Vær ved godt mod — Jehova er din hjælper!
’Vær ved godt mod og sig: „Jehova er min hjælper.“’ — HEBR. 13:6.
1, 2. Hvilke udfordringer møder mange der har arbejdet i udlandet, når de vender hjem? (Se indledningsbilledet).
„DA JEG arbejdede i udlandet, havde jeg et ansvarsfuldt job og tjente gode penge,“ fortæller Eduardo.a „Men da jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner, indså jeg at jeg havde et vigtigere ansvar — at dække min families åndelige behov, ikke kun de materielle. Så jeg rejste hjem.“ — Ef. 6:4.
2 Eduardo vidste at det glædede Jehova at han vendte hjem til sin familie. Men ligesom Marilyn, der er nævnt i den foregående artikel, måtte han i gang med den lange proces at reparere sit forhold til familien. Derhjemme ville det også være en langt større udfordring for ham at forsørge sin kone og sine børn. Hvordan skulle han tjene pengene? Hvilken hjælp kunne han forvente at få fra andre i menigheden?
HVORDAN MAN REPARERER DET ÅNDELIGE LIV OG FAMILIELIVET
3. Hvordan påvirker det børn når en af deres forældre ikke er der?
3 „Jeg forstod at jeg havde forsømt mine børn da de havde allermest brug for min ledelse og min kærlighed,“ indrømmer Eduardo. „Jeg havde ikke været der til at læse bibelhistorier højt for dem, bede sammen med dem, give dem knus og lege med dem.“ (5 Mos. 6:7) Hans ældste datter, Anna, fortæller: „Jeg var følelsesmæssigt usikker fordi far ikke var hjemme hos os. Da han vendte hjem, var det kun hans ansigt og hans stemme vi kendte. Det føltes ikke naturligt når han gav mig et knus.“
4. Hvorfor er det svært for en mand at være et godt overhoved for sin familie når han har været væk hjemmefra i lang tid?
4 Jo længere tid en far har været væk, jo sværere er det for ham at udfylde rollen som familiens overhoved. Eduardos kone, Ruby, fortæller: „Jeg måtte udfylde to roller — mor og far — og jeg vænnede mig til at træffe de fleste beslutninger i familien. Da Eduardo kom hjem, skulle jeg lære hvad det egentlig vil sige at have et overhoved. Selv nu må jeg somme tider minde mig selv om at min mand er her.“ (Ef. 5:22, 23) Eduardo tilføjer: „Pigerne var vant til at bede deres mor om lov til forskellige ting. Vi fandt ud af at vi måtte stå sammen som forældre, og jeg måtte lære at føre an på en kristen måde.“
5. Hvad gjorde Eduardo for at reparere forholdet til sin familie da han kom hjem, og med hvilket resultat?
5 Eduardo var besluttet på at gøre alt hvad han kunne, for at reparere sit forhold til familien og opbygge den åndeligt. „Mit mål var at indprente sandheden i mine børn ved mine ord og mit eksempel — ikke bare sige at jeg elsker Jehova, men vise det.“ (1 Joh. 3:18) Velsignede Jehova Eduardo for hans tro? „At se alle hans bestræbelser for at være en god far og for at få et nært forhold til os igen gjorde en stor forskel,“ siger Anna. „Da vi så ham stille sig til rådighed i menigheden, var vi stolte af ham. Verden prøvede at trække os væk fra Jehova. Men vi kunne se at vores forældre fokuserede på sandheden, så vi prøvede at gøre det samme. Papa lovede aldrig at forlade os igen, og det gjorde han heller ikke. Ellers ville jeg sikkert ikke have været i Jehovas organisation i dag.“
TAG ANSVARET PÅ DIG
6. Hvad fandt nogle forældre ud af under krigen på Balkan?
6 Under krigen på Balkan erfarede nogle Jehovas Vidner at deres børn var glade trods de barske forhold. Hvorfor? Forældrene, som ikke kunne tage på arbejde, blev hjemme og studerede med, legede med og talte med deres børn. Hvad kan vi lære af det? At penge og gaver betyder langt mindre for børn end at deres forældre er hos dem. Ja, som Guds ord siger, har børn brug for at deres forældre viser dem opmærksomhed og oplærer dem. — Ordsp. 22:6.
7, 8. (a) Hvilken fejl begår nogle hjemvendte forældre? (b) Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at overvinde negative følelser?
7 Nogle forældre bliver chokerede hvis deres børn er ligeglade med eller vrede over at de er tilbage. En far eller mor udbryder måske: „Hvordan kan du være så utaknemmelig efter alle de ofre jeg har bragt for din skyld?“ Men børnenes negative indstilling kan langt hen ad vejen skyldes at forælderen har været væk. Hvad kan man gøre for at hele bruddet?
8 Bed Jehova om hjælp til at være ekstra forstående over for din familie. Og påtag dig så din del af ansvaret når du taler med dem. En oprigtig undskyldning kan hjælpe. Når din ægtefælle og dine børn ser at du gør hvad du kan for at rette op på situationen, vil de mærke din oprigtighed. Med beslutsomhed og tålmodighed kan du gradvis genvinde din families kærlighed og respekt.
