Trøst fra fredens Gud
„Bliv . . . ved med at trøste hinanden med disse ord.“ — 1 Thessaloniker 4:18.
1. Hvilke ord af Paulus viser at han var interesseret i fred?
APOSTELEN Paulus ønskede inderligt at der skulle herske fred i den kristne menighed. Tretten af hans breve som er bevaret til os i de inspirerede skrifter, indledes med en bøn om at modtagerne måtte have fred fra Gud. Til den nydannede menighed i Thessalonika skrev Paulus for eksempel: „Måtte I have ufortjent godhed og fred.“ Mod slutningen af det samme brev bad han: „Måtte selve fredens Gud hellige jer helt og fuldt. Og måtte jeres ånd og sjæl og legeme blive bevaret på en udadlelig måde, hele i enhver henseende, ved vor Herres Jesu Kristi nærværelse.“ — 1 Thessaloniker 1:1; 5:23.
2. (a) Hvilken omsorg viste Paulus menigheden? (b) Hvordan kan vore dages kristne ældste følge Paulus’ eksempel?
2 Paulus og hans medarbejdere havde ikke skånet sig selv, men havde slidt og slæbt blandt disse nye troende. Paulus sagde: „Vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer del i, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ Afspejler disse ord ikke Paulus’ inderlige omsorg for og ægte, dybe kærlighed til denne menighed? Paulus’ kærlighed danner mønster for den kærlighed der i dag vises af kristne ældste i de cirka 50.000 menigheder af Jehovas Vidner jorden over. — 1 Thessaloniker 2:7-9; Johannes 13:34, 35; 15:12-14.
3. (a) Hvordan kunne Timoteus hjælpe menigheden i Thessalonika? (b) Hvad svarer dette til i dag?
3 Fristeren, Satan Djævelen, havde udsat de kristne i Thessalonika for trængsler. Paulus sendte derfor Timoteus til dem, for ’at styrke dem og trøste dem til gavn for deres tro’. Da Timoteus kom tilbage til Paulus i Athen fortalte han begejstret om deres kærlighed og tro. Alle parter følte sig trøstede ved at høre om hinandens tro og uangribelighed, og de blev ved med at bede Gud om at udbedre det som måtte mangle i deres tro. (1 Thessaloniker 3:1, 2, 5-7, 10) Også dette finder sit modstykke i vore dages teokratiske ordning, med rejsende tilsynsmænd der opbygger menighederne, selv de steder hvor Jehovas vidner virker under forbud eller trods hård forfølgelse. — Esajas 32:1, 2.
’Ved hans nærværelse’
4, 5. (a) Hvad bad Paulus om, og hvorfor bør dette interessere os i dag? (b) Hvorfor er vor tid særlig betydningsfuld?
4 Apostelen Paulus sluttede denne del af sit brev med bønnen: „Måtte Herren forårsage at I vokser, ja strømmer over, i kærlighed til hinanden og til alle, ligesom også vi til jer, så han gør jeres hjerter stærke, udadlelige i hellighed over for vor Gud og Fader ved vor Herres Jesu nærværelse med alle sine hellige.“ — 1 Thessaloniker 3:12, 13.
5 Paulus så her langt ud i fremtiden, til tiden for Jesu „nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“ hvor „Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham“. Vor himmelske konge kom i 1914. Fra sin herligheds trone i de usynlige himle dømmer Jesus nu jordens nationer og folk, og skiller de ydmyge symbolske får fra gederne, så fårene kan overleve ’den store trængsel’ og opnå evigt liv i et jordisk paradis. — Mattæus 24:3-21; 25:31-34, 41, 46.
Gavnlige befalinger
6. Hvilken tilskyndelse fra Paulus må vi nu tage til os?
6 Bestræber du dig for at nå dette mål, det evige liv? Hvis du gør, må du give agt på det Paulus skrev til thessalonikerne: „Endelig, brødre, anmoder vi jer om og tilskynder jer ved Herren Jesus til, sådan som I har modtaget vejledning fra os om hvordan I bør vandre og behage Gud, og sådan som I jo vandrer, at fortsætte med at gøre det i endnu rigere mål. I kender jo de befalinger vi har givet jer ved Herren Jesus.“ (1 Thessaloniker 4:1, 2) Hvad er det for „befalinger“ Paulus her hentydede til?
7. (a) Hvilken betydningsfuld ’befaling’ gav Paulus først? (b) Hvorfor må vi altid være på vagt når vi har modtaget Guds hellige ånd?
