’Bliv ved med frit at tilgive hinanden’
„Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden.“ — KOLOSSENSERNE 3:13.
1. (a) Hvorfor har Peter måske ment at han var meget storsindet da han foreslog at tilgive andre „indtil syv gange“? (b) Hvad mente Jesus da han sagde at vi skulle tilgive „indtil syvoghalvfjerds gange“?
„HERRE, hvor mange gange skal min broder synde imod mig og jeg tilgive ham? Indtil syv gange?“ (Mattæus 18:21) Peter har måske ment at han med dette forslag var meget storsindet. På den tid sagde den rabbinske overlevering at man ikke skulle tilgive nogen mere end tre gange for den samme forseelse.a Forestil dig derfor Peters overraskelse da Jesus svarede: „Jeg siger dig: Ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange.“ (Mattæus 18:22) Mangefold af syv svarede til det at sige „ubegrænset“. Ifølge Jesu ord er der stort set ingen grænser for hvor mange gange en kristen bør tilgive andre.
2, 3. (a) I hvilke situationer kan det måske synes vanskeligt at tilgive andre? (b) Hvorfor kan vi have tillid til at det er i vor egen interesse at tilgive andre?
2 Det er imidlertid ikke altid let at følge denne vejledning. Hvem af os har for eksempel ikke prøvet at føle sig uretfærdigt behandlet? Måske har en man stolede på, røbet en hemmelighed. (Ordsprogene 11:13) En nær vens tankeløse bemærkninger har måske ramt en som „sværdhug“. (Ordsprogene 12:18) Man kan være blevet groft behandlet af en som man elskede og stolede på, og derved komme til at føle at man har fået dybe sår. Når sådanne ting sker, kan det være naturligt at blive vred. Vi har måske mest lyst til ikke at tale med den der har forbrudt sig, og undgår om muligt helt vedkommende. Hvis vi tilgiver ham, kan det synes som om han blot slipper godt fra at såre os. Men ved at nære uvilje mod andre skader vi i sidste ende os selv.
3 Jesus lærer os derfor at tilgive — „indtil syvoghalvfjerds gange“. Det vil bestemt aldrig skade os at følge hans lære. Alt hvad han lærte andre, kom fra Jehova, ’den som lærer os hvad der gavner’. (Esajas 48:17; Johannes 7:16, 17) Logisk set må det være i vor egen interesse at tilgive andre. Før vi ser på hvorfor og hvordan vi bør tilgive andre, kan det være gavnligt at undersøge hvad tilgivelse er, og hvad det ikke er. Vores opfattelse af hvad tilgivelse er, kan få indflydelse på vores evne til at tilgive andre når de synder mod os.
4. Hvad indebærer det ikke at tilgive andre, og hvordan defineres „tilgivelse“?
4 At tilgive den der har gjort én uret, er ikke det samme som at bifalde eller negligere det vedkommende har gjort. Det er heller ikke ensbetydende med at man lader andre udnytte én. Når Jehova tilgiver, bagatelliserer han bestemt ikke vore synder, og han vil aldrig tillade syndige mennesker at ’træde’ på hans barmhjertighed. (Hebræerne 10:29) Ifølge Hjælp til forståelse af Bibelen er tilgivelse „det at ophøre med at være vred på en overtræder og at opgive ethvert krav om straf eller gengældelse på grund af den forseelse der er begået“. (Side 1286)b Bibelen giver os gode grunde til at tilgive andre.
Hvorfor tilgive andre?
5. Hvilken vigtig grund til at tilgive andre finder vi i Efeserbrevet 5:1?
5 En vigtig grund til at tilgive andre finder vi i Efeserbrevet 5:1: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn.“ I hvilken henseende skal vi blive „Guds efterlignere“? Ordet „derfor“ forbinder udtalelsen med det foregående vers som lyder: „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer.“ (Efeserne 4:32) Ja, hvad tilgivelse angår, bør vi blive Guds efterlignere. Som en lille dreng der prøver at efterligne sin far, må vi som elskede børn af Jehova, ønske at blive ligesom vor tilgivende himmelske Fader. Det må fryde Jehovas hjerte når han fra himmelen kan betragte sine jordiske børn der prøver at efterligne ham ved at tilgive hinanden. — Lukas 6:35, 36; jævnfør Mattæus 5:44-48.
