Vi venter med glæde på Jehova
HAR du nogen sinde spist umoden frugt? Du er sikkert blevet skuffet over smagen. Frugt skal have tid til at modnes, og det er værd at vente på. Der er andre forhold hvor det lønner sig at vente. „Det er godt for en at vente, og det i tavshed, på frelse fra Jehova,“ siger Bibelen. (Klagesangene 3:26; Titus 2:13) Hvordan må kristne vente på Jehova? Hvilken gavn kan vi have af at vente på ham?
Hvad vil det sige at vente på Gud?
Som kristne ’venter vi på Jehovas dags nærværelse og har den altid i tanke’. Vi ser frem til at blive udfriet på „de ugudelige menneskers . . . undergangs dag“. (2 Peter 3:7, 12) Jehova er selv ivrig efter at gøre op med alt det onde, men han lægger bånd på sig selv for at udvirke at de kristnes frelse bliver til ære for hans navn. Bibelen siger: ’Skønt det er Guds vilje at vise sin vrede og gøre sin magt kendt, har han med megen langmodighed båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse, for at han kunne gøre sin herligheds rigdom kendt over for barmhjertighedens kar.’ (Romerne 9:22, 23) Ligesom i Noas dage ved Jehova hvornår tiden er inde til at frelse sit folk i dag. (1 Peter 3:20) At vente på Jehova indbefatter derfor at vente på at hans tid er inde til handling.
Mens vi venter på Jehovas dag, kan vi undertiden blive opbragte over at se hvordan verdens moralnormer hele tiden sænkes. Når vi har det sådan, er det godt at tænke over ordene af Guds profet Mika, som skrev: „Den loyale er forsvundet fra jorden, og der er ingen retskaffen blandt menneskene.“ Derefter tilføjede han: „Jeg vil spejde efter Jehova. Jeg vil vente på min frelses Gud.“ (Mika 7:2, 7) Hvordan kan vi opdyrke samme tålmodige indstilling? Eftersom det ofte er frustrerende at vente, hvordan kan vi da finde glæde mens vi venter på Gud?
Glade mens vi venter
Vi kan få den rette indstilling ved at efterligne Jehova. Han er aldrig ophørt med at være „den lykkelige [Gud]“. (1 Timoteus 1:11) Han er lykkelig mens han venter fordi han bliver ved med at arbejde hen imod opfyldelsen af sin hensigt — at føre mennesker som elsker ham, frem til fuldkommenhed, sådan som det var hans mening da han skabte dem. (Romerne 5:12; 6:23) Og han ser gode resultater af sit arbejde — millioner er blevet draget til den sande tilbedelse. Jesus sagde: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ (Johannes 5:17) For at kunne være glad må man gøre noget for andre. (Apostelgerninger 20:35) Sande kristne venter heller ikke passivt. Nej, de gør sig ihærdige anstrengelser for at lære andre om Guds hensigt med menneskene.
Trofaste kristne har altid fundet glæde og tilfredshed ved at prise Gud mens de har ventet på at hans tid var inde til at handle. Læg for eksempel mærke til salmisten David. Han blev forfulgt af kongen, svigtet af en nær ven og forrådt af sin egen søn. Kunne David i alle disse situationer bevare glæden mens han ventede på at Jehovas fastsatte tid var inde til at udfri ham? I Salme 71, som øjensynlig er skrevet af David, siges der: „Jeg vil vente uophørligt, og jeg vil øge al lovsangen til dig. Min mund vil berette om din retfærdighed, dagen lang om din frelse.“ (Salme 71:14, 15) David ventede ikke utålmodigt, men gav udtryk for glæde fordi han var travlt optaget af at prise Jehova og styrke andre i den sande tilbedelse. — Salme 71:23.
Det er heller ikke frustrerende at vente på Jehova, som det for eksempel kan være at vente på en forsinket bus. Vi har det snarere som forventningsfulde forældre der glæder sig til at se deres børn udvikle sig til voksne mennesker de kan være stolte af. Årene er fyldt med aktivitet — opdragelse, oplæring og vejledning — med det mål at nå det ønskede resultat. På samme måde finder vi der venter på Jehova, glæde ved at hjælpe andre til at få et nært forhold til Gud. Vi ønsker også selv at opnå Guds godkendelse og, i sidste instans, frelse.
Opgiver ikke håbet
At vente på Jehova indebærer også at vi fortsat elsker og tjener ham uden at miste håbet af syne. Det kan være en udfordring. Mange af Guds tjenere bor i et samfund hvor folk kun har hån tilovers for nogle der baserer deres liv på troen på Guds løfter. Tænk da over det gode eksempel vi har i trofaste jøder som bevarede deres håb gennem de 70 års landflygtighed i Babylon. Hvad hjalp dem til at bevare håbet? Det styrkede dem uden tvivl at læse salmerne. En af de opmuntrende salmer som kan være skrevet på den tid, lyder: „Jeg venter på hans ord. Min sjæl venter på Jehova, mere end vægterne på morgenen, vægterne på morgenen. Lad Israel vente på Jehova.“ — Salme 130:5-7.
