Bibelprofetien peger på at militariserede kræfter blandt FN’s medlemsnationer vil komme til at tjene som det redskab Jehova vil benytte til én gang for alle at gøre regnskabet op med det modbilledlige Jerusalem, nemlig kristenheden, tillige med den resterende del af Babylon den Store. — Åbenbaringen 17:7, 16.

Hvornår vil dette ske? Første Thessalonikerbrev 5:3 svarer: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe.“

„Fredsepidemien“

I 1988 udtalte den forhenværende amerikanske udenrigsminister George Schultz at „freden er ved at bryde ud over alt“. En ekspert i udenrigspolitik talte om en „fredsepidemi“. Det ansete vesttyske ugeblad Die Zeit spurgte: „Kunne det tænkes, i et århundrede så fyldt med katastrofer, at det sidste årti vil markere afslutningen på alle ødelæggelser og begyndelsen på en ny æra med fredelig sameksistens?“ Og bladet Time skrev: „Freden truer i Iran-Iraq, Kampuchea, Afghanistan, Sydafrika og tilmed i Mellemamerika.“

Også i 1989, der nu er ved at gå på hæld, har der været megen tale om fred. I februar skrev den vesttyske avis Süddeutsche Zeitung i en ledende artikel: „Siden 1985 har vi befundet os i en fase hvor supermagterne ikke blot har trukket kløerne til sig. . . . I dag er der næppe noget sted på jorden hvor de to supermagter ikke er ved at nærme sig hinanden. . . . I hvert fald har der aldrig før vist sig så positive tegn, aldrig før har begge parter været så seriøse og aldrig før er der på samme tid blevet taget så mange skridt i den rigtige retning.“

For blot seks år siden var udsigterne ikke nær så lyse. Journalisten Roy Larson bemærkede dengang: „I løbet af 1983 råbte religiøse ledere over hele verden på fred, men der var ingen fred.“ Er den overraskende drejning i verdensbegivenhederne siden da en opfyldelse af Første Thessalonikerbrev 5:3? Vi ved det ikke, men det står helt klart, her i december 1989, at vi nu er nærmere „fred og sikkerhed“ end før.

Religiøse ledere arbejder hårdt — for hvad?

Som Roy Larson viser har de religiøse ledere bestemt ikke forholdt sig passive i fredsbestræbelserne. I sin vurdering af begivenhederne i 1983 fortsætter han med at nævne pave Johannes Paul II’s „pilgrimsfærd for fred“ til Mellemamerika og Caraibien. Desuden vedtog den amerikanske landskonference for katolske biskopper et hyrdebrev med titlen „Opfordring til fred“. Kort efter blev en resolution med et lignende indhold godkendt af repræsentanter for mere end 300 kirker fra 100 lande der var forsamlet til den sjette generalforsamling i Kirkernes Verdensråd. Også mange protestanter var ifølge Roy Larson optaget af hvad han betegner som „det globale fredsengagement“.

Kirkernes Verdensråd havde både ved oprettelsen i 1948 og ved konferencen i 1966 udtalt sig stærkt imod brugen af moderne udryddelsesvåben. Dette har bevæget mange gejstlige og teologer til at ’gå i felten for fred’, blandt andre den tyske protestantiske teolog Helmut Gollwitzer. I forbindelse med hans 80 års fødselsdag tidligere på året priste et schweizisk protestantisk ugeblad ham som „en politisk bevidst teolog der altid har kæmpet for fred“ og som „i sin undervisning og i sit politiske engagement har øvet en stærk indflydelse på mange teologer og på fredsbevægelsen inden for kirken“.

Da De Forenede Nationer, som netop har til formål at „opretholde international fred og sikkerhed“, udråbte 1986 som internationalt fredsår, kan det ikke undre at dette projekt fik aktiv støtte fra Babylon den Store. Dette år mødtes religiøse ledere fra hele verden i Assisi for at bede for fred. Foruden paven og ærkebiskoppen af Canterbury var der 700 repræsentanter fra forskellige trossamfund til stede, deriblandt navnkristne, buddhister, hinduer, muslimer, afrikanske åndedyrkere, amerikanske indianere, jøder, sikher, zarathustratilbedere, shintoister og jainister.

