Tjen Gud med en villig indstilling

„JEG . . . vil med største glæde bruge af mine midler og lade mig selv helt opbruge for jeres sjæle,“ skrev apostelen Paulus. (2 Korinther 12:15) Hvad viser disse ord os om den indstilling Jehovas tjenere bør opdyrke? Ifølge en bibelkommentar sagde Paulus i virkeligheden følgende da han skrev ovenstående ord til de kristne i Korinth: „Jeg er villig til at bruge mine kræfter, min tid, mit liv og alt hvad jeg har, til gavn for jer, sådan som en fader med glæde gør for sine børn.“ Paulus var parat til at ’lade sig selv helt opbruge’ eller, som samme bibelkommentar siger, „blive udtømt og slidt op“, hvis det var nødvendigt for at han kunne fuldføre sin kristne tjeneste.

Paulus gjorde endog dette „med største glæde“. Som Jerusalem-Bibelen gengiver dette udtryk, var han „fuldstændig villig“. Hvordan er vores personlige indstilling? Er vi villige til at bruge vores tid, kræfter, evner og midler på at tjene Jehova Gud og vore medmennesker, også hvis det betyder at vi til tider bliver „udtømt og slidt op“? Og vil vi gøre det „med største glæde“?

De ønsker slet ikke at tjene Gud

De fleste tøver ikke kun med at tjene Gud, men afslår det totalt. De har en utaknemmelig, selvisk, uafhængig og i nogle tilfælde endog oprørsk indstilling. Satan forledte Adam og Eva til at anlægge den samme tankegang. Han påstod med urette at de ville „blive som Gud og kende godt og ondt“ så de selv kunne afgøre hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. (1 Mosebog 3:1-5) De der i dag har samme holdning, mener at de har krav på uindskrænket frihed til at gøre lige hvad der passer dem, uden at skulle stå Gud til regnskab og uden at han blander sig i deres tilværelse. (Salme 81:11, 12) De ønsker at fremme deres egne personlige interesser. — Ordsprogene 18:1.

Det er dog ikke alle der ser sådan på det. Mange af dette blads læsere sætter virkelig pris på livets gave, både det liv de lever nu, og det evige liv de kan se frem til på en paradisisk jord. (Salme 37:10, 11; Åbenbaringen 21:1-4) Vi er sikkert Jehova dybt taknemmelige for hans godhed mod os. Men vi må alle være på vagt og forstå at Satan kan forvrænge vores tankegang så vores tjeneste bliver uantagelig for Gud. (2 Korinther 11:3) Hvordan kunne det ske?

Jehova kræver en villig tjeneste

Jehova ønsker at vi tjener ham villigt og helhjertet. Han tvinger os aldrig til at gøre sin vilje. Det er Satan der med ethvert middel forsøger at presse eller lokke folk til at gøre sin vilje. I Bibelen forbindes tjenesten for Gud sandt nok med pligter, bud, lovbestemmelser og lignende. (Prædikeren 12:13; Lukas 1:6) Men vort overordnede motiv til at tjene Gud er at vi elsker ham. — 2 Mosebog 35:21; 5 Mosebog 11:1.

Paulus var klar over at uanset hvor meget han brugte sig selv i tjenesten for Gud, var det intet værd hvis han ’ikke havde kærlighed’. (1 Korinther 13:1-3) Når Bibelens skribenter omtaler de kristne som Guds trælle, er der ikke tale om underkuede slaver. (Romerne 12:11; Kolossenserne 3:24) Der er tale om villig underkastelse der udspringer af inderlig kærlighed til Gud og hans søn, Jesus Kristus. — Mattæus 22:37; 2 Korinther 5:14; 1 Johannes 4:10, 11.

