PISK

Et redskab der som regel består af et skaft hvortil der er fastgjort en snor eller en smal læderrem. Piske er siden oldtiden blevet brugt til at straffe mennesker med (2Kr 10:11, 14) og til at drive og lede dyr med. — Ord 26:3; Na 3:2.

Ved påsketid i år 30 lavede Jesus „en svøbe af reb“ og ’drev alle dem med fårene og okserne ud af templet’. At Jesus sikkert kun har brugt svøben mod dyrene, og ikke mod de mænd der ejede dem, fremgår af at han drev duesælgerne ud verbalt, og ikke med pisken. Ved at drive kvæget ud med pisken afbrød han ejernes handel, og de ville naturligt nok følge efter dyrene for at indfange dem. — Joh 2:13-17.

Brugt som strafferedskab. Ifølge Moseloven skulle korporlig afstraffelse foretages med stok (se PRYGL), men det ser ud til at jøderne på et tidspunkt begyndte at anvende piskning, som er en hårdere form for straf. (He 11:36) På Jesu tid var piskning en officielt anvendt straffemetode, skønt den ikke var hjemlet i Moseloven. (Mt 10:17; 23:34) Fremgangsmåden er beskrevet i Misjna, som formodes at være udsprunget af den mundtlige overlevering:

„De binder hans to hænder til en søjle ved hver side, og synagogetjeneren griber fat i hans klæder — hvis de flænges, flænges de, hvis de sønderrives, sønderrives de — så han blotter hans bryst. En sten anbringes bag ham på hvilken synagogetjeneren står med en rem af kalvehud i sin hånd, lagt dobbelt og firdobbelt; og to [andre] remme der går op og ned, [fastgøres] dertil.

Remmens håndtag er en håndsbred langt og en håndsbred bredt; og enden skal nå til hans navle. Han giver ham en tredjedel af slagene foran og to tredjedele bagpå; og han må ikke slå ham mens han står, eller mens han sidder, men kun mens han bøjer sig ned, for der står skrevet: Dommeren skal lade ham lægge sig ned. Og den der slår, slår med den ene hånd af alle kræfter.

. . . Hvis han dør under hans hånd, er den der tildeler slagene, ikke strafskyldig. Men hvis han har givet ham et slag for meget og han dør, må han gå i landflygtighed på grund af ham.“

„Hvor mange slag tildeler de en mand? Fyrre på ét nær, for der står skrevet: Med et antal på fyrre; [det vil sige:] et antal der ligger nær fyrre.“ — Makkot 3:12-14, 10; fra engelsk oversættelse ved H. Danby.

Gideon anvendte en usædvanlig form for piskning da han straffede de 77 fyrster og ældste i Sukkot der havde nægtet at sørge for fortæring til hans mænd da han forfulgte Midjans konger. Han lavede åbenbart svøber af ørkentorne og tidsler til at tærske dem med. Der siges at han ’gav dem en lærestreg’. — Dom 8:7, 14, 16.

Romerne brugte også pisken som strafferedskab. Offeret blev strakt ud, øjensynlig ved at få hænderne bundet til en stolpe med remme. (Apg 22:25, 29) Hvor mange slag der blev givet, afhang helt og holdent af den der havde kommandoen. Dødsdømte der skulle pælfæstes, blev som regel pisket først. Efter at Pilatus havde bøjet sig for jødernes vedholdende krav om at få Jesus pælfæstet og havde givet dem Barabbas fri, ’tog han Jesus og piskede ham’. (Joh 19:1; Mt 20:19) Undertiden blev piskning brugt under forhør for at tvinge udsagn eller tilståelser frem. (Apg 22:24, 25) To græske udsagnsord for „at piske“ er mastigoʹō (Mt 10:17) og mastiʹzō (Apg 22:25), som begge er beslægtede med maʹstix, der bogstaveligt betyder „piskeslag“ (Apg 22:24; He 11:36) og bruges i overført betydning om „svøbe“, „plage“ eller „alvorlige lidelser“. (Mr 3:10; 5:34) Det var imidlertid ulovligt at piske en romersk borger. Lex Valeria og Lex Porcia, der blev indført på forskellige tidspunkter mellem 509 og 195 f.v.t., fritog romerske borgere for piskning — Lex Valeria når borgeren appellerede til folket, og Lex Porcia uden en sådan appel.

Den mest smertevoldende pisk eller svøbe var den der kaldtes flagellum. Den bestod af et skaft hvortil der var fastgjort flere snore eller læderstrenge. Strengene var forsynet med takkede benstumper eller metalstykker for at gøre slagene hårdere og mere smertefulde. Det græske navneord fragelʹlion („pisk“; Joh 2:15) kommer fra det latinske ord flagellum. Det tilsvarende udsagnsord fragelloʹō betyder „at piske“. — Mt 27:26; Mr 15:15.

Jesus fortalte sine disciple at de for hans navns skyld ville blive pryglet i synagogerne. (Mr 13:9) Denne profeti blev opfyldt adskillige gange. Nogle af apostlene blev arresteret og ført for det jødiske Sanhedrin og pisket efter at de havde nægtet at holde op med at forkynde. (Apg 5:40) Apostelen Paulus var før sin omvendelse en hårdnakket forfølger af de kristne, idet han fængslede dem og lod dem piske i den ene synagoge efter den anden. (Apg 22:19) Det græske udsagnsord der bruges i disse beretninger (deʹrō), er beslægtet med derʹma (’hud’; He 11:37, Int) og har grundbetydningen „at flå“. — Jf. Lu 12:47, Int.

Brugt billedligt. Kong Rehabeam sammenlignede sin fader Salomons styre med piskeslag, men sagde at han selv havde i sinde at styre med „skorpionsvøber“, altså udøve et hårdere styre. Den svøbe han symbolsk hentydede til, var øjensynlig en pisk med flere remme der var forsynet med knuder og kroge i enderne ligesom skorpionbrodde (det hebraiske ord for „skorpionsvøber“, ‛aqrabbīmʹ, betyder egentlig „skorpioner“) eller måske med knudrede eller tornede kviste. — 1Kg 12:11-14, fdn.; 2Kr 10:11-14.

Temanitten Elifaz talte om „tungens pisk“. (Job 4:1; 5:21) Han hentydede uden tvivl til at tungen ofte bruges til at volde skade med, for eksempel når man spotter eller bagtaler nogen. — Jf. Ord 12:18; Jak 3:5-10.

Jehova sagde at de nationer som israelitterne ikke drev bort, ville blive ’som en svøbe på deres sider’. (Jos 23:13) Af Esajas 10:24-26 fremgår det at mens assyreren uretfærdigt ville løfte sin stav imod Zion, ville Jehova svinge „en pisk“ over assyreren. Tugt fra Jehova sammenlignes med slag af en svøbe. — He 12:6.