Lad os aldrig unddrage os så vi går til grunde!

„Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde.“ — HEBRÆERNE 10:39.

1. Hvilke omstændigheder førte til at Peter gav efter for frygt?

APOSTLENE må være blevet chokerede da deres elskede Herre, Jesus, fortalte dem at de alle ville spredes og forlade ham. Hvordan kunne det gå til — netop nu hvor han havde allermest brug for dem? Peter bedyrede: „Selv om alle de andre bringes til snublen og fald, så vil jeg dog ikke.“ Peter var en modig mand. Men da Jesus blev forrådt og arresteret, spredtes apostlene, og også Peter flygtede. Da Jesus senere blev forhørt i ypperstepræsten Kajfas’ hus, ventede Peter bekymret i gården. Efterhånden som den kolde nat gik, blev Peter sikkert bange for at Jesus og alle der fulgtes med ham, ville blive henrettet. Da nogle af de andre i gården genkendte ham som en af Jesu nære medarbejdere, blev han grebet af panik. Tre gange benægtede han at han havde forbindelse med Jesus — ja, han benægtede endda at han kendte ham! — Markus 14:27-31, 66-72.

2. (a) Hvorfor hørte Peter ikke til „dem som unddrager sig“, selv om han fornægtede Jesus? (b) Hvad må vi være fast besluttede på?

² Det var et sørgeligt øjeblik i Peters liv, en episode han uden tvivl fortrød resten af sine dage. Men betød hans opførsel den nat at han var en kujon? Betød hans opførsel at han var en af dem der med apostelen Paulus’ ord ’unddrog sig så de gik til grunde’? (Hebræerne 10:39) Nej, de fleste af os vil sikkert mene at Paulus’ ord ikke gælder Peter. Hvorfor ikke? Fordi Peters frygt var noget midlertidigt, et enkeltstående svigt i et liv der ellers bar præg af et stort mod og en stærk tro. På samme måde har de fleste af os nogle øjeblikke vi tænker tilbage på med en vis skamfølelse, øjeblikke hvor vi pludselig blev bange og ikke turde forsvare sandheden så frimodigt som vi gerne ville. (Jævnfør Romerbrevet 7:21-23.) Vi kan være forvissede om at sådanne fejlgreb ikke betyder at vi hører til dem som unddrager sig så de går til grunde. Alligevel må vi være fast besluttede på at vi aldrig vil være blandt dem der unddrager sig. Hvorfor? Og hvordan kan vi undgå det?

Hvad det vil sige at unddrage sig så man går til grunde

3. Hvordan gav profeterne Elias og Jonas efter for frygt?

³ Da Paulus skrev om „dem som unddrager sig“, sigtede han ikke til nogle der mister modet et øjeblik. Paulus var ganske givet godt klar over at Peter havde fornægtet Jesus, og vidste at noget lignende var sket for andre. Elias, en frimodig og åbenhjertig profet, gav på et tidspunkt efter for frygt og flygtede for livet fordi den onde dronning Jesabel havde truet med at slå ham ihjel. (1 Kongebog 19:1-4) Profeten Jonas fik et mere alvorligt anfald af frygt. Jehova gav ham den opgave at rejse til byen Nineve, der var berygtet for sine voldelige og ugudelige indbyggere. Jonas gik omgående om bord på en båd der skulle til Tarsis — 3500 kilometer i den modsatte retning! (Jonas 1:1-3) Men hverken disse trofaste profeter eller apostelen Peter kan med rette beskrives som nogle der unddrog sig. Hvorfor ikke?

4, 5. (a) Hvordan hjælper sammenhængen os til at forstå hvad Paulus mente med udtrykket „går til grunde“ i Hebræerbrevet 10:39? (b) Hvad mente Paulus da han sagde: „Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde“?

⁴ Læg mærke til hvordan Paulus’ sætning fortsætter: „Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde.“ Hvad mente han med „går til grunde“? Det græske ord han brugte, kan sigte til evig tilintetgørelse. Denne definition passer med sammenhængen. Paulus havde kort forinden skrevet disse advarende ord: „Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod.“ — Hebræerne 10:26, 27.

⁵ Da Paulus skrev til sine trosfæller: „Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde,“ mente han derfor at han og hans trofaste kristne læsere var besluttede på aldrig at forlade Jehova og holde op med at tjene ham. Det kunne kun føre til evig tilintetgørelse. Judas Iskariot unddrog sig så han gik til grunde, og det samme gælder andre fjender af sandheden som med vilje har modarbejdet Jehovas ånd. (Johannes 17:12; 2 Thessaloniker 2:3) De er blandt „de feje“ som lider evig tilintetgørelse i den symbolske ildsø. (Åbenbaringen 21:8) Vi ønsker bestemt ikke at høre til blandt dem!

