Kapitel seks

En gammel skabelsesberetning — kan man tro på den?

„HVEM kan sige hvorfra alting kom, og hvordan skabelsen foregik?“ Dette spørgsmål stilles i hymnen „Sangen om Skabelsen“. Den blev skrevet på sanskrit for over 3000 år siden og er en del af Rigveda, en af hinduernes hellige bøger. Digteren tvivlede på at selv de mange hinduistiske guder kunne vide „hvordan skabelsen foregik“ eftersom „guderne blev til efter skabelsen“. — Kursiveret af os.

Skrifter fra Babylon og Ægypten indeholder lignende myter om gudernes fødsel i et allerede eksisterende univers. Det er et fællestræk for disse myter at de ikke kan forklare hvor universet oprindelig kom fra. Én skabelsesberetning skiller sig imidlertid ud. Denne beretning, der findes i Bibelen, indledes med ordene: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ — 1 Mosebog 1:1.

Moses skrev disse enkle, men indholdsrige ord for cirka 3500 år siden. De taler om en Skaber, Gud, som har frembragt det materielle univers, og som derfor står over dette og har eksisteret før det. I Bibelen står der også at „Gud er en ånd“, hvilket vil sige at han eksisterer i en skikkelse som vi ikke kan se. (Johannes 4:24) Dette er måske mere forståeligt i vor tid, eftersom videnskaben har beskrevet kraftige neutronstjerner og sorte huller i rummet — usynlige objekter hvis eksistens kun er kendt på grund af deres virkning.

I Bibelen siges der meget interessant: „Der er himmelske legemer og jordiske legemer; men de himmelske legemers glans er af én art, og de jordiske legemers af en anden art.“ (1 Korinther 15:40, 44) Dette sigter ikke til de førnævnte usynlige kosmiske objekter som astronomer udforsker. De omtalte „himmelske legemer“ tilhører fornuftbegavede åndevæsener. Men findes der andre åndevæsener end Skaberen?

Usynlige skabninger i himmelen

Ifølge Bibelen var det synlige univers ikke det første der blev skabt. Den gamle bog oplyser at det første der blev dannet, var en åndeskabning, omtalt som den førstefødte søn. Han var „al skabnings førstefødte“, eller „Guds skaberværks begyndelse“. (Kolossenserne 1:15; Åbenbaringen 3:14) Denne første skabning var helt unik.

Han var den eneste del af skaberværket som Gud selv skabte, og han blev udrustet med stor visdom. En af dem der blev brugt til at skrive Bibelen, en konge der selv var berømt for sin visdom, beskrev denne søn som en „værkmester“ der var med til at frembringe alt hvad der senere blev skabt. (Ordsprogene 8:22, 30; se også Hebræerbrevet 1:1, 2.) Og en lærer ved navn Paulus, der levede i det 1. århundrede, skrev om ham: „Ved hjælp af ham er alt andet blevet skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige.“ — Kolossenserne 1:16; jævnfør Johannes 1:1-3.

Hvad er „det usynlige“ i himmelen som Skaberen har dannet ved hjælp af denne søn? Astronomer fortæller om milliarder af stjerner og usynlige sorte huller, men det Bibelen taler om her, er millioner af åndeskabninger — med himmelske legemer. ’Hvorfor skabe sådanne usynlige, fornuftbegavede skabninger?’ kunne man spørge.

Ligesom et studium af universet kan besvare nogle spørgsmål om dets Ophav, kan et studium af Bibelen give os nogle vigtige oplysninger om dens Forfatter. Der siges for eksempel i Bibelen at han er ’den lykkelige Gud’, og at hans hensigter og handlinger afspejler kærlighed. (1 Timoteus 1:11; 1 Johannes 4:8) Det er rimeligt at drage den slutning at Gud valgte at have selskab af fornuftbegavede skabninger der også kunne glæde sig over livet. Hver af dem skulle beskæftige sig med noget meningsfyldt der var til gavn for alle og bidrog til gennemførelsen af Skaberens hensigt.