7 Den første ’befaling’ har at gøre med god moral. Paulus siger ganske ligefremt: „Dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, at I afholder jer fra utugt; at enhver af jer ved hvordan han får herredømme over sit eget kar i hellighed og ære, ikke i begærlig seksuel lidenskab, sådan som de folk fra nationerne der ikke kender Gud.“ Vi har lykkeligvis lært Gud og hans søn, Jesus Kristus, at kende, og bestræber os for at opnå evigt liv. Hvor ville det være skammeligt hvis vi lod os trække tilbage i verdens umoralske sump! Efter at have holdt ud i flere år i koncentrationslejre og fængsler eller tilbragt et helt liv i missionærtjenesten, har nogle sørgeligt nok ladet Fristeren overliste dem ved hjælp af umoralitet. Når vi har modtaget Guds hellige ånd, måtte vi da aldrig ’bedrøve’ den ved at gøre os skyldige i urette seksuelle handlinger. — 1 Thessaloniker 4:3-8; Johannes 17:3; 1 Korinther 10:12, 13; Efeserne 4:30.
8, 9. (a) Hvad er ’broderkærlighed’? (b) Hvordan kan vi opdyrke en sådan kærlighed, og hvordan vil det gavne os?
8 Paulus’ næste ’befaling’ drejer sig om filadelfiʹa, ’broderkærligheden’. (1 Thessaloniker 4:9, 10) Det er en særlig manifestation af den principbetonede kærlighed, agaʹpe, som Paulus varmt anbefaler i det samme kapitel, vers 9, samt i kapitel 3, versene 6 og 12. Filadelfiʹa betegner en meget dyb hengivenhed, som den der øjensynlig herskede mellem Jesus og Peter, og mellem David og Jonatan. (Johannes 21:15-17; 1 Samuel 20:17; 2 Samuel 1:26) Denne dybe hengivenhed kan føjes til agaʹpe og bidrage til et nært venskab, som det der for eksempel kan ses mellem to Jehovas vidner som glæder sig over at samarbejde i pionertjenesten eller i andre teokratiske aktiviteter.
9 ’Fortsæt med at gøre det i endnu rigere mål,’ skrev Paulus. Vi kan altid vise større broderkærlighed. Denne gode egenskab kommer især til udtryk når ældste og menighedstjenere fører an ved nidkært at forkynde om Riget. Når alle menighedens medlemmer er travlt optaget af at søge Riget først, vil problemer som uoverensstemmelser på grund af ufuldkommenhed og forskelle i personlighed træde i baggrunden. Lad os altid holde blikket rettet mod målet! — Mattæus 6:20, 21, 33; 2 Korinther 4:18.
10. Hvordan kan vi, som kristne, „vandre anstændigt“?
10 Men Paulus knyttede endnu en ’befaling’ til — at vi sætter os som mål at leve stille, passe vore egne sager og arbejde med vore hænder. Når vi således ’vandrer anstændigt’ i hverdagen, og viser både principbetonet kærlighed og broderlig hengivenhed, vil alle vore behov blive dækket. — 1 Thessaloniker 4:11, 12; Johannes 13:35; Romerne 12:10-12.
Trøstet af opstandelseshåbet
11. (a) Hvorfor kom Paulus ind på håbet om en opstandelse? (b) Hvad bør denne vejledning fra Paulus hjælpe os til?
11 Apostelen omtalte dernæst det storslåede håb om en opstandelse. Men hvorfor kom han ind på dette emne? Han ønskede at styrke sine brødre til at udholde den forfølgelse de blev udsat for. De var i livsfare. Da Paulus skrev sit brev var nogle tilsyneladende sovet ind i døden, og medtroende trængte til trøst. (1 Thessaloniker 2:14-20) De mente at Kristi „nærværelse“ var nært forestående, og spekulerede på hvad der ville ske med dem der allerede var døde. Paulus’ ord trøstede ikke blot dem der havde mistet nogle af deres trosfæller i døden, men opmuntrede dem også til at holde ud indtil „Jehovas dag“ kom. Paulus’ vejledning bør hjælpe os alle til at være åndeligt stabile og fortsat forkynde den gode nyhed, mens vi venter på den endelige afslutning for denne tingenes ordning. — 2 Thessaloniker 1:6-10.
