Uddannelse — med et mål for øje
„Lær den retfærdige, og han vil øge sin lærdom.“ — ORDSPROGENE 9:9
1. Hvad forventer Jehova af sine tjenere med hensyn til kundskab?
JEHOVA er „kundskabs Gud“. (1 Samuel 2:3) Han underviser sine tjenere. Moses forudsagde at de omgivende folk ville sige om Israel: „Denne store nation er virkelig et viist og forstandigt folk.“ (5 Mosebog 4:6) Sande kristne bør ligeledes være velinformerede. De må flittigt studere Guds ord. Apostelen Paulus beskrev formålet med dette studium: „Vi . . . [er ikke] holdt op med at bede for jer og anmode om at I må blive fyldt med den nøjagtige kundskab om hans vilje i al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Jehova værdigt for fuldt ud at behage ham, mens I fortsat bærer frugt i enhver god gerning og vokser i den nøjagtige kundskab om Gud.“ — Kolossenserne 1:9, 10.
2. (a) Hvad er nødvendigt for at man kan opnå nøjagtig kundskab om Gud? (b) Hvad har Jehovas Vidners Styrende Råd gjort i den forbindelse?
2 For at kunne studere og opnå nøjagtig kundskab om Gud og hans hensigter må man have modtaget nogen undervisning. Men mange af dem der har lært Guds ords budskab at kende bor i lande hvor de kun har haft få eller slet ingen muligheder for at få en ordentlig uddannelse. Det har været en hæmsko for dem. For at overvinde dette problem har Jehovas Vidners Styrende Råd nu i mange år givet vejledning om at der skulle oprettes læseklasser i menigheder hvor der er behov for det. For over 30 år siden bragte den brasilianske avis Diário de Mogi en artikel der hed „Jehovas Vidner til krig imod analfabetismen“. Heri stod der: „En kvalificeret lærer tager fat på . . . tålmodigt at undervise andre i at læse og skrive. . . . Eleverne må, af samme årsager som ansporer dem til at være kristne forkyndere, udvikle deres sprogfærdighed så de kan holde foredrag.“ Tusinder af mennesker i hele verden er på denne måde blevet dygtiggjort til at studere Guds ord. De har gennemgået denne grundlæggende undervisning med et ophøjet mål for øje.
Forudsætninger for at være en dygtig forkynder
3, 4. (a) Hvorfor er sande kristne interesserede i at uddanne sig? (b) Hvordan var uddannelsessituationen i Israel, og hvilken grundlæggende uddannelse er uundværlig i vore menigheder i dag?
3 Sande kristne er interesserede i at dygtiggøre sig, ikke for uddannelsens egen skyld, men med det formål at blive bedre tjenere for Jehova. Kristus gav alle kristne den opgave at ’gøre disciple af folk af alle nationerne og lære dem at holde alt det han havde befalet dem’. (Mattæus 28:19, 20) For at kunne undervise andre må de først selv have tilegnet sig viden, og det forudsætter at de har lært nogle gode studiemetoder. De må være i stand til grundigt at undersøge Skrifterne. (Apostelgerninger 17:11) For at kunne udføre deres opgave må de også kunne læse flydende. — Se Habakkuk 2:2; Første Timoteusbrev 4:13.
4 Som vi så i den foregående artikel er der grund til at tro at selv børnene i fortidens Israel kunne læse og skrive. (Dommerne 8:14; Esajas 10:19) Kristne forkyndere i dag må kunne føre ordentlige notater når de forkynder fra hus til hus. De skriver breve, tager notater ved møderne og skriver noter i deres studiemateriale. Dette kræver at man har en tydelig håndskrift. For at kunne føre den kristne menigheds optegnelser må man i det mindste have elementær regnefærdighed.
Fordele ved en god skoleuddannelse
5. (a) Hvorfra stammer ordet „skole“? (b) Hvilken mulighed bør unge udnytte?
5 Interessant nok kommer ordet „skole“ fra det græske ord scholēʹ, som oprindelig betød „fritid“ eller anvendelse af fritid til seriøse aktiviteter som det at lære noget. Ordet kom senere til at betegne det sted hvor denne indlæring foregik. Det viser at det engang kun var den privilegerede klasse — i Grækenland og andre lande — som havde tid til at lære. Den arbejdende befolkning forblev uvidende. I dag får børn og unge i de fleste lande imidlertid lov til at modtage undervisning. Unge Jehovas vidner bør købe sig den belejlige tid til at tilegne sig kundskaber og blive dygtige tjenere for Jehova. — Efeserne 5:15, 16.