De jøder som holdt deres håb levende ved at læse og tale om det, oplevede belønningen da Babylon endelig faldt for invaderende fjender. Tusinder af trofaste jøder begav sig snart til Jerusalem. Der står skrevet om den tid: „Dengang Jehova førte Zions fangne tilbage . . . fyldtes vor mund med latter.“ (Salme 126:1, 2) Disse jøder gav ikke tabt, men blev ved med at styrke deres tro. Og de holdt ikke op med at synge Jehovas pris.
Trofaste kristne som venter på Gud ved „afslutningen på tingenes ordning“, bestræber sig på samme måde for fortsat at holde deres tro levende. De studerer Guds ord, styrker hinanden og bliver ved med at prise Jehova ved at forkynde den gode nyhed om hans rige. — Mattæus 24:3, 14.
Venter for at få gavn af Jehovas tugt
Guds profet Jeremias skrev: „Det er godt for en at vente, og det i tavshed, på frelse fra Jehova.“ (Klagesangene 3:26) Dermed mente Jeremias at det ville være bedst for Guds tjenere hvis de ikke beklagede sig over den måde Jehova tugtede dem på da han tillod at Jerusalem blev lagt øde. De skulle derimod lade sig belære af erfaringen ved at tænke på hvad deres ulydighed førte til, og på behovet for at ændre indstilling. — Klagesangene 3:40, 42.
Den måde Jehovas tugt gavner os på, kan sammenlignes med den måde frugt modnes på. Bibelen siger at den tugt som Gud giver, „skænker . . . dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed“. (Hebræerne 12:11) Ligesom frugt behøver tid for at modnes, behøver vi tid for at bringe vores indstilling i harmoni med den oplæring Gud giver. Hvis for eksempel en forkert adfærd fra vores side skulle føre til at vi mister nogle privilegier i menigheden, vil vores villighed til at vente på Gud afholde os fra at blive mismodige og give op. I en sådan situation kan vi finde opmuntring i Davids inspirerede ord: „Under [Guds] vrede er man kun et øjeblik, under hans velvilje, hele livet. Om aftenen kommer gråd for at blive om natten, men om morgenen lyder der glædesråb.“ (Salme 30:5) Hvis vi opdyrker den rette tålmodige indstilling og anvender vejledningen vi får fra Guds ord og hans organisation, vil tiden til „glædesråb“ også komme for os.
Det tager tid at vokse til modenhed
Hvis du er ung eller for nylig er blevet døbt, er du måske ivrig efter at påtage dig nogle ansvarsopgaver i den kristne menighed. Men det tager tid at udvikle den åndelige modenhed der skal til for at skuldre sådanne opgaver. Brug derfor dine ’unge år’ til at vokse som et åndeligt menneske. Det kan for eksempel være godt at anvende ungdomstiden til at læse hele Bibelen igennem, at udvikle kristne egenskaber og at lære hvad det indbefatter at gøre disciple. (Prædikeren 12:1) Hvis du har den rette indstilling mens du ydmygt venter, vil tiden også komme til at Jehova giver dig flere ansvarsopgaver.
Det kræver også tålmodighed at gøre disciple. Ligesom en landmand må blive ved med at vande indtil Gud får sæden til at gro, sådan er det også i vores arbejde med at gøre disciple. (1 Korinther 3:7; Jakob 5:7) Det kræver tålmodighed at studere Bibelen med andre og hjælpe dem til at opdyrke tro på og værdsættelse af Jehova i hjertet; det kan tage mange måneder, ja nogle gange flere år. At vente på Jehova indbefatter at vi er vedholdende, også selvom dem vi studerer med, ikke reagerer lige med det samme på det de lærer. Men viser de blot en smule værdsættelse, kan det være tegn på at de reagerer på Jehovas ånd. Hvis du er tålmodig, kan du komme til at opleve den glæde det er at se Jehova hjælpe den du studerer med, til at vokse åndeligt og blive en discipel af Jesus Kristus. — Mattæus 28:20.
Vi viser vores kærlighed ved at vente
En ældre kristen søster som lever i et øde område ved Andesbjergene i Sydamerika, er et godt eksempel på hvordan det at vente kan være et udtryk for kærlighed og tillid. Foruden hende er der kun ét andet Jehovas vidne i landsbyen. Kan du forestille dig hvor længselsfuldt de to åndelige søstre venter på besøg af trosfæller? Da en rejsende tilsynsmand skulle besøge dem for første gang, for han vild. Han måtte tilbage til udgangspunktet og blev flere timer forsinket. Da han endelig fik øje på landsbyen i det fjerne, var det langt over midnat. Der var ikke elektricitet i området, så det overraskede ham at se lyset fra en lampe. Han blev meget glad da han ankom til landsbyen og så at lyset kom fra en olielampe som den ældre søster holdt højt hævet. Hun var sikker på at han nok skulle komme, så hun ventede.
Med samme tålmodighed venter vi med glæde på Jehova. Vi er sikre på at han vil holde sine løfter. Og som den rejsende tilsynsmand værdsætter vi dem der kærligt venter på os. Det skulle hjælpe os til at forstå hvorfor Gud værdsætter dem der venter på ham. Bibelen siger: „Jehova bryder sig om dem . . . der venter på hans loyale hengivenhed.“ — Salme 147:11.
[Illustration på side 18]
De der er optaget af at prise Gud, er glade mens de venter på Jehova