6. Hvad ser Satan Djævelen helst at vi gør?

⁶ Satan Djævelen ønsker at vi skal unddrage os så vi går til grunde. Som den mester i „listige anslag“ han er, ved han at denne dødsensfarlige kurs ofte begynder i det små. (Efeserne 6:11) Hvis han ikke kan nå sit mål gennem direkte forfølgelse, forsøger han at underminere de sande kristnes tro på en mere snigende måde. Han vil gerne se Jehovas frimodige, nidkære vidner bragt til tavshed. Lad os undersøge hvilke metoder han anvendte over for de kristne hebræere som Paulus skrev til.

Hvordan kristne blev presset til at unddrage sig

7. (a) Hvilken baggrund havde menigheden i Jerusalem? (b) Hvordan var de åndelige omstændigheder hos nogle af Paulus’ læsere?

⁷ Meget tyder på at Paulus skrev sit brev til hebræerne omkring år 61 e.v.t. Menigheden i Jerusalem havde haft en omtumlet historie. Efter Jesu død opstod der en bølge af voldelig forfølgelse som tvang mange af byens kristne til at flygte. Derefter fulgte der en fredelig periode hvor antallet af kristne steg. (Apostelgerninger 8:4; 9:31) I årenes løb kom der andre perioder med forfølgelse og problemer. Det ser ud til at menigheden igen nød en vis fred da Paulus skrev sit brev til hebræerne. Alligevel blev dens medlemmer udsat for pres. Der var gået næsten tredive år siden Jesus havde forudsagt Jerusalems ødelæggelse. Nogle følte sikkert at afslutningen trak urimeligt længe ud og måske slet ikke ville komme i deres levetid. Andre, især de der var nye i troen, var endnu ikke blevet prøvet af alvorlig forfølgelse og kendte ikke så meget til behovet for udholdenhed under prøve. (Hebræerne 12:4) Der er ingen tvivl om at Satan forsøgte at udnytte disse omstændigheder. Hvilke „listige anslag“ benyttede han sig af?

8. Hvilken holdning havde mange jøder til den nye, kristne menighed?

⁸ Det jødiske samfund i Jerusalem og Judæa betragtede den nydannede kristne menighed med foragt. Når vi ser på indholdet af Paulus’ brev, får vi en idé om hvordan de arrogante jødiske religiøse ledere og deres tilhængere har spottet de kristne. De har måske sagt: ’Vi har det store tempel i Jerusalem der har stået i århundreder! Vi har en respekteret ypperstepræst som gør tjeneste dér sammen med sine underpræster. Der bringes ofre hver dag. Vi har Loven, der blev givet gennem engle til Moses og trådte i kraft under mange tegn på Sinaj Bjerg. Denne nye sekt — de kristne der har skilt sig ud fra jødedommen — har intet af dette!’ Ramte disse hånende ord et ømt punkt? Angrebene foruroligede åbenbart nogle kristne hebræere. Paulus’ brev kom dem til hjælp i rette tid.

Hvorfor de aldrig burde unddrage sig så de gik til grunde

9. (a) Hvilket tema gennemtrænger hele Hebræerbrevet? (b) I hvilken forstand tjente de kristne i et bedre tempel end det der stod i Jerusalem?

⁹ Paulus gav sine brødre og søstre i Judæa to grunde til at de aldrig burde unddrage sig så de gik til grunde. Lad os se nærmere på dem. Den første grund — at den kristne tilbedelsesordning står over alle andre — præger hele Hebræerbrevet. Gennem hele sit brev udviklede Paulus dette tema. Templet i Jerusalem var blot en kopi af en langt større virkelighed, nemlig Jehovas åndelige tempel, en bygning der „ikke er gjort med hænder“. (Hebræerne 9:11) De kristne havde den forret at tjene i denne åndelige tilbedelsesordning. De tjente under en bedre pagt, den lovede nye pagt, som havde en mellemmand der stod over Moses, nemlig Jesus Kristus. — Jeremias 31:31-34.

10, 11. (a) Hvorfor gjorde Jesu afstamning ham ikke uegnet til at tjene som ypperstepræst i det åndelige tempel? (b) I hvilke henseender var Jesus en bedre ypperstepræst end den ypperstepræst der tjente i templet i Jerusalem?