HVORDAN MAN „SØRGER FOR SINE EGNE“
9. Hvorfor betyder dét at ’sørge for vores egne’ ikke at vi konstant skal stræbe efter flere materielle ting?
9 Apostlen Paulus skrev at hvis ældre kristne ikke kan klare sig selv økonomisk, skal deres børn og børnebørn „betale et passende vederlag til deres forældre og bedsteforældre“. Men Paulus tilskyndede alle kristne til at være tilfredse med de daglige fornødenheder — mad, tøj og husly. Vi bør ikke konstant stræbe efter en højere levestandard eller søge at sikre os økonomisk. (Læs 1 Timoteus 5:4, 8; 6:6-10). At ’sørge for sine egne’ betyder ikke at en kristen skal søge sig rigdom i denne verden som snart vil forsvinde. (1 Joh. 2:15-17) „Rigdommens bedragende magt“ eller „det daglige livs bekymringer“ må ikke få vores familie til at slippe sit ’faste greb om det virkelige liv’ i Guds nye verden! — Mark. 4:19; Luk. 21:34-36; 1 Tim. 6:19.
10. Hvordan kan visdommen fra Gud lede os hvad angår gæld?
10 Jehova ved at vi har brug for nogle penge. Men penge kan ikke beskytte os og holde os i live på samme måde som visdommen fra Gud kan. (Præd. 7:12; Luk. 12:15) Mange undervurderer hvor dyrt det kan være at rejse ud for at arbejde, og der er ingen garanti for at de vil tjene penge i udlandet. Faktisk er der store farer ved det. Mange vender hjem med endnu større gæld. Frem for at få mere frihed til at tjene Gud ender de med at tjene dem de skylder penge. (Læs Ordsprogene 22:7). Det klogeste er helt at undgå at stifte gæld.
11. Hvordan kan et budget hjælpe familier til ikke at være så pressede økonomisk?
11 Eduardo vidste at hvis han skulle gennemføre sin beslutning om at blive hos familien, måtte han passe på hvordan pengene blev brugt. Han og hans kone opstillede et budget baseret på hvad de reelt havde behov for. Det siger sig selv at budgettet var langt strammere end familien var vant til. Men alle samarbejdede og brugte ikke penge på ting der var unødvendige.b „For eksempel,“ siger Eduardo, „tog jeg mine børn ud af privatskole og fandt gode offentlige skoler til dem.“ Han og hans familie bad om at han måtte finde et job der ikke greb ind i deres åndelige rutine. Hvordan besvarede Jehova deres bønner?
12, 13. Hvilke praktiske skridt tog Eduardo for at kunne forsørge sin familie, og hvordan velsignede Jehova hans beslutning om at leve enkelt?
12 „I de første to år holdt vi kun lige skindet på næsen,“ fortæller Eduardo. „Min opsparing svandt ind, min lille indtægt dækkede ikke altid udgifterne, og jeg var meget træt. Men vi kunne komme til alle møderne og gå i tjenesten sammen.“ Eduardo besluttede at han ikke engang ville overveje at tage imod job der ville holde ham væk fra hans familie i måneder eller år ad gangen. „I stedet,“ fortæller han, „lærte jeg at udføre forskellige job. Så når jeg ikke kunne få én type arbejde, kunne jeg tage et andet job.“
13 Eftersom Eduardo var nødt til at afdrage sin gæld over længere tid, måtte han betale mere i rente af de penge han havde lånt. Men han regnede det for en lille pris for at kunne være sammen med sin familie, sådan som Jehova ønsker det. „Jeg tjener nu mindre end 10 procent af hvad jeg tjente i udlandet,“ siger Eduardo, „men vi sulter ikke. ’Jehovas hånd er ikke for kort.’ Faktisk besluttede vi at blive pionerer. Interessant nok mindskedes det økonomiske pres derefter, og det blev meget lettere at få dækket vores materielle behov.“ — Es. 59:1.
HVORDAN MAN MODSTÅR PRES FRA SLÆGTNINGE
14, 15. Hvordan kan en familie modstå presset til at sætte materielle ting før åndelige, og hvad kan deres gode eksempel føre til?
14 Mange steder føler man sig forpligtet til at give penge og gaver til slægtninge og venner. „Det er en del af vores kultur, og vi holder af at give,“ fortæller Eduardo, men han tilføjer: „Der er en grænse. Jeg forklarer taktfuldt mine slægtninge at jeg vil give så meget jeg kan, men at det ikke må blive på bekostning af min families åndelige behov og rutine.“
15 Mange der vælger at blive hos deres familie i stedet for at tage arbejde i udlandet, eller som vælger at flytte hjem igen, bliver mødt med vrede, foragt og skuffelse fordi deres slægtninge havde set dem som forsørgere. Nogle kalder dem endda ukærlige. (Ordsp. 19:6, 7) „Men,“ siger Eduardos datter Anna, „når vi nægter at ofre åndelige ting for materielle ting, vil nogle af vores slægtninge måske med tiden indse hvor vigtigt vores kristne liv er. Men hvordan skal de nogen sinde forstå det hvis vi giver efter for deres krav?“ — Jævnfør 1 Peter 3:1, 2.