For ikke så længe siden, i januar 1989, skrev den australske avis Sunday Telegraph at „buddhister, kristne, hinduer, jøder, muslimer, sikher, unitarer, bahaitilhængere, jainister, kungfutsianere, shintoister, taoister, Raja Yoga- og Zarathustratilbedere,“ havde været i Melbourne til den femte samling af Verdenskonferencen om Religion og Fred. Det er interessant at „mere end 600 delegerede fra cirka 85 lande . . . erkendte at spændinger forårsaget af religiøse skel længe er blevet misbrugt som en af de væsentligste grunde til at føre krig“.

Det religiøse engagement i fredsbestræbelserne bekræfter hvad Dag Hammarskjöld, den tidligere generalsekretær for FN, engang sagde: „Organisationen (FN) og kirkerne står side om side i de bestræbelser som alle mennesker med god vilje, uanset tro eller tilbedelsesform, gør sig for at indføre fred på jorden.“

Babylon den Stores protestmarcher, dens offentlige demonstrationer og andre mere skjulte former for religiøs indblanding i politiske anliggender vil ikke desto mindre føre til dens undergang.a Denne aktivitet har allerede været årsag til en del gnidninger, som Albert Nolan, en dominikanermunk fra Sydafrika, for nylig erkendte: „Det eneste effektive middel til at opnå fred i overensstemmelse med Guds vilje er at tage del i kamp. . . . Kravet om nedrustning vil uvægerlig føre til konflikt med statsmagten.“

Lad blot Babylon den Store fortsat råbe på fred. Lad blot paven fortsat fremsige sin traditionelle velsignelse Urbi et orbi (til byen [Rom] og verden) ved jul og påske. Lad ham blot fortsat give udtryk for den antagelse — som han gjorde i maj 1989 — at det igangværende politiske tøbrud er Guds svar på „de kristnes“ bønner. Babylon den Store kan ikke løbe fra sin blodige fortid ved at bruge store ord og ved uberettiget at påberåbe sig Guds velsignelse. Hun udgør selv den største hindring der nogen sinde har eksisteret for fred mellem mennesker indbyrdes og for fred mellem mennesker og Gud. Hvert eneste af menneskehedens problemer kan direkte eller indirekte spores tilbage til hendes dør!

Ironisk nok vil netop den „fred og sikkerhed“ som den falske religion i forening med FN fortsat arbejder så hårdt for, betyde dens ødelæggelse! Den falske religions endeligt vil hævde den Gud der står bag den sande tilbedelse, ham der siger: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ — Galaterne 6:7.

Internationale fredsbestræbelser

Skønt de fleste har et naturligt behov for at leve i fred og sikkerhed, er dette behov forblevet uopfyldt i langt den største del af menneskets historie. I de senere år er der imidlertid sket bemærkelsesværdige fremskridt i de internationale fredsbestræbelser, som det fremgår af følgende oversigt.

1985: (Oktober) De Forenede Nationer fejrer 40 års jubilæum og udråber 1986 som internationalt fredsår.

(November) Statscheferne Mikhail Gorbatjov og Ronald Reagan mødes ved det første topmøde mellem supermagterne i seks år. Reagan taler om at „begynde på en frisk“.

1986: (Januar) Gorbatjov går ind for at alle atomvåben skal være afskaffet i år 2000.

(September) Ved en konference om sikkerhed og nedrustning i Europa underskriver 35 lande — deriblandt De Forenede Stater, Canada, Sovjetunionen og alle de europæiske lande undtagen Albanien — en traktat med henblik på at begrænse faren for at udløse en krig ved et uheld.

(Oktober) Topmødet på Island mellem Reagan og Gorbatjov slår fejl, skønt Gorbatjov udtaler at de var tæt på at træffe „store historiske beslutninger“.

