerninger og indsigt i hvordan man kan bruge dem til at „svare enhver især“. — Kol 4:6.

Gaver i form af tjeneste og i form af mennesker. Tjenesteopgaver inden for Guds jordiske ordning er gaver fra Jehova. (4Mo 18:7; Ro 12:6-8; Ef 3:2, 7) De der ved Guds ufortjente godhed har fået tildelt en tjenesteopgave, kaldes også „gaver i form af mennesker“, og Jesus Kristus har som menighedens hoved og på Guds vegne skænket menigheden disse gaver for at dens medlemmer kan blive opbygget og nå frem til modenhed. (Ef 4:8, 11, 12) For trofast at kunne varetage deres pligter på en måde der er til gavn for andre, må de der har fået en sådan gave betroet, til stadighed opdyrke den og aldrig forsømme den. (1Ti 4:14; 2Ti 1:6) Med Jehovas hjælp kan enhver der gør en målbevidst indsats for at udnytte sine evner fuldt ud og for at overvinde eventuelle hindringer, blive i stand til at varetage de tjenesteopgaver som Gud måtte tildele ham. — Flp 4:13.

Åndens gaver. Dåben med hellig ånd blev i det 1. århundrede ledsaget af mirakuløse gaver der tjente som et tegn på at Gud ikke længere benyttede den jødiske menighed som sit redskab, men havde godkendt den kristne menighed som hans søn havde grundlagt. (He 2:2-4) Udgydelsen af den hellige ånd på Pinsedagen var ledsaget af sådanne mirakuløse gaver, og ved hver lejlighed hvor de mirakuløse gaver derefter blev videregivet, var der ifølge den bibelske beretning mindst én af de 12 apostle eller Paulus, som Jesus selv havde udvalgt, til stede. (Apg 2:1, 4, 14; 8:9-20; 10:44-46; 19:6) Da apostlene døde, blev åndens gaver åbenbart ikke længere givet videre, og de forsvandt efterhånden som de der havde fået dem, døde.

Selv om Guds tjenere ikke længere med åndens hjælp kunne gøre mirakler, var der ingen grund til at tvivle på at Gud var med dem, for evnen til at udføre mirakuløse gerninger var ikke i sig selv et bevis på Guds bemyndigelse. (Mt 7:21-23) Det var ikke alle kristne i det 1. århundrede der kunne udføre kraftige gerninger, helbrede, tale i tunger eller oversætte tungetale. Gud havde i sin ufortjente godhed skænket Paulus, og uden tvivl visse andre, flere af disse åndens gaver. Det var imidlertid gaver som kendetegnede den kristne menigheds barndom, og det var forudsagt at de ville forsvinde. Som Jesus sagde, skulle hans disciple kendes på deres indbyrdes kærlighed, ikke på deres kraftige gerninger. — 1Kor 12:29, 30; 13:2, 8-13; Joh 13:35.

Paulus opregner ni forskellige af åndens manifestationer eller måder at virke på: (1) visdoms tale, (2) kundskabs tale, (3) tro, (4) gaver til at helbrede, (5) kraftige gerninger, (6) profeteren, (7) bedømmelse af inspirerede udtalelser, (8) forskellige slags tungetale og (9) tolkning af tungetale. Alle disse åndens gaver tjente et gavnligt formål, idet de ikke blot bidrog til menighedens talmæssige vækst, men også medførte at den opbyggedes åndeligt. — 1Kor 12:7-11; 14:24-26.

„Visdoms tale“. Man kan opnå visdom ved at studere Guds ord og ved at efterleve det i praksis, med erfaringen som læremester, men den „visdoms tale“ der nævnes her, var åbenbart en mirakuløs evne til at anvende kundskaben så problemer der opstod i menigheden, blev løst på bedste måde. (1Kor 12:8) Da Paulus skrev de breve som blev en del af Guds inspirerede ord, gjorde han det ’ifølge den visdom der var givet ham’. (2Pe 3:15, 16) Det ser også ud til at denne gave medvirkede til at den enkelte var i stand til at fremføre et forsvar for kristendommen som modstanderne ikke kunne modsige eller stå sig imod. — Apg 6:9, 10.

