Bibelens 49. bog — Efeserbrevet

Skribent: Paulus

Skrevet i: Rom

Fuldført: ca. 60-61 e.v.t.

 1. Hvornår og under hvilke omstændigheder skrev Paulus brevet til efeserne?

FORESTIL dig at du er i fængsel. Du er der fordi du bliver forfulgt på grund af din nidkære virksomhed som en kristen missionær. Hvad skal du foretage dig, nu da du ikke længere kan rejse omkring og besøge menighederne for at styrke dem? Kan du ikke skrive breve til dem der er blevet kristne ved din forkyndelse? Er det ikke sandsynligt at de tænker på hvordan du har det, og at de har brug for opmuntring? Naturligvis! Derfor begynder du at skrive. Du gør nu nøjagtig det samme som apostelen Paulus gjorde da han var fængslet i Rom første gang, omkring år 59-61. Han havde appelleret til kejseren, og skønt han ventede på at komme for retten og var under bevogtning, havde han frihed til at virke i begrænset omfang. Paulus skrev sit brev til efeserne fra Rom, sandsynligvis i år 60 eller 61, og sendte det med Tykikus, der var ledsaget af Onesimus. — Ef. 6:21; Kol. 4:7-9.

 2, 3. Hvad beviser afgørende at Paulus har skrevet Efeserbrevet og samtidig at det hører med til den bibelske kanon?

² Paulus giver sig straks i brevets første ord til kende som den der har skrevet brevet, og fire gange henviser eller hentyder han til sig selv som „den fangne i Herren“. (Ef. 1:1; 3:1, 13; 4:1; 6:20) De indvendinger der er fremført imod at Paulus skulle have skrevet brevet, er faldet til jorden. Chester Beatty Papyrus II (P46), der menes at stamme fra omkring år 200, indeholder 86 blade af en kodeks med Paulus’ breve. Deriblandt er Efeserbrevet, hvilket viser at det blev regnet med til hans breve på den tid.

³ De første kirkelige forfattere bekræfter at Paulus skrev brevet og at det var „til efeserne“. For eksempel citerede Irenæus fra det andet århundrede Efeserbrevet 5:30 som følger: „Den velsignede Paulus siger i brevet til efeserne at vi er lemmer på hans legeme.“ Clemens fra Alexandria, der levede på samme tid, citerede Efeserbrevet 5:21 da han skrev: „Hvorfor han også i brevet til efeserne skriver: Underordner jer under hverandre i gudsfrygt.“ Origenes, der skrev i første halvdel af det tredje århundrede, citerede Efeserbrevet 1:4 idet han sagde: „Men apostelen benytter også samme udtryk i brevet til efeserne når han siger: Som udvalgte os fra verdens grundlæggelse.“a Eusebios, der er en autoritet hvad de første kristnes historie angår (ca. 260-342), indbefatter Efeserbrevet i den bibelske kanon, og de fleste andre af de første kirkelige forfattere henviser til Efeserbrevet som en del af de inspirerede skrifter.b

 4. Hvad har fået nogle til at tro at brevet havde en anden adresse, men hvad peger på at Efesus var dets bestemmelsessted?

⁴ Chester Beatty-papyrushåndskriftet, Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 og Det Sinaitiske Håndskrift indeholder ikke ordene „i Efesus“ i kapitel 1, vers 1, og de angiver således ikke brevets bestemmelsessted. Dette, i forbindelse med at der mangler hilsener til enkeltpersoner i Efesus (skønt Paulus havde arbejdet der i tre år), har fået nogle til at formode at brevet havde en anden adresse eller i hvert fald var en rundskrivelse til menighederne i Lilleasien, deriblandt Efesus. De fleste andre håndskrifter indeholder imidlertid ordene „i Efesus“, og som nævnt ovenfor anerkendte de første kirkelige forfattere det som et brev til efeserne.