12. Hvor kan vi finde trøst når vi har mistet en vi holder af?
12 Paulus skrev: „Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ (1 Thessaloniker 4:13) Hvilken trøst og fred i sindet kan vi ikke finde i opstandelseshåbet! Omtrent fem år senere indledte Paulus sit andet brev til de kristne i Korinth med ordene: „Måtte I have ufortjent godhed og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus. Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste dem som er i al slags trængsel, med den trøst hvormed vi selv trøstes af Gud.“ — 2 Korinther 1:2-4.
13, 14. (a) Af hvilken grund ønskede Paulus at de kristne skulle vide hvad døden er? (b) Hvad viser Bibelen om de dødes tilstand?
13 Apostelen ønskede ikke at vi skulle være uvidende om de dødes tilstand. Med tiden ville der komme et stort frafald som ville få dem der hævdede at være kristne, til at vende tilbage til babylonisk og græsk filosofi. Disse frafaldne ville antage Platons lære om den udødelige sjæl — der nu udgør en grundlæggende læresætning i hele den falske religions verdensimperium. Man kan ikke finde nogen sand trøst i den aura af mystik der omgiver „livet efter døden“, hvad enten dette siges at være i himmelen, i skærsilden eller på et sted med evig pine. Læren om den udødelige sjæl er desuden i modstrid med håbet om en opstandelse, for hvordan kan én hvis sjæl ikke er død, blive oprejst til liv på ny?
14 Paulus skrev her „om dem som sover i døden“. Ja, „sover“. Sovende mennesker ved ikke hvad der foregår omkring dem og er ikke i stand til at udrette noget. (Jævnfør Prædikeren 9:5, 10.) Jesus sagde ved en lejlighed under sin tjeneste at Lazarus var „gået til hvile“ og at han, Jesus, ville „vække ham af søvnen“. Da disciplene ikke forstod hvad han mente, „sagde Jesus da rent ud til dem: ’Lazarus er død.’“ Lazarus’ søstre, Marta og Maria, fandt trøst i håbet om opstandelsen, og Jesus trøstede dem yderligere. Og hvor må deres tro være blevet styrket da Jesus oprejste sin ven Lazarus, der allerede havde været død i fire dage. — Johannes 11:11-14, 21-25, 43-45.
15. (a) Hvordan styrkes vort håb om opstandelsen? (b) Hvad kan hjælpe os til at komme over et dødsfald blandt vore nærmeste?
15 Dette mirakel, de andre tilfælde hvor Jesus oprejste nogle fra de døde, og især det at Jehova oprejste Jesus — alle disse veldokumenterede begivenheder styrker vor tillid til det vidunderlige håb om en opstandelse. (Lukas 7:11-17; 8:49-56; 1 Korinther 15:3-8) Sandt nok fremkalder et dødsfald sorg og tårer, og det er svært at vænne sig til at en man holder af, ikke længere er der. Men hvilken trøst og styrke finder vi ikke i forsikringen om at den suveræne Herre, Jehova, „vil opsluge døden for bestandig, og . . . tørre tårerne af alle ansigter“. (Esajas 25:8; Åbenbaringen 21:4) En af de bedste kure mod sorg er at være travlt optaget af tjenesten for fredens Gud, og fortælle andre om det opmuntrende håb som vi selv er så taknemmelige for at have modtaget. — Jævnfør Apostelgerninger 20:35.
Opstandelsens rækkefølge
16, 17. (a) Hvordan vil „den sidste fjende“ blive tilintetgjort? (b) I hvilken rækkefølge skulle opstandelsen, ifølge Paulus, foregå?
16 Vi har en stærk tillid til at Kristus, opstandelsens ’førstegrøde’, der nu sidder på tronen ved Guds højre hånd i himmelen, vil fuldbyrde Jehovas hensigter med Riget. (Hebræerne 6:17, 18; 10:12, 13) Som Paulus skrev i et andet brev: „Han [Jesus Kristus] må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden.“ Hvordan sker dette? Til dels gennem opstandelsen og ved at den adamitiske døds virkninger fjernes. Apostelen havde umiddelbart forinden forklaret det med disse ord: „Eftersom døden er kommet ved et menneske, er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias. Men hver i sit hold: førstegrøden Kristus, derefter, under Messias’ nærværelse, de der tilhører ham.“ (1 Korinther 15:20-26) Denne rækkefølge som opstandelsen vil foregå i, omtalte Paulus også i sit første brev til thessalonikerne. Han skrev:
17 „Som vi tror at Jesus døde og opstod, således vil Gud også føre dem som ved Jesus er sovet ind i døden, frem sammen med ham. For dette siger vi jer med Jehovas ord, at vi levende som bliver tilbage til Herrens nærværelse, afgjort ikke skal komme forud for dem som er sovet ind i døden; for Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet, og de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først.“ — 1 Thessaloniker 4:14-16.