¹⁰ De kristne havde også en langt bedre ypperstepræst, Jesus Kristus. Han stammede ganske vist ikke fra Aron, men han var ypperstepræst „på Melkizedeks måde“. (Salme 110:4) Melkizedek, hvis afstamning ikke oplyses, var både konge og ypperstepræst i fortidens Salem. Han var derfor et passende, profetisk billede på Jesus, hvis præsteværdighed ikke beror på afstamning gennem ufuldkomne mennesker, men på noget langt større: Jehova Guds ed. Ligesom Melkizedek tjener Jesus ikke blot som ypperstepræst, men også som konge, en konge der aldrig vil dø. — Hebræerne 7:11-21.

¹¹ En anden forskel var at Jesus i modsætning til ypperstepræsten i Jerusalems tempel ikke behøvede at bringe ofre år efter år. Hans offer var hans eget fuldkomne liv, som han ofrede én gang for alle. (Hebræerne 7:27) Alle de ofre der blev bragt i templet, var kun skygger, billeder på det offer Jesus bragte. Hans fuldkomne offer betød at alle med en levende tro kunne opnå sand tilgivelse for deres synder. Det er også opmuntrende at læse Paulus’ ord om at denne ypperstepræst er den samme uforanderlige Jesus som de kristne i Jerusalem havde kendt. Han var ydmyg, venlig og i stand til at „føle med vore svagheder“. (Hebræerne 4:15; 13:8) Disse salvede kristne kunne se frem til at tjene som Kristi underpræster! Hvordan kunne de overhovedet tænke på at vende tilbage til „de svage og fattige“ ting i den fordærvede jødedom? — Galaterne 4:9.

12, 13. (a) Hvilken anden grund til aldrig at unddrage sig nævnte Paulus? (b) Hvorfor kunne den udholdenhed de kristne hebræere tidligere havde vist, opmuntre dem til aldrig at unddrage sig så de gik til grunde?

¹² Som om dette ikke var nok, gav Paulus hebræerne endnu en grund til aldrig at unddrage sig så de gik til grunde: den udholdenhed de selv tidligere havde vist. Han skrev: „Bliv imidlertid ved med at huske de første dage i hvilke I, efter at være blevet oplyst, udholdt megen kamp under lidelser.“ Paulus mindede dem om at de ved skældsord og trængsler havde været „udstillet som i et teater“. Nogle af dem var blevet fængslet; andre havde følt med og støttet dem der var i fængsel. Jo, de havde vist en eksemplarisk tro og udholdenhed. (Hebræerne 10:32-34, fodnoten) Men hvorfor skrev Paulus at de skulle ’blive ved med at huske’ disse smertelige oplevelser? Kunne det ikke gøre dem modløse?

¹³ Nej, tværtimod. Hvis hebræerne ’blev ved med at huske de første dage’, ville det minde dem om hvordan Jehova havde holdt dem oppe under prøvelser. Med hans hjælp havde de allerede modstået mange af Satans angreb. Paulus skrev: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ (Hebræerne 6:10) Jehova huskede alle de gerninger de havde gjort i trofasthed; han gemte dem i sin hukommelse, der har ubegrænset kapacitet. Dette minder os om Jesu tilskyndelse til at samle os skatte i himmelen. Ingen tyv kan stjæle disse skatte; møl eller rust kan heller ikke fortære dem. (Mattæus 6:19-21) Disse skatte kan faktisk kun udslettes hvis en kristen ved at unddrage sig går til grunde. I så fald er alle de skatte han måtte have oplagret i himmelen, gået tabt. Jo, det var en god grund Paulus gav de kristne hebræere til aldrig at unddrage sig! Hvorfor lade værdien af alle de år hvor de havde udført en trofast tjeneste, gå til spilde? Det ville være rigtigt og langt bedre at blive ved med at holde ud.

Hvorfor vi aldrig bør unddrage os så vi går til grunde

14. Hvilke udfordringer står vi over for, i lighed med det første århundredes kristne?

¹⁴ I dag har sande kristne lige så gode grunde til ikke at unddrage sig. Lad os først og fremmest huske på hvilken velsignelse det er at have andel i den rene tilbedelsesform som Jehova har skænket os. Ligesom de kristne i det første århundrede lever vi på en tid hvor medlemmerne af de mere populære trossamfund spotter og håner os mens de stolt henviser til deres imponerende religiøse bygninger og deres ældgamle traditioner. Men Jehova forsikrer os om at han godkender vores form for tilbedelse. Vi nyder faktisk velsignelser i dag som de kristne i det første århundrede ikke opnåede. Hvilke velsignelser? De levede jo trods alt på det tidspunkt da det åndelige tempel blev til. Kristus blev dette tempels ypperstepræst ved sin dåb i år 29. Nogle af dem havde set Guds søn gøre mirakler. Selv efter hans død skete der mirakler. Men som forudsagt ophørte disse gaver med tiden. — 1 Korinther 13:8.

