Hvorfor rammes gode mennesker af ondt?

Eftersom Jehova Guda har skabt alle ting og er almægtig, mener mange at han er ansvarlig for alt hvad der sker på jorden, også de frygtelige ting. Men læg mærke til hvad Bibelen siger om den sande Gud:

• „Jehova er retfærdig på alle sine veje.“ — Salme 145:17.

• „Alle hans [Guds] veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ — 5 Mosebog 32:4.

• „Jehova er meget medfølende og barmhjertig.“ — Jakob 5:11.

Gud er ikke årsag til ondskab og lidelser. Men får han så andre til at begå ondskabsfulde handlinger? Nej, bestemt ikke. I Bibelen står der: „Lad ingen sige når han prøves: ’Jeg prøves af Gud.’“ Hvorfor ikke? Fordi „med ondt kan Gud ... ikke prøves, og selv prøver han ingen med noget ondt“. (Jakob 1:13) Gud prøver ikke nogen ved at få dem til at være onde. Han er ikke årsag til de frygtelige ting der sker, og han får heller ikke andre til at handle ondt. Hvem eller hvad er så skyld i at mennesker rammes af ondt?

En af grundene til at mennesker lider, finder vi i Bibelen, hvor der står: „Tid og tilfælde berører dem alle.“ (Prædikeren 9:11) En afgørende faktor for om man bliver ramt af en ulykke eller ej, er hvor man befinder sig når den indtræffer. For næsten 2000 år siden talte Jesus om en ulykke hvor 18 mennesker omkom da et tårn faldt ned over dem. (Lukas 13:1-5) Det var ikke den måde de havde levet deres liv på, der var årsagen til at de blev ofre for denne ulykke; de befandt sig simpelt hen under tårnet da det ved en tilfældighed styrtede sammen. Her i nyere tid, i januar 2010, blev Haiti ramt af et jordskælv. Ifølge myndighederne i landet mistede over 300.000 livet. Alle disse mennesker døde uanset hvem de var, og hvordan de var. Sygdom er også noget der kan ramme alle til hver en tid.

Nogle vil måske spørge: ’Kunne Gud ikke forhindre sådanne forfærdelige ting i at ske? Kunne han ikke beskytte gode mennesker mod ulykker?’ Hvis Gud skulle gribe ind i forholdene på den måde, måtte han have kendskab til tragedierne inden de indtraf. Gud kan forudse fremtiden, men spørgsmålet er: Vælger han at gøre ubegrænset brug af sin evne til på forhånd at kende til sådanne ting? — Esajas 42:9.

Bibelen siger: „Gud er i himmelen; alt hvad han har lyst til, det gør han.“ (Salme 115:3) Jehova gør det han finder nødvendigt — ikke alt hvad han er i stand til. Det gælder også hvad han vælger at vide på forhånd. Efter at ondskaben var blevet udbredt i oldtidsbyerne Sodoma og Gomorra, sagde Gud for eksempel til patriarken Abraham: „Jeg vil nu gå ned og se om de handler helt sådan som skriget der er kommet til mig over den fortæller, og hvis ikke, kan jeg få det at vide.“ (1 Mosebog 18:20, 21) For en tid valgte Jehova ikke at kende omfanget af ondskaben i disse byer. Han kan altså vælge ikke at vide alt på forhånd. (1 Mosebog 22:12) Det er på ingen måde et udtryk for at han er ufuldkommen eller svag. Eftersom Guds „gerning er fuldkommen“, er hans brug af sin evne til at forudse fremtiden altid i balance med hans hensigt; han tvinger aldrig nogen til at følge en bestemt kurs.b (5 Mosebog 32:4, da. aut.) Hvad kan vi konkludere af det? At Gud gør selektiv brug af sin forudviden.

Mennesker er selv delvis skyld i at der findes ondskab. Læg mærke til Bibelens beskrivelse af en proces der kan føre til skadelige handlinger. „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd; og når synden er fuldbyrdet, frembringer den død.“ (Jakob 1:14, 15) Når mennesker fører deres forkerte ønsker ud i livet eller giver efter for et uret begær, vil det uvægerligt få dårlige konsekvenser for dem selv. (Romerne 7:21-23) Historien viser at folk har begået grufulde handlinger og været skyld i ufattelige lidelser. Dertil kommer at onde mennesker kan øve en dårlig indflydelse på andre og derved øge ondskaben på jorden. — Ordsprogene 1:10-16.

