URIM OG TUMMIM

Genstande hvormed man fandt frem til Guds vilje når spørgsmål af national betydning krævede et svar fra Jehova.

Som berettet i 3 Mosebog 8:8 lagde Moses Urim og Tummim i brystskjoldet efter at have givet Aron det på. Det hebraiske forholdsord der her er oversat med „i“, kan også gengives „på“. Det samme ord anvendes dog i 2 Mosebog 25:16, hvor der er tale om at de to stentavler skal lægges i pagtens ark. (2Mo 31:18) Nogle er imidlertid af den opfattelse at Urim og Tummim var de 12 sten der var fæstet til (eller på) brystskjoldet. At dette ikke er tilfældet, fremgår af at Aron ved præsternes indsættelsesceremoni fik det færdige brystskjold med de 12 påsyede sten på, hvorefter Urim og Tummim blev lagt i det. En sammenligning med 2 Mosebog 28:9, 12, 30 tilbageviser endvidere teorien om at Urim og Tummim var de to onykssten som var anbragt på skulderstykkerne af ypperstepræstens efod. (2Mo 28:9-14) Der var åbenbart tale om noget andet.

Anvendelse. Bestemmelsen angående Urim og Tummin lød på at de skulle være „over Arons hjerte“ når han ’gik ind for Jehovas ansigt’, hvilket uden tvivl betød at han skulle stå i Det Hellige, foran forhænget til Det Allerhelligste, når han ville rådspørge Jehova. At Urim og Tummim befandt sig „over Arons hjerte“, tyder på at de lå i den fold eller lomme der opstod ved at stoffet til brystskjoldet var lagt dobbelt. De skulle bruges i forbindelse med „Israels sønners retskendelser“ og blev taget i anvendelse når folkets ledere og følgelig også folket selv havde behov for et svar fra Jehova på et vigtigt spørgsmål. Jehova, Israels Lovgiver, ville give ypperstepræsten et svar som viste hvilken handlemåde der var den rette i en given situation. — 2Mo 28:30.

Da Ebjatar kom til David efter at være undsluppet nedslagtningen af præsterne i Nob, under hvilken hans fader døde, medbragte han en efod, og David opfordrede ham til at bruge Urim og Tummim. Det var åbenbart den efod der tilhørte ypperstepræsten. — 1Sa 22:19, 20; 23:6-15.

Kan have været lodder. Beskrivelsen af de tilfælde hvor Jehova blev rådspurgt ved hjælp af Urim og Tummim, synes at vise at spørgsmålet blev formuleret sådan at det kunne besvares med „ja“ eller „nej“, eller i hvert fald meget kort og præcist. I ét tilfælde (1Sa 28:6) omtales kun Urim, men Tummim er øjensynlig underforstået.

Flere bibelkommentatorer mener at Urim og Tummim var lodder. I James Moffatts oversættelse af 2 Mosebog 28:30 kaldes de „de hellige lodder“. Nogle antager at de bestod af tre dele; en med ordet „ja“ indskrevet, en med „nej“ og en uden indskrift. Lodderne blev udtrukket og gav dermed svaret på det rejste spørgsmål, medmindre det var det ubeskrevne lod der blev trukket; i et sådant tilfælde blev der ikke givet noget svar. Andre mener at de måske var to flade sten der var hvide på den ene side og sorte på den anden. Når de blev kastet, ville det betyde „ja“ hvis der vendte to hvide sider opad, to sorte sider ville betyde „nej“, og en sort og en hvid side ville betyde at der ikke var noget svar. Da Saul ved en lejlighed gennem præsten spurgte om han skulle foretage et angreb på filistrene, fik han ikke noget svar. Saul følte at nogen blandt hans mænd havde syndet, og bønfaldt Gud: „Israels Gud, giv Tummim!“ Saul og Jonatan blev udpeget blandt de tilstedeværende, og derefter blev der kastet lod mellem de to. I beretningen ser det ud som om anmodningen „giv Tummim“ var adskilt fra lodkastningen, men der synes dog at være en forbindelse. — 1Sa 14:36-42.

Forbandt kongedømmet og præstedømmet. I 5 Mosebog 33:8-10 er der tale om det aronitiske præsteskab idet der siges henvendt til Jehova: „Dine Tummim og dine Urim tilhører den mand der er loyal mod dig.“ Udtrykket „den mand der er loyal mod dig [Jehova]“ refererer måske til den loyalitet Levis stamme (hvorfra det aronitiske præsteskab kom) viste ved episoden med guldkalven. — 2Mo 32:25-29.

I sin visdom overgav Jehova Urim og Tummim til ypperstepræsten. Det betød at kongen i udstrakt grad blev afhængig af præsteskabet, og det forhindrede at for megen magt blev koncentreret hos kongen. Det gjorde det nødvendigt at kongen og præsteskabet samarbejdede. (4Mo 27:18-21) Jehova gjorde sin vilje kendt for Israel gennem sit skrevne ord og gennem profeter og drømme. Men det ser ud til at han kun anvendte profeter og drømme i særlige tilfælde, hvorimod ypperstepræsten med Urim og Tummim altid stod til rådighed for folket.

Ikke brugt efter 607 f.v.t. Ifølge den jødiske overlevering ophørte brugen af Urim og Tummim da Jerusalem og templet blev ødelagt i 607 f.v.t. af den babyloniske hær under kong Nebukadnezar. (Den Babyloniske Talmud, Sotah 48b) Denne overlevering finder støtte hos Ezra og Nehemias, som fortæller at nogle mænd som hævdede at være af præsteslægt, men som ikke kunne finde deres navne i de offentlige fortegnelser, fik at vide at de ikke måtte spise af det højhellige der var tilvejebragt til præsterne, før der fremstod en præst med Urim og Tummim. Men der siges intet om at de blev taget i anvendelse ved denne lejlighed, og derefter nævnes disse hellige genstande ikke mere i Bibelen. — Ezr 2:61-63; Ne 7:63-65.

Den større ypperstepræst rådspørger Jehova. I Paulus’ brev til hebræerne beskrives Jesus Kristus som den store kongepræst på Melkizedeks måde. (He 6:19, 20; 7:1-3) I Jesus Kristus er kongedømmet og præstedømmet forenet. Hans præstegerning blev forudskildret ved ypperstepræsten i fortidens Israel. (He 8:3-5; 9:6-12) Dommen over hele menneskeheden er lagt i denne ypperstepræsts hænder. (Joh 5:22) Alligevel sagde Jesus mens han befandt sig på jorden: „Det jeg siger til jer, siger jeg ikke ud fra mine egne ideer; men Faderen som forbliver i samhørighed med mig, gør sine gerninger“ (Joh 14:10), og: „Jeg [gør] intet af mig selv; men jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.“ (Joh 8:28) Han sagde også: „Hvis jeg alligevel dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen som har sendt mig er med mig.“ (Joh 8:16) I sin ophøjede stilling i himmelen, hvor han er gjort fuldkommen som ypperstepræst for evigt, vil han fortsat underlægge sig sin Fader og se hen til ham efter vejledning når han skal dømme. — He 7:28; jf. 1Kor 11:3; 15:27, 28.