6. I hvilken forstand er der stor forskel på Jehovas tilgivelse og vores tilgivelse?
6 Vi kan ganske vist ikke tilgive i fuldkommen forstand sådan som Jehova gør. Men så meget desto mere bør vi tilgive hinanden. Vi må huske at der er meget stor forskel på Jehovas og vores tilgivelse. (Esajas 55:7-9) Når vi tilgiver dem der har syndet mod os, er det ofte i bevidstheden om at vi før eller senere får brug for at de tilgiver os. Mellem mennesker er det altid sådan at syndere tilgiver syndere. Men sådan er det ikke når Jehova tilgiver. Han tilgiver os, men vil aldrig få brug for at vi tilgiver ham. Hvis Jehova, der ikke begår synd, så kærligt og fuldstændigt kan tilgive os, burde vi som syndige mennesker da ikke bestræbe os for at tilgive hinanden? — Mattæus 6:12.
7. Hvordan belaster vi vort forhold til Jehova hvis vi nægter at tilgive andre selv om der er grund til at vise barmhjertighed?
7 Og hvad vigtigere er, hvis vi nægter at tilgive andre når der er grund til at vise barmhjertighed, kan det belaste vort forhold til Gud. Jehova nøjes ikke med at anmode os om at tilgive hinanden; han forventer at vi gør det. Ifølge Bibelen ligger en del af motivationen til at være tilgivende i at Jehova vil tilgive eller har tilgivet os. (Mattæus 6:14; Markus 11:25; Efeserne 4:32; 1 Johannes 4:11) Hvis vi er uvillige til at tilgive andre selv om der er fornuftige grunde til at gøre det, kan vi da forvente at Jehova vil tilgive os? — Mattæus 18:21-35.
8. Hvorfor vil det være til vort eget bedste at have en tilgivende indstilling?
8 Jehova lærer sine tjenere om „den gode vej som de bør vandre ad“. (1 Kongebog 8:36) Når han byder os at tilgive hinanden, kan vi stole på at han ønsker os det bedste. Det er med god grund at Bibelen pålægger os at ’give plads for vreden’. (Romerne 12:19) Vrede er en tung byrde at bære rundt på. Den beslaglægger vore tanker, berøver os freden og kvæler glæden. Ligesom skinsyge kan langvarig vrede virke nedbrydende på vort helbred. (Ordsprogene 14:30) Og alt imens går overtræderen måske rundt i lykkelig uvidenhed om vort oprørte indre. Vor kærlige Skaber ved at vi har behov for frit at tilgive andre, ikke blot af hensyn til dem, men også af hensyn til os selv. At følge den bibelske vejledning om at tilgive er bestemt ’den gode vej at vandre ad’.
„Bliv ved med at affinde jer med hinanden“
9, 10. (a) Hvilke episoder kræver ikke nødvendigvis en formel undskyldning? (b) Hvad ligger der i udtrykket „bliv ved med at affinde jer med hinanden“?
9 Fysiske skader kan variere fra mindre rifter til dybe sår, og det er ikke alle der kræver samme grad af opmærksomhed. Sådan er det også med sårede følelser — nogle sår er dybere end andre. Behøver vi gøre et stort nummer ud af enhver mindre skramme vi får i forholdet til andre? Småirritationer, fornærmelser og ubehageligheder er en del af livet og behøver ikke nødvendigvis at munde ud i et krav om en formel undskyldning. Hvis vi er kendt for at være utilnærmelige over for enhver der støder os den mindste smule, og for at insistere på at få en undskyldning før vi vil behandle dem venligt igen, tvinger vi måske andre til at gå på listesko når de omgås os — eller til at holde sig på sikker afstand af os.
10 Det er langt bedre at være „kendt for at være rimelige“. (Filipperne 4:5, Phillips) Som ufuldkomne skabninger der tjener skulder ved skulder, kan vi kun forvente at vore brødre indimellem kommer til at stryge os mod hårene så at sige, eller at vi kommer til at gøre det samme mod dem. I Kolossenserbrevet 3:13 får vi dette råd: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden.“ Dette indebærer at vi er tålmodige med hinanden, at vi tolererer andres særheder og irriterende træk. En sådan tålmodighed og overbærenhed kan ruste os til at klare de rifter og småskrammer vi får i vores omgang med andre — uden at forstyrre menighedens fred. — 1 Korinther 16:14.
Dybere sår
11. Hvad kan hjælpe os til at tilgive andre når de har forsyndet sig mod os?
11 Men hvad så hvis andre tilføjer os mere end blot en rift? Hvis forsyndelsen ikke er meget alvorlig, kan vi måske uden den store overvindelse følge Bibelens vejledning om ’frit at tilgive hinanden’. (Efeserne 4:32) Denne villighed til at tilgive er i harmoni med Peters inspirerede ord: „Frem for alt, hav inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder.“ (1 Peter 4:8) Når vi husker at vi selv er syndere, kan det bevæge os til at se igennem fingre med andres overtrædelser. Ved at tilgive lader vi vreden fare i stedet for at nære den. Derved lider forholdet til overtræderen ikke varig skade, og vi er med til at bevare menighedens dyrebare fred. (Romerne 14:19) Med tiden glemmer vi måske hvad vedkommende har gjort.
