Sæt pris på dem der er „gaver i form af mennesker“
’Agt på dem som slider i det iblandt jer, og vis dem en ganske særlig opmærksomhed på grund af deres arbejde.’ — 1 THESSALONIKER 5:12, 13.
1. Hvordan virker det ifølge Apostelgerninger 20:35 når man giver gaver? Belys med et eksempel.
„DER er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Kan du huske sidste gang du fik bekræftet at disse ord af Jesus er sande? Det skete måske da du forærede en du holder meget af, en gave. Du havde måske udsøgt gaven med omhu fordi du ville give noget som vedkommende ville sætte pris på. Det er dejligt at se modtagerens ansigt stråle af glæde. At give med det rette motiv er et udtryk for kærlighed, og denne kærlighed medfører lykke.
2, 3. (a) Hvorfor kan ingen være lykkeligere end Jehova, og hvorfor glædes hans hjerte over de „gaver i form af mennesker“ han har givet? (b) Hvad ønsker vi ikke at gøre med Guds gaver?
2 Hvem kan da være lykkeligere end Jehova, giveren af „enhver god gave“? (Jakob 1:17; 1 Timoteus 1:11) Alle hans gaver er givet i kærlighed. (1 Johannes 4:8) Det gælder ikke mindst de „gaver i form af mennesker“ som Gud gennem Kristus har givet menigheden. (Efeserne 4:8) Ordningen med ældste der tager sig af hjorden, er et udtryk for Guds dybe kærlighed til sit folk. Disse mænd er omhyggeligt udvalgt efter bibelske kriterier. (1 Timoteus 3:1-7; Titus 1:5-9) De er sig bevidst at de skal „behandle hjorden skånsomt“, så hjorden har grund til at være taknemmelig for sine kærlige hyrder. (Apostelgerninger 20:29; Salme 100:3) Det glæder Jehovas hjerte at se at hans hjord nærer denne taknemmelighed. — Ordsprogene 27:11.
3 Vi ønsker ikke at kaste vrag på Guds gaver eller at være utaknemmelige. Det vil derfor være på sin plads at stille følgende to spørgsmål: Hvordan bør de ældste betragte deres opgave i menigheden? Og hvordan kan hjorden som et hele vise påskønnelse af disse „gaver i form af mennesker“?
’Vi er jeres medarbejdere’
4, 5. (a) Hvad sammenligner Paulus menigheden med, og hvilke lighedspunkter er der? (b) Hvad lærer Paulus’ sammenligning os om hvordan vi bør betragte og behandle hinanden?
4 Jehova har overdraget de ældste han har givet som „gaver i form af mennesker“, en vis myndighed i menigheden. De ældste ønsker naturligvis ikke at misbruge deres myndighed, men de ved at det let kan ske for ufuldkomne mennesker. Hvordan bør de da betragte sig selv i forhold til resten af hjorden? Det belyser apostelen Paulus. Efter at have begrundet hvorfor Gud har givet „gaver i form af mennesker,“ skriver han: „Lad os i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus. Det er ud fra ham at hele legemet, ved at være harmonisk sammenføjet og bragt til at samarbejde gennem hvert medvirkende led i overensstemmelse med den virksomhed som hvert enkelt medlem efter sit mål udfolder, bidrager til legemets vækst, så det opbygger sig selv i kærlighed.“ (Efeserne 4:15, 16) Paulus sammenligner altså menigheden, inklusive de ældste, med et legeme. Som vi skal se, er der flere lighedspunkter.
5 Et legeme er sammensat af mange forskellige dele, men har kun ét hoved. Men ingen del, ikke den mindste muskel, nerve eller åre, er overflødig. Hver del er værdifuld og bidrager til at hele legemet er sundt og godt. På samme måde består menigheden af mange forskellige personer, men alle — både børnene, de voksne, de raske og de syge — kan hver især bidrage til hele menighedens åndelige sundhed og velfærd. (1 Korinther 12:14-26) Ingen bør føle sig for ubetydelig til at kunne yde noget væsentligt. Naturligvis er der heller ingen der bør gå til den modsatte yderlighed og føle sig overlegen, for alle, både hyrder og ’får’, er lemmer på legemet, som kun har ét hoved, nemlig Kristus. Det er en tiltalende skildring Paulus giver af den kærlighed, omsorg og respekt vi bør vise hinanden. Erkendelsen af at det forholder sig således, hjælper ældste til at være beskedne og have et ligevægtigt syn på deres plads i menigheden.