Vores tjeneste for Gud må desuden være et udtryk for at vi elsker vore medmennesker. „Vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn,“ skrev Paulus til menigheden i Thessalonika. (1 Thessaloniker 2:7) I mange lande er mødre ifølge loven forpligtede til at tage sig af deres børn. Men mødre tager sig normalt ikke af deres børn blot fordi de vil overholde loven. De gør det fordi de elsker dem. Ja, en ammende moder bringer med glæde store ofre for sine børn. Eftersom Paulus nærede en lignende „inderlig hengivenhed“ for dem han betjente, „besluttede“ han, eller ’var han villig til’, at sætte sit liv ind på at hjælpe dem. (1 Thessaloniker 2:8, King James Version) Kærlighed motiverer os til at følge Paulus’ eksempel. — Mattæus 22:39.

Er en modstræbende tjeneste antagelig?

Det er naturligvis vigtigt at vi ikke elsker os selv mere end vi elsker Gud og vore medmennesker. Ellers er der fare for at vi kun tjener Jehova halvhjertet eller ligefrem modstræbende. Det kan endda gå så vidt at det begynder at irritere os at vi ikke kan leve vort liv fuldstændig som det passer os selv. Det skete for nogle israelitter. De mistede deres kærlighed til Gud, men fortsatte af simpel pligtfølelse med at yde ham en vis tjeneste. Hvad medførte det? At de opfattede tjenesten for Gud som „trættende“. — Malakias 1:13.

Gud har til hver en tid forventet at det man ofrer til ham, er sundt og lydefrit, „det bedste“ man kan skaffe. (3 Mosebog 22:17-20; 2 Mosebog 23:19) Men på Malakias’ tid begyndte folket at bringe Jehova ofre af de dyr de ikke selv brød sig om, i stedet for de bedste dyr. Hvad mente Jehova om det? Han sagde til præsterne: „Når I frembærer et blindt dyr som offer[, siger I]: ’Det er ikke galt.’ Og når I frembærer et halt eller et sygt dyr: ’Det er ikke galt.’ Bring det engang hen til din landshøvding. Vil han bryde sig om dig, eller vil han tage venligt imod dig? . . . I bringer noget der er røvet og noget der er halt og noget der er sygt; ja, I bringer det som gave. Skulle jeg bryde mig om at modtage det fra jeres hånd?“ — Malakias 1:8, 13.

Kan det samme ske for os? Ja. Vi kan komme til at opfatte vore ofre som noget „trættende“ hvis vi ikke tjener Gud villigt og med den rigtige indstilling. (2 Mosebog 35:5, 21, 22; 3 Mosebog 1:3; Salme 54:6; Hebræerne 13:15, 16) Giver vi for eksempel kun Jehova den tid vi har tilovers?

Kan man forestille sig at det ville have været antageligt for Gud hvis et velmenende familiemedlem eller en nidkær levit mere eller mindre tvang en vrangvillig israelit til mod sit ønske at udsøge sit bedste dyr som offerdyr? (Esajas 29:13; Mattæus 15:7, 8) Jehova forkastede sådanne ofre, og med tiden også det folk der frembar dem. — Hoseas 4:6; Mattæus 21:43.

En der gjorde Guds vilje af lyst

Hvis vi skal yde Gud en antagelig tjeneste, må vi følge Jesu Kristi eksempel. Han sagde: „Jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ (Johannes 5:30) Det var en stor glæde for Jesus at tjene Gud villigt, og han levede op til det David profetisk havde sagt om ham: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ — Salme 40:8.

Men selv om Jesus havde lyst til at gøre Jehovas vilje, var det ikke altid let. Tænk for eksempel på hvad der skete lige før han blev anholdt, dømt og henrettet. Da han befandt sig i Getsemane Have, blev han „dybt bedrøvet“ og „kom i dødsangst“. Det følelsesmæssige pres var så stærkt at „hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden“ mens han bad. — Mattæus 26:38; Lukas 22:44.