12. (a) Hvilket initiativ kan det blive nødvendigt at vi tager for at tilgive en som har såret os dybt? (b) Hvordan viser ordene i Efeserbrevet 4:26 at vi bør være hurtige til at få en sag ud af verden?
12 Men hvad så hvis nogen begår mere alvorlige synder mod os og sårer os dybt? En nær ven røber måske nogle meget personlige oplysninger som du har betroet ham. Du føler dig dybt såret, pinligt berørt og svigtet. Du har forsøgt at glemme det, men uden held. I sådan et tilfælde kan du blive nødt til at gøre noget for at løse problemet, måske ved at tale med overtræderen. Det vil være klogt at gøre dette før sagen begynder at nage dig. Paulus tilskyndede: „Bliv vrede, men synd dog ikke [det vil sige ved at nære vrede eller handle i vrede]; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ (Efeserne 4:26) Paulus’ ord får dybere mening når man ved at solnedgangen for jøderne markerede slutningen på en dag og begyndelsen til en ny. Vejledningen er altså: Få løst problemet hurtigt! — Mattæus 5:23, 24.
13. Hvad bør være vort mål når vi henvender os til en som har fornærmet os, og hvilke forslag kan hjælpe os til at nå dette mål?
13 Hvordan henvender man sig til overtræderen? ’Søg fred og jag efter den,’ siges der i Første Petersbrev 3:11. Målet er derfor ikke at give udtryk for sin vrede, men at slutte fred med sin broder. Det vil således være bedst at undgå hårde og kontante ord og et afvisende kropssprog; det vil måske kun udløse en lignende reaktion hos den anden. (Ordsprogene 15:18; 29:11) Undgå også overdrivelser såsom: „Du gør også altid . . .!“ eller: „Du gør heller aldrig . . .!“ Dette fører sikkert kun til at den anden går i forsvarsposition. Lad i stedet din stemmeføring og dit ansigtsudtryk afspejle at du ønsker at bringe en sag der har såret dig dybt, ud af verden. Forklar specifikt hvad du føler ved det der er sket. Giv den anden lejlighed til at forklare sig. Lyt til hvad han har at sige. (Jakob 1:19) Hvad godt vil en sådan fremgangsmåde udrette? Ordsprogene 19:11 forklarer: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ Når man forstår den andens følelser og bevæggrunde, kan det måske fordrive ens negative tanker og følelser over for ham. Hvis vi går til modparten med det mål at skabe og bevare fred, vil det i de fleste tilfælde føre til at eventuelle misforståelser ryddes af vejen, at der gives passende undskyldninger og at overtræderen tilgives.
14. Når vi tilgiver andre, i hvilken forstand bør vi da glemme?
14 Betyder dét at vi har tilgivet en anden, at vi nødvendigvis skal glemme hvad der er sket? Husk på Jehovas eksempel, som blev fremhævet i den foregående artikel. Når Bibelen siger at Jehova glemmer vore synder, betyder det ikke at han er ude af stand til at huske dem. (Esajas 43:25) Nej, han glemmer i den forstand at han når han har tilgivet os visse synder, ikke senere vil laste os for dem. (Ezekiel 33:14-16) På samme måde vil det at vi tilgiver vore medmennesker, ikke nødvendigvis sige at vi har glemt hvad de gjorde. Men vi kan glemme i den forstand at vi ikke senere vil laste overtræderen for denne synd eller bringe den på bane igen. Når sagen således er bilagt, vil det ikke være passende at tale med andre om den; det vil heller ikke være kærligt fuldstændig at undgå overtræderen og behandle ham som en udstødt. (Ordsprogene 17:9) Sandt nok kan det tage nogen tid før venskabet genoprettes, og måske bliver forholdet ikke så nært som før. Men vi elsker stadig vedkommende som en kristen broder, og vi vil gøre hvad der står i vor magt for at bevare et godt og fredeligt forhold til ham. — Jævnfør Lukas 17:3.
Når det ikke synes muligt at tilgive
15, 16. (a) Er kristne forpligtede til at tilgive en overtræder som ikke angrer? (b) Hvordan kan vi følge det bibelske råd i Salme 37:8?