6. Hvordan viste Paulus at han trods sin myndighed som apostel var ydmyg?
6 Disse „gaver i form af mennesker“ forsøger ikke at herske over deres trosfællers liv eller tro. Paulus havde myndighed som apostel, men skrev ydmygt til korintherne: „Ikke at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde, for det er ved jeres tro I står.“ (2 Korinther 1:24) Paulus mente ikke at det tilkom ham at bestemme over sine brødres tro og livsførelse. Han anså det faktisk for unødvendigt, for han gav udtryk for at han havde tillid til at de allerede var trofaste mænd og kvinder som befandt sig i Jehovas organisation fordi de gerne ville gøre det rette. Han sagde i virkeligheden om sig selv og sin rejsefælle Timoteus: ’Det er vores opgave at samarbejde med jer om at tjene Gud med glæde.’ (2 Korinther 1:1) Det var et udtryk for ægte ydmyghed.
7. Hvad forstår ydmyge ældste vedrørende deres opgave i menigheden, og hvilken tillid nærer de til deres ’medarbejdere’?
7 Nutidens „gaver i form af mennesker“ har ligeledes til opgave at være ’medarbejdere på vores glæde’. Ydmyge ældste forstår at det ikke er dem der skal afgøre hvor meget andre kan yde i tjenesten for Gud. De ved at de kan opmuntre andre til at forøge eller forbedre deres tjeneste, men at tjenesten for Gud bør udspringe af et villigt hjerte. (Jævnfør Andet Korintherbrev 9:7.) De nærer den tillid at glade ’medarbejdere’ vil gøre alt hvad de kan. Derfor ønsker de at hjælpe deres brødre til at ’tjene Jehova med fryd’. — Salme 100:2.
Hjælp alle til at tjene med glæde
8. Nævn nogle måder hvorpå ældste kan hjælpe deres brødre til at tjene Jehova med glæde.
8 I ældste, hvordan kan I hjælpe jeres brødre til at tjene med glæde? I kan opmuntre dem med jeres eksempel. (1 Peter 5:3) Lad brødrene se at I er nidkære og glade for tjenesten; det vil motivere andre til at efterligne jer. Giv ros for en helhjertet indsats. (Efeserne 4:29) Venlig og oprigtig ros får brødrene til at føle at de er til nytte og gør gavn, så de ønsker at gøre deres bedste i tjenesten for Gud. Drag ikke ufordelagtige sammenligninger. (Galaterne 6:4) Sådanne sammenligninger virker i regelen mere nedslående end opmuntrende. Man må også huske at Jehovas tjenere er forskellige, og at omstændigheder og evner varierer fra den ene til den anden. Gør som Paulus: Giv udtryk for tillid til jeres brødre. Kærligheden „tror alt“, så det er rigtigt at tro at vore brødre elsker Gud og ønsker at behage ham. (1 Korinther 13:7) Når man viser andre ære, får man det bedste frem i dem. (Romerne 12:10) Vær forvissede om at de fleste med glæde vil gøre alt hvad de formår, i tjenesten for Gud når de bliver opmuntret og styrket til det. — Mattæus 11:28-30.
9. Hvordan vil en ældste se på sine medældste hvis han skal tjene med glæde?
9 Hvis de ældste ydmygt betragter sig som ’medarbejdere’, hjælper det dem til selv at tjene med glæde og sætte pris på de særlige gaver som deres medældste har fået. Hver ældste har sine særlige fortrin og evner som han kan berige menigheden med. (1 Peter 4:10) En har måske særlige anlæg for at undervise, mens en anden kan være en dygtig organisator. En tredje er måske ualmindelig let at tale med fordi han er så venlig og forstående. Ingen ældste besidder alle gaver. Er en ældste der for eksempel udmærker sig som lærer, mere værd end andre ældste? Nej. (1 Korinther 4:7) Der er imidlertid ingen grund til at misunde andre deres færdigheder eller føle sig utilstrækkelig når en anden ældste bliver rost for det han udretter. Husk at du selv har evner som Jehova ser hos dig. Han kan hjælpe os hver især til at udvikle disse evner og benytte dem til gavn for vore brødre. — Filipperne 4:13.
’Vær lydige og føjelige’
10. Hvorfor er det på sin plads at vise taknemmelighed for de „gaver i form af mennesker“ Jehova har givet os?
10 Det er selvsagt på sin plads at sige tak for en gave. „Vis jer taknemmelige,“ står der i Kolossenserbrevet 3:15. Hvordan viser vi da vores taknemmelighed for de kostbare „gaver i form af mennesker“ som Jehova har givet os? Vi er naturligvis først og fremmest taknemmelige mod Jehova, den gavmilde Giver. Men hvordan kan vi vise at vi påskønner dem der er „gaver i form af mennesker“?
11. (a) Hvordan kan vi vise værdsættelse af disse „gaver i form af mennesker“? (b) Hvad ligger der i udtrykkene „vær lydige“ og „vær føjelige“?