Intet tyder på at disse åndeskabninger skulle adlyde Gud som robotter. Han udstyrede dem derimod med intelligens og en fri vilje. Flere beretninger i Bibelen viser at Gud tilskynder sine skabninger til at tænke og handle frit — i sikker forvisning om at denne frihed ikke udgør nogen trussel mod universets fred og harmoni. Paulus skrev, idet han brugte Skaberens personlige navn som det forekommer i den hebraiske bibel: „Jehova er Ånden; og hvor Jehovas ånd er, er der frihed.“ — 2 Korinther 3:17.

„Det synlige“ i himlene

Hvad er „det synlige“ som Gud skabte med sin førstefødte søn som værkmester? Blandt andet vor Sol og alle de andre milliarder af stjerner og andet stof der findes i universet. Giver Bibelen os indblik i hvordan Gud bar sig ad med at frembringe alt dette af intet? Lad os betragte Bibelens udsagn i lyset af den moderne videnskabs opdagelser.

I det 18. århundrede analyserede videnskabsmanden Antoine-Laurent Lavoisier forskellige stoffers vægt. Han bemærkede at efter en kemisk reaktion svarede produktets vægt til den samlede vægt af de oprindelige bestanddele. Hvis papir for eksempel brændes i ilt, vejer produkterne, asken og luftarterne, det samme som papiret og ilten vejede før afbrændingen. Lavoisier opstillede en lov om ’massens konstans’. I 1910 forklarede The Encyclopædia Britannica: „Stof kan hverken skabes eller tilintetgøres.“ Det lød logisk, i det mindste dengang.

Da en kernesprængladning i 1945 eksploderede over den japanske by Hiroshima, afslørede det imidlertid en åbenbar fejl i Lavoisiers lov. Når uran, i en mængde der overstiger stoffets kritiske masse, bringes til sprængning, dannes der andre stoffer, men deres samlede masse er mindre end den oprindelige mængde uran. Hvorfor sker der et svind? Fordi en del af uranmassen ved en voldsom udladning omdannes til energi.

Svagheden ved Lavoisiers lov om massens konstans viste sig igen i 1952 ved detonationen af en brintbombe. Ved denne eksplosion sammensmeltedes brintatomer og dannede helium. Men den mængde helium der blev dannet, havde mindre masse end den oprindelige brint. En del af brintmassen var blevet omdannet til energi ved en eksplosion der var langt mere ødelæggende end den bombe der blev kastet over Hiroshima.

Som disse eksplosioner viste, repræsenterer en lille mængde stof en enorm mængde energi. Det forhold der er mellem stof og energi, forklarer Solens umådelige kraft, som er nødvendig for at vi kan leve her på Jorden. Hvilket forhold er der tale om? Cirka 40 år tidligere, i 1905, havde Einstein erkendt at der fandtes et bestemt forhold mellem stof og energi. Mange kender hans ligning E=mc².a Da Einstein havde opstillet denne formel, kunne andre videnskabsmænd forklare hvordan Solen har kunnet skinne i milliarder af år. Der foregår uophørlige termonukleare reaktioner inde i Solen. På den måde omdanner Solen hvert sekund omkring 564 millioner tons brint til 560 millioner tons helium. Det vil sige at cirka 4 millioner tons stof omdannes til solenergi, hvoraf en brøkdel når frem til Jorden og opretholder livet på den.

Det er værd at bemærke at den modsatte proces også er mulig. „Energi omdannes til stof når subatomare partikler kolliderer ved høj hastighed og danner nye, tungere partikler,“ forklarer The World Book Encyclopedia. Forskerne kan i begrænset omfang efterprøve dette ved hjælp af meget store maskiner kaldt partikelacceleratorer, hvori subatomare partikler kolliderer ved umådelig høj hastighed så der dannes stof. „Vi kopierer et af universets mirakler — vi omdanner energi til stof,“ siger nobelpristageren og fysikeren dr. Carlo Rubbia.