15. Hvilken profeti opfyldes i vor tid, og hvad betyder det for os?

¹⁵ Vi lever imidlertid i en periode hvor den store tempelprofeti fra Ezekiel, kapitel 40-48, får en betydningsfuld opfyldelse.a Vi har for eksempel set genoprettelsen af Guds rene tilbedelsesordning. Dette åndelige tempel er blevet renset for alle former for religiøst fordærv og afgudsdyrkelse. (Ezekiel 43:9; Malakias 3:1-5) Tænk på hvilke fordele denne renselse har medført for os.

16. Hvilken sørgelig udvikling blev det første århundredes kristne vidne til?

¹⁶ I det første århundrede syntes fremtidsudsigterne mørke for den organiserede kristne menighed. Jesus havde forudsagt at det ville være som om en nysået hvedemark blev tilsået med ukrudtsfrø så hvede og ukrudt næsten ikke kunne skelnes fra hinanden. (Mattæus 13:24-30) Sådan gik det også. Ved slutningen af det første århundrede, da den aldrende apostel Johannes virkede som et sidste bolværk mod fordærvet, var frafaldet allerede udbredt. (2 Thessaloniker 2:6; 1 Johannes 2:18) Ikke længe efter apostlenes død opstod der et særskilt præsteskab som undertrykte hjorden og tillige bar en særlig klædedragt. Frafaldet bredte sig som koldbrand. Det var sørgeligt for de sande kristne at betragte! De så hvordan den nydannede ordning for den rene tilbedelse blev trængt til side af en fordærvet tilbedelsesordning. Dette skete mindre end hundrede år efter at Kristus havde oprettet menigheden.

17. Hvad har det betydet at den nutidige kristne menighed har eksisteret længere end den kristne menighed i det første århundrede?

¹⁷ Lad os nu betragte en modsætning. I dag har den rene tilbedelse allerede eksisteret længere end den gjorde dengang apostlene levede og udførte deres tjeneste. Lige fra det første nummer af dette blad udkom i 1879, har Jehova velsignet os med en stadig renere form for tilbedelse. I 1918 gik Jehova og Kristus Jesus ind i det åndelige tempel for at rense det. (Malakias 3:1-5) Siden 1919 er Jehova Guds tilbedelsesordning gradvis blevet lutret. Vi har fået en klarere forståelse af Bibelens profetier og principper. (Ordsprogene 4:18) Hvem skyldes det? Det er ikke ufuldkomne menneskers fortjeneste. Kun Jehova, der har indsat sin søn som menighedens hoved, kan beskytte sit folk mod fordærv i disse fordærvede tider. Lad os derfor aldrig glemme at takke Jehova for at han lader os tage del i den sande tilbedelse i dag. Og lad os være fast besluttede på at vi aldrig vil unddrage os så vi går til grunde!

18. Hvilken grund har vi til aldrig at unddrage os så vi går til grunde?

¹⁸ Ligesom de kristne hebræere har vi endnu en grund til ikke at være feje og unddrage os — nemlig den udholdenhed vi tidligere har vist. Uanset om vi er begyndt at tjene Jehova for nylig eller har tjent ham trofast i årtier, har vi gjort kristne gerninger. Mange af os har udholdt forfølgelse, for eksempel fængslinger, forbud og brutalitet, eller vi har mistet vore ejendele. Mange flere har været udsat for modstand fra familien, hån, latterliggørelse og ligegyldighed. Vi har alle holdt ud og er fortsat med at tjene Jehova trofast trods de udfordringer og prøvelser livet har påført os. Derved har vi vist en udholdenhed som Jehova ikke vil glemme; vi har samlet os skatte i himmelen. Derfor er det bestemt ikke tiden til at vende tilbage til den fordærvede gamle ordning som vi tidligere har forladt. Hvorfor lade alt vort flittige arbejde være forgæves? Dette gælder især i dag, hvor der kun er „en ganske kort tid“ tilbage inden afslutningen kommer. — Hebræerne 10:37.

