Hvordan vi „behandler sandhedens ord på rette måde“
GUDS ord indeholder et væld af principper som vi må følge hvis det skal gå os godt i livet. Det kan hjælpe Guds ords tjenere til at undervise, retlede og korrigere. (2 Timoteus 3:16, 17) Men for at kunne få fuld gavn af denne vejledning fra Gud må man følge Paulus’ råd til Timoteus: „Gør dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, som en arbejder der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedens ord på rette måde.“ — 2 Timoteus 2:15.
Guds ord bliver blandt andet sammenlignet med nærende mælk, fast føde, forfriskende og rensende vand, et spejl, og et skarpt sværd. Hvis man forstår hvad der ligger i disse udtryk vil man blive dygtigere til at bruge Bibelen.
Giv andre del i Guds ords mælk
Et nyfødt spædbarn behøver mælk som føde. Efterhånden som barnet vokser, bliver mælken lidt efter lidt erstattet med fast føde, men til at begynde med kan barnet kun tåle mælk. Man kan i mange henseender sammenligne dem der kun kender lidt til Bibelen med spædbørn. Hvis man kun har en ufuldstændig forståelse af Guds ord, hvad enten man lige er begyndt at interessere sig for Guds ord eller har været kendt med det i et stykke tid, er man et åndeligt spædbarn der skal have letfordøjelig føde, åndelig „mælk“. Man er endnu ikke i stand til at fordøje „fast føde“, de dybe ting i Guds ord. — Hebræerne 5:12.
Sådan forholdt det sig med den nyoprettede menighed i Korinth da Paulus skrev: „Jeg gav jer mælk at drikke, ikke noget der skulle tygges, for I var endnu ikke stærke nok.“ (1 Korinther 3:2) Korintherne måtte først lære „de elementære ting i Guds hellige udsagn“. (Hebræerne 5:12) På det åndelige stade hvor de befandt sig var de ikke i stand til at fordøje „Guds dybder“. — 1 Korinther 2:10.
I dag viser kristne ordets tjenere ligesom Paulus omsorg for de åndelige spædbørn. Det gør de ved at give dem „mælk“, idet de hjælper dem til at blive godt kendt med de grundlæggende kristne lærepunkter. De tilskynder disse nye eller umodne til at ’hige som nyfødte spædbørn efter ordets uforfalskede mælk’. (1 Peter 2:2) Apostelen Paulus viste at han forstod at nye har behov for særlig opmærksomhed, for han skrev: „Enhver som får mælk er ukendt med retfærdsordet, for han er spæd.“ (Hebræerne 5:13) Kristne forkyndere må være tålmodige, omsorgsfulde, forstående og venlige når de giver nye og uerfarne del i ordets rene mælk ved hjemmebibelstudier og i menigheden.
Guds ords faste føde
En kristen har dog brug for mere end „mælk“ for at kunne vokse til frelse. Når man fuldt ud forstår og anerkender Bibelens grundsandheder, er man klar til at gå videre til den ’faste føde som er for de modne’. (Hebræerne 5:14) Hvordan gør man det? Det drejer sig grundlæggende om at have en fast plan for sit personlige studium og for overværelsen af de kristne møder. Sådanne gode vaner vil hjælpe en kristen til at blive åndeligt stærk og moden og blive dygtig til at forkynde. (2 Peter 1:8) Vi må huske at det ikke kun er ved at tilegne os kundskab at vi får åndelig føde, men også ved at gøre Jehovas vilje. — Johannes 4:34.
I dag er en ’trofast og klog træl’ blevet sat til at uddele mad i rette tid til Guds tjenere og hjælpe dem til at forstå „Guds alsidige visdom“. Ved hjælp af sin ånd åbenbarer Jehova dybe bibelske sandheder gennem denne loyale træl, som trofast udgiver åndelig „mad i rette tid“. (Mattæus 24:45-47; Efeserne 3:10, 11; jævnfør Åbenbaringen 1:1, 2.) Som kristne har vi hver især ansvar for at gøre fuld brug af disse publikationer. — Åbenbaringen 1:3.
Der er selvfølgelig nogle ting i Bibelen som selv modne kristne har ’vanskeligt ved at forstå’. (2 Peter 3:16) Der er gådefulde udtalelser, profetier og illustrationer som man først forstår efter studium og megen eftertanke. Personligt studium indbefatter derfor at man fordyber sig i Guds ord. (Ordsprogene 1:5, 6; 2:1-5) Især ældste har et ansvar i denne forbindelse når de underviser menigheden. De bør have sat sig grundigt ind i stoffet og må give agt på deres undervisning, hvad enten de leder menighedsbogstudiet eller vagttårnsstudiet, holder offentlige foredrag, eller underviser på anden måde, idet de formidler fast åndelig føde til menigheden. — 2 Timoteus 4:2.