11 Vi kan vise vores værdsættelse af disse „gaver i form af mennesker“ ved villigt at følge deres bibelske vejledning og respektere de afgørelser de træffer. Bibelen giver følgende råd: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; sørg for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for det ville være til skade for jer.“ (Hebræerne 13:17) Bemærk at vi ikke kun skal være „lydige“, men også „føjelige“, over for dem der fører an. Det græske ord der er gengivet med „vær føjelige“, betyder ordret „giv efter under“. I en kommentar til udtrykkene „vær lydige“ og „vær føjelige“ skriver bibelforskeren R. C. H. Lenski: „Man adlyder når man samtykker i det man bliver bedt om at gøre, og er overbevist om det rigtige og gavnlige i det, hvorimod man giver efter . . . når man har en anden mening.“ Når vi forstår og bifalder en anvisning fra dem der fører an, er det let at adlyde. Men hvordan stiller vi os når vi ikke forstår hvad der ligger til grund for en bestemt afgørelse?
12. Hvorfor bør vi også være føjelige eller ’give efter’ selv om vi ikke helt forstår hvad der ligger til grund for en bestemt afgørelse?
12 I en sådan situation kan det være nødvendigt at være føjelig, at ’give efter’. Hvorfor? Først og fremmest fordi vi kan stole på at disse åndeligt kvalificerede mænd vil os det bedste. De ved jo at de skal stå Jehova til regnskab for den hjord der er betroet i deres omsorg. (Jakob 3:1) Desuden bør vi huske at vi måske ikke kender alle de fortrolige oplysninger der ligger til grund for deres velovervejede afgørelse. — Ordsprogene 18:13.
13. Hvad kan motivere os til føjeligt at acceptere de afgørelser et dømmende udvalg har truffet?
13 Er vi også føjelige når det drejer sig om de afgørelser et dømmende udvalg har truffet? Det kan være svært, især hvis en nær ven eller et familiemedlem bliver udstødt. Også i den situation er det klogt at være føjelig og acceptere den afgørelse der er truffet af de „gaver i form af mennesker“ som Gud har givet os. De er i stand til at se mere objektivt på sagen end vi er, og de kender sikkert omstændighederne bedre end vi gør. Det er ofte med tungt hjerte de beslutter at udstøde, og det er et alvorligt ansvar at ’dømme for Jehova’. (2 Krønikebog 19:6) De viser al den barmhjertighed der er rum for, idet de husker at Gud er „rede til at tilgive.“ (Salme 86:5) Men det påhviler dem også at bevare menigheden ren, og Bibelen påbyder dem at bortvise forhærdede overtrædere. (1 Korinther 5:11-13) I mange tilfælde accepterer overtræderen afgørelsen. Det kan være netop den tugt der skal til for at bringe ham til fornuft. Hvis de som står ham nær, føjeligt tager afgørelsen til indtægt, kan de derved hjælpe ham til at få gavn af tugten. — Hebræerne 12:11.
’Vis dem en ganske særlig opmærksomhed’
14, 15. (a) Hvorfor fortjener de ældste at vi viser dem opmærksomhed, ifølge Første Thessalonikerbrev 5:12, 13? (b) Hvorfor kan det siges at mange ældste ’slider i det iblandt os’?
14 Vi kan også give udtryk for vores værdsættelse af disse „gaver i form af mennesker“ ved at være betænksomme og vise dem opmærksomhed. I et brev til menigheden i Thessalonika anmodede Paulus de kristne om at ’agte på dem som sled i det iblandt dem og præsiderede iblandt dem i Herren og formanede dem, og . . . vise dem en ganske særlig opmærksomhed på grund af deres arbejde’. (1 Thessaloniker 5:12, 13) Ser vi ikke netop de opofrende ældste slide i det og uselvisk give af sig selv til gavn for os? Lad os se på hvor stor en byrde disse afholdte brødre bærer.
15 Mange af dem har kone og børn som de må arbejde hårdt for at forsørge. (1 Timoteus 5:8) Hvis en ældste har børn, har de brug for hans tid og opmærksomhed. Han hjælper dem måske med lektierne og må også sørge for at planlægge en række sunde aktiviteter som kan give dem afløb for noget af deres ungdoms energi. (Prædikeren 3:1, 4) Han prioriterer med rette familiens åndelige behov højt og leder planmæssigt et familiestudium over Bibelen; han arbejder sammen med sin familie i tjenesten og tager den med til de kristne møder. (5 Mosebog 6:4-7; Efeserne 6:4) Lad os ikke glemme at en ældste ikke kun har disse pligter tilfælles med mange af os, men desuden skal forberede indlæg til møderne, aflægge hyrdebesøg, fremme menighedens åndelige trivsel og, om nødvendigt, være med i udvalgssager. Nogle bærer ekstra ansvarsbyrder i forbindelse med kreds- og områdestævner, rigssalsbyggerier og Kontaktudvalg til Hospitaler. Sådanne brødre „slider i det“.