18. Hvornår blev de salvede som var „sovet ind i døden“, oprejst?
18 Efter 1914, under Jesu „nærværelse“ i Rigets magt, udsteder han, som ærkeengelen, en befaling angående dem der er døde „i samhørighed med Kristus“. Denne befaling, der lyder som et trompetsignal, er tegnet til at de salvede „som er sovet ind i døden“ får en åndelig opstandelse til liv i himmelen. Vagttårnet har længe fremholdt det synspunkt at de salvede kristne begyndte at blive oprejst i 1918.
19. Hvornår og hvordan vil de der bliver tilbage ’blive rykket bort i skyer’, og med hvilket formål?
19 Hvordan forholder det sig da med de færre end 10.000 salvede kristne der endnu lever på jorden, og hvis antal til stadighed daler? Også disse må fuldføre deres jordiske livsløb i trofasthed. Paulus formulerede sig som om han var sammen med dem under Kristi nærværelse: „Derefter skal vi som lever og som bliver tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften; og således skal vi altid være sammen med Herren.“ (1 Thessaloniker 4:17; jævnfør Åbenbaringen 1:10.) Således vil alle de 144.000 med tiden blive oprejst for at tjene som præster og konger på det himmelske Zions bjerg sammen med Lammet, Jesus Kristus. „Dette er den første opstandelse.“ (Åbenbaringen 14:1, 4; 20:4, 5) Men hvilket håb er der for de milliarder af mennesker der nu ligger i deres grave?
20, 21. (a) Hvilket håb er der for de milliarder af mennesker der nu ligger i graven? (b) Hvilken gruppe vil få mulighed for at leve evigt på jorden, og hvordan? (c) Hvis enkeltpersoner fra denne gruppe skulle dø, hvilket lykkeligt håb har de da?
20 Paulus omtaler ikke denne gruppe i sit første brev til thessalonikerne; men i Åbenbaringen 20:12 forsikres vi om at „de døde, de store og de små,“ vil få en opstandelse og komme til at stå foran Guds doms trone. (Se også Johannes 5:28, 29.) „En stor skare“ der tæller flere millioner, har imidlertid allerede samlet sig foran denne trone. Som gruppe betragtet vil denne skares medlemmer blive frelst gennem den nært forestående „store trængsel“. Lammet er hyrde for dem og leder dem til „kilder med livets vand“, der giver dem mulighed for at leve evigt på jorden. Men på grund af alderdom eller uforudsete hændelser vil nogle af dem måske dø under Herrens „nærværelse“. (Åbenbaringen 7:9, 14, 17; Prædikeren 9:11) Hvad vil der da ske med dem?
21 Alle disse „andre får“ har håb om at få en tidlig opstandelse. (Johannes 10:16) Ligesom Abraham har de gennem deres tro og gerninger opnået venskab med Gud. I lighed med de troende mænd og kvinder der omtales i Hebræerbrevet, kapitel 11, har disse nutidige „andre får“ udholdt trængsler. Derfor vil også de få „en bedre opstandelse“, uden tvivl i begyndelsen af den periode der følger umiddelbart efter Harmagedon. (Hebræerne 11:35; Jakob 2:23) Ja, enhver der i tro har ’spist Jesu kød og drukket hans blod’ vil som en opfyldelse af Jesu løfte blive oprejst på den yderste dag og opnå evigt liv. — Johannes 6:54; Romerne 5:18, 21; 6:23.
22. Hvordan kan vi trøste hinanden?
22 Efter at have behandlet håbet om en opstandelse gav Paulus de kristne i Thessalonika denne formaning: „Bliv . . . ved med at trøste hinanden med disse ord.“ (1 Thessaloniker 4:18) Dernæst kom han ind på andre vigtige spørgsmål i forbindelse med „vor Herres Jesu nærværelse“. (1 Thessaloniker 5:23) Dette vil blive behandlet i artiklen „Fred fra Gud — Hvornår?“
Spørgsmål til repetition
■ Hvad bad Paulus om på de kristnes vegne?
■ Hvilke „befalinger“ gav apostelen til gavn for os?
■ Hvilken trøst kan vi finde i Bibelen når vi mister en vi holder af?
■ I hvilken rækkefølge skulle opstandelsen, ifølge Paulus, foregå?