 5. Hvad var Efesus kendt for på Paulus’ tid?

⁵ Nogle baggrundsoplysninger vil hjælpe os til at forstå hensigten med dette brev. I det første århundrede efter vor tidsregning var Efesus kendt for sin trolddom, magi, astrologi og dyrkelse af frugtbarhedsgudinden Artemis.c Rundt om statuen af gudinden var der opført et prægtigt tempel der blev betragtet som et af datidens syv underværker. Udgravninger på stedet i det 19. århundrede har vist at templet var bygget på en platform der var cirka 73 meter bred og 127 meter lang. Selve templet var omkring 50 meter bredt og 105 meter langt. Det rummede 100 marmorsøjler der var cirka 17 meter høje. Taget var dækket med store hvide marmorfliser. Det siges at der blev benyttet guld i stedet for mørtel til sammenføjningen af marmorblokkene. Templet tiltrak turister fra hele verden, og ved højtiderne flokkedes flere hundrede tusind besøgende i byen. Sølvsmedene i Efesus drev en indbringende forretning ved at sælge små Artemistempler af sølv som souvenirs til pilgrimmene.

 6. Hvad udrettede Paulus i Efesus?

⁶ Paulus havde på sin anden missionsrejse gjort et kort ophold i Efesus for at forkynde der og havde så efterladt Akvila og Priskilla for at de skulle fortsætte arbejdet. (Apg. 18:18-21) På den tredje missionsrejse vendte han tilbage dertil og blev der i omkring tre år og forkyndte og underviste om „Vejen“ for mange. (Apg. 19:8-10; 20:31) Paulus arbejdede hårdt mens han var i Efesus. I sin bog Daily Life in Bible Times skriver A. E. Bailey: „Det var Paulus’ sædvane at arbejde med sit håndværk fra solopgang til klokken 11 om formiddagen (Apg. 20:34, 35), på hvilket tidspunkt Tyrannus havde afsluttet sin undervisning; derefter forkyndte han i salen fra klokken 11 om formiddagen til klokken 4 om eftermiddagen og holdt møder med sine medarbejdere . . . og til sidst udførte han et evangelisk arbejde fra hus til hus, og det varede fra klokken 4 til langt ud på aftenen. (Apg. 20:20, 21, 31) Man undrer sig over hvornår han fik tid til at spise og sove.“ — 1943, side 308.

 7. Hvad førte Paulus’ nidkære forkyndelse til?

⁷ Under denne nidkære forkyndelse afslørede Paulus brugen af billeder i gudsdyrkelsen. Dette vakte vrede hos dem der lavede og solgte dem, som for eksempel sølvsmeden Demetrius, og på grund af det røre der opstod måtte Paulus til sidst forlade byen. — Apg. 19:23–20:1.

 8. I hvilke henseender var Paulus’ brev til efeserne yderst betimeligt?

⁸ Nu mens Paulus er i fængsel tænker han på de problemer som menigheden i Efesus står over for i denne by hvor de lever i skyggen af det imponerende Artemistempel og er omgivet af afgudsdyrkere. Disse salvede kristne havde uden tvivl behov for den velvalgte illustration Paulus benytter, idet han viser at de udgør „et helligt tempel“ hvori Jehova bor ved sin ånd. (Ef. 2:21) Den „hellige hemmelighed“ der blev åbenbaret for efeserne, om den administration (måde at forvalte sin husstands anliggender på) ved hvilken Gud vil genindføre enhed og fred ved Jesus Kristus, var uden tvivl til stor inspiration og trøst for dem. (1:9, 10) Paulus understreger jøders og hedningers enhed i Kristus. Han formaner dem til enhed, til at være ét. Vi kan nu forstå formålet med og værdien af dette brev, og se at det tydeligvis er inspireret af Gud.

BREVETS INDHOLD

 9. Hvordan har Gud ladet sin kærlighed strømme over, og hvad beder Paulus om?

⁹ Guds hensigt: at skabe enhed ved Kristus (1:1–2:22). Apostelen Paulus sender hilsener. Han velsigner Gud for hans herlige ufortjente godhed. Den har at gøre med at Gud har udvalgt dem til at være i samhørighed med Jesus Kristus, ved hjælp af hvem de har udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod. Ydermere har Gud ladet sin kærlighed strømme over til dem ved at gøre dem bekendt med sin viljes hellige hemmelighed. Han har nemlig truffet beslutning om en administration for „at sammenfatte alt igen, i Messias“, i samhørighed med hvem de også er blevet udpeget som arvinger. (1:10) Som et forskud på dette er de blevet beseglet med den hellige ånd. Paulus beder til at de må være helt overbevist om det håb som de er kaldet til og at de må forstå at Gud vil bruge den samme magt til gavn for dem som han brugte da han oprejste Messias og satte ham højt over enhver regering og myndighed og gav ham som hoved over alle ting til menigheden.