19. Hvad kommer den næste artikel ind på?

¹⁹ Lad os være besluttede på at vi ikke vil høre til dem som ’unddrager sig så de går til grunde’! Lad os i stedet høre til dem som „har tro“. (Hebræerne 10:39) Hvordan kan vi sikre os at vi hører til den sidstnævnte gruppe, og hvordan kan vi hjælpe vore trosfæller til at gøre det samme? Det kommer den følgende artikel ind på.

Lad os høre til dem som har tro

„Nu hører vi . . . til dem som har tro, så sjælen bevares i live.“ — HEBRÆERNE 10:39.

1. Hvorfor må vi sige at troen hos den enkelte loyale tjener for Jehova er meget værdifuld?

NÆSTE gang du befinder dig i en rigssal fuld af mennesker der tilbeder Jehova, så stands op og se dig omkring. Tænk over de mange måder de viser deres tro på. Du vil sikkert se ældre brødre og søstre som har tjent Gud i årtier, unge der daglig må udholde gruppepres, og forældre der energisk bestræber sig for at lære deres børn gudsfrygt. Der er ældste og menighedstjenere som bærer et stort ansvar. Ja, du vil se åndelige brødre og søstre i alle aldersklasser som overvinder alle mulige hindringer for at tjene Jehova. Troen hos hver enkelt af dem er af meget stor værdi! — 1 Peter 1:7.

2. Hvorfor er Paulus’ vejledning i Hebræerbrevet, kapitel 10 og 11, til gavn for os i dag?

² Få ufuldkomne mennesker, om overhovedet nogen, har bedre end apostelen Paulus forstået hvor stor betydning troen har. Han skrev at sand tro resulterer i at „sjælen bevares i live“. (Hebræerne 10:39) Paulus vidste imidlertid også at troen udsættes for angreb og let bliver undermineret i denne vantro verden. Han var dybt bekymret for de kristne hebræere i Jerusalem og Judæa, de som kæmpede for at holde fast ved deres tro. Når vi nu ser nærmere på dele af kapitel 10 og 11 i Hebræerbrevet, lad os da lægge mærke til hvordan Paulus opbyggede deres tro. Det kan lære os noget om hvordan vi kan opbygge en stærkere tro hos os selv og andre.

Udtryk tillid til andre

3. Hvordan viser Paulus’ ord i Hebræerbrevet 10:39 at han havde tillid til sine brødre og søstre?

³ Det første vi måske lægger mærke til, er Paulus’ positive holdning til læserne. Han skrev: „Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live.“ (Hebræerne 10:39) Paulus troede det bedste, ikke det værste, om sine trosfæller. Læg også mærke til at han brugte ordet „vi“. Paulus var en retfærdig mand, men han talte ikke ned til sine læsere, som om han befandt sig på et højere plan og var langt mere retfærdig end de. (Jævnfør Prædikeren 7:16.) I stedet identificerede han sig med dem. Han gav udtryk for at han havde tillid til at både han selv og hans trofaste kristne læsere ville klare de skræmmende udfordringer der lå forude, at de modigt ville nægte at unddrage sig så de gik til grunde, og i stedet ville vise sig at høre til dem der havde tro.

4. Af hvilke grunde havde Paulus tillid til sine trosfæller?

⁴ Hvordan kunne Paulus nære denne tillid? Var han blind for de kristne hebræeres fejl? Nej, tværtimod. Han gav dem specifik vejledning for at hjælpe dem til at overvinde deres åndelige svagheder. (Hebræerne 3:12; 5:12-14; 6:4-6; 10:26, 27; 12:5) Alligevel havde Paulus mindst to gode grunde til at nære tillid til sine brødre. (1) Han efterlignede Jehova og bestræbte sig for at betragte Guds tjenere på samme måde som Jehova betragter dem. Det gjaldt ikke blot deres fejl, men også deres gode egenskaber og deres muligheder for at vælge at udrette noget godt i fremtiden. (Salme 130:3; Efeserne 5:1) (2) Paulus havde en ubetinget tro på den hellige ånds kraft. Han vidste at ingen hindringer, ingen menneskelige svagheder, kan hindre Jehova i at skænke „den kraft som er ud over det normale“ til en kristen der forsøger at tjene ham trofast. (2 Korinther 4:7; Filipperne 4:13) Paulus’ tillid til sine brødre og søstre var derfor ikke malplaceret, urealistisk eller overdrevent optimistisk. Den var solidt baseret på Bibelen så han havde noget at bygge sin tillid på.