„Kundskabs tale“ og „tro“. Alle i den kristne menighed i det 1. århundrede havde en grundlæggende kundskab om Jehova og hans søn og om Guds vilje og de krav han stillede for at man kunne opnå livet. Den her nævnte „kundskabs tale“ kan derfor ikke have været den kundskab som kristne almindeligvis ejede, men må have været en højere form for kundskab, en mirakuløs kundskab. På samme måde må ’troen’ som en åndens gave have været en mirakuløs tro som hjalp indehaveren til at overvinde bjerglignende forhindringer som ellers ville have bremset tjenesten for Gud. — 1Kor 12:8, 9; 13:2.

„Gaver til at helbrede“. Gaven til at helbrede var en mirakuløs evne til fuldstændig at helbrede enhver form for sygdom og lidelse. (Apg 5:15, 16; 9:33, 34; 28:8, 9) Forud for Pinsedagen havde Jesus og hans disciple helbredt syge. Skønt nogle af dem der blev helbredt, gav udtryk for en klar tro på Jesus, er det værd at bemærke at dette ikke var en betingelse for at de kunne blive helbredt. (Jf. Joh 5:5-9, 13.) Da disciplene ved en lejlighed ikke kunne helbrede en epileptiker, sagde Jesus ikke at det skyldtes manglende tro hos den syges fader som havde henvendt sig til dem, men manglende tro hos disciplene selv. (Mt 17:14-16, 18-20) Bibelen nævner ikke et eneste tilfælde hvor Jesus eller hans disciple måtte opgive at helbrede en syg på grund af manglende tro hos den pågældende. I øvrigt brugte Paulus ikke sin helbredelsesgave til at helbrede Timoteus for hans mavelidelse, og han tilskrev heller ikke Timoteus’ hyppige svagheder mangel på tro, men anbefalede ham at bruge lidt vin for sin maves skyld. — 1Ti 5:23; se også HELBREDELSE; TRO.

„Kraftige gerninger“. Gaven til at udføre kraftige gerninger indbefattede evnen til at oprejse døde, at uddrive dæmoner og at slå modstandere med blindhed. (1Kor 12:10) Sådanne gerninger bevirkede at flere troende blev føjet til menigheden. — Apg 9:40, 42; 13:8-12; 19:11, 12, 20.

„Profeteren“. Gaven til at profetere var en større gave end tungetalen, for den opbyggede menigheden. Desuden hjalp den ikketroende til at erkende at Gud virkelig var iblandt de kristne. (1Kor 14:3-5, 24, 25) Alle i den kristne menighed kunne tale om opfyldelsen af de nedskrevne profetier i Guds ord, men de der havde den mirakuløse gave at kunne profetere, kunne, som for eksempel Agabus, forudsige fremtidige begivenheder. — Apg 2:17, 18; 11:27, 28; se PROFET (Profeter i De Kristne Græske Skrifter); PROFETI.

„Bedømmelse af inspirerede udtalelser“. Denne gave var utvivlsomt evnen til at bedømme om en inspireret udtalelse var fra Gud eller ej. (1Kor 12:10) Den beskyttede indehaveren mod at blive bedraget og ført bort fra sandheden, og den værnede menigheden mod falske profeter. — 1Jo 4:1; jf. 2Kor 11:3, 4.

„Tungetale“. Tungetalens mirakuløse gave fulgte med udgydelsen af Guds ånd på pinsedagen i år 33. Den satte de omkring 120 disciple der var forsamlet i en sal ovenpå (måske i nærheden af templet), i stand til at tale om „Guds storslåede gerninger“ på de sprog der taltes af de jøder og proselytter der var kommet til Jerusalem langvejsfra for at fejre højtiden. Denne opfyldelse af Joels profeti var et vidnesbyrd om at Gud nu benyttede den nye kristne menighed og ikke længere den jødiske menighed. For at få den hellige ånds frie gave måtte jøderne og proselytterne ændre sind og lade sig døbe i Jesu navn. — Apg 1:13-15; 2:1-47.