10. Hvordan er efeserne blevet „de helliges medborgere“?

¹⁰ Gud har ud fra sin rige barmhjertighed og store kærlighed gjort dem levende skønt de var døde i deres overtrædelser og synder, og han har givet dem sæde „i det himmelske, i samhørighed med Kristus Jesus“. (2:6) Dette skyldes alt sammen ufortjent godhed og tro og er ikke et resultat af deres egne gerninger. Kristus er deres fred, han som har nedbrudt skillemuren, Loven med dens bud, der har adskilt hedninger fra jøder. Nu har begge folk adgang til Faderen ved Kristus. Derfor er efeserne ikke længere udlændinge men „de helliges medborgere“ og vokser til et helligt tempel hvor Jehova kan bo ved sin ånd. — 2:19.

11. Hvad er „den hellige hemmelighed“, og hvad beder Paulus om til gavn for efeserne?

¹¹ „Den hellige hemmelighed om Messias“ (3:1-21). Gud har nu for sine hellige apostle og profeter åbenbaret „den hellige hemmelighed om Messias . . . nemlig at folk fra nationerne [skal] være arvinger med os og lemmer på legemet med os og parthavere med os i løftet i samhørighed med Kristus Jesus gennem den gode nyhed“. (3:4, 6) Ved Guds ufortjente godhed er Paulus blevet tjener for denne, for at han skulle forkynde Messias’ uudgrundelige rigdom og lade mennesker se hvordan den hellige hemmelighed administreres. Det er gennem menigheden at Guds alsidige visdom bliver gjort kendt. Af denne grund beder Paulus om at de må blive styrket med kraft ved Guds ånd for at de fuldt ud må kende Messias’ kærlighed, som overgår kundskab, og indse at Gud „kan gøre mere end rigeligt, langt ud over hvad vi beder om eller fatter“. — 3:20.

12. (a) Hvordan bør de kristne vandre, og hvorfor? (b) Hvilke gaver har Kristus givet og i hvilken hensigt? (c) Hvad indbefatter det at iføre sig „den nye personlighed“?

¹² Om at iføre sig „den nye personlighed“ (4:1–5:20). Kristne bør vandre deres kald værdigt, med ydmyghed, langmodighed og kærlighed og i fredens forenende bånd. For der er kun én ånd, ét håb, én tro og „én Gud og alles Fader, som er over alle og gennem alle og i alle“. (4:6) Derfor har Messias, ’den eneste herre’, givet menigheden profeter, evangelieforkyndere, hyrder og lærere „med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme“. Derfor skal vi, skriver Paulus, „idet vi taler sandheden, . . . i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus“, som ét legeme der er harmonisk sammenføjet og hvor alle lemmerne samarbejder. (4:5, 12, 15) Den gamle personligheds umoralske, frugtesløse og uvidende levevis må aflægges; hver enkelt skal gøres ny i sit sinds drivkraft og iføre sig „den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. Da de alle tilhører hinanden skal de tale sandhed og aflægge vrede, tyveri, rådden tale og bitterhed — og ikke bedrøve Guds hellige ånd. De skal ’være venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet de frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet dem’. — 4:24, 32.

13. Hvad må man gøre for at efterligne Gud?

¹³ Alle skal blive Guds efterlignere. Utugt, urenhed og havesyge bør end ikke nævnes iblandt dem, for de der øver disse ting har ingen arv i Guds rige. Paulus formaner efeserne: „Fortsæt med at vandre som lysets børn.“ ’Se nøje til hvordan I vandrer, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde.’ Ja, de må blive ved med at „forstå hvad Jehovas vilje er“ og prise Gud i taknemmelighed. — 5:8, 15-17.

14. Hvilket ansvar har mænd og hustruer over for hinanden?

¹⁴ Om at underordne sig, samt kristen krigsførelse (5:21–6:24). Hustruer skal underordne sig deres mænd ligesom menigheden underordner sig Messias, og mænd skal fortsat elske deres hustruer „ligesom Messias også elskede menigheden“. Ligeledes skal hustruen „have dyb respekt for sin mand“. — 5:25, 33.