6, 7. (a) Hvilke fordele er der ved at få en god skoleuddannelse? (b) Hvorfor kan det være nyttigt at lære et fremmedsprog? (c) Hvad har mange af dem der i dag går ud af skolen svært ved?
6 En grundlæggende viden om historie, geografi, naturvidenskab og lignende vil være med til at gøre unge til veludrustede forkyndere. Deres skoleuddannelse giver dem ikke blot kendskab til en række fag, men giver dem også lejlighed til at lære hvordan man tilegner sig viden. Sande kristne holder ikke op med at lære og studere når de forlader skolen. Hvad de får ud af deres studium afhænger imidlertid i høj grad af om de ved hvordan man studerer. Både undervisningen i en verdslig skole og i menigheden kan være med til at udvikle ens forstandsevner. (Ordsprogene 5:1, 2) Når man læser vil man blive bedre til at bedømme hvad der er vigtigt, hvad der fortjener at blive skrevet ned og husket.
7 At lære et fremmedsprog vil ikke alene udvikle unge menneskers forstandsevner men også gøre dem mere brugbare i Jehovas organisation. På nogle af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer har unge brødre fundet det formålstjenligt at kunne tale og læse engelsk flydende. Desuden må alle kristne bestræbe sig for at kunne mestre deres modersmål. Den gode nyhed om Riget fortjener at blive fremholdt i et klart, grammatisk korrekt sprog. Det er en kendsgerning at mange unge i verden i dag, selv efter at de er gået ud af skolen, har svært ved at skrive og tale korrekt og klare selv simple regnestykker. Og de har kun et overfladisk kendskab til historie og geografi.
Tilstrækkelig uddannelse
8. Hvilke skriftsteder kommer ind i billedet med hensyn til verdslig uddannelse og ens evne til at forsørge sig selv?
8 Dette lader altså til at være en passende lejlighed til at undersøge hvordan den kristne bør se på verdslig uddannelse. Hvilke bibelske principper gælder på dette område? I de fleste lande må kristne forældre for at adlyde „kejseren“ sende deres børn i skole. (Markus 12:17; Titus 3:1) Unge forkyndere bør i deres skolearbejde huske ordene i Kolossenserbrevet 3:23: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker.“ Et andet princip som spiller ind er at kristne bør være i stand til at forsørge sig selv, også selv om de er pionerer, altså heltidsforkyndere. (2 Thessaloniker 3:10-12) En gift mand bør kunne sørge for sin kone og deres eventuelle børn samt have noget at give til dem der er i nød og til støtte for det lokale og det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. — Efeserne 4:28; 1 Timoteus 5:8.
9, 10. (a) I hvilken retning går udviklingen i mange lande? (b) Hvad kan en pioner anse for at være en rimelig løn?
9 Hvor stor en uddannelse skal en ung kristen have for at kunne efterleve disse bibelske principper og opfylde sine kristne forpligtelser? Det varierer fra land til land. I det store og hele er der dog nok en tendens til at man i dag skal have lidt mere skolegang end for blot nogle få år siden for at få en rimelig indkomst. Rapporter fra Vagttårnsselskabets afdelingskontorer i forskellige dele af verden viser at det mange steder er svært at finde et arbejde der giver en rimelig løn efter at man er gået ud af folkeskolen eller endda har taget en kort tillægsuddannelse.
10 Hvad er „en rimelig løn“? Der er ikke tale om en direktørgage. Ifølge en ordbog vil „rimelig“ i denne sammenhæng sige „tilstrækkelig, tilfredsstillende“. Hvad kan siges at være ’tilstrækkeligt’ til eksempelvis pionerforkyndere af den gode nyhed? Pionerer må som regel have deltidsarbejde for at undgå at ligge deres brødre eller deres familie til byrde. (1 Thessaloniker 2:9) Deres indkomst kan siges at være „tilstrækkelig“ eller „tilfredsstillende“ hvis de tjener nok til at have en anstændig tilværelse og samtidig har tid og energi nok til at udføre deres kristne tjeneste.
11. Hvorfor har nogle unge opgivet pionertjenesten, og hvilket spørgsmål afføder dette?
11 Det forlyder fra nogle lande at mange unge med en god indstilling forlader skolen efter den obligatoriske skolegang for at blive pionerer. De har ingen faglige kvalifikationer. Hvis de ikke blev hjulpet af deres forældre, måtte de finde sig et deltidsarbejde. Andre har måttet påtage sig temmelig meget arbejde for at tjene til dagen og vejen. De er blevet fysisk udmattede og har opgivet pionertjenesten. Hvad kan de gøre for at blive i stand til at forsørge sig selv og komme tilbage i pionerernes rækker?