Tungetalens gave var meget nyttig for det første århundredes kristne, idet den satte dem i stand til at forkynde for dem der talte andre sprog. Den var et tegn for de ikketroende. Da Paulus skrev til den kristne menighed i Korinth, befalede han imidlertid at ikke alle skulle tale i tunger når menigheden kom sammen, eftersom ukyndige og ikketroende der kom ind og ikke forstod det, ville tro at de var vanvittige. Han anbefalede også at tungetalen blev „begrænset til to eller højst tre, og efter tur“. Hvis der ingen oversætter var, skulle den der kunne tale i tunger, imidlertid tie i menigheden og tale til sig selv og til Gud. (1Kor 14:22-33) Hvis tungetalen ikke blev oversat, ville den ikke være opbyggende for andre; ingen ville lytte, for ordene ville være meningsløse for dem der ikke forstod dem. — 1Kor 14:2, 4.

Hvis den der talte i tunger, ikke kunne oversætte det, forstod han ikke hvad han selv sagde, og andre der ikke kendte sproget, ville heller ikke forstå det. Paulus tilskyndede derfor dem der havde tungetalens gave, til at bede om at de også måtte kunne oversætte det og derved opbygge alle tilhørerne. Dette viser hvorfor Paulus under inspiration bedømte tungetalen til at være en mindre gave og påpegede at han i en menighed hellere ville sige fem ord med sin forstand end ti tusind ord i tungetale. — 1Kor 14:11, 13-19.

„Tolkning af tungetale“. Tolkningens gave var en mirakuløs evne til at oversætte tungetale uden forhåndskendskab til det sprog der blev talt. (1Kor 12:10) Denne gave øgede tungetalens værdi, idet hele menigheden ville blive opbygget når den hørte oversættelsen. — 1Kor 14:5.

Andre manifestationer af ånden. Paulus omtaler nogle af åndens manifestationer i forbindelse med placeringen af de enkelte lemmer på Kristi legeme idet han siger: „Gud har sat de forskellige i menigheden, for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere; derefter kraftige gerninger; derefter gaver til at helbrede; tjenester hvorved der ydes hjælp, evner til at lede, forskellige slags tungetale.“ (1Kor 12:27, 28) „Tjenester hvorved der ydes hjælp“ kan have indbefattet organiserede foranstaltninger til at yde materiel hjælp til brødre der var i nød, for eksempel den uddeling af fødevarer til trængende enker som syv mænd der var „fulde af ånd og visdom“, blev udpeget til at tage sig af i menigheden i Jerusalem. (Apg 6:1-6) „Evner til at lede“ var nødvendige for at man kunne efterkomme Jesu befaling om at gøre disciple. (Mt 28:19, 20) Det krævede kyndighed og gode lederegenskaber at forkynde og oprette nye menigheder samt at organisere disse menigheders virksomhed. I den forbindelse er det værd at bemærke at Paulus, med henvisning til sin andel i Guds byggearbejde, omtaler sig selv som „en kyndig håndværksmester“. — 1Kor 3:10.

Beherskelse af åndens gaver. De der havde åndens gaver, var øjensynlig kun i stand til at bruge dem når Jehovas ånd virkede på dem i forbindelse med gaven. Da Paulus boede i Cæsarea hos Filip, der „havde fire døtre, jomfruer, som profeterede“, blev hans forestående arrestation således ikke forudsagt af en af disse døtre, men af Agabus, en profet der var kommet fra Judæa. (Apg 21:8-11) Ved et menighedsmøde kunne en profet få en åbenbaring mens en anden talte. De der havde åndens gaver, kunne dog beherske disse mens Guds ånd var over dem; de kunne således vente med at tale til der var lejlighed til det. Profeteren, tungetale og oversættelse kunne derfor foregå på ordnet vis i menigheden, til alles opbyggelse. — 1Kor 14:26-33.