SELSKAB

Apostelen Paulus brugte det græske navneord homiliʹa da han advarede de kristne om faren ved dårligt „selskab“. (1Kor 15:33) Dette græske ord er beslægtet med udsagnsordet homileʹō, der betyder „at samtale“. (Apg 20:11) Det betegner omgang eller samkvem med andre, almindeligvis i form af samtale, men undertiden også i form af seksuel omgang. I den græske Septuaginta bruges ordet som en oversættelse af det hebraiske ord for „overtalelser“ i Ordsprogene 7:21 og for ’ægteskabelig ret’ i 2 Mosebog 21:10.

De der ønsker Guds godkendelse, vælger sig venner der holder af retfærdighed og sandhed. (2Ti 2:22) De undlader også selskabeligt at „omgås [ordr.: blande sig med]“ medlemmer af menigheden hvis uordentlige adfærd er blevet påtalt officielt. Man viser dem stadig kærlighed, men man gør det klart at man ikke billiger deres uordentlige adfærd. (2Ts 3:6-15) Dårligt selskab virker skadeligt, mens godt selskab kan være en hjælp til fortsat at vandre i overensstemmelse med Guds visdom. Et inspireret ordsprog lyder: „Den der vandrer med de vise bliver vís, men den der omgås tåber går det dårligt.“ (Ord 13:20; jf. Ord 22:24, 25; 28:7; 29:3) Det hebraiske ord ra‛ahʹ, der i Ordsprogene 13:20 er oversat med „omgås“, bruges også om brudesvende der ’ledsager’ brudgommen. Det er beslægtet med det hebraiske ord reʹa‛, der betyder „ven, fælle, næste“. — Dom 14:20; 1Mo 38:12; 3Mo 19:18; Sl 15:3; Zak 3:8.

Mange bibelske eksempler viser at det er skadeligt at have en dårlig omgangskreds. Jakobs datter Dina søgte dåragtigt kana’anæiske pigers selskab, og det førte til at hun blev krænket af Sikem, der var søn af en hivvitisk høvding. (1Mo 34:1, 2) Davids søn Amnon lyttede til sin ven Jonadabs dårlige råd og voldtog sin halvsøster Tamar. Derved pådrog han sig hendes helbroder Absaloms had og blev senere myrdet på hans foranledning. (2Sa 13:3-29) I modstrid med Jehovas bud begyndte israelitterne at omgås kana’anæerne; de besvogrede sig med dem og antog deres fordærvede religion. Derved vakte de Jehovas mishag, og han overgav dem til fjenderne. (5Mo 7:3, 4; Dom 3:5-8) Selv Salomon vendte sig bort fra tilbedelsen af Jehova da han tog sig hustruer som dyrkede falske guder. (Ne 13:26) Det var den ba’alsdyrkende Jesabel der fik Akab til at begå større synder end alle de israelitiske konger før ham. (1Kg 21:25) Nært samkvem med Akabs kongehus var lige ved at koste den gudfrygtige Josafat livet, og den ægteskabelige alliance han indgik med Akab, resulterede senere i at Davids kongehus nær var blevet udslettet. — 2Kr 18:1-3, 29-31; 22:10, 11.

De sande kristne udgør som helhed et ’brodersamfund’ (gr.: adelfoʹtēs) skønt de består af små grupper, menigheder og fysisk isolerede enkeltpersoner. (1Pe 2:17; 5:9) For at kunne forblive en del af dette brodersamfund undgår de alt samvær med dem fra deres rækker som udbreder falsk lære der er årsag til splittelse. (Ro 16:17, 18) Den kristne apostel Johannes skrev til sine trosfæller at de aldrig måtte modtage en der førte falsk lære, i deres hjem eller hilse på ham, eftersom det kunne give ham lejlighed til at fremsætte sin fordrejede, fordærvede lære. Ved at hilse på et sådant menneske ville man give udtryk for en vis anerkendelse og blive delagtig i vedkommendes „onde gerninger“. (2Jo 10, 11) Apostelen Paulus vidste at det er ødelæggende for troen at omgås mennesker der har forkastet den kristne lære om de dødes opstandelse på trods af de mange vidnesbyrd om at denne lære er sand. Han skrev derfor: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1Kor 15:12-22, 33; se FRAFALD.