’Det er muligt,’ siger du måske, ’men hvad har det med Bibelens skabelsesberetning at gøre?’ Nu er Bibelen ikke en videnskabelig lærebog, men når den berører disse emner, er den i harmoni med de videnskabelige kendsgerninger. Fra først til sidst peger Bibelen på hvem der har skabt alt stof i universet, den største Videnskabsmand der findes. (Nehemias 9:6; Apostelgerninger 4:24; Åbenbaringen 4:11) Den viser klart at energi og stof er to sider af samme sag.

Bibelen giver for eksempel sine læsere denne opfordring: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn. Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ (Esajas 40:26) Ja, ifølge Bibelen har en kilde til umådelig kraft og energi — Skaberen — frembragt det materielle univers. Dette stemmer helt med vor tids viden. Den bibelske skildring af skabelsen fortjener alene af den grund vor dybeste respekt!

Efter at have skabt både det usynlige og det synlige i himlene vendte Skaberen og hans førstefødte søn deres opmærksomhed mod Jorden. Hvordan er den blevet til? De mange forskellige grundstoffer som vor klode består af, kan være blevet frembragt direkte ved at Gud omdannede kolossale mængder energi til stof, hvilket fysikere i dag erkender er muligt. Jorden kan også være dannet af stof fra en supernovaeksplosion, sådan som mange forskere tror. Og hvem kan sige om der måske har været tale om en kombination af de nævnte metoder og andre som videnskaben endnu ikke har indblik i? Hvordan det end er foregået, er det Skaberen der har frembragt de grundstoffer som Jorden består af, deriblandt alle de mineraler der er af livsvigtig betydning for os.

Det at grundlægge Jorden må naturligvis have indbefattet langt mere end at tilvejebringe alle dens bestanddele i de rette mængder. Mange forhold, som for eksempel Jordens størrelse, rotation og afstand fra Solen samt aksens hældningsgrad og Jordens næsten cirkulære bane om Solen, måtte også være helt rigtige — præcis som de er. Skaberen satte tydeligvis nogle kredsløb i gang som betyder at Jorden blev egnet til at opretholde en overflod af liv. Vi har al mulig grund til at finde det forbløffende. Hvordan reagerede de åndelige skabninger i himmelen da de så Jorden og livet på den blive frembragt? I en bog i Bibelen står der at de „sammen råbte af glæde“ og „brød ud i hyldestråb“. — Job 38:4, 7.

Hvordan skal Første Mosebog, kapitel 1, forstås?

I Bibelens første kapitel berettes der om nogle af de ting Gud gjorde skridt for skridt for at berede Jorden til menneskene. Kapitlet fortæller ikke om hver eneste detalje. Når man læser det, bør man ikke lade sig distrahere af at enkeltheder som læsere før i tiden alligevel ikke ville have kunnet forstå, er udeladt. Da Moses skrev dette kapitel, fortalte han for eksempel ikke om mikroskopiske algers eller bakteriers funktion. Sådanne livsformer blev man først opmærksom på efter at mikroskopet var blevet opfundet i det 16. århundrede. Moses nævnte heller ikke dinosaurerne, hvis eksistens man sluttede sig til i det 19. århundrede på grundlag af forsteninger. Moses blev i stedet inspireret til at bruge ord som kunne forstås af hans samtidige — men ord der var nøjagtige i alt hvad de fortalte om Jordens skabelse.

Når man læser Første Mosebog, kapitel 1, fra vers 3 og fremefter, vil man se at kapitlet er inddelt i seks skabelses’dage’. Nogle hævder at der her er tale om bogstavelige dage på 24 timer, hvilket ville betyde at hele universet og livet på Jorden blev skabt på mindre end en uge! Det er imidlertid let at konstatere at det ikke er hvad Bibelen lærer. Første Mosebog blev skrevet på hebraisk. På dette sprog kan ordet „dag“ enten betyde et bogstaveligt døgn på 24 timer eller en længere periode. I Første Mosebog bliver alle seks ’dage’ tilsammen for eksempel omtalt som „den dag Jehova Gud frembragte jord og himmel“. (1 Mosebog 2:4; jævnfør Andet Petersbrev 3:8.) Det fremgår i virkeligheden af Bibelen at skabelses’dagene’ eller -perioderne omfatter tusinder af år.

