Fortsæt med at gøre dette i endnu rigere mål
1 I de senere år har der været god fremgang i pionertjenesten i hele verden. Her i Danmark har vi også haft en pæn fremgang. Vi er gået fra 299 pionerer i gennemsnit i tjenesteåret 1982 til 546 i 1987. Det er en tilvækst på 83%. Vore nabolande har imidlertid oplevet en langt større vækst i pionertallet. I forhold til forkyndertallet er der i Sverige og Finland dobbelt så mange pionerer som her i Danmark. Hvordan kan det være? Kan vi gøre yderligere fremgang med hensyn til at lægge pionerånden for dagen? Ja, kan den fremgang vi har set her i landet fortsætte, blot i endnu rigere mål? (1 Thess. 4:1, 10) I nogle menigheder, både her i landet og i andre lande, virker pionerånden — indstillingen til heltidstjenesten — så stærkt på unge indviede kristne at de betragter pionertjenesten som en naturlig konsekvens af deres indvielse. (Es. 6:8) Efter endt skoleuddannelse eller en kortere praktisk uddannelse bliver alle unge i menighederne pionerer i en kortere eller længere periode. Denne indstilling er den rigtige, og vi spørger derfor: Hvorfor er denne ånd ikke mere fremherskende i alle menigheder? Ja, hvad kan vi gøre for at få flere af vore unge til at stræbe efter at blive pionerer?
2 Menighedens pionerånd er summen af den indstilling til forkyndelsen og heltidstjenesten som alle i menigheden lægger for dagen. Vi må hver især lade Jehovas ånd påvirke vores indstilling til pionertjenesten. (Fil. 4:23) I det følgende vil vi derfor gennemgå hvordan alle ’i endnu rigere mål’ kan bidrage til pionerånden.
I unge — ærer I Jehova med ’førstegrøden’?
3 Jehovas lov til Israel krævede at folket skulle ofre førstegrøden af mennesker, dyr og jordens afgrøde til ham. Det var det bedste, det mest værdifulde og livskraftige der skulle gives til Jehova — ikke tvært og tvungent, men af et glad hjerte, som et udtryk for værdsættelse af alt hvad Jehova havde gjort for dem. (2 Mos. 22:29, 30; 23:19; 5 Mos. 26:1, 2) Der var ikke i Loven foreskrevet hvor stort førstegrødeofferet skulle være. Det var giverens gavmildhed og taknemmelighed der bestemte dette. Man kan derfor sige at førstegrøden symboliserede at israelitterne helt og fuldt anerkendte at de tilhørte Jehova, at de var hans ejendom. — Se ad, side 355, 356.
4 Spørgsmålet til alle indviede unge er: ’Ærer I Jehova med førstegrøden’ af jeres liv? Hvad bruger I det mest værdifulde af jeres liv til? (Ordsp. 3:9, da. aut.) Er ’det bedste af jeres liv’ ikke tiden nu hvor I er unge og har kræfter til og mulighed for at give et offer som genspejler ægte værdsættelse og forståelse af at I har indviet jer til Jehova? I modsætning til unge i verden må det være tydeligt at I sætter Riget først og at det vigtigste for jer er at gøre Guds vilje. — Matt. 6:32, 33; 2 Kor. 5:15.
5 Nogle unge viser i deres handlinger og stræben at alt andet end Guds vilje er det vigtigste for dem: Mange og lange rejser, godt betalt arbejde, dyre biler, og det der er „in“ i tøj og flotte boliger. Men det er ikke dét der giver sand lykke, en god samvittighed og Jehovas godkendelse. (1 Tim. 6:6-10) Nej, I må sætte Rigets interesser først, både i tanke, ord og handling. Kun derved viser I jer som forstandige tjenere for Jehova, nogle der har forstået hvad Jehovas vilje er, nemlig at Riget skal forkyndes og mennesker gøres til disciple. Da siger I som Jesus: „At gøre din vilje min Gud er min lyst.“ — Sl. 40:8; Ef. 5:15-17; Matt. 24:14; 28:19, 20; Hebr. 10:7.