Vand der forfrisker og renser
Jesus sagde til den samaritanske kvinde ved brønden at han ville give hende noget at drikke, noget som i hende ville blive „en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv“. (Johannes 4:13, 14; 17:3) Dette livgivende vand omfatter alle Guds foranstaltninger til opnåelse af liv gennem „Guds lam“, og disse foranstaltninger er forklaret i Bibelen. Som enkeltpersoner der tørster efter dette „vand“ tager vi imod indbydelsen fra ånden og Kristi brud til ’frit at tage af livets vand’. (Åbenbaringen 22:17) At drikke dette vand kan betyde evigt liv.
Bibelen fastsætter desuden de moralske og åndelige normer for sande kristne. Når vi følger disse normer fra Gud, bliver vi renset af Jehovas ord, så at sige „vasket rene“ for alle de gerninger Jehova Gud hader. (1 Korinther 6:9-11) Derfor kaldes sandheden som den findes i det inspirerede ord, for „vandbadet“. (Efeserne 5:26) Hvis ikke vi på denne måde lader os rense af sandheden i Guds ord, vil vor tilbedelse ikke være antagelig for ham.
Det er interessant at ældste der „behandler sandhedens ord på rette måde“, også bliver sammenlignet med vand. Esajas siger at de er „som vandstrømme i et ørkenland“. (Esajas 32:1, 2) Kærlige ældste lever op til denne beskrivelse når de som åndelige hyrder besøger deres brødre og styrker dem ved at bruge Guds forfriskende ord til at give opbyggende og trøstende åndelig hjælp. — Jævnfør Mattæus 11:28, 29.a
Menighedens medlemmer ser med forventning frem til de ældstes besøg. Bonnie siger: „Jeg har selv mærket hvor det gør godt at få besøg af de ældste, og jeg er meget glad for denne ordning fra Jehova.“ Lynda, som er enlig mor, skriver: „De ældste hjalp mig til at magte situationen ved hjælp af opmuntrende ord fra Bibelen. De lyttede og var medfølende.“ Michael siger: „De fik mig til at føle at jeg tilhører en omsorgsfuld organisation.“ Og en anden siger: „De ældstes besøg hjalp mig til at overvinde perioder med dyb depression.“ Et åndeligt opløftende besøg af en ældste er som en kold, forfriskende drik. Det vil støtte og hjælpe dem der har den rette indstilling, til at se hvordan Bibelens principper kan anvendes i deres situation. — Romerne 1:11, 12; Jakob 5:14.
Brug Guds ord som et spejl
Når man indtager fast føde er det ikke blot for at nyde maden. Man forventer at få næring som vil sætte en i stand til at opretholde livsfunktionerne. Som barn forventer man at den mad man spiser vil få én til at vokse op og blive voksen. Det forholder sig på samme måde med den åndelige føde. Det kan være en fornøjelse at læse Bibelen personligt, men det er ikke den eneste grund til at man bør studere. Den åndelige føde bør forandre os. Den hjælper os til at identificere og frembringe åndens frugt og til at iføre os „den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den“. (Kolossenserne 3:10; Galaterne 5:22-24) Den åndelige føde hjælper os til at vokse frem til modenhed, idet den sætter os i stand til bedre at anvende Bibelens principper når vi skal have løst et problem eller skal hjælpe andre med at løse deres problemer.
Hvordan kan vi vide om Bibelen har en sådan virkning på os? Vi kan bruge Bibelen som et spejl. Jakob sagde: „Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere . . . Hvis nogen er en ordets hører og ikke en ordets gører, så er han som en mand der i et spejl betragter sit eget ansigt. Han betragter nemlig sig selv, og går så bort og glemmer straks hvordan han var. Men den der spejder ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, han skal, fordi han ikke er blevet en glemsom hører men en gerningens gører, være lykkelig når han gør den.“ — Jakob 1:22-25.
Vi spejder ind i Guds ord når vi fordyber os i det og under vor læsning tænker over hvordan vi er og hvordan vi ifølge Guds normer burde være. Når vi gør dét bliver vi „ordets gørere og ikke blot dets hørere“, og Bibelen vil da have en gavnlig virkning på os.
Guds ord — et sværd
Apostelen Paulus viser os også hvordan vi kan bruge Guds ord som et sværd. Han advarer os imod „regeringerne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske“, og opfordrer os til at tage imod „åndens sværd, det vil sige Guds ord“. (Efeserne 6:12, 17) Guds ord er et uundværligt våben som vi kan bruge til at fordrive enhver idé der „rejser sig imod kundskaben om Gud“. — 2 Korinther 10:3-5.
Der er ingen tvivl om at „Guds ord er levende og virkende“. (Hebræerne 4:12) Jehova taler til menneskene gennem sit inspirerede ord. Gør god brug af det når du underviser andre og afslører falske læresætninger. Benyt dig af ordet til at glæde, forfriske, trøste, motivere og opbygge andre åndeligt. Måtte Jehova „udruste [dig] med alt godt, så [du] kan gøre hans vilje“, og altid handle „velbehageligt i hans øjne“. — Hebræerne 13:21.
[Fodnote]
a Se artiklen „Medfølende hyrder for de små får“ i Vagttårnet for 15. september 1993, side 20-23.
[Illustration på side 31]
Ældste tilskynder andre til at „behandle sandhedens ord på rette måde“