„Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ — HEBRÆERNE 12:11.

 1, 2. (a) Hvad giver Gud os i sin kærlighed, ifølge Hebræerbrevet 12:9-11? (b) Hvilken form for tugt kan komme på tale, og hvilke gavnlige virkninger kan den få?

DE FLESTE af os kan sikkert huske at vi som børn er blevet tugtet af vore forældre. Apostelen Paulus bruger en sådan tugt som eksempel i Hebræerbrevet, kapitel 12, vers 9 til 11, hvor han taler om at have det rette syn på tugten fra Gud.

² Den faderlige tugt fra Gud har betydning for vort åndelige liv og kan komme til udtryk på mange måder. For eksempel har Gud påbudt at den der ikke længere ønsker, eller ligefrem nægter, at leve i overensstemmelse med hans normer, skal udelukkes af den kristne menighed. Den der således tugtes med strenghed vil måske angre og vende om. Desuden påvirker tugten menigheden af loyale, som på denne måde får understreget hvor vigtigt det er at man holder fast ved Guds høje normer. — 1 Timoteus 1:20.

Hvorfor denne faste holdning?

 4. Hvordan går det undertiden nogle i menigheden? (Galaterne 6:1; Judas 23)

⁴ Langt de fleste sande kristne holder sig loyalt til Gud og hans retfærdige love. (1 Thessaloniker 1:2-7; Hebræerne 6:10) Men det forekommer nu og da at en forlader sandhedens vej. Vedkommende overtræder måske Guds love og vil, trods hjælp fra kristne ældste, ikke angre sin adfærd. Eller måske fornægter han troen ved at fremføre falsk lære eller ved at afskære sig selv fra menigheden. Hvordan bør man da forholde sig? Sådanne problemer opstod også på apostlenes tid; lad os derfor se på hvilken vejledning de gav.

 5, 6. (a) Hvordan skal vi forholde os til dem der begår alvorlige overtrædelser og ikke angrer? (Mattæus 18:17) (b) Hvilke spørgsmål opstår i den forbindelse?

⁵ Da en mand i Korinth ikke ville angre og ophøre med sin umoralske livsform skrev Paulus til menigheden: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan.“ (1 Korinther 5:11-13) Det samme gjaldt de kristnes forhold til frafaldne, som for eksempel Hymenæus: „Et menneske som vil danne en sekt skal du afvise efter en første og en anden formaning, idet du ved at et sådant menneske er blevet vendt bort fra vejen og synder.“ (Titus 3:10, 11; 1 Timoteus 1:19, 20) Det vil ligeledes være påkrævet at undgå enhver der vrager menigheden: „De udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os. Men de forlod os for at det kunne blive gjort kendt at ikke alle er af vor slags.“ — 1 Johannes 2:18, 19.

⁶ Forhåbentlig vil den der er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden „ændre sind og vende om“ sådan at vedkommende kan blive genoptaget i det kristne fællesskab. (Apostelgerninger 3:19)