15 Hvad så hvis en forsynder sig mod os på en måde der efterlader meget dybe sår, uden at erkende sin fejl, angre eller give os en undskyldning? (Ordsprogene 28:13) Bibelen viser tydeligt at Jehova ikke tilgiver forhærdede syndere der ikke angrer. (Hebræerne 6:4-6; 10:26, 27) Hvad med os? Hjælp til forståelse af Bibelen siger: „Kristne skal imidlertid ikke tilgive dem der synder med overlæg uden at ændre sind. Sådanne mennesker gør sig til fjender af Gud.“ (Side 1287) Ingen kristen som har været offer for en yderst uretfærdig, afskyelig eller grufuld behandling, skal føle sig tvunget til at tilgive en overtræder som ikke angrer. — Salme 139:21, 22.
16 Det er forståeligt hvis de der har været ofre for en grusom eller dårlig behandling, føler sig sårede og vrede. Men husk at en vedvarende vrede og uvilje kan være meget skadelig. Ved at vente på en indrømmelse eller undskyldning som aldrig kommer, gør vi måske blot os selv endnu mere oprevne. Hvis krænkelsen nærmest bliver en besættelse for os, koger vreden måske i os, hvilket vil få ødelæggende følger for vort åndelige, følelsesmæssige og fysiske velbefindende. Faktisk vil vi så forlænge virkningen af den skade overtræderen har voldt os. Bibelen råder meget klogt: „Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare.“ (Salme 37:8) Nogle kristne har derfor med tiden besluttet sig for at tilgive, i den forstand at de ikke længere er vrede — de undskylder ikke overtrædelsen, men nægter at lade sig fortære af vrede. Det har bragt dem stor lindring at lade sagen hvile i den retfærdige Guds hænder, og de har kunnet komme videre i deres tilværelse. — Salme 37:28.
17. Hvilken trøst og forsikring indeholder Jehovas løfte i Åbenbaringen 21:4?
17 Måske vil det ikke være muligt at læge et meget dybt sår i vort sind i denne tingenes ordning. Men Jehova lover os en ny verden hvori ’han vil tørre hver tåre af vores øjne, og hvor døden ikke skal være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.’ (Åbenbaringen 21:4) Det vi husker til den tid, vil ikke forårsage den dybe smerte der måske nu tynger vore hjerter. — Esajas 65:17, 18.
18. (a) Hvorfor er det nødvendigt at være tilgivende i vor omgang med brødre og søstre? (b) Hvordan kan vi tilgive og glemme når andre forsynder sig imod os? (c) Hvordan vil det gavne os?
18 I mellemtiden må vi arbejde sammen som brødre og søstre der er ufuldkomne og syndige. Vi begår alle fejl. Indimellem skuffer vi hinanden og sårer måske endda hinanden. Jesus var klar over at vi ville få behov for at tilgive andre, „ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange“. (Mattæus 18:22) Sandt nok kan vi ikke tilgive lige så fuldstændigt som Jehova tilgiver. Men i de fleste tilfælde hvor vore brødre synder mod os, kan vi tilgive i den forstand at vi overvinder vreden, og vi kan glemme i den forstand at vi ikke senere vil laste dem for disse synder. Når vi således tilgiver og glemmer, er vi ikke blot med til at bevare menighedens fred, men også vor egen fred i sind og hjerte. Frem for alt vil vi erfare den fred som kun vor kærlige Gud, Jehova, kan skænke os. — Filipperne 4:7.
[Fodnoter]
a Ifølge Den Babyloniske Talmud lød en rabbinsk overlevering: „Hvis en mand begår en overtrædelse, bliver han tilgivet første, anden og tredje gang; fjerde gang bliver han ikke tilgivet.“ (Joma 86b) Denne opfattelse byggede til dels på en forkert udlægning af skriftsteder som Amos 1:3; 2:6 og Job 33:29.
b Udgivet af Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvorfor bør vi være villige til at tilgive andre?
◻ I hvilke situationer vil det være nødvendigt for os at ’blive ved med at affinde os med hinanden’?
◻ Hvad kan vi gøre for at få en fredelig afslutning på sagen når andre har forsyndet sig groft mod os og vi er blevet dybt såret?
◻ Når vi tilgiver andre, i hvilken forstand skal vi da glemme?
[Illustration på side 16]
Mens vi nærer vrede, kan overtræderen gå rundt i uvidenhed om vort oprørte indre
[Illustration på side 17]
Når man henvender sig til andre med det mål at opnå fred, kan misforståelser måske let ryddes af vejen