Bliv ved med at vandre med Gud
„Bliv ved med at vandre ved ånd, så vil I ikke opfylde noget som helst kødeligt ønske.“ — Galaterne 5:16.
1. (a) Hvordan var forholdene på Enoks tid, og hvor længe vandrede han med Gud? (b) Hvor længe vandrede Noa med Gud, og hvilket stort ansvar hvilede på ham?
BIBELEN giver Enok det skudsmål at han „blev ved med at vandre med den sande Gud“. Trods omgivelsernes chokerende tale og ugudelige gerninger vandrede han fortsat med Gud til sin død i en alder af 365 år. (1 Mosebog 5:23, 24; Judas 14, 15) Også Noa „vandrede med den sande Gud“. Samtidig forsørgede han sin familie, modstod påvirkningen fra en verden der var behersket af oprørske engle og deres voldelige afkom, og gennemførte det komplicerede projekt at bygge en kæmpemæssig ark der var større end noget datidigt skib. Efter Vandfloden vandrede han fortsat med Gud, også da oprøret mod Jehova igen begyndte at ulme i Babel. Ja, Noa vandrede med Gud lige til sin død i en alder af 950 år. — 1 Mosebog 6:9; 9:29.
2. Hvad vil det sige at ’vandre med Gud’?
2 Bibelens ord om at disse troens mænd „vandrede“ med Gud, skal forstås symbolsk. Det betyder at Enoks og Noas adfærd vidnede om at de havde en stærk tro på Gud. De gjorde det Jehova befalede dem at gøre, og indrettede deres tilværelse efter det de vidste om ham på grundlag af hans handlinger i forbindelse med menneskene. (Jævnfør Anden Krønikebog 7:17.) De nøjedes ikke med at bifalde det Gud sagde og gjorde. De udførte alt hvad han forlangte af dem — ikke kun noget af det, men alt hvad de som ufuldkomne mennesker formåede. Noa gjorde for eksempel „ganske som Gud havde påbudt ham“. (1 Mosebog 6:22) Noa foregreb ikke de anvisninger han fik, og han forsømte heller ikke at efterleve dem. At han vandrede med Jehova Gud, indebar at han havde et nært forhold til ham, følte at han frit kunne bede til ham, og at han påskønnede hans anvisninger. Gør du også det?
En livsvej man ikke viger fra
3. Hvad er vigtigt for alle der har indviet sig til Gud?
3 Det er en stor glæde at se andre begynde at vandre med Gud. Efterhånden som de foretager forandringer i overensstemmelse med Jehovas vilje, afgiver de vidnesbyrd om den tro som er nødvendig for at have Guds velbehag. (Hebræerne 11:6) Vi glæder os over at der i de seneste fem år gennemsnitligt har været over 320.000 om året som har indviet sig til Jehova og fremstillet sig til vanddåben! Men det er også vigtigt for dem og for os alle at blive ved med at vandre med Gud. — Mattæus 24:13; Åbenbaringen 2:10.
4. Hvorfor kom de fleste af de israelitter der gik ud af Ægypten, ikke ind i det forjættede land skønt de havde et vist mål af tro?
4 På Moses’ tid krævede det tro af de israelitiske familier at fejre påsken i Ægypten og stryge blod på dørstolperne og overliggeren i deres huse. (2 Mosebog 12:1-28) Mange vaklede imidlertid i troen da de ved Det Røde Hav så Faraos hær indeslutte dem. (2 Mosebog 14:9-12) Salme 106:12 beretter at da de ad den tørre havbund var nået i sikkerhed og havde set vandmasserne lukke sig over den ægyptiske hær, „troede de på [Jehovas] ord“ igen. Kort efter begyndte de imidlertid at klage over deres mad og drikkevand og over deres ledelse. Da 10 af de 12 spioner der udspejdede det forjættede land, talte negativt om landet, blev de bange og „troede ikke på [Guds] ord“, som Salme 106:24 siger. De ville hellere tilbage til Ægypten. (4 Mosebog 14:1-4) Deres tro blev kun vakt til live når de så visse usædvanlige manifestationer af Guds magt. De blev ikke ved med at vandre med Gud. Som følge heraf fik disse israelitter ikke lov til at gå ind i det forjættede land. — Salme 95:10, 11.
