Filemon og Onesimus — forenede som kristne brødre

ET AF apostelen Paulus’ guddommeligt inspirerede breve handler om et ømtåleligt problem mellem to mænd. Den ene var Filemon, den anden Onesimus. Hvem var de? Hvorfor interesserede Paulus sig for deres forhold?

Filemon, brevets modtager, boede i Kolossæ i Lilleasien. I modsætning til mange andre kristne i dette område kendte Filemon Paulus idet han havde taget imod den gode nyhed som følge af Paulus’ forkyndervirksomhed. (Kolossenserne 1:1; 2:1) Paulus omtalte ham som ’vor elskede medarbejder’. Filemon var et eksempel i tro og kærlighed. Han var gæstfri og virkede forfriskende på sine kristne brødre. Filemon var åbenbart også velhavende, eftersom hans hjem var stort nok til at den lokale menigheds møder kunne afholdes der. Nogle mener at Appia og Arkippus, to andre personer som Paulus omtaler i brevet, muligvis var henholdsvis hans hustru og hans søn. Filemon havde også mindst én træl. — Filemon 1, 2, 5, 7, 19b, 22.

En flygtning i Rom

Bibelen fortæller ikke hvorfor Onesimus var mere end 1400 kilometer fra sit hjem og sammen med Paulus befandt sig i Rom, hvor brevet til Filemon blev skrevet omkring år 61 e.v.t. Men Paulus skrev til Filemon: „Hvis han har gjort dig nogen uret eller skylder dig noget, så sæt det på min regning.“ (Filemon 18) Det fremgår klart af disse ord at Onesimus havde problemer i forholdet til sin herre, Filemon. Paulus skrev sit brev for at forlige disse to mænd.

Nogle mener at Onesimus flygtede efter at have bestjålet Filemon for at kunne finansiere sin flugt til Rom, og at det var hans hensigt at leve ubemærket i menneskemylderet i den tæt befolkede by.a I den græsk-romerske verden udgjorde bortløbne trælle et stort problem, ikke kun for deres ejere, men også for den offentlige administration. Det siges at Rom var „berygtet som almindeligt tilflugtssted“ for bortløbne trælle.

Hvordan traf Paulus Onesimus? Bibelen fortæller det ikke. Efter nogen tid i frihed gik det sikkert op for Onesimus at han havde bragt sig selv i en yderst vanskelig situation. I Rom var der et særligt politikorps som jagtede bortløbne trælle. At rømme fra sin herre blev i oldtidens lovgivning betragtet som en af de mest alvorlige forbrydelser. Ifølge Gerhard Friedrich blev „bortløbne trælle som blev fanget, sædvanligvis brændemærket i panden. Mange af dem blev udsat for tortur . . ., kastet for de vilde dyr i cirkus eller korsfæstet til skræk og advarsel for andre trælle som tænkte på at følge deres eksempel.“ Friedrich finder det sandsynligt at Onesimus — efter at de stjålne penge var sluppet op, og efter at han havde søgt forgæves efter et skjulested eller et arbejde — bad Paulus, som han havde hørt om i Filemons hjem, om beskyttelse og mellemkomst i forholdet til Filemon.

Andre mener at Onesimus helt bevidst flygtede hen til en af sin herres venner i håb om at han ved hjælp af vennens indflydelse igen kunne opnå et godt forhold til sin herre, som af en eller anden grund med rette var vred på ham. Historiske kilder viser at det var „en udbredt og almindeligt anvendt fremgangsmåde som trælle tyede til når de havde problemer“. Hvis det er korrekt, er det „mere sandsynligt at Onesimus begik sit tyveri for at gøre det lettere for ham at komme i kontakt med mellemmanden Paulus, end at det blev begået som led i en flugtplan,“ siger forskeren Brian Rapske.

Paulus hjælper Onesimus

Uanset hvad der var årsag til Onesimus’ flugt, står det klart at han søgte hjælp hos Paulus for at blive forsonet med sin vrede herre. Det bragte Paulus i et dilemma. Apostelen stod her med en tidligere ikketroende kriminel flygtning. Skulle han prøve at hjælpe ham ved at overtale en kristen ven til ikke at gøre brug af sin juridiske ret til at tildele Onesimus en streng straf? Hvad skulle Paulus gøre?

På det tidspunkt hvor Paulus skrev sit brev til Filemon, havde den bortløbne træl tydeligvis været sammen med apostelen i et stykke tid. Længe nok til at Paulus kunne sige at Onesimus var blevet en ’elsket broder’. (Kolossenserne 4:9) Vedrørende sit eget åndelige forhold til Onesimus sagde Paulus: „Jeg tilskynder dig med hensyn til mit eget barn, som jeg er blevet fader til i mine lænker.“ Af alle de mulige konsekvenser af Paulus’ mellemkomst må det have været den Filemon mindst ventede. Apostelen sagde at denne træl, der før havde været „unyttig“, nu vendte hjem som en kristen broder. Onesimus ville fra nu af være „gavnlig“, eller „nyttig“, og på den måde leve op til betydningen af sit navn. — Filemon 1, 10-12.