6 De der er pionerer kan glæde sig over at de har fået mulighed for at tage denne tjeneste op, og de må bevare et fast greb om denne forret. De skal ikke se ned på andre som ikke er heltidstjenere, men huske Jesu lignelse om trællen, som omtales i Lukas 17:7-10. I der allerede har besluttet jer til at blive pionerer og nu arbejder på at nå dette mål fortjener ros, og I opmuntres til at fortsætte „regelret i samme gænge“. — Fil. 3:16.
7 Hvad så med jer der endnu ikke har besluttet jer, eller som er blevet engageret i denne verdens gøremål, som nu mere eller mindre omklamrer jer? (Jævnfør Hebræerbrevet 12:1.) Overvej jeres situation under bøn og tag jeres liv, livsform og værdinormer samt livsmål op til ny overvejelse. (Præd. 7:12) Måske skal I tage jer mere tid til at studere Guds ord, være mere engagerede i de kristne møder og øge jeres andel i tjenesten på arbejdsmarken — med andre ord ’kæmpe energisk’ for at vokse åndeligt. (Luk. 13:24) Jesu ord i Lukas 9:57-62 understreger den beslutsomhed I må lægge for dagen når I har sagt: „Jeg vil følge dig hvor du end tager hen.“
8 Der kan også være praktiske ting der skal gøres. Nogle må forenkle deres livsform. Det kan være nødvendigt at sænke levestandarden. Man må afvikle unødvendig gæld for at kunne leve mere enkelt og ikke behøve at tjene så mange penge. (Matt. 6:22-24) For at få mere erfaring i forkyndelsen vil det være godt at samarbejde med erfarne forkyndere og at være hjælpepioner i en periode.
9 Når den åndelige baggrund er i orden og de praktiske forhold er lagt godt til rette kan I — i tillid til at Jehova har hørt jeres vedvarende bønner — fastlægge en dato hvor I ønsker at begynde som pionerer. I vil da erfare sandheden i ordsproget: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ — Ordsp. 10:22.
10 „Husk din store Skaber i din unge manddoms dage.“ (Præd. 12:1) Jeres glæde og lykke er direkte forbundet med dette, og jo mere I kan tænke, planlægge og handle i overensstemmelse med Jehovas vilje og hensigt, jo mere lykkeligt og tilfredsstillende et liv vil I få. En god samvittighed, fred i sindet samt et nært forhold til Jehova vil blive resultatet.
11 Unges pionerånd opbygges ikke blot ved det de unge selv gør, tænker og tror. Nej, de unges forældre, de ældste og andre i menigheden kan gøre meget for at opelske denne ånd.
I forældre — er I villige til at ’låne til Jehova’?
12 Nogle forældre ser ikke nødvendigheden af at opdrage deres børn til at blive pionerer. Måske erkender de ikke behovet fordi de ikke selv er helhjertet med i forkyndelsen, eller måske mangler de tro på at pionertjenesten er det bedste de kan give deres børn. Andre er måske materialistiske, idet de ser noget stort i verdslig uddannelse og materielle ejendele.
13 Det bedste I forældre kan give jeres børn er ikke mange penge, et godt betalt arbejde eller en højere uddannelse. Det vil alt sammen forsvinde. (1 Joh. 2:15-17) I må spørge jer selv: Kan man af den måde vi oplærer vore børn på, se at vi virkelig tror på dette? Forældre der af hjertet ønsker at deres børn skal være pionerer, oplærer dem ’med henblik på’ heltidstjenesten og kan vente Jehovas velsignelse over deres bestræbelser. — Ordsp. 22:6.
14 Hanna og Elkana havde den rigtige indstilling og kunne glæde sig over Jehovas velsignelse. Det var ikke med sorg, men med glæde og taknemmelighed de overgav den unge Samuel til heltidstjeneste ved tabernaklet på en tid hvor den sande tilbedelse var i store vanskeligheder. (Læs Første Samuelsbog 1:24-28.) De havde tillidsfuldt og i tro ’lånt ud til Jehova’, og de selv og Samuel blev rigt velsignet. (1 Sam. 2:1-10, 26) I ønsker sikkert også at jeres børn bliver „vellidt både af Jehova og af mennesker“. Derfor bør I oplære dem med henblik på pionertjenesten.
