TRO

Ordet „tro“ er oversat fra det græske ord piʹstis, der først og fremmest indeholder tanken om tillid, tiltro og fast overbevisning. Afhængigt af sammenhængen kan det også forstås som „trofasthed“ eller „troskab“. — 1Ts 3:7; Tit 2:10.

Bibelen siger at „tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses“. (He 11:1) „Den sikre forventning“ er en oversættelse af det græske ord hypoʹstasis. Dette udtryk forekommer hyppigt i gamle forretningsdokumenter på papyrus. Det indeholder tanken om noget der ligger til grund for synlige forhold og står som en garanti for at noget på et tidspunkt vil blive ihændehaverens ejendom. I betragtning heraf har Moulton og Milligan foreslået denne gengivelse: „Tro er skødet på ting der håbes på.“ (Vocabulary of the Greek Testament, 1963, s. 660) Det græske ord eʹlegchos, der gengives med „det klare bevis“, indeholder tanken om et vidnesbyrd der fremlægges som bevis for noget, især noget andet end det der umiddelbart synes at være tilfældet. Et sådant vidnesbyrd får noget som tidligere var skjult, til at stå klart, og modbeviser således det der blot har set ud til at være tilfældet. „Det klare bevis“, det overbevisende vidnesbyrd, er så vægtigt eller uomstødeligt at det betegnes som selve troen.

Tro er derfor grundlaget for det man håber, en overbevisning baseret på vidnesbyrd om usynlige virkeligheder. Alle de lærepunkter som Jesus Kristus og hans inspirerede disciple gjorde kendt, den sande kristne lære, kaldes også „troen“. (Joh 18:37; Ga 1:7-9; Apg 6:7; 1Ti 5:8) Den kristne tro er baseret på hele Guds ord, inklusive De Hebraiske Skrifter, som Jesus og de kristne bibelskribenter ofte henviste til for at underbygge deres udtalelser.

Tro bygger på konkrete vidnesbyrd. Det synlige skaberværk vidner om eksistensen af en usynlig Skaber. (Ro 1:20) De begivenheder der fandt sted under Jesu Kristi liv og tjeneste på jorden, viser at han er Guds søn. (Mt 27:54; se JESUS KRISTUS.) Det faktum at Gud sørger for sine jordiske skabninger, giver et solidt grundlag for at tro at han også vil sørge for sine tjenere, og den omstændighed at han har vist sig som den der skænker liv og oprejser fra døden, er et overbevisende vidnesbyrd om opstandelseshåbets troværdighed. (Mt 6:26, 30, 33; Apg 17:31; 1Kor 15:3-8, 20, 21) Guds ords pålidelighed og den nøjagtige opfyldelse af dets profetier indgyder desuden tillid til at alle hans løfter vil blive indfriet. (Jos 23:14) Alt dette er eksempler på at „troen kommer . . . af det man hører“. — Ro 10:17; jf. Joh 4:7-30, 39-42; Apg 14:8-10.

Tro er altså ikke det samme som lettroenhed. En mand der kun har spot tilovers for tro, nærer sikkert fuld tiltro til prøvede og pålidelige venner. En videnskabsmand tror på principperne i sin videnskab. Han baserer nye eksperimenter på tidligere opdagelser, og han søger nye opdagelser på grundlag af det der allerede er bevist som værende sandt. Tilsvarende bearbejder landmanden sin jord og sår sin sæd i forventning om at sæden vil spire ligesom tidligere år, og at planterne vil gro hvis de får tilstrækkeligt med væde og sol. Troen på at universets naturlove er uforanderlige, danner således grundlaget for menneskets planer og aktiviteter. Den vise mand der skrev Prædikerens Bog, hentydede til denne uforanderlighed: „Solen står op, og solen går ned, og den iler til det sted hvor den atter står op. Vinden går mod syd, og den drejer rundt mod nord. Den bliver ved med at gå rundt og rundt, ja, vinden begynder igen på sine runder. Alle regnfloderne løber i havet, men havet bliver ikke fuldt. Det sted hvor regnfloderne løber hen, vender de tilbage til for atter at løbe.“ — Præ 1:5-7.

I De Hebraiske Skrifter indeholder udsagnsordet ’amanʹ og andre nært beslægtede ord tanken om pålidelighed, trofasthed, stabilitet, urokkelighed, noget der er grundfæstet, langvarigt. (2Mo 17:12, fdn.; 5Mo 28:59; 1Sa 2:35; 2Sa 7:16; Sl 37:3) Det beslægtede navneord (’æmæthʹ) betyder almindeligvis „sandhed“, men også „trofasthed“, „troskab“ og „pålidelighed“. (2Kr 15:3, fdn.; 2Sa 15:20; jf. Ne 7:2, fdn.) Det kendte udtryk „amen“ (hebr.: ’amenʹ) kommer også af ’amanʹ. — Se AMEN.

For eksempel kendte Abel ganske givet til Guds løfte om et „afkom“ der ville knuse hovedet på „slangen“. Og han så håndgribelige vidnesbyrd om eksekveringen af den dom Jehova havde udtalt over hans forældre i Eden. Uden for Edens have spiste Adam og hans familie brød i deres ansigts sved fordi jorden var forbandet og derfor frembragte torne og tidsler. Abel bemærkede sandsynligvis at Evas attrå var til hendes mand, og at Adam herskede over hende. Hans moder gav uden tvivl udtryk for den smerte hendes svangerskaber og fødsler var forbundet med. Indgangen til Edens have blev desuden bevogtet af keruber og et flammende sværdblad. (1Mo 3:14-19, 24) Alt dette udgjorde ’et klart bevis’ som gav Abel forvisning om at udfrielsen ville komme gennem det lovede afkom. Hans tro fik ham som følge deraf til at ’frembære et offer for Gud’ som viste sig at være af større værdi end det Kain bragte. — He 11:1, 4.