15. Hvilke råd giver Paulus til børn og forældre, trælle og herrer, og med hensyn til den kristne rustning?

¹⁵ Børn skal leve i enhed med deres forældre, være lydige og give agt på gudfrygtig tugt. Trælle og herrer skal også opføre sig så de kan behage Gud, for alles Herre „er i himlene, og der er ingen partiskhed hos ham“. I øvrigt skal alle blive ved med „at hente kraft i Herren og i hans styrkes vælde“ ved at iføre sig den fulde rustning fra Gud så de kan stå fast over for Djævelen. „Fremfor alt, grib til troens store skjold“ og „åndens sværd, det vil sige Guds ord“. Bed fortsat og våg. Paulus anmoder dem om også at bede for ham, så han med al frimodighed kan „gøre den gode nyheds hellige hemmelighed kendt“. — 6:9, 10, 16, 17, 19.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

16. Hvilke praktiske spørgsmål bliver besvaret i Efeserbrevet, og hvad siges der om den personlighed der behager Gud?

¹⁶ Brevet til efeserne berører næsten alle sider af den kristnes liv. I betragtning af de mange vanskeligheder og den megen lovløshed som plager verden i vor tid er Paulus’ sunde og praktiske råd til stor gavn for dem der ønsker at leve et gudfrygtigt liv. Hvordan skal børn opføre sig over for forældre, og forældre over for børn? Hvilket ansvar har en mand over for sin hustru, og en hustru over for sin mand? Hvad skal de enkelte i menigheden gøre for at bevare enheden i kærlighed og kristen renhed midt i en ond verden? Paulus’ vejledning kommer ind på alle disse spørgsmål, og han fortsætter med at vise hvad det indbefatter at iføre sig den nye kristne personlighed. Gennem studiet af Efeserbrevet vil alle komme til at forstå hvilken personlighed der behager Gud, nemlig den der er „skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. — 4:24-32; 6:1-4; 5:3-5, 15-20, 22-33.

17. Hvad viser Efeserbrevet vedrørende ordningen i menigheden?

¹⁷ Brevet viser også hvad formålet er med udnævnelser og tildeling af opgaver i menigheden. Det sker „med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme“ med modenhed for øje. Ved fuldt ud at støtte denne ordning i menigheden kan den kristne „ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus“. — 4:12, 15.

18. Hvad forklarer brevet om ’den hellige hemmelighed’ og et åndeligt tempel?

¹⁸ Brevet til efeserne gavnede i høj grad menigheden dengang ved at skærpe de kristnes forståelse af „den hellige hemmelighed om Messias“. Her blev det gjort klart at „folk fra nationerne“ sammen med troende jøder blev kaldet til at være ’arvinger med dem, lemmer på legemet med dem og parthavere med dem i løftet i samhørighed med Kristus Jesus gennem den gode nyhed’. Skillemuren, „loven med dens bud“, der havde holdt hedning og jøde adskilt, var blevet fjernet, og nu var alle ved Kristi blod blevet de helliges medborgere og medlemmer af Guds husstand. Som en skarp kontrast til det hedenske Artemistempel blev disse i samhørighed med Kristus opbygget til et sted hvor Gud kan bo ved ånd — „et helligt tempel for Jehova“. — 3:4, 6; 2:15, 21.

19. Hvilket håb og hvilken opmuntring fremholder Efeserbrevet stadig i vor tid?

¹⁹ I forbindelse med ’den hellige hemmelighed’ talte Paulus også om „en administration“ hvorved Gud ville „sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene [dem der er udvalgt til at komme i det himmelske rige] og det på jorden [dem der skal leve på jorden under Rigets herredømme]“. Således træder Guds storslåede hensigt, at genindføre freden og enheden, atter i forgrunden. Til gavn for efeserne, hvis hjertes øjne var blevet oplyst, bad Paulus i denne forbindelse om at de fuldt ud måtte forstå det håb som Gud havde kaldet dem til, og at de måtte se „hvad den herlige rigdom er som han har i beredskab som en arv til de hellige“. Disse ord må i høj grad have styrket dem i deres håb. Det inspirerede brev til efeserne er fortsat til opbyggelse for menigheden i vor tid, så den i alt „må fyldes med hele den fylde som Gud giver“. — 1:9-11, 18; 3:19.

[Fodnoter]