15 Det betyder at I må hjælpe jeres børn til at blive modne kristne som tjener af et rent og godt motiv og ud fra en personlig, velbegrundet tro og overbevisning. Det kræver en målbevidst oplæring hvor forældre forventer noget af deres børn. Undgå den forkælelsens ånd som præger verden hvor man ikke tør stille krav til børn og unge. (Jævnfør Klagesangene 3:25-27.) Ud over at I holder jeres fælles familiestudium, er det betydningsfuldt at lære de unge at forberede sig godt til møderne og at give personlige kommentarer, samt at få faste tjenesteaftaler med jer og andre. Alt dette er en del af oplæringen af børnene med henblik på pionertjenesten.
16 Nært forbundet med mulighederne for at tjene Jehova bedst muligt, som pioner, er en enkel og nøjsom livsform — som bør læres hjemmefra. „Viljen til at klare sig med hvad man har“ og at være tilfreds med at få dækket de grundlæggende materielle behov, er — sammen med gudhengivenhed, ønsket om at behage Jehova — det som alle der ønsker at tjene som heltidsforkyndere må lære. — 1 Tim. 6:6-8.
17 Mange forældre kunne fremme pionerånden ved at tale mere om heltidstjenesten. Elkana og Hanna har helt sikkert talt meget med Samuel om hans heltidstjeneste og hvordan han kunne vise værdsættelse af at tjene i Jehovas hus. Evangelisten Filips pionerånd blev givet videre til hans fire døtre, „jomfruer, som profeterede“. (Apg. 21:9) De var heltidsforkyndere. Ja, selv bedsteforældre kan medvirke til at indgive pionerånden i børnebørn. (2 Tim. 1:5) Er pionertjenesten noget I taler med børnene og de unge om i jeres hjem?
18 Der er naturligvis forskel på unges mentale, fysiske og åndelige modenhed, hvilket forældrene må have i tanke under oplæringen. Ingen bør presse deres børn til at tage pionertjenesten op. Jehova elsker en glad giver, en der giver med det rette motiv. Men den pionerånd I forældre udstråler vil på en virkningsfuld måde afspejle sig i de livsværdier jeres børn får og de mål de sætter sig.
19 Alle i menigheden kan samarbejde med forældrene og i deres tale vise hvor vigtigt det er at være helt optaget af den hellige tjeneste som forkyndelsen er. De der ikke selv kan være pionerer på grund af alder, helbred, familieforpligtelser eller økonomiske forpligtelser kan glæde sig i bevidstheden om at Jehova kender hver enkelts muligheder for at tjene. (2 Kor. 8:12) De kan alligevel omtale pionertjenesten positivt, fremhæve den som et værdifuldt mål at stræbe efter, et mål som er af langt større værdi end en verdslig uddannelse. Derved fremmer de pionerånden.
20 Der er virkelig behov for flere pionerer. I menighederne er der brug for pionerer som kan hjælpe andre forkyndere, ikke mindst på hverdage og om aftenen. Den stadig hyppigere gennemgang af distrikterne medvirker også til at flere oprigtige mennesker findes og nye studier oprettes. Læg mærke til hvordan bibelstudietallet stiger i perioder med særlig aktivitet. Der er således al mulig grund til at tilskynde flere til at tage pionertjenesten op.
21 Vi bør alle huske pionererne og pionertjenesten i vore bønner. Læg mærke til at Paulus gang på gang bad brødrene om at bede for ham. I sit andet brev til menigheden i Korinth skriver han: „I kan også hjælpe til med jeres bøn for os, for at mange må sige tak på vore vegne for det der så venligt er givet os som følge af mange bedende ansigter.“ (2 Kor. 1:11; Ef. 6:18, 19; 1 Thess. 5:25; 2 Thess. 3:1) På denne måde kan alle, uanset deres omstændigheder, fremme pionerånden i menigheden. Når ældste og menighedstjenere beder på menighedens vegne kan de også nævne pionererne og deres arbejde.