Dette kan udledes af Bibelens ord om den syvende „dag“. Beretningen om hver af de seks første ’dage’ slutter med ordene: ’Det blev aften og det blev morgen, første dag,’ og så videre. Men dette står der ikke efter beretningen om den syvende „dag“. Og i det 1. århundrede efter vor tidsregning, cirka 4000 år senere, omtalte Bibelen den syvende „dag“, hviledagen, som noget der stadig varede ved. (Hebræerne 4:4-6) Den syvende „dag“ var således en periode på flere tusind år, og det vil være logisk at slutte at det samme gælder de seks første ’dage’.

Den første og den fjerde „dag“

Det ser ud til at Jorden var blevet sat i kredsløb omkring Solen og var en klode dækket af vand før de seks ’dage’ eller perioder med særlig skabervirksomhed begyndte. „Der var mørke over dybet.“ (1 Mosebog 1:2) På dette tidlige tidspunkt må noget — måske en blanding af vanddampe, andre luftarter og vulkansk støv — have hindret sollyset i at nå Jordens overflade. Bibelen beskriver den første skabelsesperiode med disse ord: „Derpå sagde Gud: ’Lad der blive lys’; og lidt efter lidt blev lyset til,“ det vil sige nåede det Jordens overflade. — 1 Mosebog 1:3, James W. Watts’ oversættelse.

Udtrykket „lidt efter lidt blev . . . til“ er en nøjagtig gengivelse af den form det hebraiske udsagnsord står i, en form der angiver en fremadskridende handling som det kræver tid at fuldføre. Denne form findes cirka 40 gange i Første Mosebog, kapitel 1, og den er en nøgle til at forstå kapitlet. Det Gud påbegyndte på en skabelsesdags eller -periodes billedlige aften, kom lidt efter lidt til syne efter at det var blevet morgen på denne „dag“.b Desuden var det der blev påbegyndt i én periode, ikke nødvendigvis fuldført når den næste periode begyndte. Lyset begyndte for eksempel gradvis at kunne ses den første „dag“, men det var først i den fjerde skabelsesperiode at Solen, Månen og stjernerne blev synlige fra Jorden. — 1 Mosebog 1:14-19.

Den anden og den tredje „dag“

Før Skaberen på den tredje skabelses„dag“ lod det tørre land komme til syne, lod han noget af vandet der dækkede Jorden, stige op som vanddamp, der som et tæppe kom til at omgive Jorden.c Den bibelske beretning oplyser ikke — og behøver heller ikke oplyse — hvordan Gud gjorde dette. Bibelen fokuserer i stedet på det udstrakte rum der blev mellem det øverste tæppe af vand og vandet på Jordens overflade. Den kalder dette rum himmelen. Også i vore dage bruges dette ord om atmosfæren, hvor fugle og flyvemaskiner flyver. Med tiden fyldte Gud denne atmosfæriske himmel med den blanding af luftarter der er nødvendig til opretholdelse af livet.

I løbet af skabelses’dagene’ sank vandet på Jordens overflade så landjorden kom til syne. Måske ved hjælp af de geologiske kræfter der stadig får Jordens tektoniske plader til at forskyde sig, kan Gud have forårsaget at højderygge i havene er blevet skubbet op så der dannedes kontinenter. Det har så bevirket at der over vandet dannedes tørt land og under vandet store havsænkninger, som havforskerne nu har kortlagt og ivrigt studerer. (Jævnfør Salme 104:8, 9.) Efter at det tørre land var blevet dannet, begyndte en anden fantastisk proces. Vi læser: „Og Gud sagde videre: ’Lad jorden få græs til at gro frem, planter der bærer frø, frugttræer der bærer frugt med frøene indeni, efter deres arter — på jorden.’ Og således blev det.“ — 1 Mosebog 1:11.