16. Beskriv hvordan vi kan vise de ældste opmærksomhed.
16 Hvordan kan vi vise dem opmærksomhed? Et ordsprog i Bibelen siger: „Hvor er det godt med et ord i rette tid!“ (Ordsprogene 15:23; 25:11) Vi kan give oprigtigt udtryk for at vi påskønner dem, og derved vise at vi ikke tager deres slid for givet. Vi bør også være rimelige i vore forventninger til dem. På den ene side bør vi føle os fri til at bede dem om hjælp, især hvis vi er alvorligt bekymrede og trænger til opmuntringsord fra Bibelen eller gode råd fra dem der er ’egnede til at undervise’ i Guds ord. (Salme 55:4; 1 Timoteus 3:2) På den anden side må vi huske at en ældste ikke har ubegrænset tid tilovers hvis han ikke skal forsømme sin familie eller andre i menigheden. Vi bør vise disse flittige brødre „medfølelse“ og ikke lægge unødigt beslag på dem. (1 Peter 3:8) Lad os værdsætte den tid og opmærksomhed de med rimelighed kan ofre på os. — Filipperne 4:5.
17, 18. Hvilke ofre bringer mange søstre hvis mænd er ældste, og hvordan kan vi vise at vi ikke underkender disse trofaste søstres afsavn?
17 Fortjener de søstre hvis mænd er ældste, ikke også vores opmærksomhed? Faktisk deler de jo deres mænd med menigheden og bringer på den måde mange ofre. Fra tid til anden må de ældste bruge aftentimer på menighedsanliggender, tid de ellers kunne have tilbragt sammen med familien. Mange trofaste kristne kvinder bringer beredvilligt sådanne ofre så deres mænd kan tage sig af Jehovas ’får’. — Jævnfør Andet Korintherbrev 12:15.
18 Hvordan kan vi vise at vi ikke underkender disse trofaste søstres afsavn? Ved ikke at trække urimelige veksler på deres mænd. Lad os heller ikke glemme hvad en påskønnende bemærkning kan udrette. I Ordsprogene 16:24 står der: „Liflige ord er en bikage med honning, søde for sjælen og lægedom for knoglerne.“ Det bekræfter følgende hændelse: Efter et møde ville et ægtepar gerne tale med en ældstebroder om deres teenagesøn. Imens ventede hans kone tålmodigt. Bagefter gik moderen hen til ældstebroderens kone og sagde: „Jeg vil gerne sige dig tak fordi din mand brugte tid på at hjælpe min familie.“ Det glædede ældstebroderens kone at høre denne enkle og betænksomme tak.
19. (a) Hvad lever de ældste som et hele op til? (b) Hvad bør vi alle være besluttede på?
19 Ordningen med ældste der fører tilsyn med hjorden, er en af Jehovas ’gode gaver’. (Jakob 1:17) Disse brødre er selvfølgelig ikke fuldkomne, men begår fejl ligesom alle andre. (1 Kongebog 8:46) Men som et hele lever menighedernes ældste trofast op til det der var Jehovas hensigt med denne ordning, idet de bringer hjorden i den rette tilstand, opbygger den, fremmer dens enhed og beskytter den. Måtte hver enkelt ældste være besluttet på fortsat at røgte Jehovas får med nænsomhed og derved være en god gave til sine brødre. Og lad os alle være besluttede på at påskønne disse „gaver i form af mennesker“ ved at være lydige og føjelige over for dem og kærligt vise dem opmærksomhed for deres slid. Vi har rigelig grund til at være Jehova taknemmelige fordi han så kærligt har givet os mænd der ser det som deres opgave at hjælpe hjorden til at tjene Gud med glæde.
Hvad vil du svare?
◻ Hvilken lighed er der mellem menigheden og menneskelegemet?
◻ Hvordan kan ældste hjælpe deres brødre til at tjene Jehova med glæde?
◻ Hvorfor bør vi ikke kun være lydige, men også føjelige, over for dem der fører an?
◻ Hvordan kan vi vise de ældste opmærksomhed?
[Illustration på side 16]
Ældste bør give ros for en helhjertet indsats
[Illustration på side 17]
Ældste kan ved deres nidkære eksempel i tjenesten hjælpe deres familie og andre til at tjene med glæde
[Illustrationer på side 18]
Vi værdsætter vore ældste der slider i det