TUGT

Det hebraiske navneord musarʹ, der kommer af udsagnsordet jasarʹ, „at tugte“, bruges i betydningen „tugt“, „optugtelse“, „tilskyndelse“ og „lære“. (Ord 24:32) I den græske Septuaginta og i De Kristne Græske Skrifter bruges navneordet paideiʹa og udsagnsordet paideuʹō i stort set samme betydning. Paideiʹa er afledt af pais, „barn“, og betegner hovedsagelig det der kræves for at opdrage børn — tugt, undervisning, belæring, retledning, revselse.

Kilder og formål. Som et udtryk for sin kærlighed tugter Jehova sit folk. (Ord 3:11, 12) Gennem den undervisning han giver sine tjenere, korrigerer han fejlagtige opfattelser og former deres tankegang og adfærd. Israelitterne på Moses’ tid blev blandt andet tugtet ved de manifestationer af Guds storhed de blev vidne til. Jehovas uforlignelige magt kom således til udtryk da han eksekverede sin dom over alle Ægyptens guder, da han udfriede sit folk, og da han udslettede den ægyptiske hær i Det Røde Hav. Han eksekverede også afskrækkende domme over ulydige israelitter. Jehova tilvejebragte desuden på mirakuløs vis føde og vand og belærte i denne forbindelse israelitterne om vigtigheden af at lytte til og handle efter alt hvad han sagde. Al denne tugt tjente til at gøre dem ydmyge og indskærpe dem nødvendigheden af at nære den rette frygt for Jehova og vise denne ved tro og lydighed. — 5Mo 8:3-5; 11:2-7.

Tugten fra Jehova gives ofte gennem behørigt indsatte myndighedspersoner som repræsenterer ham. En israelit der uberettiget anklagede sin hustru for ikke at have været jomfru da han giftede sig med hende, skulle tugtes af de ældste der tjente som dommere. (5Mo 22:13-19) Forældre repræsenterer Jehova når de tugter deres afkom på rette måde. Og det forventes at børnene modtager tugten som et udtryk for forældrenes kærlighed, idet den er givet med deres evige velfærd for øje. (Ord 1:8; 4:1, 13; 6:20-23; 13:1, 24; 15:5; 22:15; 23:13, 14; Ef 6:4) I den kristne menighed benytter de ældste Guds ord for at tugte — idet de tilskynder, formaner og retleder. (2Ti 3:16) Formålet med tugt fra Jehova til kristne som handler uret, er at lede dem bort fra syndens vej og forhindre at de rammes af den ugunstige dom der vil blive eksekveret over den ugudelige verden. (1Kor 11:32) Som den kristne menigheds hoved sørger Jesus Kristus i kærlighed for den nødvendige tugt. — Åb 3:14, 19.

En streng form for tugt er udstødelse af menigheden. Apostelen Paulus tyede til dette middel da han overgav Alexander og Hymenæus „til Satan“. (1Ti 1:20) Afskåret fra menigheden var de igen en del af verden under Satans herredømme. — 1Kor 5:5, 11-13.

Når Jehova tillader at hans tjenere bliver forfulgt, kan dette tjene som en tugt eller optugtelse der frembringer en ønskværdig frugt, retfærdighed, som kan nydes i fred efter at prøvelsen er ovre. (He 12:4-11) Selv Guds søn måtte gennemgå lidelser som Faderen tillod, men lærte derved at blive en forstående og medfølende ypperstepræst. — He 4:15.

Når tugt enten afvises eller modtages. De ugudelige, dårerne og de moralsk fordærvede viser at de hader tugten fra Jehova ved totalt at afvise den. (Sl 50:16, 17; Ord 1:7) Konsekvenserne af en sådan dårskab virker som en yderligere tugt, ja, undertiden som en hård revselse. Som ordsproget siger: „Dårernes tugt er dårskab.“ (Ord 16:22) Resultatet kan for eksempel blive fattigdom, vanære, sygdom eller måske en tidlig død. Israelitternes historie viser hvor stort tabet kan blive. De gav ikke agt på den tugt fra Jehova der kom i form af retledning og revselse gennem profeterne. De gav heller ikke agt på den tugt der kom i form af at Jehova holdt sin beskyttelse og velsignelse tilbage. Det endte med at de erfarede den hårde tugt de på forhånd var blevet advaret om, idet landet blev erobret og de blev ført i landflygtighed. — Jer 2:30; 5:3; 7:28; 17:23; 32:33; Ho 7:12-16; 10:10; Zef 3:2.

Hvis man derimod tager imod tugt og samtidig nærer en sund frygt for Jehova, vil man opnå visdom — lære at bruge sin kundskab på rette måde — og således blive hjulpet til at undgå megen lidelse og smerte. Når man med taknemmelighed tager imod tugt og retter sig efter den, kan den bidrage til et længere liv nu og giver løfte om en evig fremtid. Tugt bør derfor med rette betragtes som noget gavnligt og meget værdifuldt. — Ord 8:10, 33-35; 10:17.