Som det fremgår af det foregående kapitel („Mesterværket — hvad står bag det?“), er fotosyntesen en livsbetingelse for alle planter. En grøn plantecelle indeholder et antal mindre dele kaldet kloroplaster, som optager energi fra sollyset. „Disse mikroskopiske fabrikker fremstiller kulhydrater og stivelse,“ forklarer bogen Planet Earth. „Intet menneske har nogen sinde bygget en fabrik der er mere effektiv end en kloroplast, eller hvis produkter er mere efterspurgte end kloroplastens.“

Det senere dyreliv ville være afhængigt af kloroplasterne for at kunne overleve. Og uden de grønne planter ville atmosfæren komme til at indeholde for meget kuldioxid, og vi ville dø af varme og iltmangel. Nogle specialister har fremsat forbløffende forklaringer på hvordan livsformer der er afhængige af fotosyntesen, har udviklet sig. De siger for eksempel at da encellede organismer i vandet begyndte at løbe tør for føde, „opfandt nogle få pionerceller til sidst en løsning. De nåede frem til fotosyntesen.“ Men kan det virkelig være rigtigt? Fotosyntesen er en så indviklet proces at videnskaben stadig forsøger at afdække dens hemmeligheder. Er det troværdigt at de selvreproducerende organismer der er afhængige af fotosyntesen, opstod spontant og på en måde der er uforklarlig? Eller er det mere rimeligt at tro at deres eksistens skyldes en formålsbestemt skabelse iværksat af en Skaber med intelligens, som det forklares i Første Mosebog?

Det er ikke sikkert at alle former for plantevækst blev til på den tredje skabelses„dag“. Denne proces kan være fortsat helt frem til den sjette „dag“ da Skaberen „plantede . . . en have i Eden“ og „af agerjorden [lod] fremvokse hvert træ som er indbydende at se på og godt at spise af“. (1 Mosebog 2:8, 9) Som nævnt må Jordens atmosfære desuden være blevet mere gennemsigtig på den fjerde „dag“, sådan at der trængte mere lys fra Solen og andre himmellegemer igennem til Jorden.

Den femte og den sjette „dag“

I løbet af den femte skabelsesperiode begyndte Skaberen at fylde havene og den atmosfæriske himmel med en ny livsform, „levende sjæle“, der adskilte sig fra plantelivet. Det svarer nøje til biologiens opdeling i botanik og zoologi med diverse undergrupper. Det hebraiske ord der gengives med „sjæl“, betyder „en der ånder“. Ifølge Bibelen har „levende sjæle“ desuden blod. Vi kan derfor drage den slutning at skabninger der både havde en åndedrætsfunktion og et kredsløb — det vil sige alle organismer i havet og luften med åndedræt — begyndte at vise sig i den femte skabelsesperiode. — 1 Mosebog 1:20; 9:3, 4.

På den sjette „dag“ vendte Gud igen sin opmærksomhed mod landjorden. Han skabte „husdyr“ og „vilde dyr“, hvilket var relevante betegnelser dengang Moses nedskrev beretningen. (1 Mosebog 1:24) Det var således i denne sjette skabelsesperiode at landpattedyrene blev til. Hvad med menneskene?

Bibelen fortæller at Skaberen til sidst valgte at frembringe en helt unik livsform på Jorden. Til sin himmelske søn sagde han: „Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os, og lad dem råde over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og husdyrene og hele jorden og alle smådyr der myldrer omkring på jorden.“ (1 Mosebog 1:26) Menneskene skulle således i åndelig forstand genspejle Skaberen; de skulle have de samme egenskaber som han. De ville være i stand til at tilegne sig store mængder kundskab og ville være i besiddelse af en intelligens der oversteg ethvert dyrs. I modsætning til dyrene blev mennesket desuden skabt med evnen til at følge sin egen frie vilje i stedet for hovedsagelig at blive styret af instinkter.

