Spørgsmål fra læserne

■ Troede de kristne i det første århundrede at enden på denne onde tingenes ordning ville komme i deres levetid?

Jesu disciple i det første århundrede så ivrigt frem til at enden skulle komme. Som vi skal se, drog nogle af dem den slutning at enden var umiddelbart forestående, og deres opfattelse måtte korrigeres. Der er imidlertid ikke noget negativt i at kristne — og det gælder nu som dengang — oprigtigt tror at man skal betragte den forudsagte ende som værende nær, og leve sit daglige liv i overensstemmelse med denne opfattelse.

Da Jesus besvarede sine disciples spørgsmål om „tegnet“ på sin nærværelse, sagde han advarende: „Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer.“ (Mattæus 24:3, 42) Denne årvågenhed burde indvirke på deres handlinger, for Kristus tilføjede: „Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer . . . Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ — Lukas 21:34-36.

Læg mærke til at Jesus gav denne vejledning umiddelbart efter at han havde opridset de begivenheder der ville udgøre „tegnet“. Apostlene blev altså gjort opmærksom på at der skulle finde en vis historisk udvikling sted før enden kom. Få uger senere stillede de ikke desto mindre den opstandne Jesus spørgsmålet: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“ Han svarede: „Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed.“ — Apostelgerninger 1:6, 7.

Dette viser at Jesu nærmeste disciple så frem til enden med en sådan forventning at de overså det han kort tid forinden havde fortalt dem om hvordan tilstandene ville være under hans nærværelse, før enden kom.

Vi finder et andet vidnesbyrd om deres iver i apostelen Paulus’ breve til de kristne i Thessalonika. Omkring år 50 e.v.t. skrev han: „Med hensyn til tiderne og perioderne, brødre, har I ikke behov for at der skrives til jer, for I ved selv udmærket at Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os holde os vågne og være ædru.“ (1 Thessaloniker 5:1, 2, 6) Nogle af disse salvede kristne opfattede dette som om Jesu nærværelse (med Jehovas dag, med udryddelsen af de ugudelige) var umiddelbart forestående.

Det var den imidlertid ikke. Paulus skrev derfor til dem i et nyt brev: „Med hensyn til vor Herres Jesu Kristi nærværelse og hvordan vi skal samles hos ham, anmoder vi jer om ikke hurtigt at blive bragt fra besindelsen eller at blive opskræmte, hverken ved en inspireret udtalelse eller ved et mundtligt budskab eller ved et brev, som var det fra os, gående ud på at Jehovas dag er her. Lad ingen forføre jer på nogen måde, for først må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, undergangens søn, åbenbares.“ — 2 Thessaloniker 2:1-3.

Det betød ikke at de ikke skulle interessere sig for Jesu nærværelse og afslutningen på denne tingenes ordning. For hvert år der gik blev Jesu advarsel mere aktuel: „Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer.“

Cirka fem år efter at Paulus havde skrevet Andet Thessalonikerbrev, skrev han derfor: „I kender tiden, at den time allerede er her da I skal vågne op af søvne, for nu er vor frelse nærmere end da vi blev troende. Natten er langt fremme; dagen er kommet nær. Lad os derfor aflægge de gerninger der hører mørket til, og lad os iføre os lysets våben.“ (Romerne 13:11, 12) Fem år senere sendte Paulus denne vejledning til de kristne hebræere: „I behøver udholdenhed for at I, efter at have gjort Guds vilje, kan erfare opfyldelsen af løftet. For endnu ’en ganske kort tid’, og ’han som kommer vil ankomme og vil ikke tøve’.“ (Hebræerne 10:36, 37) Og i Åbenbaringsbogens næstsidste vers skrev apostelen Johannes: „Han som vidner om disse ting siger: ’Ja; jeg kommer hurtigt.’ Amen! Kom, Herre Jesus.“ — Åbenbaringen 22:20.

Det var tydeligvis ikke urimeligt af datidens kristne at mene at enden kunne komme i deres levetid. Og hvis de på grund af en ulykke eller af naturlige årsager skulle dø inden enden kom, havde de levet med den begrundede følelse af tidens korthed som Jesus og de inspirerede skrifter fremkaldte.

Alt dette gælder i endnu højere grad os, der lever på dette sene tidspunkt. Med en omskrivning af Paulus’ ord kan vi ikke nægte at ’vor frelse er nærmere nu end dengang de første kristne blev troende, ja end dengang vi selv blev troende. Natten er langt fremme; dagen er så afgjort kommet nær.’

De historiske begivenheder siden den første verdenskrig har givet os rigelige håndgribelige vidnesbyrd om at vi nu lever ved afslutningen af denne tingenes ordning. I stedet for at være optaget af gætterier om præcis hvornår enden vil komme, bør vi koncentrere os om at forkynde den gode nyhed, hvilket kan frelse både vort eget og mange andres liv. — 1 Timoteus 4:16.

Vi har mange grunde til at tro at denne forkyndelse vil blive fuldført i vor tid. Vil det nu sige inden næste måned, næste år, næste årti eller næste århundrede? Det véd intet menneske, for Jesus sagde at ’end ikke himlenes engle’ vidste dette. (Mattæus 24:36) For øvrigt har vi ikke brug for at vide det — vi skal blot koncentrere os om at gøre det Herren befaler os. Det vigtigste er at vi gør Guds vilje og at hans arbejde bliver udført, og at vi har den størst mulige andel heri. På den måde vil vi „være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen“. — Lukas 21:36.