Hvorfor blev Jesus grebet af dødsangst? Bestemt ikke fordi han var egenkærlig eller nødig ville gøre Guds vilje. Han var beredt på at dø, og han tog prompte til genmæle da Peter sagde: „Vær god mod dig selv, Herre; det skal afgjort ikke gå dig sådan.“ (Mattæus 16:21-23) Det der bekymrede ham, var hvordan hans død som en foragtelig forbryder ville berøre Jehova og hans hellige navn. Jesus var klar over at det ville smerte hans Fader dybt at se sin elskede søn blive behandlet så barbarisk.

Jesus forstod også at et altafgørende tidspunkt i gennemførelsen af Jehovas hensigt nærmede sig. Hvis han trofast overholdt Guds love, ville det ud over enhver tvivl bevise at Adam kunne have truffet det samme valg. En sådan trofasthed ville afsløre hvor løgnagtigt det var når Satan påstod at mennesker ikke ville tjene Gud villigt og trofast hvis de blev prøvet. Jehova ville til sin tid lade Jesus knuse Satan og fjerne virkningerne af hans oprør. — 1 Mosebog 3:15.

Det var således et kolossalt ansvar der hvilede på Jesu skuldre. Både hans Faders navn, freden i universet og menneskehedens frelse afhang af om Jesus forblev trofast. I erkendelse af dette bad han: „Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.“ (Mattæus 26:39) Selv under det hårdeste pres underordnede Jesus sig villigt sin Faders vilje.

’Ånden er ivrig, men kødet er svagt’

Når tjenesten for Jehova medførte at Jesus blev presset følelsesmæssigt, kan vi være sikre på at Satan også vil udsætte os for pres fordi vi tjener Gud. (Johannes 15:20; 1 Peter 5:8) Og da vi oven i købet er ufuldkomne, vil det ikke være let for os, uanset hvor villigt vi tjener Gud. Jesus var klar over hvilke anstrengelser det kostede hans apostle at gøre alt hvad han bad dem om. Derfor sagde han til dem: „Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“ (Mattæus 26:41) I hans fuldkomne menneskelegeme, hans „kød“, fandtes ingen nedarvet svaghed; men han havde tanke for sine disciples kødelige svagheder, den ufuldkommenhed som de havde arvet fra den ufuldkomne Adam. Jesus vidste at de på grund af den nedarvede ufuldkommenhed og de deraf følgende menneskelige begrænsninger var nødt til at kæmpe for at gennemføre alt det de ønskede at gøre i tjenesten for Jehova.

Vi kan derfor have det ligesom apostelen Paulus, der var dybt fortvivlet når ufuldkommenheden hindrede ham i at tjene Gud fuldt ud. Han skrev: „Det gerne at ville ligger mig nær, men det at udvirke det rette, gør ikke.“ (Romerne 7:18) Også vi erfarer at vi ikke formår at gennemføre alt det gode vi gerne vil gøre. (Romerne 7:19) Det skyldes ikke modvilje. Det er ganske enkelt vort køds svaghed der hæmmer os, selv om vi gør vort bedste.

Der er dog ingen grund til at fortvivle. Hvis vi er oprigtigt indstillet på at gøre alt hvad vi kan, er vor tjeneste afgjort antagelig for Gud. (2 Korinther 8:12) Vi har derfor grund til at ’gøre vort yderste’ for at efterligne Kristi indstilling, dét at han fuldstændig underkastede sig Guds vilje. (2 Timoteus 2:15; Filipperne 2:5-7; 1 Peter 4:1, 2) Jehova vil belønne og støtte en sådan villig indstilling. Han vil opveje vore svagheder ved at give os „den kraft som er ud over det normale“. (2 Korinther 4:7-10) Med Jehovas hjælp vil vi ligesom Paulus med største glæde ’bruge af vore midler og lade os selv helt opbruge’ i hans dyrebare tjeneste.

[Illustration på side 21]

Paulus tjente villigt Gud efter bedste evne

[Illustration på side 23]

Selv under det hårdeste pres gjorde Jesus sin Faders vilje