Burde Gud gribe ind og hindre folk i at handle ondt? Tænk over hvordan vi er skabt. Bibelen siger at Gud skabte mennesket i sit billede, det vil sige i hans lighed. Derfor kan mennesker genspejle hans egenskaber. (1 Mosebog 1:26) Vi mennesker har fået en fri vilje af Gud og kan vælge at elske ham og være loyale mod ham ved at gøre det der er rigtigt i hans øjne. (5 Mosebog 30:19, 20) Hvis Gud tvang os til at følge en bestemt kurs, ville han da ikke sætte den frie vilje ud af kraft? Så ville vi jo ikke være andet end maskiner der gjorde lige præcis hvad vi var programmeret til. Det ville også være tilfældet hvis alt hvad vi gjorde, og alt hvad vi kom ud for, var bestemt af skæbnen, eller kismet. Hvor kan vi være glade for at Gud viser os ære ved at lade os vælge vores egen kurs! Det betyder dog ikke at menneskene for evigt vil ligge under for konsekvenserne af deres egne fejl og forkerte valg.

Hvis man stillede en buddhist eller en hindu spørgsmålet på forsiden af dette blad, ville man nok få følgende svar: „Gode mennesker rammes af ondt på grund af loven om karma. De høster frugten af de gerninger de har gjort i tidligere liv.“c

I forbindelse med læren om karma er det værd at lægge mærke til hvad Bibelen siger om døden. I Edens Have, menneskets oprindelige hjem, sagde Skaberen til det første menneske, Adam: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:16, 17) Hvis Adam ikke havde syndet ved at være ulydig mod Gud, ville han have kunnet leve evigt. Døden var en straf for ulydighed mod Guds bud. Da der blev født børn, ’trængte døden igennem til alle mennesker’. (Romerne 5:12) Det kan derfor siges at „den løn synden betaler er døden“. (Romerne 6:23) Bibelen forklarer også: „Den der er død er blevet frikendt fra sin synd.“ (Romerne 6:7) Med andre ord bliver man ikke ved med at betale for sine synder efter at man er død.

Millioner i dag mener at menneskenes lidelser er forbundet med karma. De der tror på karma, affinder sig som regel med de lidelser som de selv og andre udsættes for, uden at lade sig gå på af det i alt for høj grad. Men det ændrer ikke den kendsgerning at en sådan lære ikke giver noget håb om at det onde kan forhindres. Det menes at den eneste lindring et menneske kan opnå, er at bryde ud af denne cyklus af evige genfødsler ved at have en socialt accepteret adfærd og få en særlig kundskab. Sådanne opfattelser afviger meget fra det Bibelen siger.d

Hovedårsagen til ondskaben er dog ikke menneskene. Satan Djævelen, der oprindelig var en af Guds trofaste engle, „stod ikke fast i sandheden“, og han førte synd ind i verden. (Johannes 8:44) Han stiftede et oprør i Edens Have. (1 Mosebog 3:1-5) Jesus Kristus kaldte ham „den onde“ og „verdens hersker“. (Mattæus 6:13; Johannes 14:30) Mennesker i almindelighed følger Satan ved at rette sig efter hans opfordring til at ignorere Jehovas anvisninger. (1 Johannes 2:15, 16) „Hele verden ligger i den ondes magt,“ står der i Første Johannesbrev 5:19. Der findes andre åndeskabninger der er blevet onde og har sluttet sig til Satan. Bibelen viser at Satan og hans dæmoner „vildleder hele den beboede jord“ og er årsag til store ’veer’ på jorden. (Åbenbaringen 12:9, 12) Så det er først og fremmest Satan Djævelen der er skyld i ondskaben.

Gud er altså ikke ansvarlig for at mennesker rammes af ondt; og han påfører dem heller ikke lidelser. Han lover tværtimod, som den næste artikel viser, helt at fjerne ondskab og lidelser.