5. Hvad lærer vi af Andet Korintherbrev 13:5 og Ordsprogene 3:5, 6 om at vandre med Gud?
5 Bibelen tilskynder os: „Bliv ved med at prøve jer selv, om I er i troen, bliv ved med at bedømme jer selv.“ (2 Korinther 13:5) At være „i troen“ vil sige at følge hele den kristne troslære. Dette er en betingelse for at kunne vandre med Gud alle sine dage. Hvis vi skal vandre med Gud, må vi også udvise tro og stole urokkeligt på ham. (Ordsprogene 3:5, 6) Ellers kan vi gå i talrige fælder og faldgruber. Hvilke, for eksempel?
Gå uden om selvsikkerhedens snare
6. Hvad ved alle kristne om utugt og ægteskabsbrud, og hvilken indstilling har de til disse synder?
6 Alle der har studeret Bibelen, indviet sig til Jehova og ladet sig døbe, véd at Guds ord fordømmer utugt og ægteskabsbrud. (1 Thessaloniker 4:1-3; Hebræerne 13:4) De anerkender at dette bud er ret, og de agter at overholde det. Alligevel er umoralitet fortsat en af Satans mest virkningsfulde snarer. Hvorfor?
7. Hvordan gik det til at israelitiske mænd på Moabs sletter indlod sig på noget som de vidste var forkert?
7 De der begår umoralske handlinger, har ikke altid planlagt det. Måske forholdt det sig sådan med israelitterne på Moabs sletter. De israelitiske mænd der var trætte af ørkenlivet, har sikkert umiddelbart opfattet de moabitiske og midjanitiske kvinder som venlige og gæstfri. Men hvad skete der da israelitterne lod sig lokke til at tage imod indbydelsen til selskabeligt samvær med folk der ikke dyrkede Jehova, men Ba’al, og som tillod unge kvinder (endog fra fremtrædende familier) at stå i forhold til mænd som de ikke var gift med? Da mænd fra Israels lejr begyndte at nyde dette selskab, lod de sig lokke til at gøre noget som de vidste var forkert, og de måtte bøde for det med livet. — 4 Mosebog 22:1; 25:1-15; 31:16; Åbenbaringen 2:14.
8. Hvad kan i vore dage lokke en kristen ud i umoralitet?
8 Hvordan går det til at nogle i dag lokkes i den samme snare? Det er ikke nok at vide hvor alvorligt det er at begå umoralitet. Man må også indse at det er farligt at være selvsikker, for ellers tager man sig måske ikke i agt for situationer hvor fristelsen til at begå en overtrædelse kunne sætte fornuften ud af kraft. — Ordsprogene 7:6-9, 21, 22; 14:16.
9. Hvilke bibelske advarsler kan beskytte os mod umoralitet?
9 Guds ord advarer os uden omsvøb mod at mene at vi er så stærke at vi ikke kan blive fordærvet af dårligt selskab, deriblandt fjernsynsudsendelser der skildrer umoralsk livsførelse, og blade der vækker umoralsk begær. (1 Korinther 10:11, 12; 15:33) Selv samvær med trosfæller kan under upassende omstændigheder være risikabelt. Tiltrækningen mellem kønnene er stærk. Jehovas organisation advarer os derfor kærligt imod at være alene sammen med en af det modsatte køn som vi ikke er gift eller beslægtet med. For at vandre vedvarende med Gud må vi gå uden om selvsikkerhedens snare og følge de advarende råd Jehova giver os. — Salme 85:8.
Lad dig ikke kue af menneskefrygt
10. Hvordan leder det i snare at „skælve for mennesker“?
10 En anden fare omtales i Ordsprogene 29:25, hvor der siges: „At skælve for mennesker leder i snare.“ Nogle snarer består af en løkke der strammer sig om dyrets hals eller ben. (Job 18:8-11) At skælve for mennesker kan på samme måde kvæle ens evne til at tale frimodigt og behage Gud med sin adfærd. Ønsket om at stå sig godt med andre er normalt, og det er ikke kristent at være kynisk ligeglad med hvad andre mener. Men man må være ligevægtig. Når man af bekymring for andres reaktion gør noget som Gud forbyder, eller afholder sig fra noget som Guds ord befaler os, er man blevet fanget i en snare.