5. Hvordan kan vi efterligne Paulus’ tillid, og hvad vil resultatet sikkert blive?

⁵ Paulus’ tillid viste sig at smitte af på andre. Det må have betydet meget for menighederne i Jerusalem og Judæa at Paulus talte så opmuntrende til dem. Hans ord hjalp de kristne hebræere, der blev udsat for megen hån og nedladende ligegyldighed fra de jødiske modstanderes side, til at tage en fast beslutning i deres hjerte om at de ville høre til dem der havde tro. Kan vi gøre det samme for hinanden i dag? Det er let at fokusere på andres fejl og særheder. (Mattæus 7:1-5) Men vi kan hjælpe hinanden meget mere hvis vi lægger mærke til og værdsætter den tro hver enkelt viser. Med en sådan opmuntring er der større sandsynlighed for at troen vil vokse. — Romerne 1:11, 12.

Brug Guds ord på en god måde

6. Hvorfra citerede Paulus da han skrev de ord vi finder i Hebræerbrevet 10:38?

⁶ Paulus opbyggede også læsernes tro ved at bruge Skrifterne virkningsfuldt. Han skrev for eksempel: „’Men min retfærdige skal leve som følge af tro’, og ’hvis han unddrager sig har min sjæl ikke behag i ham’.“ (Hebræerne 10:38) Paulus citerede her profeten Habakkuk.a Paulus’ læsere, kristne hebræere der var godt inde i de profetiske bøger, kendte sikkert disse ord. Når man tænker på hvad Paulus’ hensigt var — at styrke troen hos de kristne i og nær Jerusalem omkring år 61 — var det meget velvalgt at henvise til Habakkuks eksempel. Hvorfor?

7. Hvornår nedskrev Habakkuk sin profeti, og hvordan var situationen i Juda rige på den tid?

⁷ Habakkuk skrev øjensynlig sin bog godt tyve år før Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Profeten så i et syn kaldæerne (babylonierne), en ’bitter og fremfusende nation’, der slog ned på Juda rige og ødelagde Jerusalem og samtidig opslugte folkeslag og nationer. (Habakkuk 1:5-11) Men denne ulykke havde været forudsagt siden Esajas’ tid, over hundrede år tidligere. På Habakkuks tid blev den gode kong Josias efterfulgt af kong Jojakim, og ugudeligheden bredte sig igen i Juda. De der talte i Jehovas navn, blev forfulgt og endda slået ihjel af Jojakim. (2 Krønikebog 36:5; Jeremias 22:17; 26:20-24) Det er ikke så mærkeligt at profeten Habakkuk råbte i sin kval: „Hvor længe, Jehova?“ — Habakkuk 1:2.

8. Hvorfor var Habakkuks eksempel til opmuntring for kristne i det første århundrede og i dag?

⁸ Habakkuk vidste ikke hvor nær Jerusalems ødelæggelse var. Det første århundredes kristne vidste ikke hvornår den jødiske tingenes ordning ville slutte. I dag kender vi heller ikke ’dagen og timen’ for hvornår Jehovas dom vil komme over denne onde ordning. (Mattæus 24:36) Lad os derfor lægge mærke til Jehovas todelte svar til Habakkuk. Først forsikrede han profeten om at afslutningen ville komme til tiden. „Det vil ikke være forsinket,“ sagde Gud; men fra en menneskelig synsvinkel kunne det måske forekomme forsinket. (Habakkuk 2:3) For det andet gav Jehova Habakkuk denne påmindelse: „Den retfærdige skal leve ved sin trofasthed.“ (Habakkuk 2:4) Det er nogle enkle og smukke sandheder. Det der betyder mest, er ikke hvornår afslutningen kommer, men om vi bliver ved med at leve et liv i trofasthed.

9. Hvordan kom lydige tjenere for Jehova til at ’leve ved deres trofasthed’ i (a) 607 f.v.t.? (b) efter år 66 e.v.t.? (c) Hvorfor er det vigtigt at vi arbejder på at få en stærk tro?

⁹ Da Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t., så de loyale rekabitter, Ebed-Melek, Jeremias samt hans sekretær, Baruk, opfyldelsen af Jehovas løfte til Habakkuk. De undgik den forfærdende ødelæggelse og bevarede livet. Hvorfor? Fordi Jehova belønnede dem for deres trofasthed. (Jeremias 35:1-19; 39:15-18; 43:4-7; 45:1-5) Tilsvarende må de kristne hebræere i det første århundrede have lyttet til Paulus’ vejledning, for da de romerske hære gik til angreb på Jerusalem i år 66 og derefter overraskende trak sig tilbage, fulgte disse kristne trofast Jesu opfordring og flygtede. (Lukas 21:20, 21) Deres trofasthed betød at de bevarede livet. Vi kan også bevare livet hvis vi bliver fundet trofaste når afslutningen kommer. Det er en meget vigtig grund til at arbejde på at få en stærk tro nu!