1987: (Januar) Et nyt princip i sovjetisk politik, nemlig glasnost (åbenhed), synes at pege mod nye tider i Sovjetunionen.

(Marts) For første gang i 12 år aflægger en britisk premierminister besøg i Moskva.

(December) Gorbatjov og Reagan underskriver INF-aftalen om fjernelse af kernevåbenbærende mellemdistancemissiler.

1988: (Marts) Det nicaraguanske styre og de antikommunistiske contraer underskriver en våbenhvile og påbegynder forhandlinger om en permanent løsning.

(April) Sovjetunionen erklærer at alle sovjetiske tropper vil være ude af Afghanistan i februar 1989. Etiopien og Somalia indgår aftale om at standse deres konflikt.

(Maj) Vietnam bekendtgør tilbagetrækningen af 50.000 tropper fra Kampuchea inden årets udgang. Resten vil blive trukket tilbage i 1990.

(Juni) Den australske premierminister Bob Hawke siger om Gorbatjov-Reagan-topmødet i Moskva: „For første gang i efterkrigstiden er der udsigt til en verden hvor alle kan leve i fredelig sameksistens.“

(Juli) Iran accepterer FN-resolutionen om våbenhvile i den otte år lange krig mod Irak.

(August) De Forenede Stater indvilliger i at betale sine tilbageholdte bidrag til FN, hvilket Sovjetunionen allerede har gjort. Derved får FN løst sine økonomiske problemer og kommer til at stå stærkere.

(September) Den marokkanske regering og guerillabevægelsen Polisario accepterer den FN-plan der skal gøre ende på 13 års krig i Vestsahara.

(Oktober) FN’s fredsbevarende styrker får tildelt Nobels fredspris. Libyen og Tchad afslutter formelt en langvarig krigstilstand.

(December) I FN bekendtgør Gorbatjov store ensidige nedskæringer af de sovjetiske styrker inden for en toårig periode, samt tilbagetrækning af tropper og kampvogne fra Tjekkoslovakiet, Ungarn og DDR. Sydafrika, Namibia og Cuba indvilliger i at efterleve den FN-resolution der garanterer Namibias uafhængighed og afslutningen på 22 års krig. Halvdelen af de 50.000 cubanske tropper i Angola vil blive trukket tilbage den 1. november, resten den 1. juli 1991. De Forenede Stater indvilliger i at tale med Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, efter at Yassir Arafat har anerkendt Israels ret „til at eksistere i fred og sikkerhed“.

1989: (Januar) Ved en konference i Paris om kemiske våben kræver 149 deltagerlande omgående forbud mod udvikling, produktion, opbevaring og spredning af kemiske våben.

(Februar) Costa Rica, Honduras, El Salvador, Nicaragua og Guatemala underskriver en aftale der skal sikre freden i Mellemamerika. Colombias største oprørsgruppe FARC (Den colombianske revolutionshær) proklamerer våbenhvile, hvilket giver håb om at 35 års guerillakrig nu vil få ende.

(Marts) Udenrigsministre fra 35 lande indleder de såkaldte CFE-forhandlinger i Wien med henblik på reduktion af de væbnede styrker i Europa.

(April) Vietnam bekendtgør en total tilbagetrækning af sine tropper fra Kampuchea den 30. september.

(Maj) Ungarn begynder at fjerne den 40 år gamle pigtrådsspærring langs grænsen til Østrig. På det første møde i over 30 år mellem sovjetiske og kinesiske ledere bebuder man fra sovjetisk side at man vil reducere de asiatisk stationerede hærenheder. Sovjetunionen begynder ensidigt at reducere antallet af tropper og våben i Østeuropa.

(Juni) George Bush’s krav om at der i 1992 skal skæres drastisk ned på tropper, kampvogne, artilleri og luftstyrker i Europa, fik et nyhedsblad til at skrive: „Dette kan faktisk åbne døren for den mest betydelige nedrustning siden afslutningen på den anden verdenskrig.“

(August) Fem mellemamerikanske lande enes om en plan der skal bringe fjendtlighederne i Nicaragua til ophør.