11. (a) Hvordan holder man sig fri af menneskefrygt? (b) Hvordan har Jehova hjulpet sine tjenere der kæmpede med menneskefrygt?
11 Beskyttelsen mod denne snare ligger ikke i ens personlighed, men i at man „stoler på Jehova“. (Ordsprogene 29:25b) Tillid til Gud kan gøre selv en forsagt natur modig og urokkelig. Så længe vi fra alle sider mærker presset fra Satans tingenes ordning, er vi nødt til at vogte os for menneskefrygtens snare. Profeten Elias havde tjent modigt, men da Jesabel truede ham på livet, flygtede han skræmt. (1 Kongebog 19:2-18) Under pres fornægtede apostelen Peter frygtsomt Jesus, og nogle år efter fik frygt ham til at opføre sig på en måde der var i modstrid med troen. (Markus 14:66-71; Galaterne 2:11, 12) Men både Elias og Peter tog imod åndelig hjælp og tjente derefter tillidsfuldt Jehova på en antagelig måde.
12. Hvilke eksempler fra nutiden viser at nogle har overvundet menneskefrygt og er blevet ved med at gøre det der behager Gud?
12 Også i dag har mange af Jehovas tjenere lært at holde sig fri af frygtens snare. En teenageforkynder i Guyana indrømmer: „Kampen mod skolekammeraternes pres kræver styrke.“ Men hun tilføjer: „Min tro på Jehova giver mig denne styrke.“ Da læreren i hele klassens påhør hånede hende for hendes tro, bad hun tavst til Jehova. Senere aflagde hun privat et taktfuldt vidnesbyrd for læreren. I Benin besluttede en ung mand der var på besøg i sin hjemby, og som var ved at lære Jehovas krav at kende, at skaffe sig af med et afgudsbillede som hans far havde fremstillet til ham. Den unge mand frygtede ikke afguden, for han vidste at den var livløs, men han var klar over at lokalbefolkningen i raseri kunne finde på at slå ham ihjel for det. Han bad til Jehova, og om natten tog han afguden med ud i kratskoven og skilte sig af med den. (Jævnfør Dommerbogen 6:27-31.) Da en kvinde i Den Dominikanske Republik begyndte at tjene Jehova, gav hendes mand hende valget mellem ham og Jehova og truede med skilsmisse. Frasagde hun sig frygtsomt sin tro? Hun svarede sin mand: „Jeg ville skamme mig hvis jeg havde været dig utro, men jeg skammer mig ikke over at tjene Jehova Gud!“ Hun blev ved med at vandre med Gud, og efterhånden begyndte hendes mand også at gøre Jehovas vilje. Med fuldstændig tillid til vor himmelske Fader kan vi også overvinde menneskefrygten og blive ved med at gøre det der behager Jehova.
Bagatellisér ikke vejledning
13. Hvilken snare gør Første Timoteusbrev 6:9 os opmærksomme på?
13 Nogle snarer er indrettet på at fange dyr der tilfældigvis kommer forbi, mens andre tiltrækker dyr ved hjælp af bedragende lokkemad. Sådan virker rigdom på mange. (Mattæus 13:22) Første Timoteusbrev 6:8, 9 opfordrer os til at være tilfredse med føde og klæder og tilføjer advarende: „De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse.“
14. (a) Hvad kunne få én til at ignorere vejledningen om at være tilfreds med føde og klæder? (b) Hvordan kan en forkert målestok for rigdom få én til at bagatellisere advarselen i Første Timoteusbrev 6:9? (c) Hvordan kan „øjnenes begær“ gøre nogle blinde for den snare de er ved at gå i?
14 Mange falder i denne snare fordi de ikke giver agt på advarselen. Hvad får dem til det? Kan det tænkes at det er hovmod der driver dem til at lægge sig fast på en tilværelse med større krav end „føde og klæder“, som Bibelen råder os til at være tilfredse med? Bagatelliserer de Bibelens advarsel fordi rigdom efter deres målestok består i en stor formue? Ifølge Bibelen er det at ville være rig ganske enkelt modsætningen til det at være tilfreds med føde og klæder. (Jævnfør Hebræerbrevet 13:5.) Bliver den sande tilbedelses interesser fortrængt til andenpladsen på grund af „øjnenes begær“ — begæret efter at eje ting de ser, endog på bekostning af åndelige goder? (1 Johannes 2:15-17; Haggaj 1:2-8) Nej, så er der langt større lykke ved med overbevisning at følge Bibelens vejledning og vandre med Gud ved at sætte tjenesten for ham først i livet.