I de senere år har videnskaben forsket meget i menneskets gener. Ved at sammenligne de genetiske mønstre hos mennesker fra hele verden har de fundet klare vidnesbyrd om at alle mennesker har en fælles stamfader, at der har været en fælles oprindelse til DNA’et hos ethvert menneske der har levet, deriblandt os. I 1988 fremlagde bladet Newsweek disse opdagelser i en rapport med titlen „Forsøget på at finde Adam og Eva“. Disse undersøgelser var baseret på en type mitokondrie-DNA, genetisk materiale der kun gives i arv af kvinden. Rapporter i 1995 om forskning i mandligt DNA peger på den samme konklusion — at „der fandtes en stamfader, en ’Adam’, hvis genetiske materiale på [Y-]kromosomet er fælles for alle mænd der nu lever på Jorden,“ som bladet Time udtrykte det. Hvad enten disse forskningsresultater er korrekte i alle detaljer eller ej, indikerer de at beretningen i Første Mosebog er fuldt ud troværdig og er forfattet af et øjenvidne.

Det var et højdepunkt i skabelsen da Gud samlede nogle af jordens grundstoffer og dannede sin første jordiske søn, som han gav navnet Adam. (Lukas 3:38) Den historiske beretning fortæller at Skaberen af Jorden og livet satte det menneske han havde skabt, i en „have“ for at han skulle „dyrke den og tage sig af den“. (1 Mosebog 2:15) På det tidspunkt frembragte Skaberen måske stadig nye dyrearter. I Bibelen står der: „Nu var Jehova Gud i færd med af jorden at danne alle markens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger, og han gav sig til at føre dem hen til mennesket for at se hvad han ville kalde hver enkelt; og hvad mennesket end ville kalde hver levende sjæl, det skulle være dens navn.“ (1 Mosebog 2:19) Intet i Bibelen tyder på at det første menneske, Adam, blot var en sagnfigur. Han var derimod et menneske af kød og blod, et tænkende menneske der havde følelser, og som kunne finde glæde ved at arbejde i sit paradisiske hjem. Hver dag lærte han mere om det hans Skaber havde frembragt, og om Skaberens egenskaber og personlighed.

Efter en periode af ukendt længde skabte Gud derpå den første kvinde, der skulle være Adams hustru. Gud gav dem desuden større indhold i tilværelsen ved at give dem følgende meningsfyldte opgave: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ (1 Mosebog 1:27, 28) Intet kan ændre Skaberens erklærede hensigt, nemlig at hele Jorden skal forvandles til et paradis fyldt med lykkelige mennesker der lever i fred med hinanden og med dyrene.

Det materielle univers, vor planet og livet på den indbefattet, vidner klart om Guds visdom. Denne visdom satte naturligvis Gud i stand til at forudse at nogle mennesker måske på et tidspunkt ville vælge at handle uafhængigt eller oprørsk til trods for at han var Skaberen og Livgiveren. Et sådant oprør kunne afbryde arbejdet med at omdanne Jorden til et paradis. Ifølge beretningen satte Gud Adam og Eva på en simpel prøve der ville minde dem om at det var nødvendigt at være lydige. Gud sagde at ulydighed ville resultere i at de mistede det liv han havde givet dem. Det var omsorgsfuldt af ham at gøre vore første forældre opmærksomme på at en forkert kurs ville få indflydelse på hele menneskehedens lykke. — 1 Mosebog 2:16, 17.