Kan du tage pionertjenesten op igen?
22 Igennem årene har mere end 2500 forkyndere været med i pionertjenesten i kortere eller længere tid her i Danmark, i Grønland og på Færøerne. Nogle af dem der har været pionerer er nu kommet op i årene, nogle er blevet syge mens andre har fået forpligtelser som hindrer dem i at tage pionertjenesten op på ny. De der har været pionerer har på en god måde vist at de besidder den rette ånd, og Jehova glemmer ikke deres trofasthed og selvopofrende arbejde. (Hebr. 6:10-12) Det I har lært da I var pionerer, den erfaring og de oplevelser I fik, er sikkert kommet jer selv og andre til gode, og nu har I mulighed for at være blandt støttepillerne i menigheden.
23 Der kan imidlertid være andre som nu, på grund af de mange tilskyndelser vi får ved møder og stævner og i Rigets Tjeneste, på ny overvejer deres muligheder. Hvis helbredet, omstændighederne og den åndelige styrke nu er blevet bedre, kan det være at nogle kan tage pionertjenesten op på ny. Det bør ikke ske overilet, men hvis der er et fornuftigt grundlag for i tro og tillid at gå ind i heltidstjenernes rækker igen, vil vi varmt tilskynde jer til at gøre det. (Matt. 7:24-27; Rom. 12:1, 2; Fil. 4:13) I kan være forvissede om at Jehova vil give jer den nødvendige styrke idet han opretholder jer ved sin ånd og velsigner jer rigt. — Mal. 3:10.
Missionærtjenesten — en udfordring du kan tage op?
24 Riget skal forkyndes „til jordens fjerneste egne“, og derfor sender Selskabet missionærer ud til mange lande. (Apg. 1:8; Matt. 24:14) De der stiller sig til rådighed for denne tjeneste vil opleve store velsignelser. At komme på Gileadskolen og få den særlige oplæring dér, er en enestående forret, en af de største man kan få i denne endens tid. Samværet med erfarne heltidstjenere og lærere som gennem et helt liv har praktiseret sand kristendom under vanskelige forhold og under mange forskellige omstændigheder, er en trosstyrkende oplevelse som gør et varigt og uudsletteligt indtryk.
25 Gileadskolen giver den bedst tænkelige baggrund for at kunne udrette noget hvor man end bliver sendt hen og under hvilke forhold man end måtte leve og forkynde. Selv om der er tale om en mere enkel livsform, vil glæderne ved og erkendelsen af at dække et virkelig stort behov medføre en indre fred og tilfredshed. Missionærtjenesten er en særlig måde hvorpå man ’ærer sin tjeneste’. — Rom. 11:13.
26 Det bør ikke være eventyrlyst der får én til at ønske at blive missionær. Nej, det bør være ønsket om at stå til rådighed og at gøre alt hvad man kan for at ære Jehova. Esajas udtrykte det klart og tydeligt da han sagde: „Her er jeg, send mig.“ (Es. 6:8) Denne indstilling kan man lægge for dagen ved allerede nu at være villig til at flytte til andre områder med større behov. Det kunne være en anden menighed i kredsen eller i landet som helhed, eller man kunne måske stille sig til rådighed for den særlige heltidstjeneste i Grønland eller på Færøerne. I ’Organisationsvejledningen’ (side 111, 112) siges der om dem der ønsker at opnå stærkt udvidede tjenesteforrettigheder: „De er blevet udvalgt blandt dem der allerede har vist sig at være nidkære arbejdere, hengivne kristne som tjener af hele deres sjæl, forkyndere som er dygtige til at udføre tjenesten for Riget.“ Derudover nævnes der at man „for at blive sendt ud som missionær må . . . være mellem 21 og 40 år gammel og have et godt helbred og god fysisk modstandskraft, idet mange missionærer sendes ud til områder hvor levevilkårene er vanskelige og hvor der er fare for uvante sygdomme. Når man rejser ud som missionær må man også være forberedt på at vænne sig til en anden levestandard og en helt ny kultur.“ Efter en tilskyndelse til at overvære de særlige møder der holdes ved områdestævnerne siges der til slut i dette afsnit om missionærtjenesten: „Hvis du opfylder betingelserne kan det være at du får den forret at udføre en form for hellig tjeneste der på en vidunderlig måde har bidraget til fremme af den sande tilbedelse i hele verden.“ Er det ikke et godt mål for indviede, helhjertede tjenere for Jehova?