Hvordan man klarer tilværelsens bekymringer
15. Hvorfor er mange af Jehovas tjenere forståeligt nok bekymrede, og hvilken snare må de tage sig i agt for?
15 Ønsket om rigdom er mindre udbredt end bekymringen for hvordan man skal skaffe de daglige fornødenheder. Mange af Jehovas tjenere har kun ganske få ejendele. De må igennem en lang, slidsom arbejdsdag for blot at kunne skaffe sig det allernødvendigste af tøj, husly og mad. Andre kæmper med sygdom eller alderdom, enten personligt eller i familien. Sådanne forhold kan nemt kvæle de åndelige interesser. — Mattæus 13:22.
16. Hvordan hjælper Jehova os til at klare tilværelsens pres?
16 Jehova oplyser os kærligt om den befrielse vi vil opleve under Messias’ herredømme. (Salme 72:1-4, 16; Esajas 25:7, 8) Han giver os også modstandskraft over for tilværelsens nuværende pres ved at vejlede os om hvordan vi skal prioritere rigtigt. (Mattæus 4:4; 6:25-34) Beretningerne om hvordan han bistod sine tjenere i fortiden, giver os fortrøstning. (Jeremias 37:21; Jakob 5:11) Han styrker os ved at forvisse os om at uanset hvad der overgår os, vil hans kærlighed til sine loyale tjenere bestå. (Romerne 8:35-39) De der stoler på Jehova, kan regne med hans løfte: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ — Hebræerne 13:5.
17. Nævn eksempler der viser at man også under vanskelige forhold har kunnet blive ved med at vandre med Gud.
17 Styrket af denne forvisning bliver kristne ved med at vandre med Gud i stedet for at antage verdens holdninger. En almindelig tankegang blandt fattige i mange lande er at det ikke er tyveri at tage fra dem der er bedre stillet, for at forsørge sin familie. Men de der vandrer efter det de tror, tager afstand fra dette. De sætter Guds godkendelse over alt andet og har tillid til at han vil belønne dem for deres ærlighed. (Ordsprogene 30:8, 9; 1 Korinther 10:13; Hebræerne 13:18) En indisk enke erfarede at hun kunne klare sig ved flid og nytænkning. Hun fortvivlede ikke over sine kår, men stolede på at Jehova ville velsigne hendes bestræbelser for at skaffe sin søn og sig selv det fornødne hvis hun søgte Guds rige og hans retfærdighed først. (Mattæus 6:33, 34) Mange tusind rundt om på jorden viser at de, selv under vanskelige forhold, har gjort Jehova til deres tilflugt og borg. (Salme 91:2) Kan det samme siges om dig?
18. Hvordan holder vi os fri af snarerne i Satans verden?
18 Så længe vi lever i den nuværende tingenes ordning, vil der være snarer at undgå. (1 Johannes 5:19) Bibelen gør os opmærksomme på dem og viser os hvordan vi kan undgå dem. De der virkelig elsker Jehova og nærer en sund frygt for at mishage ham, kan holde sig fri af disse snarer. Hvis de ’bliver ved med at vandre ved ånd’, vil de ikke blive forledt til at antage verdens holdninger. (Galaterne 5:16-25) Alle der sætter deres forhold til Jehova over alt andet, kan se frem til den storslåede forret at vandre med ham og glæde sig over hans fortrolighed for evigt. — Salme 25:14.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor er selvsikkerhed en snare?
◻ Hvad kan beskytte os mod at ligge under for menneskefrygt?
◻ Hvad kunne få os til at ignorere advarselen om faren ved at ville være rig?
◻ Hvordan kan vi undgå at livets bekymringer bliver en snare?
[Illustration på side 16, 17]
Mange bliver ved med at vandre med Gud hele livet igennem