Da den sjette „dag“ sluttede, havde Skaberen gjort alt hvad der var nødvendigt for at hans hensigt kunne gennemføres. Han kunne med rette erklære at alt hvad han havde skabt, var „virkelig godt“. (1 Mosebog 1:31) Nu nævner Bibelen en anden vigtig periode idet der siges at Gud ’på den syvende dag gav sig til at hvile fra hele sit værk som han havde frembragt’. (1 Mosebog 2:2) Hvorfor skulle Gud hvile når der siges om ham at han ikke ’bliver træt eller mat’? (Esajas 40:28) At Gud hviler, betegner at han ophørte med at arbejde på det fysiske skaberværk. Desuden hviler han i bevidstheden om at intet, end ikke oprør i himmelen eller på Jorden, kan hindre hans storslåede hensigt i at blive gennemført. Gud udtalte en velsignelse over den syvende skabelses„dag“, og Guds loyale, fornuftbegavede skabninger — menneskene og de usynlige åndeskabninger — kan derfor være forvissede om at der vil råde fred og lykke i hele universet når den syvende dag er til ende.

Kan man stole på skabelsesberetningen?

Men kan man stole på denne skabelsesberetning og de perspektiver den åbner? Som tidligere nævnt er den moderne genforskning ved at drage den samme konklusion som for længe siden blev nedfældet i Bibelen. Nogle forskere har desuden lagt mærke til rækkefølgen af de begivenheder der beskrives i Første Mosebog. Den kendte geolog Wallace Pratt har for eksempel sagt: „Hvis jeg som geolog i korte træk over for et simpelt hyrdefolk som de stammer Første Mosebog henvendte sig til, skulle forklare vor moderne forestilling om Jordens oprindelse og livets opståen på den, kunne jeg næppe gøre det bedre end ved i hovedtrækkene at holde mig temmelig nøje til ordlyden i Første Mosebogs første kapitel.“ Han nævner også at den rækkefølge af begivenhederne Første Mosebog angiver, i alt væsentligt stemmer med rækkefølgen af de vigtigste geologiske epoker — først opstod havene, derefter kom landjorden til syne, så blev livet i havet til, og derefter fuglene og pattedyrene.

Tænk over følgende spørgsmål: Hvordan kunne Moses — for flere tusind år siden — beskrive denne rækkefølge rigtigt hvis han ikke fik sine oplysninger fra Skaberen selv?

„I tro fatter vi, at Universet blev skabt ved et Ord fra Gud, så at det, der er utilgængeligt for vort syn, er oprindelsen til alt synligt,“ siges der i Bibelen. (Hebræerne 11:3, Seidelin) Mange er utilbøjelige til at tro på dette. De foretrækker at tro at tilfældet eller en blind proces må have frembragt universet og livet.d Men som vi har set, er der mange grunde til at tro at universet og livet på Jorden — og altså også menneskene — stammer fra en Førsteårsag med intelligens, en Skaber — Gud.

Bibelen siger ligeud: „Troen er ikke alles.“ (2 Thessaloniker 3:2) Tro er imidlertid ikke det samme som lettroenhed. Tro bygger på et solidt grundlag. I det næste kapitel vil vi komme ind på flere vægtige og overbevisende grunde til at man kan stole på Bibelen og på den store Skaber, som interesserer sig for hver enkelt af os.

[Fodnoter]

[Illustration på side 86]

Tilvækstskiver som denne i galaksen NGC4261 vidner om eksistensen af mægtige, men usynlige, sorte huller. Bibelen fortæller at der på et andet plan eksisterer mægtige skabninger som vi ikke kan se

[Illustration på side 89]

Eksperimenter har bevist den videnskabelige teori om at stof kan omdannes til energi og energi til stof

[Illustration på side 94]

Skabervirksomheden fra den første til den tredje „dag“ gav mulighed for en rigt varieret plantevækst

[Illustrationer på side 99]

Bibelen beskriver meget enkelt, men nøjagtigt, den rækkefølge hvori livsformerne på Jorden fremstod

[Illustration på side 101]

„Som geolog . . . kunne jeg næppe gøre det bedre end ved i hovedtrækkene at holde mig temmelig nøje til ordlyden i Første Mosebogs første kapitel.“ — Wallace Pratt