Lad pionerånden fortsat blive kendt ’i endnu rigere mål’
27 Jehova har i sandhed ’vakt sit folks ånd’ her i denne endens tid. (Hag. 1:14) Resultatet har været en stadig stigende tjenesteaktivitet. Pionerernes og hjælpepionerernes antal stiger år for år, og menighedsforkyndernes tjenesteindsats øges også. Vi er taknemmelige for hvad Jehova har udrettet blandt sit villige folk, og vort ønske er at „fortsætte med at gøre det i endnu rigere mål“. Vi bør derfor alle, under bøn om Jehovas ånds ledelse og styrke, overveje hvordan vi kan gøre yderligere fremgang med hensyn til at fremme pionerånden, idet vi i vor egen livsform viser den i endnu større udstrækning.
28 Vi tror at tanken om at ’ære Jehova med førstegrøden’ af sit liv og sine kræfter har gjort indtryk på mange tusind af jer unge, gifte som ugifte. Hvis det er nødvendigt med en forandring i jeres livsform, jeres livsstil eller jeres syn på livsværdier, så tøv ikke med at gøre det der skal til. I har en gave i jeres ungdomskraft og styrke; den vil vi gerne opflamme i jer så I kan være fast besluttede på at gå fremad i sandheden. (Jævnfør Andet Timoteusbrev 1:6, 7.) Hold jer nær til andre unge som allerede har vist at de ejer pionerånden, dem som ønsker at ’påkalde Herren af et rent hjerte’ og derfor jager efter de rette kristne værdier. — 2 Tim. 2:22.
29 I forældre kan lægge vægt på at oplære jeres børn til heltidstjenesten idet I selv udnytter alle muligheder for at være pionerer og hjælpepionerer. Hele jeres livsform kan være en oplæring og en tilskyndelse. Giv jeres børn og de unge den bedst tænkelige arv: At være fuldt optaget af den hellige tjeneste.
30 Selv om I ældste ikke selv kan være pionerer, kan I tilskynde andre til det. I begyndelsen af halvtredserne tilskyndede en sådan ældste en broder til at tage pionertjenesten op. Broderen blev pioner og tjente først et par steder her i Danmark og siden i Grønland, hvor han nu tjener på 33. år som missionær. Én ældstes gode og kærlige tilskyndelse udrettede noget værdifuldt.
31 Ja, alle i menighederne kan gennem deres oprigtige forbøn, deres positive og opmuntrende væremåde, samt praktiske forslag og uselviske hjælp, vise at de værdsætter pionertjenesten. De kan tilskynde de unge til at betragte pionertjenesten som et naturligt mål, en konsekvens af deres indvielse og dåb. Dette kan hjælpe vore mange unge til at vokse frem til at blive „en pryd for vor Frelsers, Guds, lære“, nogle som på enhver måde er ’nidkære for gode gerninger’. (Tit. 2:10, 14) På denne måde vil vi „i endnu rigere mål“ kunne lægge pionerånden for dagen og lovprise Jehova. Da viser vi at vi ønsker at følge den befaling der er givet os, både som enkeltpersoner og som menighed, nemlig at gøre disciple. Det vil ære Jehova og føre til et indholdsrigt og tilfredsstillende liv — og er det ikke det vi virkelig ønsker for os selv og for alle de unge iblandt os?