En afbalanceret holdning til uddannelse
12. (a) Hvilke to yderliggående synspunkter bør kristne undgå når det gælder uddannelse? (b) Hvilket formål bør en uddannelse have for indviede tjenere for Jehova og deres børn?
12 Det er en hjælp at have et afbalanceret syn på uddannelse. For mange unge i verden er en uddannelse et statussymbol, noget der kan hjælpe dem op ad den sociale rangstige, et adgangskort til en velstående, materialistisk livsstil. For andre er skolegangen noget som hurtigst muligt skal overstås. Sande kristne bør ikke have nogen af disse holdninger. Hvad kan da siges at være „et afbalanceret syn“? Kristne bør betragte uddannelse som et middel til at nå et mål. I disse sidste dage ønsker de at tjene Jehova så meget og så effektivt som muligt. Hvis de bor i et land hvor man ikke efter en folkeskoleeksamen kan finde et arbejde der giver nok til at man kan være pioner, bør de overveje at tage en form for uddannelse. Dette vil de gøre med heltidstjenesten som mål.
13. (a) Hvordan har en søster på Filippinerne været i stand til at være pioner og samtidig passe sine familieforpligtelser? (b) Hvilken advarsel er på sin plads?
13 Nogle har taget en uddannelse som forbedrer deres jobmuligheder så de kan påbegynde eller genoptage pionertjenesten. En søster på Filippinerne der var familieforsørger ville gerne være pioner. Afdelingskontoret beretter: „Det blev muligt for hende efter at hun havde taget en revisoruddannelse.“ I den samme rapport fra afdelingskontoret siges der: „Der er en hel del som læser men som samtidig har kunnet lægge deres tid sådan til rette at de kan være pionerer. Generelt bliver de bedre forkyndere fordi de er mere lærvillige, forudsat at de ikke bliver alt for ambitiøse i verdslig henseende.“ Denne sidste kommentar giver stof til eftertanke. Hensigten med at tage en ekstra skoleuddannelse, hvor dette synes nødvendigt, må ikke tabes af syne eller forvandles til et materialistisk mål.
14, 15. (a) Hvorfor bør man ikke opstille kategoriske regler for valg af uddannelse? (b) Hvor megen verdslig uddannelse har nogle ansvarshavende brødre modtaget, men hvad har hjulpet dem?
14 I nogle lande er det muligt for initiativrige unge som kun har gennemgået folkeskolen at finde et deltidsarbejde hvorved de kan tjene nok til at være pionerer. Man kan altså ikke opstille kategoriske regler med hensyn til uddannelse.
15 Mange af dem der nu har store ansvarsposter som rejsende tilsynsmænd, på Selskabets hovedkontor eller på et af afdelingskontorerne, har kun en folkeskoleuddannelse. De har været trofaste pionerer, er aldrig holdt op med at lære, har modtaget undervisning og er blevet betroet større ansvar. De har aldrig fortrudt det de har gjort. Samtidig har nogle af deres jævnaldrende valgt at få en universitetsuddannelse og er gået i stå i sandheden, fordi de har ligget under for trosnedbrydende teorier og for „verdens visdom“. — 1 Korinther 1:19-21; 3:19, 20; Kolossenserne 2:8.
Beregn omkostningerne
16. (a) Hvem bestemmer om en ung kristen skal tage en uddannelse, og hvad bør man først og fremmest holde sig for øje? (b) Hvad bør man tage i betragtning?
16 Hvem afgør om en ung kristen har behov for yderligere uddannelse? Her spiller ledelsens princip, som beskrives i Bibelen, ind. (1 Korinther 11:3; Efeserne 6:1) Derfor vil forældre sikkert ønske at vejlede deres børn i valget af beskæftigelse og i spørgsmålet om hvor høj en uddannelse de har behov for. I mange lande skal man på et tidligt tidspunkt tage stilling til spørgsmålet om beskæftigelse og uddannelse. Kristne forældre og unge bør på det tidspunkt søge Jehovas ledelse så de kan træffe et klogt valg idet de lader Rigets interesser komme i første række. Unge mennesker har forskellige evner og interesser. Det må forstandige forældre tage i betragtning. Det er en ære at udføre et hæderligt stykke arbejde, uanset om det er et håndens eller et åndens arbejde. Verden regner måske kontorarbejde for finere end manuelt arbejde, men det gør Bibelen ikke. (Apostelgerninger 18:3) Når forældre og børn træffer en afgørelse efter omhyggeligt og under bøn at have vejet for og imod en uddannelse, bør andre i menigheden ikke kritisere dem.
