LEKTION 09
Bøn kan styrke dit venskab med Jehova
Føler du nogle gange at du har brug for hjælp til at træffe kloge beslutninger? Leder du efter svarene på nogle af livets store spørgsmål? Har du brug for trøst og opmuntring? Kunne du tænke dig at Jehova blev mere virkelig for dig? Bøn kan hjælpe dig på alle de områder. Men hvad er den rigtige måde at bede på? Lytter Gud til alle bønner? Hvad kan du gøre for at være sikker på at han lytter til dine bønner? Det vil vi se nærmere på nu.
1. Hvem skal vi bede til, og hvad kan vi bede om?
Jesus lærte os at vi kun skal bede til vores himmelske Far, Jehova. Det gjorde han selv. Han sagde: ‘I skal bede på den her måde: “Vores Far i himlene ...”’ (Matthæus 6:9) Når vi beder til Jehova, styrker vi vores venskab med ham.
Vi kan bede til Jehova om nærmest hvad som helst. Men hvis vi gerne vil have at han skal besvare vores bønner, kræver det selvfølgelig at vi beder om noget han synes om. “Gud vil høre os uanset hvad vi beder om, når det er i overensstemmelse med hans vilje.” (1. Johannes 5:14) Jesus kom med eksempler på hvad det vil være godt at bede om. (Læs Matthæus 6:9-13). Ud over at bede til Jehova om vores personlige bekymringer og ønsker må vi også huske at takke ham for alt det han har gjort for os, og bede ham om at hjælpe andre.
2. Hvordan skal vi bede?
Bibelen opfordrer os til at ‘udøse vores hjerte for Gud’. (Salme 62:8) Vores bønner skal altså være oprigtige og komme fra hjertet. Vi kan bede højt eller inden i os selv, og vi kan bede hvor som helst og når som helst. Det betyder ikke noget for Jehova om vi knæler, sidder, ligger eller står – det vigtigste er at vi beder på en respektfuld måde.
3. Hvordan besvarer Gud vores bønner?
Det gør han på flere forskellige måder. Jehova har givet os sit ord, Bibelen, hvor vi kan finde svar på mange af vores spørgsmål. Og de tanker og råd Bibelen indeholder, kan hjælpe os til at træffe gode beslutninger, for de “gør den uerfarne klog”. (Salme 19:7; læs Jakob 1:5). Jehova kan give os fred i sindet når vi står i en svær situation. Og han kan motivere sine tjenere til at hjælpe os når vi har brug for det.
GÅ I DYBDEN
Find ud af hvad du skal gøre for at dine bønner kan glæde Jehova, og lær hvordan det at bede til ham kan hjælpe dig.
4. Gud har nogle krav til den der beder
Hvad er det der afgør om Gud kan acceptere vores bønner eller ej? Se videoen.
Jehova vil gerne have at mennesker beder til ham. Læs Salme 65:2, og tal om følgende:
Tror du også Jehova gerne vil have at du beder til ham? Hvorfor, eller hvorfor ikke?
Vi må prøve at leve efter Jehovas normer for hvad der er rigtigt og forkert, hvis vi gerne vil have at han skal lytte til vores bønner. Læs Mika 3:4 og 1. Peter 3:12, og tal så om spørgsmålet:
Hvad skal vi gøre for at Jehova godkender vores bønner?
I en krig beder soldaterne på begge sider måske om at vinde. Men kan man forvente at Gud vil besvare deres bønner?
5. Vores bønner skal komme fra hjertet
Nogle har fået at vide at det er godt at lære nogle bønner udenad og så bede dem igen og igen. Men er det sådan Jehova gerne vil have at vi beder til ham? Læs Matthæus 6:7, og tal om spørgsmålet:
Hvordan kan du undgå at “sige det samme igen og igen” når du beder?
Prøv hver dag at tænke på noget specifikt der gør dig glad, og sig tak til Jehova for det. Hvis du gør det hver dag i en uge, vil du have bedt om syv forskellige ting.
6. Bøn er en gave fra Gud
Hvordan kan bøn hjælpe os, især når vi kæmper med problemer eller bekymringer? Se videoen.
Bibelen lover at bøn kan styrke os og hjælpe os til at finde indre fred. Læs Filipperne 4:6, 7, og tal om de her spørgsmål:
Hvordan kan det hjælpe os at bede selvom vores problemer ikke nødvendigvis forsvinder?
Hvilke ting kunne du tænke dig at bede til Jehova om?
Vidste du?
Ordet “amen” betyder “lad det være sådan” eller “det er sikkert”. Lige siden Bibelens tid har man sagt “amen” for at afslutte en bøn. – 1. Krønikebog 16:36.
7. Sæt tid af til at bede
Nogle gange har vi måske så travlt at vi glemmer at bede. Hvor vigtigt var det for Jesus at bede til Jehova? Læs Matthæus 14:23 og Markus 1:35, og tal derefter om spørgsmålene:
Hvad gjorde Jesus for at finde tid til bøn?
Hvornår på dagen kunne du finde tid til at bede?
NOGLE SIGER MÅSKE: “Bøn har udelukkende en psykologisk effekt. Der er ingen der lytter.”
Hvad ville du sige til det?
KORT SAGT
Oprigtige bønner kan give os et nærmere venskab med Jehova, fred i sindet og den styrke der skal til for at kunne glæde ham.
Forklar
Hvem skal vi bede til?
Hvordan skal vi bede?
Hvordan kan det hjælpe os at bede?
GÅ PÅ OPDAGELSE
Få svarene på nogle spørgsmål der ofte stilles om bøn.
Lær om hvorfor det er vigtigt at bede, og hvordan du kan forbedre kvaliteten af dine bønner.
Find ud af hvem vi skal bede til ifølge Bibelen.
Betyder det noget hvor og hvornår vi beder til Jehova? Få svaret i den her musikvideo.