En levende beskrivelse af trosheltene

10. Hvordan beskrev Paulus Moses’ tro, og hvordan kan vi efterligne Moses på dette område?

¹⁰ Paulus styrkede også sine læseres tro ved at nævne nogle gode eksempler. Læg mærke til hvordan han i Hebræerbrevet, kapitel 11, giver en levende beskrivelse af de bibelske personer. Han skriver for eksempel at Moses „holdt stand som så han den usynlige“. (Hebræerne 11:27) Jehova var med andre ord så virkelig for Moses at det var som om han kunne se den usynlige Gud. Kan det samme siges om os? Det er let nok at tale om forholdet til Jehova, men det kræver en indsats at opbygge og styrke dette forhold. Vi må ikke forsømme at gøre den indsats! Er Jehova så virkelig for os at vi tager ham i betragtning når vi træffer afgørelser, også dem der tilsyneladende er af mindre betydning? En tro af den art kan hjælpe os til at udholde selv den værste forfølgelse.

11, 12. (a) Under hvilke forhold blev Enoks tro måske prøvet? (b) Hvilken opmuntrende belønning fik Enok?

¹¹ Tænk også på Enoks tro. Det er svært at forestille sig den modstand han mødte. Han måtte forkynde et svidende domsbudskab over datidens ugudelige. (Judas 14, 15) Denne trofaste mand blev åbenbart udsat for en så grusom og voldelig forfølgelse at Jehova ’tog ham bort’ i den forstand at han lod Enok sove ind i døden før fjenderne kunne lægge hånd på ham. Derfor oplevede Enok ikke opfyldelsen af den profeti han havde forkyndt. Men han fik en gave der i nogle henseender var endnu bedre. — Hebræerne 11:5; 1 Mosebog 5:22-24.

¹² Paulus forklarer: „Før [Enok] blev taget bort fik han nemlig det vidnesbyrd at han havde Guds velbehag.“ (Hebræerne 11:5) Hvad ligger der i det? Før Enok sov ind i døden, fik han muligvis et syn, måske af det jordiske paradis som han snart vil vågne op i. I hvert fald lod Jehova Enok vide at hans trofasthed havde Guds velbehag. Enok havde frydet Jehovas hjerte. (Jævnfør Ordsprogene 27:11.) Det er bevægende at tænke på Enoks liv. Vil du også gerne leve et liv i trofasthed? Så grund over sådanne eksempler; se dem for dig som virkelige mennesker. Vær fast besluttet på at leve ved tro og trofasthed, dag for dag. Husk også at de der har tro, ikke tjener Jehova på grundlag af en dato eller en tidsgrænse for hvornår han skal opfylde alle sine løfter. Vi er fast besluttede på at tjene Jehova for evigt! Det er den absolut bedste måde at leve på, både i denne tingenes ordning og i den kommende.

Hvordan man får en stærkere tro

13, 14. (a) Hvordan kan Paulus’ ord i Hebræerbrevet 10:24, 25 hjælpe os til at finde større glæde ved møderne? (b) Hvad er hovedformålet med de kristne møder?

¹³ Paulus nævnte flere måder hvorpå de kristne hebræere rent praktisk kunne styrke deres tro. Lad os blot se på to af dem. Vi kender sikkert Hebræerbrevet 10:24, 25, hvor vi tilskyndes til at overvære de kristne møder regelmæssigt. Men læg mærke til at Paulus’ inspirerede ord ikke tyder på at vi blot skal være passive tilskuere ved møderne. Paulus beskriver møderne som lejligheder til at lære hinanden at kende, at opmuntre hinanden og at tilskynde hinanden til at tjene Gud i rigere mål. Vi kommer for at give, ikke blot for at modtage. Det hjælper os til at finde større glæde ved at komme til møderne. — Apostelgerninger 20:35.

¹⁴ Hovedformålet med at vi overværer de kristne møder, er imidlertid at vi gerne vil tilbede Jehova Gud. Det gør vi ved at være med i bønnen og sangen, ved at lytte opmærksomt og ved at bringe ofre i form af „frugt af læber“ — det vil sige at vi lovpriser Jehova ved at give kommentarer og tage aktivt del i møderne. (Hebræerne 13:15) Hvis vi holder os disse mål for øje og prøver at nå dem ved hvert eneste møde, vil det styrke vores tro.

