„Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at i skal være uvidende om dem som sover ind i døden, for at i ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ — 1 Thessaloniker 4:13.

BIBELEN indeholder et håb for dem som er døde. De opstandelser Jesus udvirkede og den lære han udbredte, pegede frem til en tid da de døde vil få livet igen. (Mattæus 22:23-33; Markus 5:35, 36, 41, 42; Lukas 7:12-16) Hvordan bør dette håb påvirke os? Apostelen Paulus’ ord i ovennævnte skriftsted viser at dette håb kan være til trøst for dem der mister en af deres kære i døden.

Hvis du har mistet en du holder af, har du uden tvivl følt den smerte som følger med en sådan sørgelig begivenhed. Theresa, hvis mand døde som 42-årig kort efter en hjerteoperation, siger: „Det kom som et chok! Jeg gik først i panik. Derefter fulgte en voldsom smerte som blev værre med tiden. Jeg græd meget.“ Viser sådanne reaktioner at man mangler tro på Jehovas løfte om at de døde vil blive oprejst? Skal man af Paulus’ ord udlede at det er forkert at sørge?

Bibelske eksempler på nogle som sørgede

Vi kan finde svaret på disse spørgsmål ved at undersøge de tilfælde af sorg der er beskrevet i Bibelen. Mange beretninger viser at der fulgte en sørgeperiode efter et dødsfald i den nærmeste familie. (1 Mosebog 27:41; 50:7-10; Salme 35:14) Sorgprocessen var ofte forbundet med heftige følelser.

Som kristne sørger vi i høj grad over døden, men ikke „ligesom de andre, der ikke har noget håb“. (1 Thessaloniker 4:13) Vi går ikke til yderligheder når vi sørger, for vi er ikke i vildrede med hensyn til de dødes tilstand. Vi er klar over at de ikke føler smerte eller sorg, men befinder sig i en tilstand som kan sammenlignes med en dyb og fredelig søvn. (Prædikeren 9:5; Markus 5:39; Johannes 11:11-14) Vi har også fuld tillid til at Jesus, „opstandelsen og livet“, vil gøre som han har lovet, og bringe „alle de der er i mindegravene“, tilbage. — Johannes 5:28, 29; 11:24, 25.