Onesimus havde været til stor hjælp for den fængslede apostel. Paulus ville i virkeligheden gerne have beholdt ham hos sig. Men ud over at være i strid med loven ville dette også have været en krænkelse af Filemons rettigheder. (Filemon 13, 14) I et andet brev skrevet nogenlunde samtidig til den menighed der afholdt møder i Filemons hjem, omtalte Paulus Onesimus som „min trofaste og elskede broder, som er fra jer“. Dette tyder på at Onesimus allerede havde aflagt bevis for sin pålidelighed. — Kolossenserne 4:7-9.b

Paulus tilskyndede Filemon til at tage venligt imod Onesimus, men han brugte ikke sin myndighed som apostel til at befale ham dette eller at frigive sin træl. Paulus var sikker på at Filemon på grund af deres venskab og indbyrdes kærlighed ville „gøre endog mere“ end han blev bedt om. (Filemon 21) Hvad der kan have ligget i „endog mere“, er uklart. Filemon var nemlig den eneste der med rette kunne træffe afgørelse om hvad han ville gøre med Onesimus. Nogle har tolket Paulus’ ord som en tavs anmodning til Filemon om at ’sende den bortløbne tilbage til Paulus så han fortsat kunne hjælpe ham sådan som han allerede var begyndt på’.

Lyttede Filemon til Paulus’ indtrængende bøn for Onesimus? Det er der næppe tvivl om — selv om det måske har mishaget andre slaveejere i Kolossæ. De ville sikkert have foretrukket at se Onesimus blive straffet for at få statueret et eksempel der kunne afholde deres egne trælle fra at handle på samme måde.

Onesimus — en mand der havde forandret sig

Under alle omstændigheder vendte Onesimus tilbage til Kolossæ med en ny personlighed. Med en tankegang der var forvandlet af den kraft der ligger i den gode nyhed, blev Onesimus uden tvivl et trofast medlem af den kristne menighed i byen. Skrifterne afslører ikke om Filemon til sidst gav Onesimus sin frihed. Set fra en åndelig synsvinkel var den tidligere bortløbne træl imidlertid blevet en fri mand. (Jævnfør Første Korintherbrev 7:22.) Lignende forandringer finder sted i vore dage. Når mennesker begynder at anvende de bibelske principper i deres tilværelse, forandrer det deres personlighed og hele deres situation. Nogle der tidligere blev betragtet som unyttige for samfundet, hjælpes til at blive mønsterborgere.c

Hvilken forandring det udvirkede hos Onesimus at antage den sande tro! Mens den tidligere Onesimus havde været „unyttig“ for Filemon, levede den nye Onesimus uden tvivl op til sit navn som „en som bringer vinding“. Og det var bestemt en velsignelse at Filemon og Onesimus blev forenet som kristne brødre.

[Fodnoter]

[Ramme på side 30]

Trælle under romersk lov

Under den romerske lovgivning der var i kraft i det første århundrede e.v.t., var en træl fuldstændig underlagt sin herres nåde, hans pludselige indfald, hans lyster og hans temperament. Ifølge Gerhard Friedrich „var en træl principielt og juridisk ikke en person, men en ting som trællens ejermand kunne disponere frit over . . . [Han] blev betragtet på samme måde som et husdyr eller et redskab og blev ikke på nogen måde tilgodeset i retssystemet.“ En træl kunne ikke ad rettens vej søge kompensation for uretfærdigheder begået imod ham. Han skulle simpelt hen adlyde sin herres ordrer. Der var ingen grænser for den straf en vred herre kunne tildele en træl. Selv i forbindelse med en mindre forseelse rådede trællens ejermand over liv og død.d

Mens de rige kan have haft flere hundrede trælle, har selv en forholdsvis beskeden husholdning måske indbefattet to eller tre. „De opgaver trællene i huset tog sig af, varierede meget,“ siger forskeren John Barclay. „De kunne være dørvogtere, kokke, tjenere, rengøringsfolk, kurerer, babysittere, ammer og kammertjenere, for slet ikke at tale om de forskellige faglærte trælle man kunne møde i de større og mere velhavende husholdninger. . . . Rent praktisk var livskvaliteten for en træl i huset meget afhængig af hans herres dispositioner, og det gjaldt i både positiv og negativ retning. Tilhørte man en grusom herre, kunne det betyde lidelser og ondskabsfuldheder i én uendelighed, men en venlig og storsindet herre kunne gøre livet udholdeligt og fortrøstningsfuldt for sine trælle. Den klassiske litteratur indeholder berømte eksempler på grusom behandling af trælle, men også mange skriftlige beretninger der vidner om de varme følelser der herskede mellem nogle herrer og deres trælle.“

[Fodnote]