15. Hvorfor tilskyndede Paulus de kristne hebræere til at holde fast ved deres tjeneste, og hvorfor er denne vejledning også aktuel i dag?

¹⁵ En anden måde hvorpå man kan styrke sin tro, er ved at forkynde. Paulus skrev: „Lad os uden vaklen holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb, for trofast er han som gav løftet.“ (Hebræerne 10:23) Hvis vi ser at andre tilsyneladende er ved at give slip, vil vi tilskynde dem til at holde fast. Der er ingen tvivl om at Satan forsøgte at presse de kristne hebræere til at give slip på deres tjeneste, og i dag lægger han også pres på Guds folk. Hvad skal vi gøre når vi udsættes for pres? Læg mærke til hvad Paulus gjorde.

16, 17. (a) Hvordan fik Paulus mod til at forkynde? (b) Hvad bør vi gøre hvis vi viger tilbage for en bestemt gren af den kristne tjeneste?

¹⁶ Til de kristne i Thessalonika skrev Paulus: „Efter at vi først havde lidt og var blevet forsmædeligt behandlet i Filippi (som I ved), [tog vi] ved hjælp af vor Gud . . . mod til os til at fremholde Guds gode nyhed for jer med megen kamp.“ (1 Thessaloniker 2:2) Hvordan var Paulus og hans medarbejdere blevet „forsmædeligt behandlet“ i Filippi? Ifølge nogle bibelforskere kan det græske ord Paulus brugte, sigte til en krænkende, skammelig eller skændig behandling. Myndighederne i Filippi havde slået dem med stokke, kastet dem i fængsel og sat dem i blokken. (Apostelgerninger 16:16-24) Hvordan reagerede Paulus på denne chokerende oplevelse? Holdt han sig frygtsomt tilbage i Thessalonika, den næste by han kom til på sin missionsrejse? Nej, han ’tog mod til sig’. Han overvandt sin frygt og blev ved med at forkynde frimodigt.

¹⁷ Hvor fik Paulus sin frimodighed fra? Fra sig selv? Nej. Han sagde at han tog mod til sig „ved hjælp af vor Gud“. Et opslagsværk for bibeloversættere forklarer at denne vending kan gengives med „Gud tog frygten ud af vore hjerter“. Hvis du ikke føler dig særlig frimodig i tjenesten, eller hvis du er nervøs for at deltage i visse tjenestegrene, hvorfor så ikke bede Jehova gøre det samme for dig? Bed ham om at tage frygten ud af dit hjerte. Bed ham om at hjælpe dig til at få mod til at forkynde. Gør desuden noget selv. Træf for eksempel aftale om at samarbejde med en der er god til den form for tjeneste du er bange for. Det kan være forretningsarbejde, gadearbejde, uformel forkyndelse eller telefonforkyndelse. Din makker vil sikkert i begyndelsen vise dig hvordan man bærer sig ad, så du kan se hvordan han eller hun gør. Derefter må du tage mod til dig og prøve selv.

18. Hvilke velsignelser kan vi opnå hvis vi tager mod til os i forkyndelsen?

¹⁸ Tænk over hvad resultatet kan blive hvis du tager mod til dig. Når du holder ud og ikke giver op, vil du højst sandsynligt gøre nogle gode erfaringer i forkyndelsen, oplevelser som du ellers kunne være gået glip af. (Se side 25.) Du vil få den tilfredsstillelse at vide at du har glædet Jehova ved at gøre noget der falder dig svært. Du vil mærke hans velsignelse og hans hjælp til at overvinde din frygt. Din tro vil blive styrket. Man kan i virkeligheden ikke arbejde på at opbygge andres tro uden at ens egen tro samtidig styrkes. — Judas 20, 21.

19. Hvilken vidunderlig belønning vil ’de der har tro’ opnå?

¹⁹ Beslut derfor at du vil fortsætte med at arbejde på at få en stærkere tro og også styrke andre i troen. Det kan du gøre ved at bruge Guds ord til at opbygge andre og dig selv, ved at tænke på de troshelte der omtales i Bibelen, og se dem for dig som virkelige mennesker, ved at forberede dig til de kristne møder og deltage i dem og ved at holde fast ved det dyrebare privilegium vi har i form af den offentlige forkyndelse. Hvis du gør det, kan du være sikker på at du hører til „dem som har tro“. Glem ikke at de får en vidunderlig belønning. Deres ’sjæl bevares i live’.b Må din tro blive stadig stærkere, og må Jehova Gud bevare dig i live til evig tid!

[Fodnoter]