17. Hvilket valg træffer nogle Jehovas vidner på deres børns vegne?
17 Hvis kristne forældre ansvarsbevidst beslutter at deres børn skal have en uddannelse efter folkeskolen, er de i deres gode ret til at træffe denne afgørelse. Uddannelsens længde kan variere. Af økonomiske grunde eller for at deres børn hurtigst muligt skal komme ud i heltidstjenesten har mange kristne forældre valgt at lade dem gå på handelsskole eller teknisk skole. Andre har måske fået en læreplads, men målet har stadig været en meningsfyldt tjeneste for Jehova.
18. Hvad bør man huske hvis man vælger at få en uddannelse?
18 Hvis man vælger at få en uddannelse bør motivet bestemt ikke være at skilte med skolekundskaber eller at stræbe efter en prestigekarriere i verden. Man bør tænke sig godt om før man går i gang med en uddannelse. Dette blad har understreget farerne ved en højere uddannelse, hvilket er på sin plads eftersom meget af det man lærer på højere læreanstalter strider imod Bibelens „sunde lære“. (Titus 2:1; 1 Timoteus 6:20, 21) Og siden 60’erne er mange højere læreanstalter desuden blevet arnesteder for lovløshed og umoralitet. „Den trofaste og kloge træl“ har stærkt frarådet at man opholder sig i et lovløst og umoralsk miljø. (Mattæus 24:12, 45) Men det skal indrømmes at man også kan møde et sådant miljø i gymnasiet, på tekniske skoler og på arbejdspladser. — 1 Johannes 5:19.a
19. (a) Hvilke forholdsregler bør man træffe hvis man vælger at tage en uddannelse? (b) Hvordan har nogle gjort god brug af deres uddannelse?
19 Hvis man finder det nødvendigt med en uddannelse, er det tilrådeligt at den, om muligt, tages mens den unge forkynder bor hjemme, så han eller hun kan bevare de sunde kristne studievaner, komme til møderne og deltage i forkyndelsen. Man bør også fra begyndelsen holde fast ved Bibelens principper. Man bør huske at Daniel og hans tre hebraiske venner var landflygtige fanger og var tvunget til at gennemføre omfattende studier i Babylon, men de bevarede deres uangribelighed. (Daniel, kapitel 1) Unge Jehovas vidner i mange lande har, alt imens de har sat de åndelige interesser først, gennemført en uddannelse for at kunne få deltidsarbejde som regnskabsførere, forretnings- og kontorfolk, lærere, oversættere eller tolke eller finde en anden beskæftigelse som gjorde det muligt for dem at passe deres vigtigste hverv, pionertjenesten. (Mattæus 6:33) En række af disse unge er senere blevet rejsende tilsynsmænd eller er kommet på Betel.
Et forenet, oplært folk
20. Hvilket verdsligt skel findes ikke blandt Jehovas folk?
20 Blandt Jehovas folk må alle, uanset om de arbejder på kontor, fabrik, inden for landbruget eller i et servicefag, flittigt studere Bibelen og være dygtige undervisere. De færdigheder som de tilegner sig ved at læse, studere og lære fra sig, fjerner det skel som verden sætter mellem manuelt og bogligt arbejde. Dette skaber den enhed og gensidige respekt som er særlig tydelig blandt frivillige medarbejdere på betelhjem og på Vagttårnsselskabets byggerier, hvor de åndelige egenskaber er af afgørende betydning og kræves af alle. Her arbejder erfarent kontorpersonale i glæde sammen med nogle der dygtigt udfører manuelt arbejde, og alle viser de at de i kærlighed påskønner hinanden. — Johannes 13:34, 35; Filipperne 2:1-4.
21. Hvad bør være unge kristnes mål?
21 Forældre, led jeres børn hen imod det mål at blive brugbare medlemmer af den nye verdens samfund! Unge kristne, se skolegangen og en eventuel uddannelse som et middel til at blive bedre udrustet til at tjene Jehova! Måtte vi alle vise os at være oplærte og kvalificerede medlemmer af det teokratiske samfund, både nu og for evigt på Guds lovede ’nye jord’. — 2 Peter 3:13; Esajas 50:4; 54:13; 1 Korinther 2:13.
[Fodnote]
Prøv din hukommelse
◻ Hvorfor er sande kristne interesserede i at dygtiggøre sig?
◻ Hvilke yderliggående holdninger til uddannelse bør sande kristne undgå?
◻ Hvilke farer ved videregående uddannelser bør man være opmærksom på, og hvilke forholdsregler bør man træffe?
◻ Hvilket verdsligt skel findes ikke blandt Jehovas folk?
[Illustration på side 16]
Ved at studere flittigt kan unge kristne blive brugbare medlemmer af den nye verdens samfund
[Illustration på side 19]
Hvis man vælger at tage en uddannelse bør det være for bedre at kunne tjene Jehova