STOL PÅ GUD
16. (a) Hvordan kunne man ’føre sig selv bag lyset’? (Jak. 1:22) (b) Hvilke beslutninger velsigner Jehova?
16 Da en søster kom til et mere velstående land uden sin mand og sine børn, sagde hun til de ældste: „Vi har bragt store ofre for at jeg kunne komme her. Min mand måtte endda holde op som ældste. Så jeg håber virkelig at Jehova vil velsigne at jeg er flyttet.“ Jehova velsigner altid beslutninger der er baseret på tillid til ham, men hvordan kan han velsigne en beslutning der går imod hans vilje og måske endda indebærer at man unødigt giver afkald på tjenesteprivilegier? — Læs Hebræerne 11:6; 1 Johannes 5:13-15.
17. Hvorfor skal vi søge Jehovas ledelse inden vi træffer beslutninger, og hvordan kan vi gøre det?
17 Søg Jehovas ledelse inden du træffer beslutninger og forpligter dig, ikke bagefter. Bed om hellig ånd, visdom og vejledning. (2 Tim. 1:7) Spørg dig selv: ’Under hvilke omstændigheder er jeg villig til at adlyde Jehova? Selv under forfølgelse?’ Hvis du er det, er du så også villig til at adlyde ham når det kan betyde at du må sænke din levestandard? (Luk. 14:33) Bed de ældste om bibelske råd, og vis din tro og din tillid til Jehovas løfte om at han vil hjælpe dig. De ældste kan ikke tage beslutningerne for dig, men de kan hjælpe dig til at træffe valg der i det lange løb vil føre til lykke. — 2 Kor. 1:24.
18. Hvem har ansvaret for at forsørge en familie, men hvilke situationer kan give andre mulighed for at hjælpe?
18 Jehova har givet familieoverhovedet den „ansvarsbyrde“ at sørge for familiens daglige behov. Vi bør rose og bede for dem der lever op til dette ansvar uden at rejse fra deres kone og børn, til trods for presset og fristelsen til at gøre det. Uventede situationer, som for eksempel katastrofer og sygdom, giver os mulighed for at vise hinanden ægte kristen kærlighed og medfølelse. (Gal. 6:2, 5; 1 Pet. 3:8) Kan du hjælpe økonomisk i en krisesituation eller hjælpe en trosfælle til at finde arbejde lokalt? Så behøver han eller hun måske ikke at føle sig tvunget til at forlade familien for at finde arbejde. — Ordsp. 3:27, 28; 1 Joh. 3:17.
HUSK AT JEHOVA ER DIN HJÆLPER!
19, 20. Hvorfor kan kristne være sikre på at Jehova vil hjælpe dem?
19 Bibelen tilskynder os: „Lad jeres levevis være fri for kærlighed til penge, idet I er tilfredse med det der er for hånden; for [Gud] har sagt: ’Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.’ Vi kan derfor være ved godt mod og sige: ’Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?’“ (Hebr. 13:5, 6) Hvordan virker dette i praksis?
20 „Folk kommenterer ofte hvor glade Jehovas Vidner er,“ siger en ældstebror i et udviklingsland. „De bemærker også at selv fattige Vidner altid er pænt klædt og ser ud til at være bedre stillet end andre.“ Det stemmer med Jesu løfte til dem der sætter Riget først. (Matt. 6:28-30, 33) Ja, din himmelske Far, Jehova, elsker dig og ønsker kun det bedste for dig og dine børn. „Hvad Jehova angår, hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ (2 Krøn. 16:9) Han har givet os sine bud — også dem der har med familielivet og de materielle behov at gøre — for at hjælpe os. Når vi følger dem, viser vi at vi elsker ham og stoler på ham. „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ — 1 Joh. 5:3.
21, 22. Hvorfor er du besluttet på at vise din tillid til Jehova?
21 „Jeg ved at jeg aldrig kan få den tid jeg var væk fra min kone og mine børn, tilbage,“ siger Eduardo, „men det er ikke noget jeg går og dvæler ved. Mange af mine gamle kolleger er rige men ulykkelige. Deres familier har store problemer. Men vores familie er lykkelig! Og jeg er imponeret over at se hvordan andre brødre her i landet, selvom de er fattige, sætter det åndelige først i deres liv. Vi erfarer alle sandheden i Jesu løfte.“ — Læs Mattæus 6:33.
22 Vær ved godt mod! Vælg at adlyde Jehova og stole på ham. Lad din kærlighed til Gud, til din ægtefælle og til dine børn motivere dig til at leve op til dit ansvar over for din familie. Så vil du mærke at ’Jehova er din hjælper’.
a Navnene er ændret.
b Se „Hvordan man får styr på pengene“ i Vågn op! for september 2011.