DOVENSKAB

Uvilje mod at arbejde; ulyst til at bestille noget; ugidelighed; ladhed; dorskhed; dvaskhed. Det hebraiske udsagnsord ‛atsalʹ betyder „at være træg“. (Dom 18:9) Det tilsvarende tillægsord gengives med „doven“. (Ord 6:6) Det græske ord oknērosʹ betyder „doven, lad“. (Mt 25:26; Ro 12:11, Int) Et andet græsk ord, nōthrosʹ, betyder „sløv“. — He 5:11; 6:12.

Jehova og hans søn hader dovenskab. Jesus sagde: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ (Joh 5:17) Hele vejen igennem Bibelen advares den dovne, og dovenskab fordømmes.

Den dovnes tanker. Den dovne beskrives i Ordsprogenes Bog. Først forestiller han sig alle mulige forhindringer for at retfærdiggøre over for sig selv at han ikke går i gang med noget som skal gøres. „Den dovnes vej er som en tornehæk.“ (Ord 15:19) Han ser opgaven som en vej der er fyldt med torne og meget ufremkommelig. Derefter kommer han med latterlige undskyldninger for sin ladhed. Han siger: „Der er en løve på gaden! Jeg bliver myrdet midt på torvene!“ idet han tillægger arbejdet en fare som i virkeligheden ikke eksisterer. (Ord 22:13) Ofte er dovenskab forbundet med fejhed, det at man frygtsomt viger tilbage. (Mt 25:26, fdn.; 2Ti 1:7) Selv om den dovne bliver vejledt og tilskyndet af andre, bliver han blot liggende og vender sig på sit leje, ligesom en dør der „drejer sig på sin tap“. Han er endda for doven til at spise. „Den dovne har stukket sin hånd i fadet; han er for træt til at føre den tilbage til munden.“ — Ord 26:14, 15; 19:24.

Ikke desto mindre tror han i sit selvbedrag at han bedømmer tingene rigtigt. Han hengiver sig til besnærende tanker og forestillinger. Han mener måske at han ikke kan tåle at arbejde, at han ikke har helbred til det, eller at han er for træt til det. Han synes måske at samfundet har pligt til at sørge for ham, eller han udskyder det der skal gøres, til „i morgen“. (Ord 20:4) Uanset hvor lidt han har gjort, vil han synes at han har gjort nok, lige så meget som enhver anden. Skønt alle der arbejder flittigt, kunne give et fornuftigt svar på hans argumenter, er han ’visere i sine egne øjne’, idet han mener at det er dem der er tåbelige når de anstrenger sig og forsøger at tilskynde ham til at gøre det samme. — Ord 26:13-16.

Den dovne afholder sig ikke fra at arbejde fordi han er ’tilfreds med føde og klæder’. (1Ti 6:6-8) Nej, han ønsker sig noget, og som regel drejer hans ønsker sig om langt mere end føde og klæder. „Den dovne begærer, men hans sjæl får intet.“ (Ord 13:4) Desuden har han ingen respekt for sine medmennesker og tager intet hensyn til dem, men er villig til at lade andre gøre arbejdet for sig og endda at lade dem skaffe ham de ting han ønsker. — Ord 20:4.

Dovenskabens løn. Den dovne forestiller sig måske at han altid kan gøre tingene senere, men pludselig indhentes han af lønnen for sin dovenskab, og da er det for sent, for der siges til ham: „Sove lidt mere, slumre lidt mere, ligge lidt mere med foldede hænder — og som en landstryger kommer din fattigdom, og din armod som en bevæbnet mand.“ — Ord 6:9-11.

Følgende beskrivelse af den dovnes situation gælder uanset om den forstås bogstaveligt eller billedligt: „Jeg gik forbi en doven mands mark og forbi en vingård som tilhørte et menneske der manglede et forstandigt hjerte, og se, alt hvad der voksede var ukrudt. Overfladen var dækket af nælder, og stengærdet var revet ned.“ „Ved udpræget dovenskab synker bjælkeværket sammen, og ved hændernes ladhed bliver huset utæt.“ — Ord 24:30, 31; Præ 10:18.

Enhver som antager en doven mand eller lader sig repræsentere af ham, vil uvægerlig komme ud for skuffelser og ærgrelser og vil lide tab, for „som eddike for tænderne og røg for øjnene, sådan er den dovne for dem der sender ham“. — Ord 10:26.

Den lades dovenskab vil i sidste ende få alvorlige følger for ham selv, for „den dovnes begær sender ham i døden“. Han begærer noget han ikke fortjener, eller noget som er uret. Han kan ødelægge sig selv i sit forsøg på at opnå det. I hvert fald vil hans begær og dovenskab vende ham bort fra Gud, som er livets kilde. — Ord 21:25.

En kristen som er doven, lader sig ikke lede af Guds ånd, som virker opflammende. (Apg 18:25) I stedet for at opdyrke åndens frugt giver han efter for kødets ønsker og bringer sig selv i vanskeligheder. Snart vil han være at finde blandt dem der „vandrer uordentligt“, og som „slet ikke arbejder men blander sig i hvad der ikke vedkommer dem“. — 2Ts 3:11.

Hvordan dovenskab betragtes i den kristne menighed. I menigheden i det 1. århundrede blev der indført den ordning at man ydede materiel hjælp til trængende medlemmer, især enker. Det lader til at nogle af de yngre enker gav udtryk for at de gerne ville bruge deres frihed til at yde en nidkær indsats i den kristne tjeneste. (Jf. 1Kor 7:34.) Nogle fik åbenbart materiel hjælp. Men i stedet for at bruge den større frihed og den ekstra tid de således fik til rådighed, til noget godt, blev de uvirksomme og ubeskæftigede, og de begyndte at løbe omkring i hjemmene. De løb med snak og blandede sig i andres sager idet de talte om ting de ikke burde. Af den grund instruerede apostelen Paulus tilsynsmanden Timoteus om ikke at sætte sådanne enker på listen over dem der kunne modtage hjælp, men at han skulle råde dem til at gifte sig og bruge deres energi og evner på at opdrage børn og passe et hjem. — 1Ti 5:9-16.

Med hensyn til den materielle hjælp der ydedes i den kristne menighed, gjaldt den bibelske regel: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ (2Ts 3:10) Familiens overhoved skulle sørge for sin husstand, og hustruen måtte ikke spise „ladheds brød“. — Ord 31:27; 1Ti 5:8.

Undgå dovenskab med hensyn til studium og tjeneste. De kristne advares imod at være dovne med hensyn til at studere og tilegne sig en dybere forståelse af Guds hensigter og med hensyn til at deltage i den kristne tjeneste. Apostelen Paulus irettesatte nogle kristne hebræere som ikke gjorde fremskridt, idet han sagde: „I er blevet sløve [nōthroiʹ] til at høre. For skønt I burde være lærere i betragtning af den tid der er gået, trænger I på ny til at nogen underviser jer fra begyndelsen i de elementære ting i Guds hellige udsagn; og I er kommet dertil at I trænger til mælk, ikke til fast føde.“ (He 5:11, 12) Han gav også denne formaning: „Vær ikke nølende [oknēroiʹ] i jeres iver. Vær brændende i ånden.“ — Ro 12:11.

Jesus forudsagde at der ville være en skare mennesker som gjorde krav på at være hans tjenere, men som ville blive dovne og onde så de ikke arbejdede for at fremme Herrens interesser på jorden. Når Herren kom igen, ville han fratage dem det de havde fået betroet, og de ville, som en ’uduelig træl’, blive kastet „ud i mørket udenfor“. — Mt 25:18, 24-30.